SRO: Vælgeradfærd, Chi-i-anden test, Goodness of fit

Indholdsfortegnelse

Abstract

In this assignment, I investigate the behaviour of the voters in Denmark. I investigate why voters make the choices they do and why they pick a particular party over another. Through the research of some of the behaviours used by different voters I developed three hypothesis, regarding factors like Pierre Bourdieu and the Minerva model, issue-voting and party identification. By using chi-square tests, I was able to disprove or confirm these hypothesis, and I came to the conclusion that the conduct of the voters come from more than one variable. These theories can be used independently, but I think that if they are combined, you will get a much clearer vision of what a future election will be like. This is exactly what I did. With my new knowledge of the behaviours of voters, I tried to foresee what behaviour would be dominant in the next general election. Using opinion polls, my proven hypothesis about voting behaviour and knowledge of the political state, I discussed what behaviour would be most likely to be used. Due to a lot of floating voters and a red government moving away from their initial policy, many voters is likely to change party. Enhedslisten is an extremely red party and they have gained a lot of popularity the last couple of months. Due to these circumstances and different variables I came to the conclusion that issue-voting and the branch of this, which says the voter chooses the party that will pull the actual policy the right way, according to the voter, is going to be prominent at the next general election.

Indledning

Som 18-årig begynder man at blive mere ansvarsfuld, og samtidig med dette begynder ens valg også at bevæge ud over ens egen næsetip, bl. a. når man får stemmeret og begynder at stemme folk ind i regeringen. Jeg har valgt emnet ”Vælgeradfærd”, fordi jeg selv er kommet i den alder, hvor jeg skal til at vælge. Jeg synes, det er vigtigt at vide, hvad jeg går ind i, før jeg begynder at træffe valg, der kan påvirke andre, både på godt og ondt, og derfor synes jeg ligeså, at det er vigtigt for andre, at gøre samme tanker. Så derfor vil jeg gerne redegøre, for nogle af de teorier der beskriver vælgeradfærd, og derefter vil jeg undersøge vælgeradfærden ved et tidligere valg. I denne undersøgelse vil jeg gerne, ved hjælp af chi-i-anden tests, undersøge hvilke baggrundsvariabler, der får folk til at stemme, som de gør – om det er social arv, uddannelse, arbejde, noget udefrakommende eller noget helt femte. På denne måde håber jeg på, at kunne få mere viden omkring, hvordan man træffer det bedst mulige valg. Ved hjælp af denne viden og disse variabler og faktorer og seneste meningsmålinger vil jeg diskuterer, hvilken vælgeradfærd der kan forventes at være dominerende ved næste folketingsvalg.

Vælgeradfærd

Teorier om vælgeradfærd

Vælgeradfærd beskriver måden hvorpå borgerne i et samfund stemmer – både mellem partier, kandidater og ja og nej ved folkeafstemninger. Siden 1960’erne har vælgeradfærden i Danmark ændret sig meget. Dengang blev valgene meget baseret på social arv, arbejderklassen og middelklassen stemte på hver deres parti, og familietradition spillede også en stor rolle. I dag er der nye begreber og teorier der bekskriver vælgeradfærden. I dag bliver valget taget på baggrund af vælgernes holdninger og partiernes ideologier fremfor traditioner.[1] Denne udvikling kan beskrives, som at danskerne er gået fra at være kernevælgere til at være marginalvælgere. Kernevælgere er vælgere som føler sig knyttede til et parti, og derfor stemmer de sædvanligvis på netop dette.[2] Man kan sige at kernevælgere er i en mere lukket position i forhold til marginalvælgeren. De føler ofte en vis partiidentifikation, hvor de føler sig tilknyttet til partiet. Dette forhold kan begynde helt i starten af opvæksten og bliver kun stærkere med tiden, og den kan derfor være svær at slippe igen.[3] Det modsatte af kernevælgere er marginalvælgere. Hvis kernevælgere var i en lukket position, så er marginalvælgerne i en mere fri position. Marginalvælgeren er en vælger der er tilbøjelig til at skifte parti fra valg til valg, uden nogen egentlige grunde.[4]

Hvor kernevælgere benytter sig af partiidentifikation til at bestemme hvor deres stemme lander, benytter marginalvælgere sig af noget kaldet issue-voting. Issue-voting er en teori, der omhandler, at folk stemmer på det parti hvis synspunkter lægger vælgeren nærmest. Da et parti har mange synspunkter bliver vælgeren nød til at afveje, hvilke synspunkter der er de mest betydningsfulde. Det er disse få synspunkter, der afgør vælgerens partivalg. Denne adfærd har politikkerne taget til sig, og de bruger nu en politik kaldet ”værdipolitik”. Værdipolitik er en politik der er præget af vælgernes holdninger for at vinde flere stemmer.[5] Udviklingen af værdipolitik ses i bilag 2. Der bliver skelnet mellem to modeller af issue-voting, nærheds- og retningsmodellen. Nærhedsmodellen siger, at man stemmer på det parti, som alt i alt kommer nærmest ens egne synspunkter. Det kan for eksempel kommer til udtryk, når der snakkes om SU. Hvis et parti har reklameret med, at de vil sætte SU’en op, så vil studerende helt sikkert stemme på dette parti, på trods af hvad partiet ellers repræsentere. Nærhedsmodellen forudsiger altså, at vælgeren stemmer på det parti, der har holdninger tættest på vælgerens egne.

En modsætning til nærhedsmodellen er retningsmodellen. I retningsmodellen stemmer man på det parti, som man mener vil trække politikken mest markant i den rigtige retning i forhold til den aktuelle politik – også kaldet status quo. Retningsmodellen forudsiger, at vælgeren stemmer på det parti, der har det mest ekstreme alternativ til ens egen holdning, for derfor at kunne trække politikken i den rigtige retning. Et eksempel på retningsmodellen kan være, når sagen er skat (illustreret i figur 1). Det kan være vælgeren ønsker at skatten skal sættes ned med 5 %, fra den nuværende skat i status quo, men parti A vil sætte skatten op med 3 %, mens parti B vil sætte skatten ned med hele 20 %.

Issue-voting

Figur 1 Issue-voting

Ifølge nærhedsmodellen vil vælgeren stemme på parti A, da parti A er tættest på vælgerens egen holdning. Men parti A trækker også politikken i den forkerte retning af status quo. Så ifølge retningsmodellen stemmer vælgeren på parti B, på trods af at parti B’s holdninger er alt for ekstreme for vælgeren, da parti B vil trække politikken i den rigtige retning i forhold til status quo og på den måde, imødekomme vælgerens holdning. Disse to modeller kan både give ens og meget forskellige resultater.[6] Da issue-voting gør valgene meget omskiftelige, er forudsigelser ved brug af meningsmålinger også blevet mindre troværdige. Meningsmålinger kan derimod bruges til at skabe et øjebliksbillede af, hvordan valget står, hvilket er noget catch-all partierne benytter sig af.

molins model

Figur 2 Molins-model

Catch-all partier er partier der prøver at ramme så bred en befolkningsgruppe så muligt. Det er her marginalvælgerne ofte ender, da catch-all partierne bruger issue-voting til deres fordel. Catch-all partier ser nemlig meget løst på at have en klar og entydig ideologi, og de trækker derfor deres holdninger fra må og få alt efter, hvad vælgerne gerne vil høre. Molins-model (figur 2) viser hvilke forhold der er med til at bestemme et parties eller en politikers holdninger. Catch-all partierne er meget fokuseret på stemmemaksimering – dvs. de er på jagt efter så mange stemmer så muligt. De benytter sig derfor utroligt meget af både opinionsfaktoren og den parlamentarisk-faktor. Opinionsfaktoren deler sig i to, og har benytter catch-all partierne sig af popularitets-faktoren. Dette er i teorien hvor marginalvælgerne bliver fanget. I denne faktor bliver partiets standpunkt taget ud fra hvad den populære holdning hos vælgerne er. Den anden faktor der spiller ind ved catch-all partierne er den parlamentariske-faktor. Dette er en meget strategisk faktor, hvor partiets standpunkt bliver valgt alt efter hvilke partier, man kan samarbejde med for at få det flertal man ønsker. Catch-all partierne har en relativt stor interessevaretagelse, da deres vælgere har mange forskellige holdninger og synspunkter: derfor bliver de nød til at lave visse prioriteringer, hvor der bliver set på hvad der er strategisk bedst – ikke for staten og befolkningen, men for partiets stemmetal.[7][8]

En modsætning til catch-all partierne, er de gamle massepartier. Som navnet antyder appellere massepartierne til en masse: en socialgruppe eller klasse i samfundet. Det er her kernevælgerne ofte ligger. Massepartierne standpunkt bliver valgt ud fra ideologi- og værdifaktoren og kontinuitetsfaktoren. Massepartierne har en klar ideologisk overbevisning, som de gør meget for at bibeholde. Altså ændrer massepartierne ikke bare deres politik efter, hvad vælgerne gerne vil have, men hvad partiet gerne vil have, og hvad partiet mener er bedst for samfundet. Det er også her kontinuitetsfaktoren spiller ind, for massepartierne gør meget for at deres holdninger ikke bliver ændret. Kernevælgerne ender ofte her, da massepartierne netop opretholder samme ideologi og politik, eller en nær variation af dem, i mange årtier, og det er denne ideologi og politik kernevælgerne altid har stemt på. Denne partiform begyndte så småt at blive svækket i 1960, hvor catch-all partierne begyndte at poppe op alle vegne[9] – og catch-all partierne sigtede efter den enkelte borger og ikke hele samfundet. Vælgerne er begyndt at handle rationelt og er blevet egennyttemaksimerende. Det vil sige at vælgerne stemmer på det parti, der tilbyder den enkelte mest muligt og de bedste vilkår under valgkampen. Dette er meget egocentrisk, da man ser helt bort fra samfundet og hvad der er bedst for dette.

Issue-voting, social arv, marginalvælgere, kernevælgere og Molins-model er helt fine til at beskrive hvordan vi stemmer, men de forklare ikke præcist hvorfor vi stemmer på dem vi gør. De forklare ikke hvorfor arbejderne stemmer socialdemokratisk eller hvorfor bønderne stemte Venstre. Men det er der en anden teori, der gør.

minerva modellen

Minerva-modellen (figur 3[10], kan ses større på bilag 1) er en model der opdeler vores samfund i fire felter efter vores økonomiske kapital (hvor stor adgang man har til materielle ressourcer), vores symbolske kapital (din titel i samfundet, erhvervsstilling, prestige) og vores kulturelle kapital (din uddannelse, hvilke blade du læser og forståelse af samfund omkring dig). Disse tre kapitaler danner til sammen et livsstilssegment, og til hvert livsstilssegment høre et foretrukken parti. Figur 3 danner et overskueligt overblik over hvilke livsstile, der hænger sammen med kapitalerne og partierne. Vi kan se, at der er en sammenhæng mellem livsstil og partivalg – disse kaldes også habitus[11]. Habitus er et begreb af den franske sociolog Pierre Bourdieu, og beskriver socialiseringens indgreb på dine holdninger og livsstil. Denne teori forklarer at vælgeradfærden hos et individ er styret er dets placering i samfundet, men dette skal dog også taget med et gran salt, da social arv og socialisering ikke har så stor betydning i dagens samfund.

Undersøgelse af Folketingsvalget 2007

Siden 1960 er vælgeradfærden gået fra, at vælgeren ser sig selv som en del af en gruppe, til at vælgeren stemmer rationelt og er blevet mere opmærksom på egennyttemaksimering, og der kan nutidens vælgeradfærd groft sagt sættes op i en enkelt vælgeradfærdsteori: Vælgeradfærden er i høj grad bestemt af individniveauet. Dette betyder, at den social placering, værdipolitik (issue-voting) og partiidentifikation har en indvirkning på vælgernes valg. For at undersøge om denne teori holder stik, vil jeg opstille hypoteser og vha. chi-i-anden tests vil jeg be- eller afkræfte den.

Jeg har opstillet 3 hypoteser til dette formål.

Partiidentifikation har en indvirkning på valg af parti.
Issue-voting har en indvirkning på valg af parti.
Personlig indkomst har en indvirkning på valg af parti.

Ved hypotese 1 vil jeg undersøge om vælgere med høj indkomst stemmer anderledes end vælgere med lav indkomst. Ved hypotese 2 vil jeg undersøge om vælgerne stemmer mest ud fra deres politiske holdning eller holdning til partilederen. Ved hypotese 3 vil jeg undersøge om der er sammenhæng mellem partimedlemskab og valg af parti. Jeg vil bruge valgresultatet fra folketingsvalget i 2007 som eksempel.[12]

Chi-i-anden test, goodness of fit

Chi-i-anden tests viser om de observerede data følger den forventede fordeling: sådan en test kaldes ”goodness of fit”. Denne test viser hvor stor variation der er mellem de observerede data og de forventede. Hvis du gerne vil se hvad de forventede data er, kan du bruge følgende ligning:

Da chi-i-anden testen i sig selv regner de forventede data ud, og bruger dem til at bestemme om hypoteserne taler sandt, vil jeg kun give jer et eksempel på, hvordan de kan se ud. Jeg har brugt hypotese 1: ”partiidentifikation har en indvirkning på valg af parti” i dette eksempel. Du kan se de observerede data på bilag 4.

	A: Socialdemokraterne	B: Radikale Venstre	C: Konservative	F: SF	K: Kristendemokraterne	O: DF	Y: Ny Alliance	V: Venstre	Ø: Enhedslisten
Er medlem	125.44	30.350	58.890	84.229	61.257	52.486	19.073	141.45	17.959
Har været	141.35	34.201	66.362	94.914	69.029	59.145	21.493	159.39	20.238
Aldrig været	634.21	153.45	297.75	425.86	30.971	265.37	96.424	715.16	90.803

Sammenlignet med de observerede data ses det at de forventede data visser steder afviger relativt meget fra de observerede data.

Samtidig tjekker chi-i-anden tests om en given sammenhæng følger et mønster eller er tilfældig, og det er denne funktion vi vil bruge til at undersøge om vores hypoteser holder stik.

Hypotese 1: Partiidentifikation har en indvirkning på valg af parti

Tabellen brugt til disse udregninger findes på bilag 4. Chi-i-anden testen kan ses i bilag 5.

Jeg fremsatte i testen ovenstående nul-hypotese, men da chi-i-anden tests tester om variabler er uafhængige af hinanden, testede jeg den alternative hypotese der lyder ”Partiidentifikation har ikke en indvirkning på valg af parti”. Med en signifikansværdi på 5 % kom testen tilbage negativ. Dvs. at den alternative hypotese bliver afkræftet og nul-hypotesen blevet bekræftet. Vi kan ud fra dette konkludere at partiidentifikation har en indvirkning på valg af parti.

Hypotese 2: Issue-voting har en indvirkning på valg af parti

Tabellen brugt til disse udregninger findes på bilag 6. Chi-i-anden testen ses på bilag 7.

Jeg fremsatte i testen ovenstående nul-hypotese, men da chi-i-anden tests tester om variabler er uafhængige af hinanden, testede jeg den alternative hypotese der lyder ”Issue-voting har ikke en indvirkning på valg af parti”. Med en signifikansværdi på 5 % kom testen tilbage negativ. Dvs. at den alternative hypotese bliver afkræftet og nul-hypotesen blevet bekræftet. Vi kan ud fra dette konkludere at issue-voting har en indvirkning på valg af parti.

Hypetese 3: Personlig indkomst har en indvirkning på valg af parti

Tabellen brugt til disse udregninger findes på bilag 8. Chi-i-anden testen ses på bilag 9.

Jeg fremsatte i testen ovenstående nul-hypotese, men da chi-i-anden tests tester om variabler er uafhængige af hinanden, testede jeg den alternative hypotese der lyder ”Personlig indkomst har ikke en indvirkning på valg af parti”. Med en signifikansværdi på 5 % kom testen tilbage negativ. Dvs. at den alternative hypotese bliver afkræftet og nul-hypotesen blevet bekræftet. Vi kan ud fra dette konkludere at personlig indkomst har en indvirkning på valg af parti.

Alle vores hypoteser blev bekræftet vha. vores chi-i-anden tests. Mine tests viste at partiidentifikation har en afgørende faktor i vælgeradfærden, og dette er tilfældet, da kernevælgere har meget svært ved at lave et partiskift. Dog skal vi tage hensyn til marginalvælgerne, som fokusere på værdipolitik. Disse har meget lidt partiidentifikation, og det har en indvirkning på tilslutningen for de enkelte partier, noget som Minerva-modellen og Pierre Bourdieu ikke tager hensyn til. Issue-voting har en også en vigtig faktor i vælgeradfærden, og dette kommer specielt af, at marginalvælgerne benytter denne form for partiudvælgelse og at værdipolitik de sidste år har vundet stor tilslutning. Den personlige indkomst og den sociale placering har også stor indflydelse og dette bekræfter blot Minerva-modellen og Pierre Bourdieus teorier, om at lån, uddannelse og prestige (og livsstilssegmenter) har indflydelse på vælger adfærden.

Vælgeradfærd i fremtiden

Sidste valg fandt sted i 2011, og det næste finder sted senest i 2015. I mellem valgene bliver der pumpet meningsmålinger ud på stribe, for at man kan følge med i hvordan partitilhængerne fordeler sig, og ved hjalp af disse kan man få en idé af, hvordan det næste valg vil udforme sig. Når man vil vurdere hvordan vælgerfordelingen på de enkelte partier vil lægge næste gang, er det vigtigt at tage vælgeradfærden med ind i ligningen. Ved hjælp af meningsmålinger kan vi tjekke hvordan vælgerne på det tidspunkt ville have lagt deres stemme – ved hjælp af flere meningsmålinger kan vi undersøge hvor tit vælgerne ændrer mening. På Danmarks Radios meningsmålings-dedikerede hjemmeside kan vi se, hvordan mandaterne har fordelt sig siden folketingsvalget i 2011.[13][14] Her ses det, at de fleste partiers mandattal har egentlig har lagt meget præcist siden valget. Værd at nævne er egentlig kun Enhedslisten stigning og Socialdemokraternes fald. Dette indikere at issue-voting ikke har så stor indflydelse lige pt, som de måske havde engang – men som sagt tidligere, gør issue-voting meningsmålinger meget ustabile: nogen gange stiger de voldsomt, nogen gange falder de voldsomt og nogen gange bevæger de sig slet ikke. Issue-voting er en faktor, der ikke kan forudsiges at spille ind, før den allerede har gjort det. Men der er dog et andet tegn på, at issue-voting, mere præcist nærhedsmodellen, måske lige præcis bliver den store spiller ved næste valg, og det ses i en artikel fra Berlingske Tidende.[15] I denne nævnes det, at der i 2011 var hele 650.000 tvivlere (marginalvælgere), og da de ikke allerede nu har et fastlagt parti at stemme på, kan de højst sandsynligt godt ende med at tage issue-voting i brug, for at finde deres ideelle parti. En stor vælgervandring er heller ikke usandsynlig, da rigtig mange vælgere var skuffede med den nye regering, som også har lidt under dette med et stort antal mandater tabt. Dette skyldes nok mest, at Socialdemokraterne ikke holdt samme kurs, som de havde lovet, og er gået for langt fra deres oprindelige socialistiske ideologi – dette kan få selv kernevælgere til at vende et parti ryggen.

Her kommer en anden teori ind i billedet: Retningsmodellen. Vælgerne blev skuffede over den nye regerings ændrede politik, som ikke var den politik de blev stemt ind med. Flere mere endda at deres politik er mere blå end rød.[16] Og dette kan have haft indflydelse på Enhedslistens fremskridt. Siden folketingsvalget har Enhedslisten oplevet en vækst, der ikke er set tidligere for partiet, og partiet er nu næsten på størrelse med Socialdemokratiet.[17] Grunden til dette kan netop være retningsmodellen. Enhedslisten ligger langt til venstre på den politiske skala, mens Socialdemokraterne bevæger sig mere og mere mod højre, og for at få trukket den aktuelle politik tilbage mod venstre, så stemmer de så ekstremt-venstre så muligt – og Enhedslisten er netop det parti, der ligger længst til venstre. Jo flere mandater Enhedslisten kan få, jo mere magt vil de få i Folketinget, og mere magt betyder mere indflydelse på den danske politik.

Det kan tyde på, at det er marginalvælgernes adfærd, der kommer til at være tungen på vægtskålen til næste folketingsvalg. 650.000 mennesker der kommer til at stemme på baggrund af deres førstehåndsindtryk af partierne. På trods af at jeg har sagt, at det sociale lag vil have indflydelse, tror jeg ikke, at dette er tilfældet længere. Folk stemmer mere og mere på, hvad de selv vil, og ikke hvad der er forventet af dem. Derfor tror jeg også, at det er issue-voting, der kommer til at blive benyttet. Vi kan derfor forvente, at politikkerne vil have meget tv-tid, og at de vil ytre rigtig mange meninger om. Allerede nu ser vi retningsmodellen i aktion, og hvis ikke den nuværende regering begynder at bevæge sig tilbage mod venstre, tror jeg også denne model, bliver tilstedeværende i 2015.

Konklusion

Langt de fleste vælgere er i dag blevet marginalvælgere. Dette gør at, at partiernes tilslutning kan være meget svær at forudsige. Dette skyldes marginalvælgernes unikke vælgeradfærd. Kernevælgerne har den adfærd, at de holder fast i et parti, og at individet kan have meget svært ved at slippe dette parti – dette kan skyldes partiidentifikation, hvor vælgeren føler sig knyttet til partiet. Det kan også skyldes, den sociale placering de har i samfundet, hvor det forventes, at man stemmer på det samme parti. Denne teori kan forebygges vha. Pierre Bourdieu og Minerva-modellen, der påviser, at livsstilssegmenter og kapitaler som det økonomiske, kulturelle og symbolske har en indflydelse, på hvad vi stemmer på det. Men noget som Pierre Bourdieu og Minerva-modellen ikke tager hensyn til er vælgervandringer, og dette er marginalvælgernes kendetegn. Marginalvælgere skifter ofte parti ved hvert eneste valg, og dette gør de på baggrund af, at enten deres egen holdning ændres eller partiernes egen politik ændres. Marginalvælgere benytter sig af issue-voting, hvor man prioritere nogen synspunkter/sager højere end andre, og så vælger man det parti, der vil hjælpe ens holdninger bedst. Dette kan være ved, at have nøjagtig samme synspunkter (nærhedsmodellen) eller ved at kunne trække den aktuelle politik hen imod dem (retningsmodellen). Jeg brugte chi-i-anden tests til, at undersøge om hypoteser om at personlig indkomst (social placering), partiidentifikation og issue-voting havde en indflydelse på valg af parti, og alle hypoteser blev bekræftet.

Når man kender den adfærd, som de forskellige vælgere vil bruge, kan man begynde at forudsige, hvordan udfaldet til fremtidige valg vil være. Jeg diskuterede hvilken vælgeradfærd der ville være dominerende ved det næste folketingsvalg. Det viste sig, at det kan forventes at der er over en halv million danske vælgere der tvivler på, hvilket parti de vil vælge. Disse marginalvælgere kan forventes at benytte issue-voting. Enhedslisten voksende popularitet kan være et produkt heraf. Da den røde regering er begyndt at bevæge sig mere og mere over i det blå, er vælgerne der stemte dem ind blevet sure: det var ikke den politik de stemte dem ind med. Så for at trække politikken tilbage til det røde felt, stemmer de så ekstremt ud i det røde som muligt – og her ligger Enhedslisten. Retningsmodellen kan derfor forventes at være meget tilstedeværende ved næste valg.