“Sprogbrug i medierne” essay analyse

Sprogbrug i medierne

Det er ikke mere end blot 3 minutter siden, jeg, godtroende og intetanende slentrede mod kiosken i Kvickly. Her gav mediekulturen mig for alvor et slag i hovedet: ””Gymnasieleverne skulle skamme sig” – SU defineres som cafépenge”… ”Helle giver Løkke en røvfuld”.
De dominerende overskrifter rumsterer i mit sind, og uden at vide mængden og indholdet af dem skaber jeg straks et had til definitionen af SU som cafépenge, og en forargelse over udstillingen af Helle Thornings valgsejr. Mine følelser er kun udsprunget af få ord, men disse overskrifter kan alligevel sætte gang i overdramatiserende diskussioner uden viden om det egentlige indhold.

Skal netop ovenstående skildrede situation være en del af vores hverdag? Skal vold, tæsk, lussing, blod og massakre være en del af forbrugernes første øjekast? Kan sprogkulturen ændres – og i så fald – ville det ændre mængden af læsere? Hvorfor tiltrækkes folket af avisens blodrige og volderige skildring af store begivenheder?

Spørgsmålene flakker rundt i mit hoved. I min verden er de skræmmende tillægsord ikke en forudsætning for en god historie – og selvom de fanger opmærksomheden, forarger de emnet mere, end de beriger det. Artikler, interviews, klummer, reportager, kronikker osv. kan med chokerende overskrifter skabe et bryd med kommunikationen. Medierne bruger koder i skabelsen af en historie – modtageren bliver påvirket af disse koder, og det bliver i stigende grad integreret i vores eget sprog. Ord som fuck, luder, fortabt, røvhul, idiot, tæsk, bank osv. er i takt med mediet blevet en naturlig del af vores hverdag. Som det fremgår af teksten, Medier går amok i en voldsrus over valgkampen, er eksperter inden for dansk sprog og retorik enige om en voldsom kampplads i forhold til mediernes beretninger om folketingsvalget. Desuden nævnes George Orwell og Victor Klemperer for deres værker om sprogbruget som konsekvens af ændrede tankegange og handlinger. Hvorfor afbildes begivenhederne så blodigt og voldeligt i aviserne?

Jeg kan ikke udtale mig om, hvad der er rigtigt eller forkert i mediekulturen. Mediet besidder en enorm magt, og er af mange omtalt som den fjerde statsmagt. De kan manipulere, udsætte, skræmme, glæde, irritere, forarge og overraske. Kort sagt – medierne kan lege med vores følelser som de lyster, og jeg må indrømme at de af alle formår at gøre det.

Sproget er en farlig størrelse – det kan fx vinkles således, at modtageren sympatiserer med afsenderen – dette ses bl.a. i diktaturets univers. Sproget påvirker dermed vores handlinger og tankegange – og som situationen er lige nu, vil det danske medieunivers skabe fremtidig kriminalitet, skæv identitetsdannelse, ensomhed, mobning og fordomme i samfundet – normer vil blive brudt, og sproget vil afspejle et kaos. Det er overdramatiserende, og kan virke absurd, men det er en realitet som unge såvel som voksne, fremtidigt, står ansigt til ansigt med – medier sætter sit præg på opfattelsen af os selv og vores relationer. Vi er kommet ud i en situation, hvor privatlivet er blevet en del af det offentlige rum – Goffmans definition på frontstage og backstage er smeltet sammen, idet vi i dag er meget påvirket af medierne i form af både TV og internettet.

Nyheder har nogle kriterier, og formålet er selvfølgelig at sælge – men med overskrifter som ”DF uddelte valgtæsk til regeringen”, ”Løkke og Thorning tørner sammen i duel” og ”SF: Regeringen har massakreret velfærden” i teksten Medier går amok i en voldsrus over valgkamp mister nyheden sin aktualitet, og jeg finder den utroværdig – hvordan kan en journalist med så brutalt et sprog, i artiklens rubrik, kunne sige noget fornuftigt om valgkampen? Rubrikken og brødteksten skal ikke bare appellere til følelserne, men reelt fortælle om begivenheden og dens væsentlighed for samfundet. Selvom nyheden kan være en sensation, mister jeg fuldstændig interessen når ordet duel, massakre eller valgtæsk dukker op i rubrikken – begivenheden mister realitet og fremstår pludselig ikke plausibel. I rubrikken bruges ordene som metaforer til, billedligt, at skildre en dramatisk valgkamp – men på mig lyder det mere som om Christiansborg har forvandlet sig til en boksekamp med døden som følge – de krigeriske udtryk overskygger det oprindelige emne: politik.

Jeg associerer massakre med drab af et stort antal mennesker og duel med en topersoners kamp med sværd eller med de bare næver – disse associationer får mig ikke til at læse artiklen, og jeg tager derfor afstand til en vigtig begivenhed. En avis uden metaforer er ikke interessant eller iøjnefaldende – men kan det virkelig være rigtigt, at vores sind skal konfronteres med masseødelæggelse pga. en valgkamp? Når journalisterne leger med sproget, kan det hurtig ende i en konflikt – intetanende og naiv ser vi bort fra konsekvenserne, og finder ordene harmløse, idet de ikke efterfølges af reelle handlinger – men sådan fungerer det ikke. Vores handlinger udspringer af sproget. Kan det virkelig være rigtigt at der skal en terroraktion til, for at stoppe mediernes brutale metaforer? I Norge og USA har man oplevet retorikken stå over for en reel terroraktion – måske vi kunne lære lidt af det?

Danmark har allerede fået et slag over fingrene, da Jyllands-postens Muhammed-tegninger blev en global nyhed. Sproget bestod af tegninger af profeten Muhammed – dette fandt den islamistiske befolkning diskriminerende og terrortrusler blev ikke kun rettet imod avisen, men imod hele den danske befolkning. Hvor langt rækker ytringsfriheden i sådanne situationer? Mediet i Danmark skal passe på. De ting vi gør og siger, er bestemt af den kultur, vi er vokset op i – men i en globaliseret verden er det et must, at kulturelle forskelle accepteres.

Mediet er både et negativt og positivt begreb. På trods af terrortrusler og katastrofer, er mediet også med til at oplyse og informere. Igennem mediet er mellemøstens unge generation ved at gøre oprør mod diktaturet og skabe kendskab med demokratiet. Igennem mediet skabes vores evne til at reflektere og modtage meddelelserne med et kritisk syn.

Mediet fungerer ikke uden et samfund – og samfundet fungerer ikke uden mediet. Derfor er det vigtigt, at mediet beskytter samfundets borgere mod brutale og grusomme associationer såvel som samfundet lader mediet være den fjerde statsmagt.

Tilbage i Kvickly står jeg ansigt til ansigt med mediets brutalitet. Bag mig fornemmer jeg en velkendt stemme, og ud af øjenkrogene ænser jeg min gode veninde.
”Så du TV i går Maria? Helle gav Løkke en ordentlig omgang bank – de gik virkelig i kødet på hinanden! Ham Løkke er en stor taber – er du ikke glad?”.

Således fik jeg gennem min veninde illustreret konsekvenserne af mediernes sprogbrug. Hård retorik er ikke vejen til flere læsere – men vejen til et kaossamfund.