SRP: Idrætsdeltagelse i det senmoderne samfund

Idrætsdeltagelse i det senmoderne samfund

Abstract

This paper clarifies the Danes’ sport and exercise habits, where the focus is on the factors that have an impact on sport participation. From the review an overview of the Danes sports participation was formed, which showed that sports participation depends on many different factors such as age, gender and length of education. Furthermore the paper examines why sports participation is as it is. This will be explained using different sociological theories which questions whether it is up to the individual himself, or whether it is society that should make definable goals, to be a so-called guideline. Finally, it will be discussed what role the government will have in this whole aspect. The paper will discuss various actions to promote sports participation in Danish society as well as comment on the various parties ‘ statements to the topic health and sport.

Indledning

Hvad vil det sige at være fysisk aktiv, og hvor stor en del fylder det i danskernes hverdag? Hvordan betegner man fysisk aktivitet, og i hvilken grad bliver der udført motion og sport i Danmark? Som følge af det senmoderne samfund har det at være sund og udstråle overskud haft en enorm indflydelse på det enkelte individ. Det fylder mere og mere i det senmoderne samfund, og man skal helst være med på moden, for at vise det bedste billede af sig selv. Hvad forklarer egentlig årsagerne til fysisk inaktivitet eller den helt vild øgede trang til at dyrke sport? Uligheden i idrætsdeltagelsen er et samfundsproblem, der længe har været diskuteret. Er men selv herre over, hvad man går og foretager sig, eller er der andre faktorer, som har en indflydelse på den enkeltes aktivitetsniveau? Vælger man selv om man vil dyrke sport eller ej, og er det egentligt taget bare et spørgsmål om at tage sig sammen og komme ud af døren for at løbe en tur, eller er det ens sociale arv og habitus, der bestemmer, hvor meget idræt man dyrker?

I denne opgave vil jeg undersøge danskernes idrætsvaner, og finde frem til hvorfor de er, som de er. I min opgave vil jeg blandt andet forklare årsagerne til fysisk inaktivitet og finde frem til, hvorfor de ser ud, som de gør. Opgaven vil benytte forskellige sociologers teorier, der omhandler social arv samt det senmoderne samfund/menneske til at forklare, hvorfor/hvorfor ikke folk dyrker motion. Opgaven vil benytte Anthony Giddens teori omkring det senmoderne menneske, til at forklare det mønster, som er i idrætten. I forlængelse af Giddens vil jeg inddrage Thomas Ziehe og hans opfattelse af det enkelte individ. Ydermere vil jeg bruge Bourdieus teorier omkring habitus og de forskellige kapitaler former. Ved hjælp af Bourdieus teori vil jeg undersøge de sociale og økonomiske faktorer indflydelse. Derudover vil opgaven belyse, hvilke muligheder der er for at fremme idrætsdeltagelsen i det danske samfund, og hvad staten kan gøre for at opnå den højest mulige idrætsdeltagelse. Samtidig med det inddrager opgaven det politologiske aspekt, der belyser de forskellige partier holdning til emnet.

Der ønskes en redegørelse for danskernes idræts- og motionsvaner:

Fysisk aktivitet defineres ifølge sundhedsstyrelsen ved fysisk aktivitet som ethvert muskelarbejde, som øger ens energiomsætning. Der er altså snak om både ustruktureret aktivitet som havearbejde, transport i form af cykling eller gang samt mere bevidst og regelmæssig træning som løb og styrketræning. Den danske befolkning kan inddeles i fire grupper i forhold til aktivitetsniveau: en fjerdedel, der er aktiv i mindre end fem timer om ugen, en fjerdedel, som er aktiv mellem fem til ti timer om ugen, knap en fjerdedel, som er aktive mellem ti til tyve timer om ugen og en fjerdedel, hvis aktivitetsniveau gennemsnitligt ligger på tyve timer eller derover om ugen.[1]

Tid der bliver brugt på idræt

Når man ser nærmere på den tid, der bruges på idræt ligger fokus på idrætshyppigheden samt det gennemsnitlige tidsforbrug på idræt, hvor eventuel transport er fraregnet. Dette kan illustreres ud fra tabel 1:

Her kan man se, at 13 % dyrker idræt fem eller flere gange om ugen. En tredjedel er aktiv tre til fire gange om ugen og en anden tredjedel én til to gange om ugen. Samlet set dyrker otte ud af ti blandt alle voksne i aldersgruppen 16-70+ minimum idræt én gang om ugen. Man kan se, at kvinder typisk er oftere aktive end mænd, da 84 % af kvinderene er aktive mindst en gang om ugen mod 76 % blandt mændene. I de forskellige aldersgrupper er der dog ikke den store variation i andelene, som dyrker idræt mindst en gang om ugen. Her ligger variationen i stedet i yderpunkterne af skalaen. Det vil sige, at der blandt de ældste er en større tendens til aldrig at være aktiv, mens der i grupperne 30-39-årige og 40-49-årige er færrest meget ofte aktive.[2] Blandt aktive voksne danskere er det mest udbredt at dyrke idræt mellem to og fire timer om ugen, men lidt mere end hver femte er oppe på mere end seks timers aktiv idræt om ugen.

Ydermere kan man se, at køn er en væsentlig faktor når det kommer til aktivitet inden for idræt, der kommer til udtryk i nedenstående tabel:

Man kan se, at de idrætsaktive mænd typisk bruger mere tid på idræt end kvinderne. Cirka hver fjerde idrætsaktive mand dyrker mere end seks timers idræt om ugen, hvorimod det kun er en femtedel af kvinderne, som dyrker mere end seks timers idræt om ugen. Udover køn spiller alder en central rolle, og er med til at påvirke tidsforbruget på sport og motion. Dette kommer til udtryk i figur 1:

Ud fra figur 1 kan man aflæse, at den mindst idrætsaktive gruppe målt i tidsforbrug på idræt, er de 30-39-årige. Figur 1 illustrerer, hvordan der særligt i årene frem til 40-års-alderen er en stor forskel mellem mænd og kvinders tidsforbrug i idræt. I aldersgrupperne 16-19 år, 20-29 år og 30-39 år er der væsentlig færre idrætsaktive kvinder end mænd. Ydermere ser man også en stor forskel blandt mænd og kvinder i aldersgruppen 70+. Både idrætsaktive kvinder og mænd lader til at bruge mere og mere tid på idræt på den anden side af bundniveauet i 30-39-års-alderen, men hvor tendensen fortsætter helt ind i 70-års-alderen for mændene, topper den for kvinderne i aldersgruppen 60 til 69 år, hvilket også illustreres af de forskellige køns- og aldersgruppers forskellige gennemsnitlige tidsforbrug på idræt.[3]

Sociale forskelle og valg af idrætsvaner

En faktor, der har en stor indflydelse på idrætsdeltagelsen, er uddannelsen længden. Der er en tydelig sammenhæng mellem de to ting i blandt voksne danskere. Under halvdelen af dem, som højst har gennemført en grundskoleuddannelse, dyrker idræt. Denne andel stiger i takt med længden på ens uddannelse, da folk med en mellemlang eller langvideregående uddannelse er omkring 70 % idrætsaktive. Dog bruger dem, som er højtuddannede, gennemsnitligt mindre tid på idræt end de idrætsaktive med kortere uddannelse. Dette kan skyldes beskæftigelsen og antallet af ugentlige arbejdstimer, og på den måde kan en lang uddannelse have en negativ effekt på idrætten, da man bruger tiden på andre ting. Til gengæld har uddannelseslængden som vist en positiv effekt på, om man overhovedet er idrætsaktiv, og den effekt er også tydelig på øvrige sociale variable, der hænger sammen med uddannelse.

I ovenstående tabel fremgår det, at der er en sammenhæng mellem indkomst og beskæftigelse og idrætsdeltagelse, hvilket lidt giver sig selv, da disse i stor udstrækning hænger sammen med uddannelse. Der er tydelige tegn på, at ledige folk med lavere indkomst er mere tilbøjelige til at være inaktive. Det vil sige, at indkomst og beskæftigelse altså har en indflydelse på, hvor aktiv man er. Det kan man også tydeligt se, når man ser på forskellige husstandes indkomster. Som det fremgår af tabellen, er lidt over halvdelen af voksne i husstande med under 300.000 kr. i årlig indkomst idrætsudøvere, hvor at tre ud af fire dyrker idræt i husstande, hvor den samlede årlige indkomst er højere end 700.000 kr.[4] Vi kan altså ud fra undersøgelsen konkludere, at de forskellige sociale variable har en indflydelse på om man er aktiv eller ej. Desto længere uddannelse du har, desto større tilbøjelighed er der, for at man er idrætsaktiv. Sammenligner man uddannelseslængde med indkomst kan vi se, at der er en sammenhæng, da idrætsaktiviteten er højere blandt dem med en høj indkomst. Der er dog også ”negative” følger, da de højtuddannede gennemsnitligt bruger mindre tid på idræt end de idrætsaktive med kortere uddannelse. Dette hænger dog sammen med beskæftigelsen i og med, at der er en masse timers arbejde om ugen, og derfor er der ikke tid til idræt. Det er altså en tendens, der viser, at andelen af idrætsaktive er mindre blandt danskere med kort uddannelse og lav indkomst.

Barrierer

Mellem hver fjerde og hver tredje voksne dyrker slet ikke sport eller motion i hverdagen, og det er der forskellige årsager til. De mest iøjefaldende årsager handler om manglende tid, økonomiske mangler og andre strukturelle problemer samt uvidenhed om sport og motion. Man kan altså inddele de forskellige barrierer i to niveauer: det individuelle niveau og det strukturelle niveau.[5]

Generelt angiver mænd tid som den største barriere for sport og motion, hvorimod kvinder omvendt angiver personlige årsager. Her er der snak om dårligt helbred, dårlig form, at de holder pause for tiden eller, at de ikke har nogle at følges eller at træne med. Det ikke at være en ”sporty” og aktiv type har altså en stor påvirkning på ikke idrætsaktive. En anden barriere hos de fysisk inaktive er, at de oplever, at de mangler energi og overskud i hverdagen, og derfor bliver det at dyrke idræt nedprioriteret. Udover det udgør irrelevans en væsentlig barriere, da den fysisk inaktive person mangler relevant viden om fysisk aktivitet, og derfor ikke finder det at dyrke sport og motion aktuelt. Blandt den yngre aldersgruppe 16-29, angiver de ”dårlig form” som årsag til ikke at dyrke sport eller motion. Der er altså en forestilling blandt de ikke idrætsaktive om, at sport og motion handler om at kunne yde en indsats på forhånd.[6]

Den manglende tid går med arbejde, familie eller andre interesser. Alderen betyder meget for, hvordan de forskellige barrierer opfattes. I den yngre aldersgruppe er der i højere grad mangel på tid i forhold til den ældre generation. Tid er ikke den eneste barriere for den yngste aldersgruppe. Enten er der andre fritidsinteresser, nogle holder pause, nogle er i for dårlig form eller mangler nogle at følges med og nogle har ikke råd eller mener ikke, at der er de rigtige muligheder/faciliteter for at dyrke idræt. Tiden fylder også meget hos den midterste aldersgruppe, da meget af tiden bliver brugt på familien og det er svært at få børnene passet. Den ældste aldersgruppe angiver, at deres helbred ikke er godt nok til at dyrke motion eller, at de føler sig for gamle til at kunne dyrke ordentlig idræt.

Dette bliver illustreret i nedenstående tabel:[7]

Hvis vi flytter fokusset over på det mere strukturelle plan, spiller økonomien en stor rolle. Økonomien har specielt indflydelse i aldersgruppen 20-20 år, hvor hele 22 % angiver, at de ikke har råd til at dyrke idræt. Dette hænger sammen med, at det i stigende grad, er blevet mere populært at dyrke idræt hos kommercielle udbydere såsom fitness centre, hvor det ofte er dyrere at have medlemskab sammenlignet med andre idrætsforeninger. Det enkelte individ har altså ikke brug for det fællesskab, som der førhen har været i forbindelse med idræt. En anden vigtig faktor på det strukturelle plan er tilgængelighed og nærhed for brugen af faciliteter. Først og fremmest er stedets tilgængelighed vigtig. Det vil sige, hvor tæt stedet eller idrætsanlægget er placeret i forhold til ens bopæl. Udover det har åbningstider ved de forskellige faciliteter en vigtig rolle, da der er forskellighed i ønskede træningstidspunkter. Specielt kvinderne går meget op i, hvor langt der er til faciliteten, hvor de kan dyrke motion, og hvornår på dagen de kan komme til at gøre dette.[8]

Jeg kan altså konkludere, at der er mange forskellige faktorer, som har indflydelse på, hvor meget idræt, som den enkelte borger dyrker. I afsnittet ovenover er jeg kommet frem til, at uddannelse og indkomst har en stor indflydelse på aktivitetsniveauet. Generelt dyrker danskerne i aldersgruppen 16-70+ meget idræt, og siden 2007, er der sket en positiv udvikling.[9] Udover indkomst og uddannelse er der forskellige barriere, der kan være årsag til, at det enkelte individ ikke dyrker idræt. Her er der tale om tid, prioritering, personlige årsager samt tilgængelighed til de forskellige faciliteter. Sidst men ikke mindst afhænger børns idrætsdeltagelse af deres forældres, da der er en tydelig sammenhæng. Tendensen til at være idrætsaktiv som barn, er væsentlig større såfremt, at ens forældre selv dyrker motion eller sport.

Undersøg med udgangspunkt i relevante sociologiske teorier forskellige årsager til, at idrætsdeltagelses-mønsteret ser ud som det gør. Inddrag i den forbindelse hvilke sammenhænge der er mellem idrætsdeltagelsen og nutidens sundhedsidealer

I opgaven vil jeg benytte Pierre Bourdieus teori. Bourdieus teori kan opdeles i fire blokke: rummet af sociale positioner og kapital, habitus, symbolsk vold og felter.[10] I denne opgave vil jeg dog kun inddrage de to første punkter: sociale positioner, kapitaler og habitus samt Bourdieus begreb om social arv, da det har mest relevans for opgavens indhold. Udover det vil jeg inddrage Anthony Giddens teori samt et lille uddrag fra Thomas Ziehe, da begge teoretikere har en forklaring af det senmoderne samfunds udvikling. Her vil jeg benytte Giddens begreber: adskillelse af tid og rum, udlejring af sociale relationer og øget refleksivitet, da det kan belyse, hvorfor individet handler som det gør, og hvilken rolle identitetsdannelsen spiller, når der er tale om idræt og motion. Slutteligt vil jeg benytte Thomas Ziehes begreb om subjektivisering, da det spiller sammen med individets identitetsdannelse, og kan danne et overblik over, hvilke sundhedsidealer der er i Danmark.

Kapitalformer

De værdier, normer og ressourcer som de enkelte individer besidder, kalder Bourdieu for kapitalformer. Når Bourdieu nævner kapitalformer, er der hovedsageligt tre kapitaler: den sociale kapital, den økonomiske kapital og den kulturelle kapital. De enkelte kapitaler består hver især af noget forskelligt. Den sociale kapital består af omgivelser omkring det enkelte individ, hvor der her er snak om individets netværk, familie og venner mm. Den økonomiske kapital afhænger af ens økonomiske indkomst; det er altså individets adgang til penge. Den tredje kapital er den kulturelle kapital. Med den kulturelle kapital menes der individets normer, værdier samt uddannelse. Ved hjælp af disse kapitalformer kan man beskrive den sociale status, et individ har i samfundet.[11]

Habitus

Et af de helt væsentlige begreber Bourdieu benytter er habitus. Habitus er et sæt erhvervede, i betydningen tillærte, dispositioner for at handle på bestemte måder. Disse dispositioner er i det væsentligste ubevidste, i og med de er indgroede i individet.[12] Individets habitus er altså en slags opbevaring af informationer og oplevelser i hjernen, som individet handler ud fra. Bourdieu vil derfor sige, at individets tidlige oplevelser har større betydning for habitusen en de oplevelser, som kommer senere hen i livet.[13] Bourdieu vil altså sige, at habitus er en egenskab, der får individet til at tænke og handle på en bestemt måde. Hermed vil habitusen altså styre individet i en situation, som bekræfter tidligere oplevelser, samt styre individet udenom, der udfordrer individets habitus.[14]

Adskillelse af tid og rum

Adskillelse af tid og rum betegner, at en stor del af den sociale kommunikation i det senmoderne samfund kan foregå på forskellige tider på forskellige steder. Vi behøver ikke være til stede i samme rum på samme tud for at være i stand til at kommunikere med hinanden i og med, at platforme som Skype og Facebook gør det muligt at komme i kontakt med folk flere 100 kilometer væk fra en selv.[15]

Udlejring af sociale relationer

Adskillelsen af tid og rum har medført en udlejring af sociale systemer. De sociale relationer løsrives og overføres til abstrakte systemer.[16] Giddens taler om to slags udlejringsmekanismer: symbolske tegn og ekspertsystemer, hvor begge mekanismer hører ind under begrebet abstrakte systemer. Giddens bruger penge som et eksempel på symbolske tegn. Penge sætter parentes om tiden, da det er et kreditmiddel og om rummet, fordi det skaber handlinger mellem personer, der aldrig mødes fysisk. [17] På samme måde sætter ekspertsystemer tid og rum i parentes ved anvendelse af viden. Sådanne systemer gennemtrænger stort set alle aspekter af det sociale liv under modernitetens betingelser – når det drejer sig om den mad, vi spiser, den medicin, vi tager, de transportmidler, vi benytter, og en lang række andre fænomener.[18]

Øget refleksivitet

Giddens tegner på mange måder et positivt billede af de muligheder, vi har i det senmoderne samfund. Vi har mulighed for at kommunikere på mere avancerede måder, og vi har ekspertsystemer, der understøtte vores muligheder for dette. Konsekvensen af dette bliver b.la., at vi får mange flere faktorer at skulle forholde os til.[19] Refleksiviteten er den brug af viden, som individer indsamler og anvender til organisation og forandring af samfundet.[20] Den øgede refleksivitet har medført, at individet ikke længere kan støtte sig op af værdier og normer, der førhen var med til at styre det sociale liv.[21] Individet skal altså hele tiden sørge for at træffe det rigtige valg, og der kan opstå en tvivl blandt individerne, da der er så mange forskellige ting at tage stilling til.

Analyse

En vigtig faktor, der spiller en rolle i forhold til idrætsdeltagelsen, er den sociale arv. Undersøgelser viser, at idrætsaktiviteten er lavere i blandt folk, der er socialt dårligt stillede, samt folk med korte uddannelser. [22] Derfor vil jeg kigge nærmere på begreberne social arv samt social position, for at finde årsagerne til hvorfor idrætsdeltagelses-mønsteret er, som det er. Social arv dækker over, at forældres normer, værdier og adfærd påvirker deres børns normer, værdier og adfærd. Barnet bliver altså pålagt nogle bestemte normer og værdier, der får betydning senere hen i livet.[23]

Den familiemæssige baggrund samt forældrenes idrætsvaner kan have stor indflydelse på, om børn er idrætsaktive. Når mor og/eller far ikke selv dyrker idræt, er sandsynligheden for, at barnet heller ikke gør det, væsentligt større. Ud fra figur 2 er det tydeligt, at der er en sammenhæng mellem forældrenes aktivitetsniveau og børnenes aktivitets niveau:

Kun ét ud af ti børn af idrætsaktive forældre er selv idrætsinaktive, mens det gør sig gældende for tre ud af ti børn af idrætsinaktive forældre.[24] Selvom det også blandt børn af idrætsinaktive forældre er mest udbredt at være aktiv og dyrke idræt, er andelen, der ikke dyrker idræt, tre gange så stor som blandt børn af aktive forældre. Bourdieu vil altså mene, at der er tale om en negativ social arv, da tendensen hos børn med inaktive forældre er, at de selv ender med ikke at dyrke sport og motion

Ved hjælp af begreber som habitus og kapital, kan man komme med en forklaring på den sociale arv. Som forklaret tidligere nævner Bourdieu tre kapitaler: den sociale, den kulturelle og den økonomiske. I forhold til idrætsdeltagelsen står den økonomiske kapital for betaling af medlemsskaber i enten sportsforeninger eller fitnesscentre. Familier med en lav indkomst, dyrker markant mindre idræt end de familier, der har en høj indkomst. Den samme tendens kommer til udtryk, hvis man kigger på uddannelsen længden – her er det igen folk med kort uddannelse, der dyrker mindst idræt, hvorimod folk med en høj uddannelse har et højere aktivitetsniveau. Idrætten vil altså blive nedprioriteret, og skubbet til side i familierne med lav indkomst/uddannelse, da de ikke har den økonomiske kapital til at finansiere det.

Dette fremgår i tabellerne nedenfor, der henholdsvis illustrerer idræt deltagelsen afhængig af uddannelse/indkomst:

Ifølge velfærdsminister Karen Jespersen kan dette gå hen og blive et problem, da den fysiske inaktivitet sjældent kun fører til én negativ faktor:

”Fysisk inaktivitet går ofte hånd i hånd med dårlig social funktion. At fungere godt, spise sundt og være fysisk aktiv giver overskud til bedre at tackle sine problemer. Desuden er idræt en god ramme til at knytte nogle menneskelige bånd, f.eks. for unge, der vokser op i hjem uden nogen stor social kapital”.[25]

Ifølge Bourdieu vil det ikke kunne lade sig gøre på grund af den unges habitus. Det vil altså sige, at hvis barnet er vokset op i et hjem, hvor forældrene ikke har dyrket idræt; måske på grund af årsager som lav indkomst eller kort uddannelse, vil barnet altså ikke se fysisk inaktivitet som en mærkelig ting. Den unge vil videreudvikle sin habitus igennem skolen, venner og andre sociale foranstaltningen, men vil stadig have baggrunden fra forældrene. Som Bourdieu siger, har individets tidlige oplevelser større betydningen for habitusen end de sene oplevelser. Habitusen vil således styre individet i en situation, der bekræfter tidligere oplevelser samt styre dem væk fra situationer, der udfordrer deres habitus, som i denne sammenhæng er sport og motion.

Ifølge Bourdieu skyldes uligheden i idrætsdeltagelsen altså den sociale arv, hvor der her er tale om social arv i form og værdier, traditioner og økonomi. De forskellige normer og værdier som det enkelte individ bliver pålagt i opvæksten, vil altså danne et grundlag for habitusen. Bourdieus teori vil altså påstå, at fysisk inaktivitet opstår i grupper. Ifølge Bourdieu er det ikke op til individet selv, men individets sociale arv samt habitus, der bestemmer, hvorvidt man dyrker motion og sport – herunder også hvilken form for idræt det enkelte individ vælger. Bourdieus teori tager dog ikke højde for det enkelte individ som mønsterbryder. Her menes der de individer, der er i stand til at bryde den sociale arv, og komme væk fra de kapitaler, deres forældre er i besiddelse af. Ydermere er der en stor kritik af Bourdieus begreb social arv, da flere forskere finder det misvisende, og mener, at et begreb som chanceulighed, dækker mere bredt og pålideligt. Disse kritikpunkter vil jeg ved hjælp af Anthony Giddens teori identitetsdannelse i det senmoderne samfund forklare.

Individet og identitetsdannelse hænger meget sammen med idrætsdeltagelsen, og måden nutidens sundhedsidealer forstås på. Det er i stigende grad, blevet mere populært at dyrke idræt hos kommercielle udbydere. Idrætten er altså i et større omfang rykket fra idrætsforeninger til fitness centre mm.[26] Dette kan være grundet muligheden, at man kan adskille tid og rum. I artiklen ”Sociale medier får os til at dyrke sport” bliver der lagt stor fokus på, at foreningslivet er gået fra at være fysiske foreninger til at være foreninger, der foregår online:

”Foreningslivet bygger traditionelt på ´det forpligtende fællesskab’, men i disse år ser man idrætsfælleskaber rykke på nettet, hvor forpligtelsen ændrer karakter”.[27]

En af grundene til denne forandring er sket, kan man forklare ved hjælp af Giddens begreb om adskillelse af tid og rum. Det er altså muligt at kommunikere med andre mennesker med samme interesse uden at skulle mødes med personen fysisk. Adskillesen af tid og rum medfører en udlejring af sociale relationer, hvor man her kan sige, at de sociale relationer overføres til et ekspertsystem. Ekspertsystemet sætter tid og rum i parentes, og gør det muligt, at folk kan dele deres motionsvaner, resultater mm uden at skulle mødes. Denne form for online idrætsfordeling passer godt ind i mange mennesker travle hverdag:

”Et online idrætsfælleskab kan eksempelvis være en løbeklub, som er opstået på nette, og måske/måske ikke udvikler sig til en forening og et mødested i den ’virkelige’ verden. En sådan virtuel klub passer god ind i mange menneskers travle hverdag”[28].

Som jeg fandt ud af tidligere i min opgave, er en af de største barrierer hos danskerne for at dyrke idræt tid samt tilgængeligheden til de forskellige foreninger/centre. Ved hjælp af denne adskillelse af tid og rum sparer det enkelte individ altså en masse tid, og kan derfor selv strukturere sin idræt. Ydermere kan man koble Giddens begreb om øget refleksivitet og identitetsdannelse på dette emne. Der er en stigende tendens i, at unge såvel som ældre lægger billeder op af deres træning samt motivation for deres træning på de sociale medier. Giddens vil altså mene, at det enkelte individ hele tiden står over for nogle valg, hvor det er vigtigt, at individet træffer den rigtige beslutning. Dette medfører, at flere og flere søger væk fra idrætsforeningerne, og dyrker mere motion i fitness centre og lignende, da kroppen er blevet et symbol for hvem vi er:

”Idrætten og kroppen er blevet til et visitkort i sig selv. Vi tænker rigtig meget over, hvordan vi gerne vil betragte os selv – og ikke mindst hvordan vi gerne vil have, at andre skal betragte os. Det moderne menneske dyrker et romantiseret ungdomsideal, hvor kroppens udseende er afgørende for anerkendelse. Det afspejler sig også i den type idræt, som vi dyrker i dag. Nu er idræt langt mere individualiseret og handler om at manipulere kroppen frem for at spille bold med og mod hinanden” citat af Kasper Lund Kirkegard.[29]

Ifølge Giddens vil grunden til dette være den øgede refleksivitet, der indebærer, at individet skal hele tiden sørge for at træffe det rigtige valg, for at skabe den bedst mulige identitet. Udover Giddens kan man benytte Thomas Ziehe, der i stor grad lægger sig op ad Giddens. Ziehe vil snakke om subjektivisering, der skal forstås som individets behov for at involvere andre mennesker i dets liv. Individet i det senmoderne samfund er utrolig opmærksomme på, hvad andre mennesker tænker om os. Ikke nok med at indblande andre mennesker i ens følelsesliv, mener Ziehe, at det er uhyre vigtigt for det enkelte individ at opnå anderkendelse fra mennesker omkring en. Dette medfører en stigende tendens blandt mennesker, og er grunden til, at flere og flere ”chekker ind”, når de er i det lokale fitness center, eller opdaterer et billede på Instagram af deres resultater fra den sidste træning.[30]

Hvor Bourdieu mener, at fysisk inaktivitet opstår i grupper, vil Giddens sige, at det er op til individet selv, om det vil dyrke sport eller ej. Ifølge Giddens er det op til det enkelte individ. Giddens vil sige, at det enkelte individ tænker rationelt nok til at træffe sine egne valg, og hermed selv bestemme. Udover det har jeg fundet ud af, at Giddens vil mene, at den øgede refleksivitet er med til at påvirke individets valg at idræt og sport, og hvor dette skal udføres. Det enkelte individ har ikke længere brug for det sociale fællesskab, der førhen var så eftertragtet ved sport, og nu hvor det sociale fællesskab erstattes med et online fællesskab, bliver foreningsidrætten valgt fra. Dette underbygges af Thomas Ziehes begreb om subjektivisering, der i store træk handler om, at det enkelte individ vil opnå anderkendelse. Dette sker bland andet igennem de sociale medier, hvorpå anerkendelsen kommer i form af likes, og på den måde dannes der et generelt sundhedsideal.

Diskuter på baggrund af undersøgelsen, hvilken rolle staten spiller eller bør spiller i forbindelse med at fremme danskernes idrætsdeltagelse og sundhed

Af analysen fremgår det, at meget af idrætten er rykket fra at blive dyrket i foreninger, til at blive mere individuelt og rykket hen i den kommercielle sektor. Ydermere fandt jeg ud af, at der er en tendens blandt socialt udsatte grupper. De formår ikke at skabe plads til idrætten, og derfor forbliver gruppen fysisk inaktive. Jeg vil i min diskussion forholde mig til de forskellige faktorer og med udgangspunkt i min analyse, diskutere hvor meget staten skal blande sig, og hvad konsekvenserne af dette kan blive.

For at øge idræt deltagelsen i det danske samfund, gælder det om at få indført idrætten som et vant mønster helt fra start af, så det enkelte individ får et godt indblik i idrættens verden, og dermed tilvender sig at dyrke regelmæssig idræt. En måde at gøre dette på er at øge tidsforbruget på idrætten i folkeskolen og på den måde komme rundt om alle grupper i samfundet. Dette vil medføre, at alle unge får mulighed for at dyrke idræt. Idrætten skal være af høj kvalitet, og skal ikke kun forøge de unges aktivitetsniveau, men også forøge de unges viden om idræt. De unge der kommer fra hjem, hvor det ikke er normalt at dyrke idræt, bliver altså afklaret med, hvilken størrelse idræt er, og hvorfor det er godt at dyrke det. Udover det viser undersøgelser, at et øget aktivitetsniveau i skolen hjælper på undervisningen, og gør det derfor nemmere at koncentrerer sig. Dette er ifølge DIF-formanden Niels Nyggard et godt og tiltrængt tiltag:

”Til gavn for børnenes trivsel og fordi forskning viser, at fysisk aktivitet har positiv effekt på børnenes indlæring. Samtidig vil en skoledag med mere idræt og fysisk aktivitet også omfatte den gruppe af børn, som vi i dag ikke når via idrætsforeningerne og på den måde kunne bidrage til at give børnene gode idrætsvaner for resten af livet”[31].

Indirekte siger Niels Nygaard, at sådan et tiltag vil hjælpe med, at få de udsatte grupper med på idrætsfronten, og derfor få et mere idrætsaktivt Danmark – det vil altså være med til at bryde den negative sociale arv. Ifølge Bourdieu er dette dog ikke realiserbart, da det enkelte individ kommer med en hvis form for habitus i baggagen. Disse normer vil få individet til at tænke væk fra idræt, da der er nogle andre normer og værdier ind lagret. Det vil sige, at denne indførsel af øget tid på idræt, skal ske meget tidligt i det enkeltes individs opvækst for at have nogen konkret betydning. Man kan dog stille spørgsmål til om social arv, kan definere årsagen til et mønster indenfor idrætsdeltagelse. Der er en stor kritik af begrebet social arv, som flere forskere mener, er misvisende, da det leder tankerne hen på en deterministisk opfattelse af det enkelte individs muligheder. Kritikken lyder på, at begrebet kan få folk til at tro, at hvis man er født af alkoholiske forældre, vil man selv ende som alkoholiker.[32] Ifølge Morten Ejrnæs, der er sociolog, overvurderes social arv nemt:

”Det er selvfølgelig en risikofaktor, at være vokset op i en belastet familie og det øger sandsynligheden for, at børn for problemer. Men en risikostigning fra for eksempel én procent til to procent kaldes ofte en fordobling eller en 100 procent stigning i risikoen, og det lyder jo voldsomt og giver anledning til nogle overdrevne forestillinger om, hvor almindeligt det er, at man arver problemerne”.[33]

Det er altså muligt at bryde det mønster, der ellers tegner sig hos sine forældre. En forøget tid på idræt vil altså hjælpe de udsatte markant. I og med man fanger den udsatte gruppe så tidligt, er der større chance for, at de vil blive ved med at dyrke motion og på længere sigt skabe et mere aktivt Danmark. Dog kan der opstå en anden ulempe, hvis mønsteret bliver brudt i for stor en grad. Nok er der idræt i skolen, men såfremt den unge bliver fanget af idrætten, kan der være problemer på hjemmefronten i form af økonomisk kapital eller mangel på samme. Hvis forældrene ikke kan finansiere det at dyrke idræt i en forening, kan den unge kun dyrke idræt i skolen. Når det kun sker inden for skolen, kan der opstå problemer med det sociale fællesskab, og den udsatte unge kan altså blive skåret af fra den sociale del, der ofte opleves gennem idrætten. I en forlængelse af tiltaget, der omhandler indførslen om mere idræt i de danske folkeskoler, kan staten gøre idræt mere tilgængeligt for folk. Dette skal ske ved hjælp af en forbedring af idrætsfaciliteterne rundt omkring i de forskellige kommuner. Dette ville resultere i en øget motivation for at hoppe i løbeskoene samt gøre det mere indbydende at være fysisk aktiv.

Kigger man mere på det politologiske aspekt, fremgår det tydeligt i artiklen: ”LA og Venstre: Folks sundhed er deres eget ansvar”, at de to partier(Venstre og Liberal Alliance) mener, at folks sundhed i sidste ende er deres eget ansvar. I artiklen kritiseres det, at der bliver sat tal på, hvor sunde og aktive danskerne skal være på længere sigt. Jane Heitmann, der er Sundhedsordfører for Venstre, mener at statens rolle er at understøtte initiativer, som er med til at sikre muligheden for at foretage et sundt valg:

”Det er væsentligt, at sundhed og sund livsstil er og bliver et personligt ansvar. Vi som politikere skal understøtte nogle initiativer, der sikrer, at danskerne har mulighed for at foretage et sundt valg på et oplyst grundlag”[34]

I artiklen fremgår det altså klart og tydeligt, at hvert enkelt individ er sin egen lykkes smed. Mennesket tænker rationelt nok til at vide, hvad der er sundt, og hvad der ikke er. På samme måde vil Jane Heitmann mene, at det enkelte individ godt ved, at idræt er en essentiel faktor for en sund livsstil. Ulemperne ved denne form for politik er, at man mister nogle borgere, da de ikke tager højde for idræt og sundhed eller, fordi de simpelthen ikke er i besiddelse af den økonomi, der kræver at leve et sundt liv. Derfor har disse borgere ikke andre valg, og derfor bliver idrætten nedprioriteret.

Modsat kan man se på Socialistisk Folkepartis holdning på emnet. Socialistisk Folkeparti vil modsat Liberal Alliance og Venstre mene, at det enkelte individ ikke kan vurdere, hvilke ting, som er sunde, og hvilke ting der ikke er. De vil altså mene, at det er staten, som skal gå ind og lægge nogle rammer ned over samfundet, der på den måde strukturere og definere, hvad der er det rigtige valg inden for sundhed og idræt. Dette kan gennemføres ved hjælp af konkrete målsætninger, afgifter samt andre restriktioner. Astrid Krag (SF), der er sundhedsminister præsenterede i år 7 mål, der over de næste ti år skulle hjælpe danskerne til et længere og sundere liv.[35] Her var et af målene blandt andet at få den enkelte danske borger til at dyrke mere idræt. Mål som disse kan have en fordel i, at den får alle de sociale klasser i samfundet med på vognen, eller i alt fald prøver på det. Fordelene ved sådanne mål, er at det enkelte individ har en retningslinje så at sige. Det vil skabe et bedre overblik for borgerene, som ikke selv kan strukturere det, og hermed øge både sundhed og idræt. Her vil en liberalistisk politik sige, at det er op til det enkelte individ, der højst sandsynligt vil resultere i en øget social ulighed i den danske idrætskultur. På samme måde vil afgifter samt restriktioner, kunne påvirke den enkelte borger til at vælge det usunde slik fra og vælge salaten i stedet. Denne retningslinje eller mål, giver altså noget konkret at gå ud fra. Dette medfører en styring mod et sundere og mere aktivt liv.

Dette kan dog også have konsekvenser, og man kan diskutere om staten blander sig for meget i danskernes liv, når det kommer til idræt og generel sundhed. Der kommer større og større fokus på idrætten, og selv børn i folkeskolen bliver pumpet med viden om, hvorfor det er vigtig at dyrke motion. Overalt i de danske medier hører man om den ene løbeteknik efter den anden, og der er et konstant fokus på, at det er vigtig at dyrke regelmæssig idræt. Fitness centre er eksploderet helt vildt de sidste par år, og der er på den måde blevet skabt en tendens i det danske samfund. I artiklen ”Hvorfor rimer topchef på triatlon?” bliver der lagt fokus på den øgede interesse inden for maraton, triatlon og andre discipliner i den genre. I artiklen fremgår det, at man igennem disse præstationer skaber en personlighed og et billede af sig selv:

”Det faktum, at motion udvikler sig til at blive sport for de her mennesker, er nok et bevis på deres personlighed, hvor det handler om altid at forbedre og konkurrere med den bedste side af sig selv. Hvis de bruger tid på noget, vil de se resultater”[36]

Idrætten er altså blevet en del af ens personlighed, hvorpå man gennem idrætten viser, hvem man er. Dette skyldes til dels statens øgede fokus på idræt, men og det senmoderne samfunds udvikling. Holdsporten der førhen var meget populær, betyder ikke nær så meget længere, men derimod er det sport, hvor man kan teste sine egne kræfter af, der er det mest populære lige nu.

Slutteligt kan man diskutere, hvor vidt sundhed defineres, og om statens definition på sundhed er den eneste rigtige. Ifølge Antonovsky defineres sundhed som en faktor, der omhandler det mentale plan. Det vil sige, at så længe man har det godt med sig selv, lever man et sundt liv. Man kan altså veje 150 kilo, men have det godt med sig selv. På den måde afviger sundhedsdefinitionen fra statens definition. Du behøver altså ikke være fysisk aktiv hver dag eller spise efter sundhedsstyrelsen 6 råd.[37]

Jeg kan altså konkludere, at statens rolle er uhyre vigtig for udkommet at danskernes idrætsdeltagelse. En liberalist vil mene, at det er op til individet selv, og det sagtens kan tænke rationelt nok til at prioriterer idrætten forrest samt vælge det usunde fra, hvorimod en socialist vil mene, at staten skal tage hånd om de svage, for ikke at øge den sociale ulighed i idrætsdeltagelsen. Staten kan foretage forskellige tiltag, der kan påvirke idrætsdeltagelsen i samfundet. Det er vigtigt at motivere individerne til at dyrke motion, og det kan man gøre ved hjælp af forskellige redskaber. Udover at øge idrætsdeltagelsen i det danske samfund har staten skabt et sundhedsideal. Dette sundhedsideal er med til at skabe ens identitet, og man bliver bedømt ud fra dette ideal, da sporten går ind og bliver en del af sin personlighed. Dette har medført en øget individualisering inden for udførelsen af sport, da der ikke længere er brug for det sociale fællesskab, som førhen var en af grundende til at dyrke motion.

Konklusion

Jeg kan altså konkludere, at der er mange forskellige faktorer, som har indflydelse på, hvor meget idræt, som den enkelte borger dyrker. Idrætsaktiviteten afhænger af faktorer som alder, køn, indkomst og uddannelse. Afhængig af disse faktorers størrelse, kan man se, at der tegner sig et mønster iblandt danskernes deltagelse inden for idræt. Udover disse faktorer, er der forskellige barrierer, der kan være årsag til, at det enkelte individ ikke dyrker idræt. Her er der tale om tid, prioritering, personlige årsager samt tilgængelighed til de forskellige faciliteter. Yderligere kan man se, at der er en tydelig sammenhæng mellem idrætsdeltagelsen hos børn og deres forældre. Tendens til at være idrætsaktiv som barn, er væsentlig større såfremt, at ens forældre selv dyrker motion. Dette skyldes ifølge Bourdieu den sociale arv og habitus. Bourdieu mener, at fysisk inaktivitet opstår i grupper, hvorimod Giddens vil sige, at det er op til individet selv, om det vil dyrke sport eller ej. Udover det har jeg fundet ud af, at Giddens vil sige, at den øgede refleksivitet er med til at påvirke individets valg af idræt og sport, og hvor dette skal udføres. Det enkelte individ har ikke længere brug for det sociale fællesskab, der førhen var så eftertragtet ved sport, og nu hvor det sociale fællesskab erstattes med et online fællesskab, bliver foreningsidrætten valgt fra. Dette underbygges af Thomas Ziehes begreb om subjektivisering, der i store træk handler om, at det enkelte individ vil opnå anderkendelse. Dette sker bland andet igennem de sociale medier, hvorpå anerkendelsen kommer i form af likes, og på den måde dannes der et generelt sundhedsideal.

Slutteligt kan jeg konkludere, at statens rolle er utrolig vigtig for udkommet af danskernes idrætsdeltagelse. Ser man på emnet med et liberalistisk synspunkt, er holdningen, at det er op til individet selv, og at det sagtens kan tænke rationelt nok til at prioriterer idrætten forrest samt vælge det usunde fra. Modsat vil en Socialist mene, at staten skal tage hånd om de svage, for ikke at øge den sociale ulighed i idrætsdeltagelsen. Staten kan foretage forskellige tiltag, der kan påvirke idrætsdeltagelsen i samfundet. Det er vigtigt at motivere individerne til at dyrke motion, og det kan man gøre ved hjælp af forskellige redskaber. Udover at øge idrætsdeltagelsen i det danske samfund har staten skabt et sundhedsideal. Dette sundhedsideal er med til at skabe ens identitet, og man bliver bedømt ud fra dette ideal, da sporten går ind og bliver en del af sin personlighed. Dette har medført en øget individualisering inden for udførelsen af sport, da der ikke længere er brug for det sociale fællesskab, som førhen var en af grundende til at dyrke motion.

Litteraturliste

Bøger:

Andersen, Heine m.fl. ”Klassisk og moderne samfundsteori” Hans Reitzels forlag 2005

Brøndum, Peter m.fl. ”Luk samfundet op!” Columbus 2010

Bundgård, Brunn Maria m.fl. “Sociologisk SET – en grundbog i sociologi” Systime 2014

Franch, Jesper m.fl. ”Idræt B – idrætsteori” Systime 2009

Giddens, Anthony ”Modernitet og selvidentitet – Selvet og samfundet under sen-moderniteten” Hans Reitzels forlag 1996

Prieur, Annick m.fl. ”Pierre Bourdieu en introduktion” Hans Reitzels forlag 2006

Internetmateriale:

Assehøj, Trygve Laub ”Danskernes motions- og sportsvaner 2011” www.idan.dk Fundet d. 4. dec. 2014

Hedal, Martin 2010 ”Sociale medier får os til at dyrke sport” www.politikken.dk fundet d. 11. dec. 2014

Holm, Ahrenkilde Thue, 2014 ”Hvorfor rimer topchef på triatlon?” www.berlingske.dk fundet d. 14. dec. 2014

Kiens, Bente m.fl. 2007 ”Fysisk inaktivitet – konsekvenser og sammenhænge” www.sundhedsstyrelsen.dk Fundet d. 6. dec. 2014

Lindskov, Anders ”Hvad du troede du vidste om social arv” file:///C:/Users/Liljeberg/Downloads/Hvad%20du%20troede%20du%20vidste%20om%20social%20arv%20(1).pdf fundet d. 11. dec. 2014

Norgaard, Lise, 2013 ”Idrætsforsker: Vi har vendt ryggen til klubberne for at dyrke os selv” www.politikken.dk fundet d. 11. dec. 2014

Pedersen, Munk Trine, 2009 ”Udsatte børn skal dyrke mere idræt” www.berlingske.dk fundet d. 10. dec. 2014

Pedersen, Steen Flemming, 2014 ”Danskerne skal strutte af sundhed” www.berlingske.dk fundet d. 14. dec. 2014

Sundhedsstyrelsen 2003 ”Befolkningens motivation og barrierer for fysisk aktivitet” www.sundhedsstyrelsen.dk fundet d. 4. dec. 2014

Ukendt forfatter, ”Folkeskole med mere idræt” Ritzau http://infomedia.skoda.emu.dk/ms3/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&Duid=e3d38df2 fundet d.14. dec. 2014
[1] Sundhedsstyrelsen 2003. ”Befolkningens motivation og barrierer for fysisk aktivitet”
[2] Assehøj, Trygve Laub ”Danskernes motions- og sportsvaner 2011”:58
[3] Ibid:60-62

[4] Ibid:63-66

[5] Ibid: 110

[6] Ibid: 110

[7] Ibid:110-112

[8] Kiens, Bente m.fl. 2007 ”Fysisk inaktivitet – konsekvenser og sammenhænge”:98

[9] Assehøj, Trygve Laub ”Danskernes motions- og sportsvaner 2011”:50-101

[10] Andersen, Heine m.fl. ”Klassisk og Moder Samfundsteori” Hans Reitzels Forlag s. 357, 358, 362, 363

[11] Andersen, Heine mfl. ”Klassisk og Moder Samfundsteori” Hans Reitzels Forlag:357

[12] Prieur, Annick mfl. ”Pierre Bourdeiu En introduktion” Hans Reitzels Forlag:38-39

[13] Andersen, Heine mfl. ”Klassisk og Moder Samfundsteori” Hans Reitzels Forlag:358

[14] Andersen, Heine mfl. ”Klassisk og Moder Samfundsteori” Hans Reitzels Forlag:358

[15] Andersen, Heine mfl. ”Klassisk og Moder Samfundsteori” Hans Reitzels Forlag 21-22

[16] Giddens, Anthony ”Modernitet og selvidentitet – Selvet og samfundet under sen-moderniteten” Hans Reitzels forlag:30

[17] Ibid:30

[18] Ibid:30

[19] Bundgård, Maria Brunn mfl. ”Sociologisk set – en grundbog i sociologi” Systime:23

[20] Andersen, Heine mfl. ”Klassisk og Moder Samfundsteori” Hans Reitzels Forlag:440

[21] Giddens, Anthony ”Modernitet og selvidentitet – Selvet og samfundet under sen-moderniteten” Hans Reitzels forlag:32

[22] Hesse, Ulrik m.fl. ”Indsats for at bevare eller forbedre sundhed”:6

[23] Bundgård, Maria Brunn mfl. ”Sociologisk set – en grundbog i sociologi” Systime s. 115

[24] Assehøj, Trygve Laub ”Danskernes motions- og sportsvaner 2011:27

[25] Pedersen, Trine Munk, 2009 ”Udsatte børn skal dyrke mere idræt”

[26] Kiens, Bente m.fl. 2007 ”Fysisk inaktivitet – konsekvenser og sammenhænge”:98

[27] Hedal, Martin 2010 ”Sociale medier får os til at dyrke sport”

[28] Ibid

[29] Norgaard, Lise, 2013 ”Idrætsforsker: Vi har vendt ryggen til klubberne for at dyrke os selv”

[30] Brøndum, Peter m.fl. 2010 ”Luk samfundet op”:74-78

[31] Ukendt forfatter, ”Folkeskole med mere idræt” Ritzau

[32] Bundgård, Maria Brunn mfl. ”Sociologisk set – en grundbog i sociologi” Systime:116-117

[33] Lindskov, Anders ”Hvad du troede du vidste om social arv:5

[34] Winstrøm, Tørper Ceclie, 2014 ”La og Venstre: Folks sundhed er deres eget ansvar”

[35] Pedersen, Steen Flemming, 2014 ”Danskerne skal strutte af sundhed”

[36] Holm, Ahrenkilde Thue, 2014 ”Hvorfor rimer topchef på triatlon?”

[37] Franch Jesper m.fl. 2009 ”Idræt B – idrætsteori”:140