SRP: Illegal immigration fra Afrika til Spanien

Illegal immigration fra Afrika til Spanien

Abstract

Millions of illegal immigrants from the West African countries live in Spain. They have crossed the Mediterranean Sea in small, fragile boats hoping to put the poor living conditions and the poverty in their native countries behind them. They wish to start over in the high developed Europe. This paper will expound the living conditions of Senegal, Ivory Coast and Spain by using theories about welfare models and by economic parameters. The study comprises of a new critical analysis of a Spanish poem and short story with focus on the representation of the African immigrants and their encounter with Spain. The studies show that the texts try to propagate the poor living standards of the illegal immigrants; that they are living a hard and poor life with few opportunities, with their lives at stake and with crushed dreams. This assignment examines how the living conditions of the illegal immigrants of Africa are being represented in the Spanish texts, and whether these texts are with or without foundation. The facts show that the texts very much give a realistic depiction of the lives of millions of illegal immigrants in Spain.

Indledning

Utallige mennesker i Afrikas fattige kår stræber i disse år efter en bedre tilværelse. Folk fra hele Afrika søger nord på, som en del af deres kamp for en ny tilværelse i EU – her især Spanien – hvor de drømmer om et arbejde og bedre levevilkår. Det er med livet som indsats, hvor immigranterne oftest enten forsøger at trodse de store pigtrådshegn, som omgiver de to spanske enklaver – Melilla og Ceuta – eller søger over Gibraltarstrædet til det sydlige Spanien eller over havet til De Kanariske Øer i små, synkefærdige både – de såkaldte pateras. Et væsentligt spørgsmål at stille, er hvorvidt immigranternes forventninger om det ”utopiske” Europa stemmer overens med den virkelighed, de møder på den anden side af Middelhavet. I det følgende vil der blive redegjort for forholdene i Elfenbenskysten og Senegal som eksempler på de vestafrikanske forhold med inddragelse af push- og pull-teorier samt for forholdene i Spanien med inddragelse af velfærdsmodeller, hvor der vil blive kigget på hvilke forhold og forudsætninger afrikanerne har i hhv. deres hjemlande og i Spanien. Derudover vil der blive udarbejdet en litterær, nykritisk analyse og fortolkning af José Ovejeros novelle ”El hombre de la casa” samt af AbdenNur Barrejóns digt ”Pateras” med fokus på fremstillingen af de afrikanske indvandrere og deres møde med Spanien, hvor værkerne vil blive sat op mod hinanden med fokus på diskurser. Afsluttende vil der blive diskuteret hvorvidt litteraturen giver et realistisk billede af afrikanernes situation i Spanien, hvor der vil blive inkluderet samfundets holdninger til immigration samt en vidnesbyrd fra afrikanske immigranter.

Redegørelse for forholdene i Elfenbenskysten, Senegal og Spanien

I flere år har Spanien været det EU-land, der har fået flest immigranter fra Afrika, illegale som legale. Først og fremmest skyldes det de geografiske forhold, da kun 14 km. hav skiller Spanien og Marokko ad[1], hvilket også har medført, at Spaniens andenstørste migrantgruppe – den største hvis man sier andre EU-lande fra – er fra Marokko, som udgør 30 % af Spaniens immigranter.[2] Det er dog givetvis ikke kun grundet geografien, at mange afrikanere søger over på den anden side af havet. Migration kan årsagsforklares som et udfald af push- og pull-faktorer, der influerer på den enkelte migrants beslutninger. Push-faktorerne er de omstændigheder i hjemlandet der ’skubber’ den enkelte ud, hvilket oftest er sociale eller økonomiske forhold, så som lav levestandard, arbejdsløshed, fattigdom og høj kriminalitet samt miljømæssige forhold; naturkatastrofer, klima etc. og politiske omstændigheder; undertrykkelse, borgerkrig mm. Modsat er pull-faktorerne, som er de forhold i udlandet, der trækker i personen for at komme dertil. Disse faktorer indebærer muligheden for arbejde, muligheden for at hjælpe familien i hjemlandet via remitter[3], velfærd og forbedret livskvalitet, bedre uddannelsesmæssige muligheder, mulighed for at få jord og virksomhed, politiske faktorer som ytringsfrihed og miljømæssige faktorer som klima.[4]

Eksempler på vestafrikanske forhold

I Afrika har størstedelen af landene stadig en økonomi, der er domineret af landbrug og minedrift, og spørgsmålet om forsørgelse er et anliggende for det civile samfund.[5] Der er derfor ikke tale om et velfærdssystem i hverken Elfenbenskysten eller Senegal, hvorfor redegørelsen for de pågældende forhold er baseret på alternative parametre.

Elfenbenskysten

Verdensbanken anslår, at omtrent 1,2 millioner udvandrede fra Elfenbenskysten i 2010, men landet har altid været et større indvandrerland end udvandrerland, da mange mennesker fra nabolandene har søgt til landet for at være en del af den store naturressource-industri, hvor især kakaohøsten dannede grundlag for landets økonomiske fremgang tilbage i 1970’erne. Der er en stor absolut fattigdom i landet i dag, hvor 46,3 % i 2012 levede for under 2 US$ om dagen, og hvor 61,5 % af populationen gennemlevede en mangesidig fattigdom[6] [7]. I 2005 var landets MPI[8] 0,353[9], BNP pr. indbygger blev i 2013 målt til 1.380$[10], og i et indeks over pressefriheden foretaget af FN, hvor 0 er bedst, har Elfenbenskysten 29,77 point,[11] hvilket viser en lav grad af pressefrihed i landet. I 2002 brød en borgerkrig ud, som bevirkede en flod af ivorianske flygtninge og asylansøgere, hvor der ifølge International Organization for Migration var omtrent 22.000 flygtninge, hvoraf ca. 5.500 opholdt sig i Europa. Dertil kom en efterfølgende krise ved præsidentvalget grundet indbyrdes anklager om valgfusk, hvilket i 2010 resulterede i en ny strøm af flygtninge, som bestod af tilhængere af den daværende præsident Gbagbo og af folk fra den nordlige del, der blev styret af oprører.[12] De generelle push-faktorer for ivorianere vil være de sociale, økonomiske samt politiske omstændigheder, hvor landet har været ramt af fattigdom, borgerkrig og en lav grad af ytringsfrihed.

Senegal

Det vides ikke nøjagtigt, hvor mange senegalske emigranter, der findes, men det skønnes til ca. 5 % af populationen. Fra 2006 var olie, fødevarepriser og senere den globale finanskrise medvirkende til at vende en ellers positiv fremgang i Senegal. Ifølge Verdensbanken levede 60,4 % af befolkningen for under 2 US$ om dagen, hvilket betyder, at der hersker en stor absolut fattigdom i landet – dertil kommer at 74,4 % levede under mangesidig fattigdom. I starten af 2000 tildrog det spanske bygge- og indudstriboom mange senegalske indvandrere, hvilket har gjort remitterne afgørende for landets økonomi og for familierne,[13] hvor det anslås at remitterne udgør 10,47 % af landets BNP.[14] Landets MPI blev i 2011 målt til 0,439[15] og BNP pr. indbygger blev i 2013 målt til 1.070 $[16]. Til trods for de fattige kår i Senegal, er der tegn på et fredeligt samfund, hvor Senegal på FN’s fredsindeks[17] pr. 2012 måler 1,9[18] og på FN’s indeks over civile rettigheder[19] pr. 2013 måler landet 2.[20] De væsentligste push-faktorer for de senegalske borgere vil være de sociale og økonomiske forhold, hvor landet er ramt af alvorlig fattigdom og høj grad af manglende uddannelse blandt befolkningen og tilstrækkelig sundhedshjælp.

La Seguridad Social og de spanske forhold

Generelt arbejdes der med tre velfærdsmodeller; den universelle med rødder i socialismen, den kontinentale med rødder i konservatismen og den residualle med rødder i liberalismen. I Spanien benyttes den sydeuropæiske velfærdsmodel, som ligger sig op ad den kontinentale model, der ser beskæftigelse og indkomst som borgernes velfærdsgrundlag, og hvor civilsamfundet i samspil med kirken spiller den største rolle i samfundet. I Danmark, hvor der arbejdes med den universelle model, sker finansieringen af sociale ydelser gennem skattebetalinger, men i Spanien sker finansieringen gennem forsikringsordninger for de enkelte personer, det såkaldte Seguridad Social. Seguridad Social bygger på idéen om, at staten skal garantere befolkningen mod potentielle risici, men der er tale om et kontigentbaseret system, hvor både arbejdsgiverne og arbejdstagerne indbetaler, imens staten også finansierer en andel. Hele det spanske arbejdsmarked er bygget op omkring Seguridad Social, og det er påbudt at skrive sig ind, så snart man træder ind på arbejdsmarkedet. Fra det øjeblik man er indregistreret i Seguridad Social, skal man betale kontingent, der varierer alt efter ens erhverv. I tilfælde af arbejdsløshed har man ret til bistand, så længe man har betalt medlemsbidrag i et tidsrum på minimum 360 dage indenfor de seneste seks år, man er registreret som arbejdssøgende og at ledigheden ikke er selvforskyldt.[21] Ens sociale ydelser er afhængige af ens indsats på arbejdsmarkedet, men folk, der ikke opfylder kravene til Seguridad Social modtager i så fald en beskeden kontanthjælp af staten der beløber sig til 80 % af IPREM[22], svarende til 413,52 € pr. måned i 2008[23]. Det forventes dog, at personer, der ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet, først og fremmest hjælpes af civilsamfundet, dvs. familie, frivillige hjælpeorganisationer, etc. [24], hvilket kan udledes af andelen af Spaniens BNP brugt på social beskyttelse[25], der pr. 2010 var 16,9 %, hvorimod Danmarks var 25 %[26]. Systemet med forsikringsordningerne indebærer, at staten ikke har særligt store udgifter på sociale ydelser, hvilket betyder et mindsket behov for en høj skat, hvor skatteniveauet i Spanien pr. 2010 var 31,9 %, mens Danmarks var 47,6 %.[27] Den globale finanskrise ramte også Spanien, hvilket resulterede i at det såkaldte byggeboom krakkede og mange mennesker stod tilbage uden arbejde. Arbejdsløshedsraten i Spanien i 2008 var 11,3 %, men frem til 2012 er den steget med 13,8 procentpoint til 25,1 %.[28] Den stigende arbejdsløshed resulterede i en stigning af borgere på overførelsesindkomster samt et fald af antal af borgere, der betaler skat. Dette resulterede i, at regeringens udgifter på social hjælp fra 2008 til 2012 steg med 3,9 procentpoint, da den i 2008 var 22,9 % af BNP, mens den i 2012 var 26,8 %.[29] Statens udgifter på social hjælp stiger i takt med at dens indkomst på skatter og afgifter falder. Det resulterede i en forøget statsgæld, der i 2008 svarede til -4,5 % og i 2012 til -10,6 % af BNP.[30]

Fra fattige kår til fattige kår

Opsummerende så rejser mange afrikanere fra fattige kår i deres hjemlande, hvor push-faktorerne er ringe økonomiske, sociale og politiske omstændigheder, til et Spanien, der befinder sig i en økonomisk krise og som lider socioøkonomisk, men hvor pull-faktoren alligevel er muligheden for job, bedre levestandard og social hjælp. Krisen i Spanien har i de senere år medført, at den illegale immigration er kommet under fokus. Den høje ledighed har medført stramninger af immigrationspolitikken – især for landbrugsimmigranterne, der førhen legalt kunne rejse ind i Spanien under landbrugssæsonen og derefter vende hjem. Derudover er adgangen til sundhedsvæsenet blevet strammet, hvor illegale immigranter ikke kan få hjælp – med undtagelse af gravide, børn og særlige tilfælde. Indvandrerne i Spanien har generelt lavtlønnede jobs med dårlige arbejdsvilkår og sæsonarbejde, hvilket yderligere gør, at man ikke kan opfylde kriteriet for at modtage ledighedsstøtte af Seguridad Social (jf. 2.2), hvor det typisk er gartnerarbejde, frugtplukkeri, afrydning og gadefejeri der beskæftiger migranterne^[31]. Før den økonomiske krise brød ud, var der behov for udefrakommende arbejdskraft, men da produktionen efterfølgende er faldet, vælger mange spaniere at søge de ufaglærte stillinger. Det har resulteret i at mange afrikanske indvandrere sidder fast i en position uden ordentlige arbejds- og boligforhold.[32]

Analyse af AbdenNur Barrejóns ”Pateras” og José Ovejeros ”El hombre de la casa”

En rede af håb

“Pateras” er skrevet af AbdenNur Barrejón i 2000[33] og er et modernistisk digt, der forsøger at belyse en aktuel problemstilling, nemlig de afrikanske immigranters situation, når de kommer til Spanien via ”las pateras”.

Digtet starter in medias res: ”Todos los mares del mundo en una patera”[34]. De initiale determinanter giver et indtryk af, at man i digtet er på en rejse, som psykisk kræver store omvæltninger: ”… la angustia hace infinita la distancia… … en unas horas nos separan los siglos”[35]. Sætningen ”¿A qué venís?”[36] fungerer som en opdeler af afsnit i digtet, hvor det første afsnit beretter om situationen på havet, det andet afsnit om situationen i Spanien og til sidst en afsluttende sætning: ”si aún queda paraíso, a vuestra espalda queda”[37], hvor afsenderen opfordrer afrikanerne til at blive hjemme, da det er det eneste sted, der er mulighed for dem at få et paradis.

Afsenderen skifter mellem 1. person og 2. person: ”y sin embargo estamos al alcance de la mano”[38] – ”os aguarda un recíproco miedo”[39] hvilket giver et indtryk af, at beretteren stammer fra Afrika, har kendskab til forholdene i Spanien og henvender sig til de afrikanske immigranter på vej til Spanien: ”Der venter Jer en gensidig frygt”. Det giver endvidere digtet en mere intim tone. Det lyriske ”jeg” er berettende og meget dyster: ”los mercados obscuros, la voz de la alcoholemia, cuando más, un esclavo servicio en la penumbra”[40].

Digtet er bygget op som én lang strofe, hvilket er typisk for moderne digtning.[41] Tre sætninger gentages i digtet: ”flota un nido de sueños en una patera, en una patera de lata a la deriva[42]. ¿A qué venís?”. Derudover gentages to sætningsstartere, som kommer lige efter hinanden: “y sin embargo…”[43], “y el mar siempre…”[44]. Gentagelserne forstærker budskabet om immigranternes forhold og giver en rytme i digtet. Der benyttes ydermere allitterationer til at skabe rytme: ”… los mares del mundo…”[45], ”la angustia hace…”[46], “sin embargo estamos…”[47].

I digtet benyttes metaforer og konnotationer, hvilket er udtryk for billedplanen: “Un nido de sueños”[48], hvor drømmene, pga. reden, som symboliserer tryghed, beskrives små og uskyldige. ”La angustia hace infinita la distancia, y sin embargo estamos al alcance de la mano” – angsten for hvad der venter på den langtidstrukne rejse gør distancen uendelig, men alligevel er ”vi” indenfor rækkevide, da kun 14 km. skiller kontinenterne ad. Spanien og EU er langt mere teknologisk og økonomisk udviklede end de afrikanske lande og det kan for mange afrikanere føles som et helt nyt århundrede at komme til: ”Y sin embargo en unas horas nos separan los siglos”.

Digtet sætter de spanske omstændigheder i et dårligt lys: ”En este litoral no queda tiempo para la cortesía”[49] – Afrikanerne får en dårlig velkomst uden høflighed. Derudover lever de under svære vilkår og lever typisk af lavlønsarbejde (jf. 2.3), hvorfor mange tyer til sort arbejde, hvilket ’tusmørket’ refererer til: ”un esclavo servicio en la penumbra”[50]. Mediernes eksponering af et utopisk Europa, bidrager endvidere også til immigranternes forestilling og forventninger: ”Desde vuestra temida orilla es invisible el forro recosido de la falsa riqueza”[51], hvor beklædningen, der dækker den falske rigdom, kan referere til de misvisende billeder medierne viser. Der er en generel mørk og dyster stemning i digtet, grundet en konsekvent brug af minusord, som ’udfordring’ og ’sorg’: ”y el mar siempre florece en desafios, y el mar siempre se enluta de juventud segada”[52].

Temaet i digtet er de afrikanske immigranters vilkår i Spanien, hvor den væsentligste konflikt er deres velkomst og behandling i landet: ”… este océano social mata conciencias”[53], hvor de bliver nødsagede til at ty til umoralske handlinger, f.eks. kriminalitet, for at overleve – heraf de dræbte samvittigheder. Budskabet er, at belyse immigranternes dårlige forhold, hvor de bliver fremstillet som ofrene, der kommer fra intet – fulde af håb – til et sted med undertrykkelse og til en status som samfundets syndebukke: ”siempre vivir bajo sospecha”[54]. De afrikanske immigranter forsøger at skabe sig en ny tilværelse, hvor de kan støtte familien i hjemlandet, og at vende hjem er ikke en mulighed, da mange er afhængige af remitterne (jf. 2.1.2), derfor lever de i eksilets sjæl: ”el alma en el exilio” [55] Motivet for afsenderen er, at opfordre afrikanerne til at blive hjemme og kæmpe for en bedre tilværelse med deres familie og elskede, hvor deres sande paradis er, fremfor at risikere livet og moralen for at drage mod Spanien: ”si el reto del agua cobra en vidas, este océano social mata conciencias … si aún queda paraíso, a vuestra espalda queda.”[56]

En ny tilværelse

”El hombre de la casa” er skrevet af José Ovejero i 2004 og handler om kvinden Leyla, som alene og gravid drager mod Spanien og ender på De Kanariske Øer. Sammen med andre immigranter bliver hun smuglet over mod Spanien i en skrøbelig ”patera”, hvor der knap nok er plads til at hun kan sidde oprejst. Med kvalme og mavesmerter klarer hun dog turen, med hendes kommende datters ve og vel som motivation. Til at starte med bliver immigranterne sat af på åbent hav, hvor de skal svømme i land, men da Leyla ikke kan svømme, nægter hun at gå af. Hun bliver derfor sejlet mod et sikrere sted, hvor hun som ekstra betaling lader skibsføreren og hans assistent antaste hende og på tær går hun ind på Fuerteventuras bred. Hun møder en spanier, som tager sig af hende og giver hende husly, og de lever sammen i 10 dage, men han bliver nødsaget til at tage hjem til Madrid. Leyla bliver senere sat af ved et hospital, hvor hun med minderne om faren til hendes barn, der også stak af, tænker at mænd altid rejser. Hun ender med at føde et lille drengebarn.

Historien strækker sig over ca. to uger, formodentlig i 1990’erne, hvor Senegal var præget af konflikter og kampe: ”Los dias siguientes fueron como Leyla los había soñado. Sin insultos, sin golpes…”[57] Handlingen foregår på havet i en ’patera’ samt på Fuerteventura. Forholdene på rejsen beskrives meget nøje med stor fokus på de dårlige forudsætninger med en utrolig skrøbelig patera: ”No quería ni pensar lo que podría hacer una tormenta con esa barcucha, cuya borda apenas sobresalía unos centimetros de la superficie; casi sin viento, el agua ya entraba de vez en cuando en la barca cuando tomaba mal una ola”.[58] Fuerteventura er en vulkanø og har derfor efterladt sig en gold overflade, hvilket Leyla ikke bryder sig om, hvor det har givet hende indtrykket af, at hele Spanien er som en gul ørken, kun indeholdende biler og få geder: ”Casi no había árboles; España era un desierto amarillo en el que sólo había coches y unas pocas cabras. No era un buen sitio para vivir.”[59] Der lægges desuden stor vægt på det psykiske miljø og immigranternes generelle vilkår, hvor mange under rejsen har levet skjult i ørkenen i flere uger: ”Algunos habían pasado semanas escondidos en el desierto, alimentándose de pan, Coca-Cola y latas de sardinas y de cabella…”[60] Immigranterne bliver behandlet skidt og kan ikke sige fra til mishandling, af b.la. menneskesmuglerne, da de er afhængige af deres ydelser: ”Golpeó en los riñones a un hombre escualido y con ojos llorosos que tenía delante, aunque él no había abierto la boca”. [61]

Fra undertrykkelse til frisind

Handlingen bliver fortalt af en personbunden 3. personfortæller, med Leyla som den personbundne protagonist. Det giver læseren en bedre forståelse af – samt sympati for – hvilke forhold og forudsætninger immigranterne har, når man oplever det igennem Leylas øjne. Leyla stammer fra en lille landsby i Senegal, som højst sandsynligt er et meget troende og traditionelt samfund, hvilket fremkommer af at Leyla bliver forvist fra landsbyen af sine forældre, da faren til barnet stikker af: ”Ya casi no guardaba rencor a sus padres cuando la expulsaron de la aldea”.[62] Det faktum, at Leyla ikke længere bærer nag over for sine forældre, samt at hun uden indvendinger går med til at blive voldtaget af skibsføreren, viser, at Leyla stammer fra et undertrykkende, patriarkalsk samfund, hvilket også fremstår, da spanieren ønsker samleje med Leyla, som hun går med til; ikke fordi hun har lyst, men fordi hun synes, at det er retfærdigt fra hans side, at bede om: ”Lo que pedía era justo.”[63], og da Leyla senere funderer over hendes forbedrede livsvilkår, finder hun det besynderligt, at manden ikke kræver noget af hende, uden tanke på at han ønsker at have sex med hende: ”Pero era todo un poco raro: el hombre no le pedia nada.”[64] Leyla dragede mod Spanien med store forventninger om en nærmest utopi, hvor alle er snaksagelige, udadvendte og gæstfrie: ”Y con camioneros amables dispuestos a llevar a la gente cobrarle. También los policías eran amables: si descubrían a los clandestinos, no les pegaban ni les chantajeaban; y les daban mantas y los cuidaban si caían enfermos.” [65] Dette fremstår ligeledes som hendes pull-faktor, hvor hun i langt højere grad kan få hjælp til sig selv og sit barn, dvs. muligheden for velfærd og forbedret livskvalitet: “<<a la embarazadas las tratan mejor; y si pares nada más llegar te dan permiso de residencia y te sacan en televisión>>, le había dicho.”[66] Hendes push-faktor var, udover at blive forvist af sine forældre, en hverdag med undertrykkelse, krig – dvs. vage politiske omstændigheder – fattigdom, der forårsagede sult og meget ringe livsnødvendige faciliteter: ”Los dias siguientes fueron como Leyla los había soñado. Sin insultos, sin golpes, sin hambre, sin tener que recorrer kilómetros para buscar agua, sin preocupaciones inmediatas.”[67]

Spanieren, som Leyla for første gang ser liggende nøgen i sandet, repræsenterer Leylas første møde med Spanien, og stik med hendes forudindtagede scenarier, er manden gæstfri og høflig. Han giver Leyla husly og mad og fortæller Leyla, at han ønsker at have sex med hende, hvis hun har lyst: ”Quiero decir que eres libre, entiéndeme. Pero me gustaría hacer el amor contigo. Sólo si tú quieres”. Spanieren lever et sært og ligefrem kunstnerisk liv, hvilket ses af hans lange hår, uplejede skæg, hans tøjvalg – eller mangel på samme – samt det faktum, at han spenderer størstedelen af sin tid på at skrive. Han repræsenterer alt det modsatte, som Leyla kommer fra; frisind og respekt for hende som kvinde og menneske, men paradoksalt efterlader han Leyla, som alle andre mænd indtil nu.

Fortælleteknikken i historien er meget berettende, hvilket kan ses på den frekvente brug af verber: ”Luego el hombre se sentó junto a ella. Le indicó que se tumbase. Se empeño en besarla y ella le dejó hacer, pero no cedió cuando él quiso que le pusiese la mano sobre el sexo”.[68] Den berettende fortælleteknik medfører et lavt fortælletempo, hvor der er en lav forskel mellem fortælletiden og den fortalte tid. Det resulterer i en scenisk fremstilling, der har den virkning på læseren, at det øger intensiteten og spændingen, hvilket gør, at man lever sig mere ind i handlingerne og følelserne, som historien udtrykker. Historien starter in medias res, hvilket har samme effekt: ”Primero Leyla pensó que eran nubes de tormenta…”[69] Derudover er den kronologisk opbygget, dog med enkelte flashbacks: ”Tambíen se sentía menos culpable por lo que había hecho. Le había prometido que la llevaría con su camión a otro lugar. Le llevaba frutas que no conocía… … de todas formas, no la cogió por sorpresa cuando el blanco, con expresión entre compungida y avergonzada, le anunció que tenía que regresar…”[70] En stilfigur som anvendes i fortællingen er eufemisme, hvor beretningen om Leylas voldtægt, er blevet tilegnet forskønnende og formidlende effekt: ”Le levantó el vestido y la penetró por detrás, sin caricias ni preparativos, en seco.”[71] Derudover anvendes denotationer og stort set ingen metaforik, hvilket er et tegn på at teksten er i realplan.

Motivet kan anskues igennem titlen ”el hombre de la casa”, som desuden er den sidste sætning i historien. Leyla bliver i gennem hele forløbet efterladt og misbrugt af mænd, men føder til sidst en dreng, der vil vokse op og blive den mand i huset, hun ikke havde troet ville komme. ”Los hombres siempre se marchan, pensó Leyla”[72]. Fortællingens tema, som endvidere belyser en aktuel, samfundsmæssig problemstilling, er immigranternes dårlige vilkår, hvor de lever i fattigdom, utryghed, sult og med livet som indsats. Gennem hele fortællingen bliver Leyla portrætteret som en overlever. Hun gør hvad hun kan for at overleve, om det så kræver, at lade sig blive forulempet. Hendes barn er motivationen for at fortsætte og det ender også med, at hun lykkeligt og sikkert føder sit barn. Budskabet i fortællingen er, at fortsætte med kæmpe; at bevare troen på, at det hele nok skal ordne sig.

Immigranterne og deres møde med Spanien

Begge værker tematiserer ensartede problemstillinger omhandlende immigranternes dårlige vilkår og der hersker en generel konsensus om, at de afrikanske immigranter indtager en offerrolle, som i ”Pateras” fremkommer af, at immigranterne bliver taget dårligt imod, og som i ”El hombre de la casa” fremstår af Leylas mishandling. Der er ydermere en bred enighed om hvilke push- og pull-faktorer, der spiller ind; nemlig at forlade fattigdom og usselhed i hjemlandet til fordel for muligheden for velfærd og forbedret livskvalitet i Spanien. En væsentlig forskel i fremstillingen, er synet på immigranternes møde med Spanien. I ”Pateras” er der en meget negativ diskurs mod Spanien, som kan have ligheder med en samfundskritisk agenda, hvor den sociale opbygning afbildes som hovedårsag til immigranternes mistrivsel. Derimod byder ”El hombre de la casa” op til en diskursiv kamp, hvor et positivt syn beskriver Leylas møde med Spanien, da en frisindet spanier tager sig af hende og hvor hun i rene, venlige og hjælpsomme omgivelser føder sit barn. En kortfattet biografisk analyse kan delvist forsvare denne tese om en diskursiv diversitet, da forfatteren af ”El hombre de la casa”, José Ovejero, er af spansk afstamning, hvorimod forfatteren af ”Pateras”, AbdenNur Barrejón, er af marokkansk afstamning. Den diskursive diversitet kan dog også opstå på baggrund af den genremæssige forskel mellem ”Pateras” og ”El hombre de la casa”. I billedplanen, som ”Pateras” repræsenterer, er overdramatiseringer og farvet sprogbrug oftest et effektivt virkemiddel, som i dette tilfælde, kaster mere lys på immigranternes offerposition.

Diskussion af litteraturens billede af afrikanernes situation i Spanien

Jf. 2.3 lever mange immigranter under fattige kår i Spanien, som følge af en række skærpelser indenfor immigrationspolitikken. Men spørgsmålet om det spanske samfunds holdning til integration og immigration kræver en dybere forståelse.

Samfundets syn på integrationen – Partido Populars kamp mod immigration

Det sidste årti er den udenlandsk-fødte befolkning i Spanien steget fra knap 4 % af den samlede befolkning til ca. 14 %, hvor færre end 1,5 millioner immigranter opholdt sig i Spanien i 2000, hvilket var steget til ca. 6,5 millioner i 2009. Trods den fortsatte stigning under en økonomisk krise med høje rater af arbejdsløshed, var der ikke en betydelig modreaktion til indvandringen, hvilket kan forklares med et par centrale politiske og strukturelle faktorer. Størstedelen af spanierne ser på indvandringen gennem arbejds-markedets briller, hvor immigranterne siden midten af 1980’erne har leveret en nødvendig arbejdskraft for at opretholde den økonomiske vækst[73]: Siden årtusindskiftet og frem til finanskrisen anno 2008 oplevede Spanien en økonomisk vækst på ca. 5 %, hvilket immigranterne i høj grad bidrog til. Den ekstra arbejdskraft forhindrede flaskehalse på arbejdsmarkedet, især inden for byggebranchen og landbruget, hvilket yderligere forhindrede en overophedning af den spanske økonomi.[74] Desuden har Francos diktatur i den efterfølgende periode været årsag til en særskilt politisk kultur, hvor offentlige erklæringer, som kunne tolkes som underminerende af demokratiske værdier, har været modvirket. Der er dog indikationer på, at den generelle holdning er under forandring, hvilket det konservative Partido Populars (PP) succes ved parlamentsvalget i november 2011 kan tyde på; en succes der kan være forløber for en omvæltning i Spaniens immigrationspolitik, hvor PP har udtrykt kritik af Det Socialistiske Partis (PSOE) immigrationspolitikker under regeringsperioden 2004-2011[75], hvor Zapatero-regeringen i 2005 gav amnesti til 700.000 illegale immigranter.[76] Præsident Mariano Rajoy, PP, vil lave en ny udlændingerefom, der strammer den tidligere immigrationslovgivning indført af Zapatero, PSOE, i 2009. Reformen er inspireret af den tyske model, hvor immigrantens opholdstilladelse har samme længde som ansættelseskontrakten; udløber ansættelses-kontrakten, så bliver man sendt hjem. Reformen betyder en afsked til Zapateros ”Permiso de Arraigo”, som tillod papirløse immigranter at få opholdstilladelse gennem en test af kendskab til den spanske kultur. Rajoy udtaler, at reformen er et opkald til de udlændinge, som kun ønsker spansk statsborgerskab for at modtage ydelserne der tilbydes ved arbejdsløshed og Seguridad Social: ”Ha supuesto un ‘efecto llamada’ para los extranjeros que sólo persiguen la nacionalización española, y obtener así las prestaciones de la Seguridad Social y del paro.”[77]

Borgernes bekymringer og reaktionen på Partido Populars tiltag

I kølvandet på den tragiske drukneulykke af 15 afrikanske immigranter d. 6. februar 2014, som blev beskudt med gummikugler af la Guardia Civil uden for Ceutas kyst, var regeringen ude for at prøve at retfærdiggøre og nedtone hændelsen. En håndtering, som skabte harme i vidstrakte sektorer af det spanske samfund. Carlos Gómez Gil, doktor i sociologi ved Alicante Universitet, har udtrykt en skarp kritik af PP-regeringen, hvor han mener, at dette blot er ét eksempel på en racistisk og xenofobisk politik ført af regeringen. Han mener desuden, at regeringens udlændingereform er et forsøg på at gøre immigrationen til et samfundsmæssigt problem, for at fjerne fokus fra tiltag og temaer, de ikke ønsker, skal være centrum for debat: ”… no es casual que el Gobierno del PP, en estos precisos momentos, trate de colocar la inmigración como una problema inexistente entre la sociedad, precisamente cuando las encuestas y barómetros evidencian un cierto hartazgo de la ciudadania hacía sus políticas de recortes salvajes y su complicidad con la corrupción”.[78] Rajoys fokus på samfundssnyltere (jf.4.1) stemmer heller ikke overens med opbygningen af den spanske velfærdsstat, hvor Seguridad Social netop sikrer at kun fuldbyrdet arbejdskraft er berettiget til ledighedsunderstøttelse. Derudover sætter den alternative kontanthjælp, som man kan modtage hvis man ikke er berettiget til ordningen gennem Seguridad Social, ligeledes høje krav, b.la. at man har indbetalt i minimum 3-6 måneder.[79] Gil fortsætter sin kritik af PP-regeringen og nævner, at håndteringen af hændelsen d. 6. februar er resultatet af en velovervejet, racistisk politik, hvor immigranterne bruges som et politisk instrument og PP-regeringen er, ifølge Gil, ved at skabe en ”social alarm” ved eksponering af vildledende oplysninger gennem diverse medier. På trods af regeringens ihærdige forsøg på at skabe fokus på immigrationsdebatten, tyder det på, at den brede del af befolkningen ikke lader sig påvirke, hvor en rundspørge fandt ud af, at den spanske befolkning bekymrede sig væsentligt mere om arbejdsløsheden, økonomien og politisk korruption, mens immigrationen indtager en mere anonym plads som den ellevte største bekymring. Helt konkret så bekymrer arbejdsløsheden 77,4 % af borgerne, mens indvandringen kun bekymrer 3,2 %.[80] Bekymringsraten er med stor sandsynlighed så lav jf. 4.1, og derudover kan den spanske velfærdsmodels opbygning have en indflydelse på det samfundsmæssige positive syn på immigrationen, hvor de stramme kriterier for opnåelse af ledighedsstøtte af Seguridad Social (jf. 2.2), forsikrer de spanske borgere, at immigranterne ikke er i stand til at snylte på statskassen. Derudover har der været en meget migrantvenlig indsats fra PSOE, hvor daværende ansvarlige for Statssekretariatet for Immigration og Emigration, Consuelo Rumí, i 2008 lavede en offentlig udmelding, hvor hun forsikrede borgerne at immigranterne ikke anmasser sig på arbejdsmarkedet, men kun besætter de ledige stillinger: ”Los inmigrantes no usurpan los puestos de trabajo de los españoles, ocupan los vacantes”[81]. Derudover pointerede Rumí, at der er et behov for offentlige politikker om integration, for at undgå marginalisering[82], hvilket er en udmelding, der rammer den politiske situation i dag, hvor regeringen har lagt mange kræfter i immigrationspolitikken, men integrationen er et stort set uberørt emne udover at Spanien i 1994 vedtog en plan for den sociale integration af immigranter; den indeholdt dog kun generelle mål, som f.eks. at bekæmpe diskrimination, men intet konkret handlingsoplæg.[83]

Paralleller til litteraturen

Jf. 3.3 lever immigranterne i mistrivsel, hvor de fra fattigdom og undertrykkelse i hjemlandende drager mod Spanien med drømmen om en forbedret levestandard. Dauda og Serigne fortæller om deres rejse fra Senegal til Spanien, hvor deres pull- og push-faktorer for at rejse var udsigten til en bedre fremtid, udsigten til et arbejde og en høj arbejdsløshed samt stor fattigdom i hjemlandet, hvor det eneste alternativ var at søge ud for landets grænser, hvilket i høj grad passer med aktørernes motivationer i litteraturen: ”Yo quería también conseguir más: más futuro, tener una vida mejor, una vida más cómoda”.[84] Dauda havde store forventninger til tilværelsen i Europa, som er så udviklet i forhold til Afrika, og han tænkte, at jobmulighederne ventede på én. En parallel kan her drages mod Leylas meget optimistiske tanker om Spanien i ”El hombre de la casa” samt den rede af håb, der beskrives i ”Pateras”. Dauda mener, at medierne er med til at forvrænge folks forventninger til Europa, hvor de kun viser de gode sider, men ikke den virkelige virkelighed, og Dauda blev overrasket da han kom til Spanien og så tiggere ved hver metrostation; et billede han ikke havde set hjemmefra. I ”Pateras” nævnes en falsk rigdom, der kan have ligheder med den medieeksponering Dauda snakker om. Derudover beskrives de mange dødsfald på havet i ”Pateras”, hvilket er virkelige hændelser, jf. 4.1.2, samt Daudas egne erfaringer, hvor tre af hans medrejsende omkom: ”Yo pagué mil euros para venir aquí y fuimos 96 personas en el mar, y se murieron tres personas.”[85]

De fiktive fremstillinger af de afrikanske immigranters vilkår er i høj grad realistiske, hvor de afbilder en hård og barsk hverdag i hjemlandet, der motiverer dem til at tage til Spanien med store forventninger, som skyldes mediernes eksponering af livet i Europa. I litteraturen indtager immigranterne en markant offerrolle, hvor de fremstår som samfundets syndebukke, hvilket de også gør i det spanske samfund, hvor adgangen til overførelsesindkomster er stærkt begrænset og hvor den nuværende regering har sat stor fokus på illegale immigranter, der snylter på staten. Jf. 2.3 lever mange under vanskelige arbejds- og boligforhold i Spanien grundet den skærpede udlændingelov, hvor stadig flere vestafrikanske immigranter er fanget i en sydspansk realitet, der står i kontrast til de forestillinger om Europa, der i dekader har fået strømme af afrikanere til Spanien. I Huelva-provinsen er tusindvis af afrikanere endt i sundhedsfarlige teltlejre, hvor flertallet af dem overlever med få dages sort og underbetalt arbejde.[86] Samfundets lille bekymring gør, at immigranterne har lettere ved at indordne og integrere sig i det spanske civilsamfund, men PP-regeringens politik og mediernes såkaldte sociale alarm konstant udfordrer civilsamfundets solidaritet, hvor PSOE’s indsats samt den sociale model indtil nu har forhindret PP’s negative migrantdiskurs en hegemonistatus.

Konklusion

Det kan konkluderes at de illegale indvandrere, på trods af de forbedrede muligheder i Spanien, stadig lever et fattigt liv med ringe bolig- og arbejdsforhold og ikke mindst en meget farlig rejse fra hjemlandet til Europa. Den spansksprogede litteratur fremstiller nogle uacceptable levevilkår for disse personer, hvor de lever med livet som indsats og må finde sig i mishandling, misbrug og racisme. Disse tekster fremstiller i høj grad et realistisk billede af den virkelighed flere millioner immigranter lever i Spanien, hvor de bliver brugt som lavlønnet arbejdskraft og har meget svært ved at tilegne sig sociale ydelser. De vælger at tage til Spanien, da der i deres hjemland er meget fattigdom og svage muligheder på arbejdsmarkedet, men på trods af det udviklede Europa, sidder disse immigranter fast i en tilværelse uden det store udvalg af muligheder. De papirløse indvandrere kommer til at leve segregeret fra det spanske samfund, da staten i lavere grad vedkender dem som ligeværdige borgere, hvilket b.la. ses af stramningerne på sygehjælpsområdet. Medierne eksponerer Europa som en økonomisk og arbejdsmæssig utopi, hvilket giver immigranterne høje forventninger når de drager nordpå. De lever i lande uden velfærdsmodeler og kommer til et højtudviklet samfund, hvor de bliver nægtet adgang til velfærden og ikke har mulighed for at vende tilbage, da mange ikke har råd og manges familier i hjemlandet er afhængige af deres bistand i form af remitterne.

Litteraturliste

Barrejón, A. (2000). Pateras. WebIslam. Fundet d. 16/12-2014 på http://www.webislam.com/articulos/18524-pateras.html

Carlsen, K. (2013, 7. oktober). Migration: Fanget i Spaniens største jordbærhave. Udenrigsministeriet. Fundet d. 16/12-2014 på http://www.netpublikationer.dk/um/11217/html/chapter07.htm

Cornelius, W. (2004). Spain: The Uneasy Transition from Labor Exporter to Labor Importer. Stanford University Press.

Dagliglivets Kultur. (u.å). Analyse af digte. Dansk Folkemindesamling. Fundet d. 16/12-2014 på http://www.dagligliv.dk/wm141629

Diarios de Sevilla. (2008, 7. november). Consuelo Rumí: “Los inmigrantes no usurpan los puestos de trabajo de los españoles, ocupan los vacantes”. Europa Press. Fundet d. 17/12-2014 på http://www.diariodesevilla.es/article/andalucia/272806/consuelo/rumi/los/inmigrantes/no/usurpan/los/puestos/trabajo/los/espanoles/ocupan/los/vacantes.html

ECD. (2012, 28. januar). Rajoy endurecerá al máximo la lucha contra la inmigración descontrolada: sólo se entrará con contrato, repatriará a los que queden en paro, no a la regularización por arraigo social. El Confidential Digital. Fundet d. 17/12-2014 på http://www.elconfidencialdigital.com/politica/Rajoy-endurecera-inmigracion-descontrolada-regularizacion_0_1769223065.html

EU-oplysningen. (u.å.) Arbejdsløshed i EU-landene. Folketinget. Fundet d. 16/12-2014 på http://www.eu-oplysningen.dk/fakta/tal/Ledighed/

Fjerne naboer. (u.å). Cote d’Ivoire (Elfenbenskysten). Spor Media. Fundet d. 16/12-2014 på http://www.fjernenaboer.dk/index.php?PID=488

Fjerne naboer. (u.å.). Migranterne i Spanien. Spor Media. Fundet d. 16/12-2014 på http://www.fjernenaboer.dk/index.php?PID=410

Fjerne Naboer. (u.å). Senegal. Spor Media. Fundet d. 16/12-2014 på http://www.fjernenaboer.dk/index.php?PID=394

Globalis. (2014). Elfenbenskysten: Pressefrihed. FN. Fundet d. 16/12-2014 på http://www.globalis.dk/Lande/Elfenbenskysten/%28show%29/indicators/%28indicator%29/4145

Globalis. (2014). Senegal: Civile rettigheder. FN. Fundet d. 16/12-2014 på http://www.globalis.dk/Lande/Senegal/(show)/indicators/(indicator)/547

Globalis. (2014). Senegal: Frihedsindekset. FN. Fundet d. 16/12-2014 på http://www.globalis.dk/Lande/Senegal/(show)/indicators/(indicator)/3105

Hansen, A. (2008). Spanien takker nej til flere immigranter. Information. Fundet d. 17/12-2014 på http://www.information.dk/163891

Hansen, A.S. (2008). Velfærdsstaten i krise? Copenhagen Business School. Fundet d. 16/12-2014 på http://studenttheses.cbs.dk/bitstream/handle/10417/280/anne-sofie_bjerregaard_hansen.pdf?sequence=1

Kureer, H. (2010). International Økonomi [del 1, 2. udgave]. Systime.

Larsen, J og Møller, I. (2006). Socialpolitik. [2. udgave]. Hans Reitzels Forlag.

Laursen, E og Tallgren, V. (2007). Después de Tariq. Systime.

OECD. (2013). International migration outlook: Spain. Fundet d. 16/12-2014 på http://www.oecd.org/els/mig/SPAIN.pdf

Ovejero, J. (2004). El hombre de la casa. Forlaget Migra.

Oxford Poverty and Human Development Initiative (OPHI). (2013). Cote d’Ivoire. University of Oxford. Fundet d. 16/12-2014 på http://www.ophi.org.uk/wp-content/uploads/CotedIvoire-2013.pdf?79d835

Oxford Poverty and Human Development Initiative (OPHI). (2013). Senegal. University of Oxford. Fundet d. 16/12-2014 på http://www.ophi.org.uk/wp-content/uploads/Senegal-2013.pdf?79d835

Testimonios (u.å). El viaje de Senegal a España. Unidad Didáctica 6. Fundet d. 18/12-2014 på http://www.fundacion-ipade.org/upload/pdf/testimonios-UD6.pdf

United Nations Development Programme (UNDP). (2013). Human Development Report 2013. Fundet d. 16/12-2014 på http://hdr.undp.org/sites/default/files/reports/14/hdr2013_en_complete.pdf

World Bank Data. (2014). Cote d’Ivoire. The World Bank. Fundet d. 16/12-2014 på http://data.worldbank.org/country/cote-divoire

World Bank Data. (2014). Denmark. The World Bank. Fundet d. 16/12-2014 på http://data.worldbank.org/country/denmark

World Bank Data. (2014). Senegal. The World Bank. Fundet d. 16/12-2014 på http://data.worldbank.org/country/senegal

Bilag 3

[1] Fjerne naboer: Migranterne i Spanien, u.å.

[2] OECD: Spain, 2013, s. 296.

[3] Pengeoverførsler, som migranter og flygtninge sender tilbage til deres hjemlande.

[4] Ringgaard og Kledal, 2012, s. 11.

[5] Larsen og Møller, 2006, s. 128

[6] Lave indkomster og manglende adgang til uddannelse og tilstrækkeligt sundhedsvæsen.

[7] Fjerne naboer: Cote D’ivoire, u.å.

[8] Multidimentional Poverty Index; Udregner hvor mange mennesker der lider under fattigdom og hvor alvorlig fattigdommen er. Enheden er på en skala 0-1, hvor 0 er bedst.

[9] OPHI: Cote D’ivoire, 2013, s. 1.

[10] World Bank: Cote d’Ivoire, 2014. (Til kontrast: Danmarks BNP pr. indbygger pr. 2013 er målt til 61.160$)

[11] Globalis: Elfenbenskysten; pressefrihed, 2014. (Til kontrast: Danmark har 7,08 point)

[12] Fjerne naboer: Cote D’ivoire, u.å.

[13] Fjerne naboer: Senegal, u.å.

[14] UNDP: Human Development Report, 2013, s. 184.

[15] OPHI: Senegal, 2013, s. 1.

[16] World Bank: Senegal, 2014.

[17] Indekset er baseret på i alt 24 indikatorer, blandt andet adgang til håndvåben, militære udgifter, lokal korruption og graden af respekt for menneskerettighederne. Enheden er skala 1-5, hvor 1 er bedst.

[18] Globalis: Senegal; Fredsindekset, 2014. (Til kontrast: Danmark er målt til 1,2)

[19] Indekset er udarbejdet på en evaluering af landene ud fra en check-liste, som er relateret til Menneskerettighedserklæringen. Enheden er skala 1-7, hvor 1 er bedst.

[20] Globalis, Senegal; Civile rettigheder, 2014. (Til kontrast: Danmark er målt til 1).

[21] Hansen, A.S, 2008, s. 42

[22] Indicador Público de Renta de Efectos Múltiples: Det spanske mindstelønsindeks.

[23] Hansen, A.S, 2008

[24] Kureer, 2010, s. 164.

[25] Ifølge Eurostat indebærer social beskyttelse faktorer som sygdom og handicap, alderdom, familie og børn, arbejdsløshed, husly og social udstødelse.

[26] EU-oplysningen: Arbejdsløshed i EU-landene, u.å.

[27] IBID

[28] Bilag 3

[29] IBID

[30] IBID

[31] Fjerne naboer: Spanien, u.å.

[32] Carlsen, 2013

[33] Barrejón, 2000

[34] Laursen og Tallgren, 2007, s. 48, l. 4

[35] IBID, l. 5 + 7

[36] IBID, l. 13 + 25

[37] IBID, l. 26

[38] IBID, l. 6

[39] IBID, l. 15

[40] IBID, l. 16-17

[41] Dagliglivets Kultur: Analyse af digte, u.å.

[42] Laursen og Tallgren, 2007, s. 48, l. 8-9 + 23-24

[43] IBID, l. 6+7

[44] IBID, l. 11+12

[45] IBID, l. 4

[46] IBID, l. 5

[47] IBID, l. 6

[48] IBID, l. 8

[49] IBID, l. 14

[50] IBID, l. 17

[51] IBID, l. 21-22

[52] IBID, l. 11-12

[53] IBID, l. 20

[54] IBID, l. 18

[55] IBID

[56] IBID, l. 19-20 + 26

[57] Ovejero, 2004, s. 12

[58] Ovejero, 2004, s. 4

[59] Ovejero, 2004, s. 18

[60] Ovejero, 2004, s. 5

[61] Ovejero, 2004, s. 6

[62] Ovejero, 2004, s. 15

[63] Ovejero, 2004, s. 14

[64] Ovejero, 2004, s. 12

[65] Ovejero, 2004, s. 10

[66] Ovejero, 2004, s. 8

[67] Ovejero, 2004, s. 12

[68] Ovejero, 2004, s. 14

[69] Ovejero, 2004, s. 4

[70] Ovejero, 2004, s. 16

[71] Ovejero, 2004, s. 8

[72] Ovejero, 2004, s. 18

[73] Bilag 2

[74] Hansen, 2008

[75] Bilag 2

[76] Fjerne naboer: Spanien, u.å.

[77] ECD, 2012

[78] Bilag 1, s. 1

[79] Hansen, A.S, 2008

[80] Bilag 1, s. 1-2

[81] Diarios de Sevilla, 2008

[82] IBID

[83] Cornelius, 2004, s. 416

[84] Testimonios, u.å.

[85] IBID

[86] Carlsen, 2013