Sproglig åbenhed og sproglige fordomme essay analyse

Det ufærdige maleri

Ord strømmer som et vandfald ud af hans mund. Jeg undrer mig over, hvilket sprog det er han taler. Godt nok ser jeg “Kvinden I Buret”, som er en pæredansk film. Alligevel fatter jeg ikke en brik af, hvad Assad siger. Han snakker, det man vil kalde for, perkerdansk. Hver gang han siger noget, bliver jeg irriteret. Jeg får lyst til at rette i manuskriptet, hvor de åbenlyse fejl i hans uklare udtalelse og de gruelige grammatiske fejl tydeligt fremstår. Det er ikke kun Assad, der snakker med en mellemøstlig dialekt. I hele min by oplever man udlændige med en krøllet accent.

Når fisefornemme kartoffeldanskere møder en ukendt person, som har en dialekt, danner de associationer om, at udlændinge vil dem noget dårligt. For det er jo sådan, at de fleste danskere i dagens Danmark mener, at “folk fra Mellemøsten er både ubegavede og upålidelige”, som Lars Henriksen og Morten Mikkelsen udtrykker det. Ofte klemmer de diskret om deres tasker, hvor pung samt mobil ligger. Jeg er faktisk en af de danskere, der ubevidst besidder den rolle. Rollen som den kulturkritiske kartoffeldansker, som har en masse fordomme omkring en anderledes måde at anvende sproget på. Hvis Pia Kjærsgaard vidste dette, ville hun sidde derhjemme og klappe i sine små hænder, mens hun spiser en omgang stegt flæsk med persillesovs. At en dansker som mig kan dømme en udlænding blot ved at høre hans dialekt. Dialekterne må ifølge hende kun være indenfor nationaliteten, for ellers kan man risikere at brænde sig på det ukendte. Dog bliver jeg lige så irritabel over at lytte til en nordjyde, som for mine ører lyder svensk. Det gælder ligeså vel fynboere. De kan ikke snakke ordentligt dansk.

Hvis det forholder sig sådan, “at vi som befolkning har usædvanligt mange sproglige fordomme”, som den eksterne lektor ved Københavns Universitet, Marta Kirilova, påpeger, må jeg indrømme, at jeg rent faktisk skammer mig lidt- måske meget, over at dømme folk på baggrund af deres dialekter. Jeg får en dårlig smag i munden. Det får mig til at tænke på en video. En video jeg blev meget påvirket af. En mexicansk mand sidder i et venteværelse. Et par amerikanere med deres pige træder indenfor. Den lille pige sætter sig tæt på mexicaneren, hvilket får forældrene til at reagere med det samme. De tager fat i hende og sætter sig langt væk fra manden. Det tomme lokale fyldes med fordomme overfor denne uskyldige mand. En læge kommer ud og kalder dem alle ind, til forældrenes forargelse. Her oplyser lægen, at det er mexicaneren, Sanchez, som har doneret knoglemarv til den lille pige. Herefter fyldes rummet med skyldfølelse, og mine øjne fyldes med tårer. Denne video har været en øjenåbner for mig. Videoen har fået mig til at indse, at fordomme er en hæslig ting. Det skaber splid i mangfoldigheden. Gennem historien ses mange af disse splittelser hos forskellige kulturer, som hver har sine værdier. Herunder det store slag, 2. verdenskrig, hvor fordomme var skyld i død over jøderne. Jeg får stadig gåsehud ved tanken om, at det lykkedes Hitler at plante had til jøderne blandt mange individer i Tyskland. Når jeg tænker tilbage, på det der skete dengang, vækker det en ubehagelig følelse, og jeg når til en erkendelse, at det skal ikke ske igen!

Jeg er en fugleunge på vej til at bryde ud af min skal og opleve verdenen i større forstand og således acceptere, hvordan verden er indrettet, acceptere forskelligheder og acceptere folk med hver deres dialekt. Som lektoren ved Instituttet for Sprog og Kommunikation, Hans Jørgen Ladegard, vurderer “Når vi afkoder personen ud fra sproget, er det en måde at orientere os på.”. Dialekterne giver et førstehåndsindtryk af en person og et billede af, hvor man kommer fra. Med andre ord ved jeg, hvor jeg befinder mig, når jeg flyver væk. Jeg følger lydene af de forskellige dialekter, som baner vej gennem en karrusel af forskellige kulturer. Jeg nyder den sproglige forskellighed inden for én nationalitet, men også når det danske sprog tales med forskellige accenter, som er medvirkende til at sætte et særpræg på vores kultur. Det er et som smukt billede, der langsomt skabes. Flere forskellige farver gør mesterværket flottere. Hen ad vejen udvides paletten af farver. Det har været under opbygning i mange år og fuldendes i et smukt farverigt maleri med plads til alle forskellighederne.

Jeg vender det negative fordomsfulde fremmedhad og skaber derimod en positiv kærlighed til det ukendte. Det er skridtet mod en bedre verden, hvor man er blevet frigjort fordommenes lænker. Hvis alle tog dette skridt ville verden være perfekt. Det er en verden, jeg ønsker at leve i.
Den verden, jeg befinder mig i nu, er hjemme i mit hus med min numse smeltet i ét med sofaen, hvor “Kvinden I Buret” er ved at nå vejs ende. Makkerparret, Assad og Karl Mørck, opklarer sagen. Jeg må indrømme, at jeg sgu’ begynder at synes om ham Assad. Rettere sagt, er jeg glad for det humoristiske twist, han frembringer i den ellers ret så alvorlige film. Jeg er blevet frigjort fra alle mine fordomme, som har holdt min nysgerrighed og tolerance fra andre mennesker tilbage. Jeg er ikke længere snæversynet, som jeg har været.