Skrevet af Sander Specht
Smukke biler efter krigen
”Smukke biler efter krigen” er Lars Frosts tredje roman – hans bedste siger anmelderne. Jeg forstår deres begejstring. For bogen er bestemt særegen. Den berør’ og den tør noget som andre bøger ikke gør. Lars Frosts skrivning er anderledes, hans indhold og tanker er provokerende og hans stil er en blanding af interessant, sjov og til tider grænseløst irriterende.
Lars Frost er en stadig ung forfatter, født i 1973 på Østerbro i København. Han debuterede i 2000 med sin novellesamling ”Og så af sted til Wien”, og har siden udgivet to bøger. Lars Frost er en eksperimenterende og legende forfatter, der på sin helt egen vis skriver om litteratur, hverdag, kærlighed, ansvar, politik, samfund og hvad der nu ellers kan falde hans hovedpersoner ind at lommefilosofere over.
Med ”Smukke biler efter krigen” har vi, ifølge bagsiden af bogen selv, at gøre med en skinger knaldroman i stærke farver, en road-story og en rejseroman. Bogen kan dog også ses som en samfundssatire, en tankevækker og en samling af udfordrende og flyvske debatindlæg.
Listen over temaer som romanen inddrager er næsten endeløs, men vigtigst er alligevel rejser, menneskelige relationer, mødet med nye mennesker, sex, ansvar, hverdag og samfund. Alle temaer som Lars Frost beskriver skævt, anderledes og til tider ikke så lidt provokerende.
Bogen er inddelt i to sektioner: 2 – Island og 1 – Før Island. I den første del befinder vi os på Island, angiveligt i 2004, hvor bogen blev forfattet.
Bogens hovedpersonen Lasse, hvis tanker vi indvies i helt fra start af, driver rundt i Reykjaviks gader, fra det ene lille værtshus til det andet. Byen er grå og kold, men Lasses tanker giver byen varme og liv, idet han holder meget af Island. I resten af bogen stifter vi bekendtskab med Islands vilde natur, som uden tvivl er det der bedst kendetegner Island. Vulkanøen, med sine landskaber, sine varme kilder og sin vulkanske aktivitet tiltrækker utallige turister hvert år.
Igennem hele historien fører Lasses tankestrømme læseren til lande på hele kloden, og det grå og kolde Island bliver således akkompagneret af nye farverige oplevelser fra Mexico, USA, Italien, Spanien, Tyskland og Sydafrika, hvorfra Lasse har en masse minder. Men også Fanø og København, hvor Lasse er henholdsvis født og opvokset, beskrives med mange ord.
Udover Lasse, stifter læseren bekendtskab med en håndfuld af Lasses bekendte, og en del som Lasse møder på sin rejse igennem det Islandske landskab, hvad enten der er tale om et værtshus eller en gletscher i den vilde natur. Især den uheldige canadier Bart, de to fnisende spanierinder, en liderlig amerikansk pige og den bitre tyske Heidi spiller en stor rolle i den første del af bogen.
I løbet af historien stiftes der, igennem Lasses tanker og minder, bekendtskab med Lasses ven Thor, Thors søster Sigrid – som har været Lasses kæreste, tomleren Freja og flere andre som har spillet større eller mindre roller i Lasses liv, før han kommer til Island.
Den gnavne, men eftertænksomme, dameglade unge Lasse rejser til Reykjavik, da han skal til en vens bryllup. Efter brylluppet, og efter at have tilbragt nogle dage i byen, møder han en canadier på sit pensionat. Canadieren leder efter nogle at leje en bil sammen med. Lasse beslutter sig for at tage med på turen, og ender således i en stor 4-hjulstrækker med en fast besluttet canadier, to fnisende spanske veninder, den bitre tysker Heidi og en liderlig amerikansk pige.
De tager alle forventningsfulde af sted. De får set en masse vild natur, lige indtil de skal krydse en flod ved aftenstide. Strømmen er for stærk og bilen sætter sig fast i en stor sten i midten af floden. Efter en lang og hård kamp får de alle reddet sig ind til land, og får derefter halvhjertet hjælp af et yderst bittert og halvpsykopatisk tysk lesbisk par.
Herefter får de tomlet sig tilbage til Reykjavik, hvor biludlejeren kræver erstatning. Lasse har få dage tilbage på Island, og tager en aften alene i byen. Her møder han den afstumpede dansker Tobias, som er på ferie med den handicappede Pelle, som han passer. Lasse tager, efter en snak, hen til Tobias’ hotel sammen med to piger, hvor de alle drikker sig fulde af beholdningen i Pelles minibar. Pludselig bliver Tobias aggressiv. Han begynder at slå den ene pige, smadrer hotelværelset og skubber Lasse ud af vinduet fra 3. sal. Derefter slår han den lamme Pelle ihjel med en ødelagt flaske – det hele sker meget pludseligt.
Lasse rammer en busk og overlever. Først da han kommer til Danmark hører han om mordet. Regningen til biludlejeren får Lasse aldrig betalt.
Således slutter første del, som i virkeligheden er slutningen på hele bogen. I den anden del af bogen følger vi Lasses deprimerede hverdag op til rejsen til Island. Lasse er plaget af dårlig økonomi og et fejlet kærlighedsforhold til kæresten Sigrid. Lasse bruger desuden for meget af sin tid på det lokale værtshus. Han bryder dog hverdagen ved at rejse til Italien med vennen Thor, hvor de laver en skummel handel med nogle italienere, hvilket giver de to venner lidt penge på lommen. Med disse penge rejser Lasse til Island med håbet om lidt opklaring på sin livssituation. Og således er bogen tilbage hvor den startede.
Det ovennævnte handlingsforløb afbrydes konstant igennem hele historien af Lasses tankestrømme, minder, filosofering, brokkeri, samfundskritik og tilfældige meningstilkendegivelser i en grad så det egentlige handlingsforløb faktisk kun optager et lille mindretal af bogens ca. 330 sider.
Disse flyvske tankestrømme, som i en overdreven essayform, hvor den ene tanke tager den anden og fører læseren længere og længere væk fra grundtanken, dækker alverdens emner ind og tager utallige temaer op – alt bliver vendt. Alt fra homoseksuelles selvforståelse, til kønsrollediskussionen, til USA’s krigsforbrydelser, til definitionen på en god øl, til national selvforståelse, til lascive og til tider perverse forestillinger, til litteraturkritik og klagesang om diverse forfattere, til gode historier, til ligegyldige og dårlige historier, til verdens ende og til intetheden. Kort sagt: Alt og intet bliver vendt, kritiseret og vurderet i Lasses hoved – og det i en grad så man bliver godt og grundigt irriteret til tider. Dette er især fordi Lasse for det meste forholder sig negativt til sine omgivelser, til samfundet – til det hele.
De holdninger Lasse giver udtryk kan anses for et direkte opgør med den politiske korrekthed i Jantelovens Danmark. Lasse provokerer og siger det der ikke må siges, når man er en del af det intellektuelle mindretal i et land som Danmark.
Lasse er for det første ikke bange for at være stolt af at være dansker. Han er ved at brække sig over de evige selvransagende paroler om at det at være dansker aldrig er godt nok. Definitionen af det danske sprog som hårdt og grimt, og påstanden om at det er et fattigt sprog i forhold til det engelske ordforråds kunnen irriterer Lasse, som er stærkt optaget af sproget og filosofien bag det. Lasse påpeger også det evige brokkeri over den manglende danske madkultur, og den hykleriske glorificering af den sydeuropæiske mad, på trods af at vi alle nyder danske retter ofte – blot uden at tænke på dem som egentlig danske.
Lasse er heller ikke bange for at være chauvinistisk til en vis grad. Han holder sig ikke tilbage for at kritisere kvinders adfærd, deres magtspil, deres manipulation – især i forhold til sex, og i det hele taget stille spørgsmål til kønsrollerne i et samfundsperspektiv. Hans seksuelle forestillinger, og hans minder fra tidligere seksuelle udfoldelser er desuden en meget central del af Lasses tanker.
På trods af at Lasse er typen der kynisk og provokerende kritiserer alt og alle, taler når der bør ties, og ofte lyder bedrevidende og belærende, nærer læseren alligevel en vis sympati for den kære Lasse idet han dog er humanistisk, forstående og høflig overfor de nye mennesker han møder. Samtidig har han faktisk noget at have sine betragtninger og analyser i – han ved meget. Hans tanker er ikke helt ved siden af, tænker man som læser. Han har dog alligevel fat i den lange ende, konkluderer man. Og derfor er Lasse okay.
Lasses er dog stadig svær at forholde sig til som læser, idet Lars Frost aldrig klassificerer Lasse som hverken god eller ond. Lasse er halvkriminel, halvalkoholisk og halvpervers, samtidig med at han er intellektuel, modig og spændende. Læseren er således hele tiden i tvivl om hvorvidt man skal holde med Lasse eller ej, og om hans handlinger er forståelige eller forkastelige. Man ved altså aldrig hvor man har Lasse. Dette er en interessant og ny måde at følge en hovedperson på, men mest af alt er det dødirriterende og enerverende for læseren. For man ender med at læse en hel bog, fra start til slut, uden at kunne forholde sig ordentligt til sin hovedperson. Sådan bør det ikke være! Som læser har man krav på – hvis ikke at kunne relatere – så i hvert fald at være i stand til at bedømme hovedpersonen i en historie, således at man ikke føler mig på bar bund igennem 330 siders læsning.
Denne mangel føler jeg især kommer til udtryk idet bogen mangler en decideret handling som giver mening i et større perspektiv.
Lars Frost har dermed skudt sit eget potentielle mesterværk i sænk, ved at glemme at de gode gamle virkemidler – som det at lade læseren kunne relatere sig til persongalleriet, og at historien bør have en spændende og holdbar handling – altid vil være af stor betydning for et hvilket som helst værk, hvad enten det er en bog eller en film. Desuden kunne et element som humor være brugt i langt højere grad, idet det ofte kan redde selv den dårligste story-line.
Det skal dog til sidst pointeres at Lars Frost, med ”Smukke biler efter krigen”, slår sin nyskabende og anderledes stil an, og beviser sit dygtige litterære håndværk. Sproget er dynamisk, og forhindrer læseren i at stoppe læsningen, på trods af den manglende handling. Man glider igennem siderne, igennem Lasses tanker, og man overraskes af det forskelligartede sprog, som både er nøgternt, poetisk, pralende og beskidt.
Lars Frost skriver sig dermed sikkert ind i den danske litteraturhistorie, og det bliver spændende at se hvad den stadig unge forfatter byder på af fremtidige udgivelser.
Skriv et svar