SRO: Den amerikanske drøm - Skoleanalyser.dk

Indholdsfortegnelse

Den amerikanske drøm

Abstract

The study investigates the relation between inequality and whether the American dream is a realistic possibility for everyone in the United States. To measure inequality the term Ginikoefficient is used. The study uses mathematical illustrations, polomial regression and integral calculus to explain this term. Futhermore the study investegates the problem by making a comparative rhethorical analysis of the speeches State of Union by Barack Obama from 2014 and Paul Ryan speech on poverty at Cleveland State Univerity from 2012. The analysis shows that the speeches especially characterizes the missing opportunity of having a proper education. The solution to this problem is to strengthen the middle class and the communities and lower the price on education. The study finds that the possibilities of the American dream is strongly influenced by the inequality according to the speeches. It is not a realistic posibility for the lower class and the middle class, because they end up in bad schools. The upper class can afford proper education, so the American dream is still a possibility for this group. All in all is the American dream only a realistic possibility for everyone to a minor extent.

Hent gratis eksemplar af SRO opgave om Den Amerikanske Drøm

Du kan med fordel hente opgaven som en PDF-fil, så du kan få et bedre overblik over opgaven, og samtidig have opgaven liggende på computeren, og have mulighed for at søge i opgaven.

Hent dit gratis eksemplar

Indledning

USA har altid været kendetegnet ved at være mulighedernes land. Her har man kunnet forfølge den amerikanske drøm; uanset race, alder og baggrund har man haft muligheden for at få succes i USA, hvis man vel og mærket har viljen, evnerne og troen på, at man kan opnå sine drømme. Men kan denne amerikanske drøm blive ødelagt af den høje ulighed, der er i USA? Det vil denne opgave undersøge ved først at redegøre for begrebet Ginikoefficient og beregning af denne størrelse. I sammenhæng med dette bevises det, at Gini=1 betyder fuldkommen ulighed. Dernæst beregnes Ginikoefficienten for USA i 2012. Herefter foretages en komparativ retorisk analyse af Paul Ryans tal om fattigdom på Cleveland University, 2012, og Obamas State of Union tale, 2014. I denne analyse er der særlig fokus på, hvordan talerne karakteriserer social ulighed og argumenterer for løsninger af problemet. Slutteligt diskuteres det, i hvor høj grad den amerikanske drøm er en realistisk mulighed for alle. Dette diskuteres ud fra den beregnede Ginikoefficient for USA og den komparative analyse af talerne. Alt dette vil opgaven undersøge ud fra følgende problemformulering:

Problemformulering:

Redegør for begrebet Ginikoefficient og beregning af Ginikoefficienter. Vis, at Gini=1 betyder fuldkommen ulighed dvs. at en person har 100 % af indkomsterne.’
Beregn Ginikoefficienten for USA i 2012 ud fra data i bilag 1.
Lav komparativ retorisk analyse af Paul Ryans tale om fattigdom på Cleveland State University, 2012, og Obamas State of the Union tale, 2014, med særlig henblik på at undersøge, hvordan talerne karakteriserer social ulighed og argumenterer for løsninger af problemet.
Diskuter ud fra din beregnede Ginikoefficient og analyse, i hvor høj grad den amerikanske drøm er en realistisk mulighed for alle.

Ginikoefficient

Ginikoefficient er et begreb, der benyttes, når man taler om ulighed. Ginikoefficienten måler nemlig den økonomiske ulighed i et land. For at forstå, hvad en Ginikoefficient er, og hvordan denne værdi beregnes, må man først kende til en række begreber. [1]

Et af disse begreber er et Lorenzdiagram (beskriv diagrammet?). Et Lorenzdiagram er en grafisk illustration, der kan beskrive den økonomiske ulighed i et land. I et lorenzdiagram er der indsat to kurver; Lorenzkurven og diagonalkurven. Lorenzkurven kaldes i forbindelse med beregning af Ginikoefficienter for den aktuelle fordeling. En Lorenzkurve er nemlig den kurve, der beskriver et lands aktuelle indkomstfordeling i deciler. [2] At inddele noget i deciler betyder, at man inddeler noget i ti lige store dele. I dette tilfælde inddeler man et lands befolkning i ti lige store dele. De bliver inddelt således, at de 10 % fattigste er først, dernæst kommer de 10 % næstmest fattigste og så fremdeles[3].

Diagonalkurven er derimod kurven, der beskriver en indkomstfordeling, hvor alle personer har lige mange penge. Dette kaldes for perfekt fordeling. Ved perfekt fordeling har hver decil 10 %. Denne kurve har en hældning på 1, og da den skærer y-aksen i (0,0) og skærer punktet (1,1), må kurven have følgende forskrift:

f(x)=1·x+0=x

I denne funktion er f(x) den procentvise indkomstfordeling, og x er andelen af befolkningen fra 0-100%. Ud fra denne funktion kan man beregne arealet under denne kurve i intervallet [0,1] ved hjælp af integralregning.

$A=\int_{1}^{0}xdx= [\frac{1}{2}x^2]^1_0=\frac{1}{2}1^2-\frac{1}{2}0^2=\frac{1}{2}$

Dette areal benyttes i senere beregninger, når Ginikoefficienten skal bestemmes, og når det bevises, at betyder fuldkommen ulighed.

I det nedenstående Lorenzdiagram, kan det ses, hvordan diagonalkurven og en eventuel Lorenzkurve ser ud. I dette tilfælde er det Lorenzkurven for USA indkomstfordeling. Den er lavet ud fra data fra bilag 1[4]. Det er gjort ved at indsætte deciler som x-aksen og den kumulerede frekvens af indkomsterne som y-aksen. Tabellen, som diagrammet er lavet ud fra, er vedlagt som bilag 2. Ud fra bilaget ses det, at der ikke er angivet nogen indkomst for hundredeprocentsfraktilen. Jeg har derfor sat den til 250.000, da det gav et resultat, der var tættest på den officielle Ginikoefficient for USA i 2012. Derudover ses en funktion nederst. Det er funktionen for Lorenzkurven dvs. l(x)= 2.53117·x³-2.97204·x²+1.39358·x-0.076758

diagonalkurve

Beregning af Ginikoefficient

Denne funktion er bestemt ved hjælp af polynomisk regression, som bestemmer den funktion, der passer bedst til de givne punkter. Denne metode er hurtig, men det giver også en vis usikkerhed, når man skal beregne Ginikoefficienten. Usikkerheden opstår ved, at regressionen altid ligger under den stykvis lineære funktion, som beskrives om lidt, hvilket giver en større Ginikoefficient, end den reelt er.[5] Dette kan også ses i det ovenstående Lorenzdiagram. Som sagt kan man også beregne Ginikoefficienten med den stykvis lineære funktion. Med denne metode bestemmer man den lineære funktion for grafen mellem decilerne. Dernæst beregner man arealet under grafen i hvert af disse intervaller mellem decilerne. Til sidst lægger man de ti arealer sammen, og herved har man den aktuelle fordeling. Denne metode er mere præcis end regression, men den tager også væsentligt længere tid.[6] I denne opgave benyttes regression, da det er klart hurtigst, og usikkerheden er forholdsvis lille.

Ud fra Lorenzkurven og diagonalkurven kan man bestemme Ginikoefficienten, som er defineret som arealet mellem de to kurver som andel af arealet under kurven for den perfekte lige fordeling. Dvs. den perfekte fordeling er $\frac{1}{2}$ og den aktuelle fordeling er arealet under Lorenzkurven. Dette ses i følgende formler:[7]

$G=\frac{perfekt fordeling-aktuelfordeling}{perfektfordeling}$

$G=\frac{\frac{1}{2}-\int_{1}^{0}l(x)dx}{\frac{1}{2}}$

Ginikoefficient for USA i 2012

Ginikoefficienten for USA i 2012 beregnes ved hjælp af ovenstående formel, hvor funktionen for Lorenzkurven er l(x)= 2.53117·x³-2.97204·x²+1.39358·x-0.076758, som blev fundet ved hjælp af regression, hvilket blev forklaret tidligere. Dette giver en Ginikoefficient på 0,475. Beregningerne for dette kan ses i bilag 3, som er vedlagt. I dette bilag ses det også, at den beregnede Ginikoefficient for USA i 2012, som er 0.475, afviger med 2,7% fra den officielle Ginikoefficient for USA i 2012, som er 0.477[8]. Dette kan have noget at gøre med, at der blev benyttet regression, der som sagt giver en vis usikkerhed omkring resultatet.

Bevis for Gini=1 betyder fuldkommen ulighed

Ud fra den førnævnte formel til beregning af Ginikoefficienter kan man bevise, at en Ginikoefficient på 1 betyder fuldkommen ulighed. Først skal man bruge arealet under en Lorenzkurve, der beskriver fuldkommen ulighed dvs. én person har 100 % af landets indkomster. Det nedenstående Lorenzdiagram er lavet ud fra bilag 4. Bilag 4 er en tabel, hvor det ses, at decilerne fra 0,0-0,9 ikke har en indkomst. Den sidste decil er blevet inddelt i mange dele, hvoraf kun én ejer al indkomst., således at det giver en realistisk kurve for fuldkommen ulighed. Det ses i nedenstående Lorenzdiagram, at Lorenzkurven lægger sig på x-aksen fra (0,0) til (1,0), hvorfra den går lodret op til (1,1). Der er altså ikke noget areal under Lorenzkurven.

lorentzkurven

Dette benyttes i det følgende bevis, der beviser at Gini=1 betyder fuldkommen ulighed.

$G=\frac{perfekt lige fordeling-aktuelfordeling}{perfektligefordeling}$

Den aktuelle fordeling er lige blevet vist til at være 0, så dette indsættes.

$G=\frac{perfekt lige fordeling-0}{perfektligefordeling}$

Tidligere blev det vist, at den perfekte lige fordeling er $\frac{1}{2}$ , så dette indsættes også.

$G=\frac{\frac{1}{2}-0}{\frac{1}{2}}=1$

Det ses, at dette giver en Ginikoefficient på 1, og det er hermed bevist, at gini=1 betyder fuldkommen ulighed, hvor én person har et helt lands indkomst.

Det kan altså konkluderes, at Ginikoefficient er et begreb, der benyttes til at måle økonomisk ulighed i et land. For at beregne Ginikoefficienten i et land skal man kende til begreberne Lorenzkurve, som er den aktuelle indkomstfordeling, og diagonalkurven, som er kurven, der beskriver perfekt lighed. Ginikoefficienten bestemmes med følgende formel $G=\frac{perfekt fordeling-aktuelfordeling}{perfektfordeling}$ , som også blev brugt til at bestemme Ginikoefficienten for USA i 2012 til at være 0,475. Dette resultat afveg med 2,7% fra den officielle Ginikoefficient for USA i 2012, som var 0,477. Dette kan skyldes, at funktionen for Lorenzkurven blev beregnet med regression, som er hurtig, men som også er forbundet med en vis usikkerhed. Alternativt kunne den stykvis lineære funktion have været taget i brug, da den er mere præcis, men denne metode tager lang tid. Afslutningsvis blev det bevist, at Gini=1 betyder fuldkommen ulighed, hvilket man også kunne se på det opstillede Lorenzdiagram.

Komparativ retorisk analyse af Paul Ryans tale om fattigdom på Cleveland State University, 2012, og Obamas State of the Union tale, 2014.

Denne netop beregnede høje ulighed for USA i 2012 bliver også diskuteret i de to taler af henholdsvis Paul Ryan og Barack Obama. Begge taler omhandler fattigdom, og modtageren er den amerikanske befolkning. Dette kan for eksempel ses i Barack Obamas, hvor han ofte benytter sig af vendingen: ”My fellow Americans”[9]. Herved identificerer han sig selv med den amerikanske befolkning, og det er hans catch-frace.

Paul Ryans catch-frace er titlen på talen, som er: ”In This War on Poverty, Poverty is winning.”[10] Denne sætning ses også senere hen i talen, og det giver et negativt billede af situationen i USA, i og med han siger, at landet taber kampen mod fattigdom. Dette hænger sammen med diskursen.

De to talers kommunikationssituationer er forskellige på flere punkter. Blandt andet ved, at talerne har hver sin diskurs. Diskursen i Obamas tale kan ses i følgende citat: “After five years of grit and determined effort, the United States is better-positioned for the 21 century than any other nation on Earth.”[11] Det kan ses ud fra citatet, at Obama har et positivt syn på situationen i USA. Han mener endda, at efter fem hårde år er USA det land i verden, der står bedst stillet til den 21. århundrede. Han har denne diskurs, fordi han vil forsikre den amerikanske befolkning om, at han er den rigtige præsident for landet, og at han har ført landet i den rigtige retning i sin siddende periode på 5 år, som han refererer til.

Paul Ryans tale har derimod en temmelig negativ diskurs. Det kommer til udtryk ved hans negative syn på USA’s siddende regering med Obama som præsident: “Sadly, in four years and now in four debates, neither President Obama nor Vice President Biden has offered the American people an agenda for a second term. But we know what it would be: More of the same.”[12] I citatet ses det, at han benytter det negativt ladede ord ’sadly’, som indikerer, at det er trist, at den siddende regering ikke har gjort en forskel ifølge Ryan, og at den heller ikke vil komme til det, hvis den bliver valgt igen. Ryan har denne diskurs, fordi talen bliver holdt kort inden det amerikanske præsident valg i 2012. Han vil derfor gøre alt, hvad han kan for at give et negativt billede af den siddende regering og præsident, så den ikke bliver valgt igen.

Disse to diskurser er gennemgående for talerne med undtagelse af, at Obama også kommer med nogle nuværende problemstillinger, han kan tage fat på. (eksempel på social ulighed)

Paul Ryan er heller ikke bleg for at pointere den sociale ulighed i USA. I følgende citat fokuserer han på den ulighed, som afroamerikanere og latinamerikanere er udsat for ved, at de går i landets dårligste skoler:“African-American and Hispanic children make up only 38 percent of the nation’s overall students, but they are 69 percent of the students in schools identified as lowest performing.”[13]

I det ovenstående citat benytter Paul Ryan sig af appelformen logos ved at referere til statistikker omkring andelen af afroamerikanere og latinamerikanere i skolesystemet og i de dårligste skoler. Han benytter sig af denne appelform for at skabe troværdighed omkring sine påstande ved at appellere til modtagerens rationalitet.

I begge taler bliver alle tre appelformer benyttet. Dette skaber to taler, der appellerer til både modtagerens rationelle stillingtagen, modtagerens tillid til afsenderen og modtagerens følelser. Derved overbevises modtageren bedst om talernes budskab. I Ryans tilfælde vil han overbevise den amerikanske befolkning om, at de skal vælge ham selv og Mitt Romney til næste valg, hvorimod Obama vil overbevise den amerikanske befolkning om, at han er den rette mand, at landet har gjort fremskridt, og at han vil tage hånd om de problemstillinger, der er.

I følgende citat benytter Obama sig for eksempel af appelformen logos:“Here are the results of your efforts: The lowest unemployment rate in over five years. A rebounding housing market. A manufacturing sector that’s adding jobs for the first time since the 1990s. More oil produced at home than we buy from the rest of the world – the first time that’s happened in nearly twenty years. Our deficits – cut by more than half.”[14] Her benytter han logos til at overbevise den amerikanske befolkning om, at landet har gjort fremskridt i hans siddende periode. Han benytter logos ved at nævne en række konkrete og væsentlige forbedringer, der er sket. Derudover er sproget neutralt, hvilket også hører til logos. Det ses også, at sproget er meget formelt, i og med at han benytter mange fagtermer. Dette er gennemgående for begge taler.

De to talere kommer dog også med mere følelsesprægede eksempler på enkelte amerikanske borgere, der fortæller deres historie. Dette appellerer til modtagerens følelser, fordi det er meningen, at modtageren se den omtalte amerikanske medborger som et forbillede. Det er derfor appelformen patos, der er blevet taget i brug.

Obama benytter et eksempel, der handler om en dreng, der kom til New York som niårig. Han begyndte I skole, og takket være gode lærere er han nu på vej på kollegium. Han er altså et eksempel på en, der lever den amerikanske drøm og bryder den sociale ulighed:“Estiven Rodriguez couldn’t speak a word of English when he moved to New York City at age nine. But last month, thanks to the support of great teachers and an innovative tutoring program, he led a march of his classmates. And this son of a factory worker just found out he’s going to college this fall.”[15]

Paul Ryan benytter sig som sagt også af patos. Hans eksempel omhandler en mand, Brian Wade, der flyttede ind i et herberg med hele sin familie, så han frivilligt kunne give varm mad og tøj til børn fra gaden: “We have Brian Wade here with us today. (…) He and his volunteers didn’t just provide hot meals and clean clothes – though that alone would have been a lot. At his youth outreach center, he didn’t just give kids a safe place to come in from the streets.”[16] Ryan benytter dette eksempel, fordi han mener, den amerikanske befolkning skal se Brian som et forbillede og følge hans gode eksempel.

Han mener nemlig, at en af løsningerne på social ulighed er ved at hjælpe hinanden som familier og naboer. Denne hjælp danner en som mennesker, så man kan bryde den sociale ulighed.: “(…) there has to be a balance – allowing government to act for the common good, while leaving private groups free to do the work that only they can do. (…) Our families and our neighborhoods, (…) They shape our character, give our lives direction, and help make us a self-governing people.”[17] Denne løsning overlader dog meget af ansvaret til borgerne.

For at understøtte denne løsning benytter Ryan etos ved at sige, at han og Mitt Romney forstår befolkningen fuldt ud, fordi de selv er en del af et nabofællesskab og kender til vigtigheden af det. Dette giver dem en del troværdighed. Det kan ses i følgende citat: “Mitt Romney and I want to change that. Each of us understands the importance of community from experience. I come from a town that’s been hit as hard as any. A lot of guys I grew up with worked at the GM plant in my hometown, and they lost their jobs when it closed.”[18]

Det tætteste, Paul Ryan dog kommer på en konkret regeringsbaseret løsning på den række problemstillinger, han nævner, kan ses i følgende citat, hvor han vil slå ned på lande, der begår økonomisk svindel, han ville ikke begrave den næste generation i gæld, og han foretage skattelettelser for mindre virksomheder og arbejderfamilier: “(…) when it comes to trade, we’ll crack down on countries that cheat. We won’t bury our kids in debt, we’ll stop spending money we don’t have. And we won’t raise taxes, we’ll cut tax rates for small businesses and working families.”[19] Det bliver dog temmelig vagt og løst, i og med han ikke forklarer, hvordan han vil finansiere disse tiltag, og hvordan han helt konkret vil udføre dem i praksis.

De to taler fokuserer dog især på en løsning; uddannelse, hvilket begge taler giver udtryk for er meget vigtigt. Dette kan ses i følgende citat, hvor Obama pointerer, at undersøgelser viser, at uddannelse er den bedste investering, man give et barn:“Research shows that one of the best investments we can make in a child’s life is high-quality early education.”[20] Paul Ryan pointerer også vigtigheden af uddannelse:“Education reform is urgent, and freedom is the key.”[21]

De kan altså godt blive enige om, at uddannelse er vigtigt. Men det er kun Obama, der kommer med konkrete løsninger og tiltag, der kan mindske den sociale ulighed. En af løsninger kan ses i følgende citat:“We’re shaking up our system of higher education to give parents more information, and colleges more incentives to offer better value, so that no middle-class kid is priced out of a college education.”[22] Han vil altså ændre uddannelsessystemet, så forældrene er bedre informeret. Derudover skal kollegierne sænke deres pris, så middelklassen også har råd til en ordentlig uddannelse.

Denne ændring i uddannelsessystemet kræver dog finansiering, hvilket Obama har en løsning på. Han vil ændre i skattereformen, således at der er penge til at skabe flere jobs. Dette vil få flere ud af arbejdsløshed, hvilket giver flere penge i statskassen, således at ændringen i uddannelsessystemet kan finansieres:“Moreover, we can take the money we save with this transition to tax reform to create jobs rebuilding our roads, upgrading our ports, unclogging our commutes – because in today’s global economy, first-class jobs gravitate to first-class infrastructure.”[23]

Disse løsninger understøtter ham med etos, så han virker troværdig. I følgende citat understreger han, at han er præsident, at han vil kæmpe for en genopbygge befolkningens tillid: “As President, I’m committed to making Washington work better, and rebuilding the trust of the people who sent us here.”[24]

For at afrunde den komparative retoriske analyse, kan det altså siges, at de to taler omhandler fattigdom og henvender sig til den amerikanske befolkning. De er begge præget af diskurs, hvor Paul Ryans tale er temmelig negativ om situationen i USA, hvorimod Barack Obamas tale er mere positiv. Obama påpeger dog nogle problemstillinger, der skal løses heriblandt social ulighed, hvilket Paul Ryan også pointerer i sin tale. De karakteriser især social ulighed som værende den manglende mulighed for at tage en ordentlig uddannelse. Paul Ryans på løsning problemet er, at nabofællesskaberne skal styrkes, og at der skal foretages skattelettelser. Løsningen er dog temmelig vag og ikke velbegrundet i forhold til Barack Obamas løsning, som er at styrke middelklassen ved at sænke prisen på kollegier, hvilket finansieres ved en ændring af skatteformen. Begge taler benytter alle tre appelformer, således at talerne appellerer til både modtagerens rationelle stillingtagen, modtagerens tillid til afsendere og modtagerens følelser.

Den amerikanske drøm – en realistisk mulighed for alle?

Ud fra den beregnede Ginikoefficient for USA i 2012 og den komparative analyse af Paul Ryans tale om fattigdom på Cleveland State University, 2012, og Obamas State of the Union tale, 2014, kan det diskuteres, i hvor høj grad den amerikanske drøm er en realistisk mulighed for alle. For at kunne foretage denne diskussion, må det dog først afklares, hvad den amerikanske drøm reelt indebærer. Paul Ryan og Barack Obama er ifølge talerne temmelig enige om, hvad den amerikanske indebærer; at alle uanset baggrund, race m.m. skal kunne opnå succes, hvis de har evnerne til det og arbejder hårdt nok for det.

Paul Ryans og Barack Obamas definition af den amerikanske drøm kan ses i de følgende to citater, hvor Paul Ryans definition står først efterfulgt af Barack Obamas definition:“We are here in partnership on behalf of an idea – that no matter who your parents are, no matter where you come from, you should have the opportunity in America to rise, to escape from poverty, and to achieve whatever your God-given talents and hard work enable you to achieve.”[25] Følgende Citat er Obamas definition: “And what I believe unites the people of this nation, regardless of race or region or party, young or old, rich or poor, is the simple, profound belief in opportunity for all – the notion that if you work hard and take responsibility, you can get ahead.”[26]

Nu da definitionen af den amerikanske drøm er på plads, kan det diskuteres, hvorvidt det er en realistisk mulighed for alle. Tidligere i opgaven blev det beregnet, at Ginikoefficienten for USA i 2012 var 0,475, hvilket er temmelig højt. Der er altså en høj økonomisk ulighed i USA, hvilket også kommer til udtryk ved den sociale ulighed, som det blev beskrevet i den komparative analyse af talerne.

Dette bekræfter Obama også i følgende citat, hvor han mener at selv om landet er i fremgang, så er ulighed blevet større, opadgående social mobilitet er gået i stå og mange er i arbejdsløshed.

“Inequality has deepened. Upward mobility has stalled. The cold, hard fact is that even in the midst of recovery, too many Americans are working more than ever just to get by – let alone get ahead. And too many still aren’t working at all.”[27]

Han mener derfor også, at man må indse, at den amerikanske drøm lider under disse forhold. I følgende citat er ’that belief’ den amerikanske drøm:“Let’s face it: that belief has suffered some serious blows.”[28]

Paul Ryan mener også, at den amerikanske drøm lider. I følgende citat kommenterer han på det faktum, at 40% af børn i den fattigste femtedel af befolkningen aldrig kommer ud af denne fattigdom. Det viser med al tydelighed, at den amerikanske drøm ikke mulighed for den fattigste del af befolkningen:“There is something wrong in our country when 40 percent of children born to parents in the lowest fifth of earners never know anything better.”[29]

Obama udtaler yderligere, at mange unge ser den amerikanske drøm som et tomt løfte, når de træder ind på arbejdsmarkedet:“(…) too many young people entering the workforce today will see the American Dream as an empty promise (…)”[30]

Hvis man tager det opstillede Lorenzdiagram fra opgave 1 med i betragtningen, ses det at Lorenzkurven tager et sving ned, når kommer til de fattigste 30% befolkning, men stiger meget igen efter de 85% fattigste af befolkningen. Dette underbygger altså, at USA har en middelklasse med en lav indkomst, hvilket kan være grunden til, at den amerikanske drøm lider under uligheden. Den amerikanske drøm er dog stadig en realistisk mulighed for den allerede velhavende del af befolkningen, der har råd til de gode uddannelser.

diagonalkurve

Obama er dog bevidst om problemet, og han mener, at sin række af tiltag vil kunne styrke middelklassen og muligheden for social mobilitet i fremtiden:“But what I offer tonight is a set of concrete, practical proposals to speed up growth, strengthen the middle class, and build new ladders of opportunity into the middle class.”[31]

Diskussionen kan altså sammenfattes ved at sige, at den amerikanske drøm lider under den høje ulighed i USA. Ifølge talerne er den amerikanske drøm ikke en realistisk mulighed for den laveste klasse og den nedre middelklasse. Det bunder ud i, at de ikke har råd til ordentlig uddannelse, hvilket den velhavende del af befolkningen dog har, og den amerikanske drøm derfor intakt for denne gruppe. Men da den amerikanske drøm indebærer, at ALLE kan opnå succes uanset indkomst, må det konkluderes, at det i ringe grad er en realistisk mulighed for alle. Obama mener dog, at en række tiltag vil kunne øge styrke middelklasse og den sociale mobilitet, så den amerikanske drøm er måske i højere grad en realistisk mulighed for alle i fremtiden.

Konklusion

Det kan altså konkluderes, at Ginikoefficient er et begreb, der benyttes til at måle økonomisk ulighed i et land. For at beregne Ginikoefficienten i et land skal man kende til den perfekte lige indkomstfordeling og den aktuelle fordeling, så kan man benytte følgende formel $G=\frac{perfekt lige fordeling-aktuelfordeling}{perfektligefordeling}$ . Denne formel blev brugt til at bestemme Ginikoefficienten for USA i 2012 til at være 0,475 ved hjælp af regression til at finde funktionen for Lorenzkurven. Den komparative retoriske analyse fandt frem til, at begge taler præget af diskurs, hvor Paul Ryans tale er temmelig negativ om situationen i USA, hvorimod Barack Obamas tale er mere positiv. De karakteriser især social ulighed som værende den manglende mulighed for at tage en ordentlig uddannelse. Paul Ryans løsning på problemet er, at nabofællesskaberne skal styrkes og der skal foretages skattelettelser. Herimod er Barack Obamas løsning at styrke middelklassen ved at sænke prisen på kollegier, hvilket finansieres ved en ændring af skatteformen.

Derudover lider den amerikanske drøm under den høje ulighed i USA. Ifølge talerne er den amerikanske drøm ikke en realistisk mulighed for den laveste klasse og den nedre middelklasse. Det bunder ud i, at de ikke har råd til ordentlig uddannelse, hvilket den velhavende del af befolkningen dog har, og den amerikanske drøm derfor intakt for denne gruppe. Men da den amerikanske drøm indebærer, at ALLE kan opnå succes uanset indkomst, må det konkluderes, at det i ringe grad er en realistisk mulighed for alle.

Litteraturfortegnelse

Census (2014, 10. februar) Income, Poverty and Health Insurance Coverage in the United States: 2012. Fundet d. 10/3 2014 på https://www.census.gov/newsroom/releases/archives/income_wealth/cb13-165.html

DeNavas-Walt, C., Proctor, B.D. & Smith, J.C. (2013) Income, poverty and health insurance coverage in the United States: 2012. (Ukendt udg.) Washington, DC: U.S. government printing office. (bilag 1)

Obama, B. (2014, 29. januar). State of Union. Jyllands-posten. Fundet d. 4/3 2014 på

http://jyllands-posten.dk/international/usa/ECE6441898/her-er-nattens-tale-fra-usa-s-praesident/

Ryan, P. (2012, 25. oktober). In This Wat on Poverty, Poverty is Winning. Fox-nation. Fundet d. 4/3 2014 på

http://nation.foxnews.com/paul-ryan/2012/10/24/watch-paul-ryan-delivers-chilling-speech-poverty-war-poverty-poverty-winning

Schause, T. & Damsgaard-Madsen, M. (2011). Matsamf. (ukendt udg.). Ukendt udgivelsested: Systime.

Bilag

Bilag 1

bilag 1

Bilag 2

bilag 2

Bilag 3

bilag 3

Bilag 4

bilag 4

[1] Schause, T. & Damsgaard-Madsen, M. (2011). s. 26

[2] Schause, T. & Damsgaard-Madsen, M. (2011). s. 26

[3] Schause, T. & Damsgaard-Madsen, M. (2011). s. 26

[4] DeNavas-Walt, C., Proctor, B.D. & Smith, J.C. (2013). s. 40

[5] Schause, T. & Damsgaard-Madsen, M. (2011). s. 35

[6] Schause, T. & Damsgaard-Madsen, M. (2011). s. 30-32

[7] Schause, T. & Damsgaard-Madsen, M. (2011). s. 32

[8] Census (2014, 10. februar)

[9] Obama, B. (2014, 29. januar) side 10, linje 15

[10] Ryan, P. (2012, 25. oktober) side 1, linje 2

[11] Obama, B. (2014, 29. januar) side 1, linje 32-34

[12] Ryan, P. (2012, 25. oktober) side 8, linje 1-3

[13] Ryan, P. (2012, 25. oktober) side 1, linje 28-30

[14] Obama, B. (2014, 29. januar) side 1, linje 25-28

[15] Obama, B. (2014, 29. januar) side 5, linje 14-18

[16] Ryan, P. (2012, 25. oktober) side 5, linje 3-7

[17] Ryan, P. (2012, 25. oktober) side 4, linje 26-30

[18] Ryan, P. (2012, 25. oktober) side 5, linje 5-7

[19] Ryan, P. (2012, 25. oktober) side 8, linje7-9

[20] Obama, B. (2014, 29. januar) side 5, linje 32-33

[21] Ryan, P. (2012, 25. oktober) side 7, linje 16

[22] Obama, B. (2014, 29. januar) side 5, linje 50-52

[23] Obama, B. (2014, 29. januar) side 2, linje 52- side 3, linje 1

[24] Obama, B. (2014, 29. januar) side 1, linje 44-45

[25] Ryan, P. (2012, 25. oktober) side 1, linje 16-18

[26] Obama, B. (2014, 29. januar) side 2, linje 1-3

[27] Obama, B. (2014, 29. januar) side 2, linje 10-12

[28] Obama, B. (2014, 29. januar) side 2, linje 5

[29] Ryan, P. (2012, 25. oktober) side2, linje 8-9

[30] Obama, B. (2014, 29. januar) side 6, linje 7-8

[31] Obama, B. (2014, 29. januar) side 2, linje 13-14