SRP: Israel-Palæstina konflikten og Theodor Herzl

Israel-Palæstina konflikten

Abstract

This essay examines how the modern organization Zionism appears in the late eighteenth century and which part Theodor Herzl has played in the foundation of the organization. It also discusses the way the project has been realized until today. At last the paper examines social and political disagreements compared to the Zionists movement.

The analysis is based on historical events, which played a substantial role for the projects possibility to realize. Historical events have been the background for the creation of Zionism. By analyzing the events, it indicates that the realization of the project was influenced by world wars, civil wars, peace negotiations, internal disagreements and ideologies about hate for the Jewish people. The results show that the organization has reached the goal, which was the formation of a Jewish state. In addition to above Israel became international acknowledgement in FN and that was the biggest step in realizing the project.
The study shows that a negotiated peace between Palestinians and Israelis are very hard. This conflict is based on moral issues that can’t be fought against with force of military or money.

This is a long-standing conflict between to ethnic groups with different cultural and social perceptions. This has created internal problems in Israel’s political system. The Jews who immigrated to Israel had different nationalities from around the world and it was therefore a huge problem to create a community as one Jewish population.

Indledning

Konflikten mellem jøder og palæstinensere har været en aktuel og uløselig uenighedskonflikt i flere hundrede år. Den tager sit afsæt i en religiøs kamp mellem to forskellige etniske befolkningsgrupper, til i dag, at være et aktivt emne på den internationale politiske dagsorden.
Det var i slutningen af 1800-tallet, at den religiøse kamp udviklede sig i en politisk retning ved Theodor Herzls grundlæggelse af zionismen.

Men hvad var bevæggrundene for Herzls stiftelse af zionismen, og hvordan er begrebet blevet virkeliggjort i Israel-Palæstina frem til i dag? Hvordan er det zionistiske projekt blevet påvirket af sociale og politiske uenigheder i denne udvikling? Dette vil blive diskuteret i denne opgave på baggrund af den historiske udvikling af bevægelsen.

For at kunne undersøge problemformuleringen vil denne opgave tage udgangspunkt i en grundig redegørelse af fremkomsten af den moderne politiske zionisme i slutningen af 1800-tallet, herunder med fokus på grundlæggeren Theodor Herzl. Derefter vil opgaven samle opmærksomheden om en analyse af, hvorvidt zionismen er blevet realiseret i Israel-Palæstina frem til i dag. Efterfølgende diskuteres det zionistiske projekts sociale og politiske uenigheder. Til slut vil der blive konkluderet på resultatet af problemstillingerne og perspektiveres til den aktuelle situation i dag.

Redegørelse for fremkomsten af den moderne politiske zionisme i slutningen af 1800-tallet:
For at kunne forstå hvorfor frembruddet af zionismen skete omkring århundrede skiftet og hvad der lå til grund for tankerne omkring det zionistiske projekt, er det nødvendigt at gøre rede for Theodor Herzls ideer. For at kunne forstå hvordan og hvorfor Herzl blev inspireret til ideerne om et zionistisk projekt, er det nødvendigt at gøre rede for, hvad der skete rent historisk. Det er ligeledes vigtigt, at gøre rede for reaktionerne fra omverdenen i forbindelse med offentliggørelsen af hans projekt, for senere i opgaven, at kunne analysere en realisering af zionismen. Fik Herzl projektet gennemført i 1800-tallet eller havde han modstand?

Som start er det væsentligt at definere forskellen mellem zionisme og jødedommen:

Theodor Herzl og hans projekt

Herzl levede fra 1860-1904. Han var født i Ungarn, bosat i Wien, men jødisk af religion. Herzl var forfatter og journalist. Han skrev for Neue Freie Presse i Wien[1] og i 1896 skrev han bogen Der Judenstaat (dansk: Jødernes stat). Herzl var ikke særlig interesseret i jødedommens historie set ud fra dens religiøse fortid. Han var klar over jødernes splittelse som et folk og deres status som et omvandrende folk siden 2000 f. kr.[2], men hans forestilling om jøderne i fremtiden byggede på tanken om én fælles nation. Herzl blev dermed inspireret af nogle ideer, som Leon Pinsker[3] allerede havde fremsat i starten af 1800-tallet som foregangsmand for bevægelsen Hibbat Zion[4]. Herzl tvivlede, ligesom Pinsker, på muligheden for, at jøderne kunne tilpasse sig en anden befolkningsgruppe kulturelt og socialt[5]. Derfor var hans hovedbudskab i Der Judenstaat oprettelsen af et jødisk nationalt hjemsted.

Herzl så assimilation som vanskeligt, fordi der historisk set udsprang nogle ideologier som ikke ville have gjort en tilpasning af jøderne mulig. Herzl blev klar over den voksende antisemitisme i Europa, og specielt Dreyfusaffæren[6] vakte stor opsigt og han blev klar over, at jødehad ville blive skabt, så derfor ville han skabe en national stat uden for Europa og på den måde forhindre en opblomstring af antisemitismen. Herzls mål med Der Judenstaat, var at forene det jødiske folk, men han blev klar over, at samtidens ideologier ville vanskeliggøre projektet. Derfor var hans løsning ikke religiøs, men national[7]. Hovedingredienserne i ideen var, at man gennem national selvbestemmelse og masseimmigration kunne løse det jødiske problem. På baggrund af de historiske begivenheder i Europa, mente Herzl at en evakuering af jøderne fra Europa skulle ske hastigt.

Udover antisemitismen i Europa, som gjorde at Herzls projekt blev et hasteprojekt, blev han også inspireret af den daværende europæiske nationalisme. Denne politiske og sociale ideologi opstod tilbage i 1700-tallet, på den idé, at:

”… nationen udgjorde et særligt kulturelt og socialt fællesskab, som var vigtigere end andre større fællesskaber… statsgrænser og nationalkulturelle grænser skulle være sammenfaldende, hvorved magthavere og almindelige borgere ville tilhøre det samme etniske og kulturelle fællesskab.”[8]
Ideologien kom rigtig til udtryk i Europa i 1800-tallet og nationers krav om selvbestemmelse var baggrunden for den frembrydende ideologi. Herzl blev inspireret af omgivelserne, i det hans ideologi gik ud på, at samle det jødiske folk, og dermed omtales samlingen som et nationalt hjem. Nedenstående citat fra Der Judenstaat viser denne epokes betydning:

”Det forjættede land, hvor vi kan have krumme næser, bære sorte eller røde skæg, være hjulbenede, uden at blive foragtet for det. Hvor det fornærmende tilråb ’jøde’ bliver en ligeså hædrende betegnelse som tysker, englænder eller franskmand”.[9]

På trods af jødernes bosættelse i hele verden kendetegnes de som et vandrende folk. De havde forskellige nationale og kulturelle baggrunde, og derfor ville Herzl ud med budskabet om ét samlet jødisk folk.
Der var tre faktorer, som påvirkede fremkomsten af den moderne politiske zionisme i 1800-tallet: Øgede antisemitisme i Europa, optrapning af nationalisme flere steder i verden og frigørelse fra afhængighed (inspiration fra den franske revolution, der omhandlede frihed, lighed og menneskerettigheder.), særligt om stater overtaget af kolonimagter[10].

For at opbygge en mægtig nation bestod projektet, ifølge Herzl, af 2 faser: Der skulle findes et territorium med hjælp fra et af verdens stormagter, og når dette var lykkedes, var Herzls plan at udvikle infrastruktur og sørge for sociale fornødenheder[11]. En vigtig faktor for Herzl var i øvrigt, at undgå en regeringsform, hvor Gud var bestemmende (teokrati). Han bestræbte sig dog på, at skabe nogle symboler, som gjorde, at den religiøse betydning blev en del af projektet af hensyn til de østeuropæiske jøder, men ud over det, indeholdt projektet ikke noget religiøst.
Herzls udgangspunkt var opbyggelsen af en jødisk stat og for at opnå dette, er han villig til at fordrive landet (Palæstina) for dets oprindelige folk[12].

Det zionistiske projekts modtagelse

Selve bogens (Der Judenstaat) modtagelse, var meget ambivalent mellem jøderne. Fattige jøder i Østeuropa var særligt begejstrede over bogen, og mente, at den kunne frelse dem og dermed være årsagen til at, de ville vende tilbage til det forjættede land[13]. Jøderne i Vesteuropa blev til gengæld skræmt af bogen, og var bange for, at hadet til jøderne derved ville stige. De havde assimileret sig med en fremmed kultur, og følte, at Herzls projekt ville vanskeliggøre assimilationen[14]. Herzl var selv en assimileret, men på trods af dette, kunne han ikke blive andet end chokeret over Dreyfusaffæren i slutningen af 1800-tallet. Det var denne sag, der som sagt gav Herzl inspiration til sin bog, men det var altså ikke alle jøder der var enige med ham. På trods af de delte meninger var

Herzls første skridt i, at realisere sit projekt nemlig, at tage kontakt til nogle af verdens store magter, som skulle hjælpe ham med, at finde et territorium til det jødiske folk. Det var umiddelbart sværere, end han troede.

På zionistkongresser i Basel (afholdt efter 1896) blev der diskuteret forslag til et territorium for jøderne. De østeuropæiske jøder var meget religiøse og gik derfor imod alle andre forslag bortset fra Palæstina[15]. Herzl tænkte umiddelbart ikke ud fra en religiøs begrundelse for valget af territorium, men derimod politisk. Han foreslog bl.a. Argentina og forskellige steder i Afrika. Zionisterne var dog klar over, at støtte fra en kolonimagt ville være nødvendigt, og dermed påbegyndte Herzl forhandlinger med den tyrkiske sultan (Abdul Hamid) og den tyske kejser (Wilhelm II). Herzl ville købe Palæstina af Hamid og til gengæld hjælpe Tyrkiet med deres daværende store gæld til henholdsvis Frankrig og England, men Hamid var kun villig til at tillade jødisk kolonisering i Syrien, Anatolien og Mesopotamien[16].
Herzl formåede altså at oprette et jødisk fællesskab gennem den zionistiske bevægelse, men han evnede aldrig, i sin samtid, at realisere sit projekt rent praktisk.

Analyse af, hvorvidt zionismen er blevet realiseret i Israel-Palæstina frem til i dag

Herzls bog revolutionerede i 1800-tallet, men der skulle gå mange år før den blev realiseret. Herzls revolutionerende idé resulterede således i en fiasko, og han oplevede derfor ikke projektets udvikling, idet han døde i 1904.
Siden 1904 er der sket mange historiske og samfundsmæssige ændringer og udviklinger i Israel-Palæstina, som gør, at zionismen i dag er blevet realiseret. Det er centralt, at analysere zionismens realisering i forhold til de begivenheder der har haft betydning op igennem årtierne til i dag. Analysen vil derved forklare de faktorer, som skubbede det zionistiske projekt frem i lyset, men den vil også belyse nogle af de vanskeligheder, der lå bag en realisering af dette projekt.
Bilag 1, viser oversigten over de væsentlige begivenheder for realiseringen af zionismen.
Bilag 2, viser de nedenstående årsagers betydning i forhold til zionismen. Dette er opstillet i en model, der giver et større overblik over de forskellige faktorers årsager og konsekvenser som følge af det zionistiske projekt.

Efter Der Judenstaat, blev der i årene fra 1897-ca. 1904 afholdt seks zionistkongresser på verdensplan. Disse kongresser blev kaldt Baselprogrammet, som var det første skridt, i det zionistiske projekts historie, mod realisering. Målet var klart: Oprettelse af et hjemland til jøderne. Her blev de første overvejelser om overtagelse af Palæstina sat i gang. Dette omhandlede bl.a. bosættelser, jordopkøb og forstærkning af jødisk nationalfølelse. Da Herzl dødede i 1904 overtog den britiskfødte politiker Chaim Weizmann pladsen som zionistisk leder. Den efterfølgende tid var en smule stillestående, og Weizmann kombinerede Herzl politiske zionisme med religiøse og kulturelle ideer, til en zionisme, som han kaldte syntetisk zionisme (religion (jødedommen) fik en større betydning i formidlingen af projektet, end det havde gjort i Herzls tid)[17]

Balfour-deklarationen[18], 1917, var et vigtig skridt for den zionistiske bevægelse. Det som Herzl forsøgte at realisere i slutningen af 1800-tallet lykkedes nu, da denne erklæring, var en aftale mellem zionisterne og kolonimagten Storbritannien. Storbritannien ville støtte oprettelsen af et nationalt hjemsted for jøderne i Palæstina. Denne aftale var et bevis på en lys fremtid for jøderne, men de var på daværende tidspunkt ikke klar over Storbritanniens tredobbeltspil. Der var på den anden side to øvrige aktuelle aftaler mellem Storbritannien og henholdsvis Frankrig og araberne: Hussein McMahon-aftalerne[19] (1916) og Sykes-Picot aftalerne[20] (1916).

Storbritannien spillede således en vigtig international rolle i Mellemøsten i starten af 1900-tallet, hvor de modstridende aftaler forstærkede konflikten, men Storbritannien havde på daværende tidspunkt ikke nogle officiel magt i Mellemøsten. Desuden var der ikke nogle, der var internationalt anerkendt som nationer i dette område, og derfor blev kampen om en nation blandt arabere og jøder endnu større[21]. Idet denne jødisk-britiske erklæring formes under 1. verdenskrig, har jøderne dermed valgt side mellem krigens to alliancer: Storbritannien, Frankrig og Rusland på den ene side og Tyskland og Østrig-Ungarn på den anden side. Storbritanniens tredobbeltspil, der ikke kunne gennemføres samtidig, havde formentlig en forbindelse til 1. verdenskrigs magters interesser i Mellemøsten. Storbritannien havde selv et godt øje for olien og den berømte Suez-kanal, i Mellemøsten, som forbandt Europa og Asien og dermed var en god handelsvej og særlig interessant for Storbritannien, som havde britiske kolonier i Indien.

Derudover medførte Balfour-erklæringen desuden opmærksomhed fra USA i 1922[22]. USA var, i 1922, tilhænger af zionismen og opfattede aftalen mellem jøderne og briterne som oprettelsen af en jødisk stat. USA’s udenrigspolitik agerede positiv over for en jødisk stat, men holdte igen med deltagelse i konflikten rent praktisk, fordi de ville undgå udenrigspolitiske forviklinger[23]. Dog blev deres iagttagelser formentlig ikke gennemtænkt eller researchet, da de i bund og grund byggede deres holdning på jødernes bibelske ret til landet Palæstina. USA var, ligesom Balfour, styret af nogle religiøse og imperialistiske tankegange, som i højere grad hviskede den palæstinensiske befolkning af tavlen.

”Den stereotype opfattelse af den indfødte befolkning, som var fremherskende i 1917, var en syntese af historisk uvidenhed, selektiv perception, kristen fundamentalistisk ideologi og vestlig imperialistisk strategi”[24]

Ovenstående citat bygger på den indfødte befolknings (palæstinenserne) afvigelse fra stereotypen (det almindelige). Det var hovedsagligt argumenteret med en historisk misforståelse fra britisk side i 1917 (Balfour-erklæringen). Derudover omhandlede det, det psykologiske begreb, selektiv perception, som i denne sammenhæng gælder det vi selv ønsker at se og høre og som dermed afgør vores fortolkningsproces. Udover disse psykologiske og ideologiske faktorer, er den vestlige strategi om beherskelse af et område også gældende her.

Oprettelsen af Haganah[25] (1920) Jewish Agency (1929) udviklede den zionistiske verdensorganisation. De var nu i besiddelse af et
forsvarsværn og Jewish Agency, som fungerede som regering for det jødiske samfund frem til 1948[26]. Bevægelserne havde også en forbindelse til de britiske myndigheder som dermed gjorde, at organisationen (regeringen) havde internationale ’venner’. Denne organisations var oprettet på baggrund af sekulære tanker. Dette var et tegn på, at zionismen nåede et politisk og ikke religiøst mål. Religionen blev dog på dette tidspunkt brugt som et middel til, at argumentere for en jødisk stat.

Som det fremgår af tabellen, skete en af de største zionistiske immigrationsbølger til Palæstina i 1933. I dette årstal indvandrede 30.326 zionister til Palæstina og de følgende år, 1934 og 1935, blev dette tal fordoblet til 61.854 zionistiske immigranter. Disse immigrationsbølger var en forudsætning for realisering af det zionistiske projekt. De store immigrationstal, i forhold til de øvrige i tabellen, er til dels på grund af den daværende eksploderende antisemitisme i Europa. Nazisterne, Adolf Hitler, fik magten i Tyskland i 1933 og dette førte til en ekspansiv indvandring til Palæstina. Inden og under 2. verdenskrig var Peel-kommissionen[27] (1937) og Hvidbogen[28] (1939) afgørende faktorer, der derimod besværliggjorde realiseringen af det zionistiske projekt.

Der blev skabt indbyrdes uenigheder i zionistorganisationen og det var et faktum, at de stod i et dilemma. Enten skulle de forblive så gode venner med araberne som muligt og dermed skabe et loft på den jødiske indvandring eller lade være, da dette jo var forudsætningen for målet med det zionistiske projekt, og en oprettelse af et hjemland derved ville blive forkastet til langt ud i fremtiden[29]. Ze’ev Jabotinsky[30], som tidligere nævnt oprettede Haganah, var stærkt imod en begrænsning af indvandringen og var klar til at tage alle midler i brug, mens Chaim Weizmann[31] derimod mente at det ville være risikabelt, at gøre sig uvenner med palæstinenserne, hvis de skulle have håb om en fremtidig nationalstat. Disse stridigheder blev forstærket af det engelske forsøg på en løsning, ved nedsættelse af Peel-kommissionen, og senere med Hvidbogen. I Peel-kommissionen indså man, at en stat med jøder og arabere var ugørlig og så derfor kun én mulighed: En deling der skabte én jødisk og én arabisk stat. Briterne var klar over arabernes meget skeptiske indstilling til en jødisk stat og tilføjede derfor et loft for indvandringen af jøder på 12.000 pr. år de følgende 5 år, for derfor at forblive ’venner’ med araberne. Briterne var klar over 2. verdenskrigs magthavere og interesse i såvel olie som Suez-kanalen og var derfor interesserede i at tilfredsstille begge parter. Zionisterne accepterede forslaget i modsætning til araberne, men på trods af et loft for indvandringen, som var en stor trussel mod organisationens mål, blev truslen for alvor et faktum med Hvidbogen i 1939.

Her blev den jødiske immigration begrænset til 75.000 over fem år, men i denne løsning skulle indvandringen efter disse fem år, i fremtiden være godkendt af araberne[32]. Derudover skulle der skabes en palæstinensisk stat, hvor jøder og arabere begge var forpligtet i forhold til en regering. Dette var en forfærdelig drejning for den zionistiske organisation og fik eksistensen af Balfour-erklæringen til at falme. I forhold til zionistorganisationens indbyrdes forhold blev denne løsning en bevæggrund for mange af zionisterne, til at benytte absolut alle midler til oprettelse af en jødisk stat.

Under 2. verdenskrig (1939-1945) blev oprettelsen af Biltmore-programmet[33] (1942) et afgørende element for oprettelsen af en jødisk stat. Men 2. verdenskrig betød også, at englænderne opgav sit mandatstyre i 1947, og overdrog ansvaret til FN, fordi de selv var de af stand til at sørge for konflikterne i Mellemøsten, eftersom 2. verdenskrigs følger gjorde det uoverskueligt[34]. Kolonialismen forsvandt efter 2. verdenskrigs slutning og FN forsøgte, ligesom England, at løse konflikten. FN’s delingsplan, 1947, blev udformet af UNSCOP[35]. FN’s forslag bestod i en 2-stats-løsning, som dog aldrig blev accepteret af araberne og derfor endte som endnu et uopnåeligt forsøg at løse Israel-Palæstina konflikten.
Med afskaffelsen af den britiske kolonialisme, blev det zionistiske projekt nu en realitet. Det var dog også i denne periode, at konflikten i højere grad udviklede sig til en voldelig konflikt, med oprettelsen af bl.a. Irgun[36], hvor zionister dræbte palæstinensere. Denne periode (november 1947- maj 1948) var præget af borgerkrig og had[37], men på trods af dette var det d. 14. maj 1948 den vigtigste dag i zionismens mål om oprettelse af et hjemland for jøderne.

Der skulle gå over 50 år, før Herzls projekt virkelig var på vej mod realisering. Det var Ben-Gurion der, i Tel Aviv med et billede af Herzl over sig, læste Uafhængighedserklæringen op. Weizmann blev valgt som præsident for den nye stat Israel.

Konflikten tog dermed en helt anden drejning efter 1948, som til dels også påvirkede det zionistiske projekts realisering i Israel. Denne Mellemøstlige konflikt var ikke længere en afgrænset konflikt i mellemøsten, men især efter 1967 en global og international affære:
”Fra at være en lokal konflikt mellem to befolkningsgrupper, som ingen andre magter kunne blande sig i, fordi den var indkapslet i mandatsystemet, blev Palæstinaproblemet med staten Israels oprettelse og anerkendelse af stormagterne til en statslig konflikt, først på regionalt plan, men efter 1967 på globalt plan.”[38]

Der er således tale om konflikt, som i 1948-1967 var en regional konflikt. Den politiske zionisme havde realiseret sit mål, men staten var ikke placeret i et fredeligt område, eftersom araberne (Jordan, Syrien, Iran, Egypten, Libanon og Saudi-Arabien) erklærede krig allerede dagen efter staten Israels oprettelse. I denne periode opstod der altså nogle kampe mellem de Mellemøstlige lande og konflikten holdte sig på et regionalt plan. Zionisterne formåede at beskytte det område, de havde fået tildelt af FN. I 1967 bliver konflikten for alvor en global konflikt med seksdageskrigen. Israel vinder denne krig (erobring Gaza, Vestbredden, Sinai-halvøen og Golan-højderne) udelukkende på grund af deres overlegenhed i luftrummet. De uskadeliggjorde det arabiske luftrum og våben. Den sidste vigtige faktor, var Israels optagelse i FN, i 1949. Med denne optagelse blev det zionistiske projekt realiseret, idet staten nu blev internationalt anerkendt. Som følge deraf, blev Israels fremtidige opgaver baseret på opbygningen af en demokratisk stat.

Med ovenstående gennemgang af historiske begivenheder, som har påvirket det zionistiske projekt, kan målet siges at være realiseret. Udviklingen er dog essentiel, fordi målet igennem de sidste 100 år, har været det samme, som Herzl fremlagde det i 1897, dog har midlerne i forhold til realiseringen i praksis ændret sig fra diverse aftaler mellem kolonimagter og internationale aktører, til at bevæge sig i en mere voldelig retning. Siden 1967 har projektet været truet af diverse krige og terroraktioner samt nye forhandlinger fra de internationale aktører, som har forsøgt at skabe fred mellem zionisterne og araberne. Det zionistiske projekt blev realiseret i 1948, men diskussionen om retten til landet rent geografisk, religiøst og politisk vil altid præge dette projekts videre udvikling. Men på trods af daglige misforhold, kan Israel i dag måle sig med nogle af Europas lande rent økonomisk og velfærdsmæssigt. Herzls anden fase i oprettelsen af en jødisk stat, blev dermed også realiseret: Øget infrastruktur og forsørgelse af den jødiske befolkning.
Forudsætningen for en komplet realisering, består i de to etniske gruppers (arabere og jøder) accept af hinanden. En sådan løsning er sværere end en krig, da den bygger på nogle moralske og kulturelle forskelligheder, der ikke kan bekæmpes med hård magt, ressourcer eller rigdom.

Diskussion af sociale og politiske uenigheder, der er indeholdt i det zionistiske projekt

Det zionistiske projekt blev realiseret i 1948 og denne nye stat skulle nu i gang med en omfattende opbygning af en ny nation. På grund af status quo i 1950, som Storbritannien, Frankrig og USA skabte ved en tremagtserklæring, kunne den nyfødte stat, Israel, reducere opmærksomheden på de fjendtlige naboer og koncentrere sig om det samfund, der skulle skabes i Israel.

Afsnittet vil diskutere de sociale skel mellem henholdsvis de immigrerede jøder fra hele verden og forholdet til det, efter 1948, palæstinensiske mindretal i den israelske stat. Derudover vil der blive diskuteret de politiske forskelligheder, der skabte indre kampe og svaggjorde det zionistiske projekt.
Til slut vil den udleveret kilde (Olsen, Gorm Rye. Mellemøsten. København: Gyldendal, 1992. S. 29, tekst 11: Likuds vision for Israel i fred.) blive analyseret (kildekritik) og diskuteret i forhold til øvrige partier og international politik.

Sociale uenigheder

”Vi opfordrer det jødiske folk som lever udenfor Israel til at forene jer med os i vort hjemland ved at indvandre hertil, ved at opbygge landet, og tage del i den betydningsfulde forpligtelse det er at tage imod det jødiske folk, for hvem dette (oprettelsen af staten) har været drømmen i generationer.”[39]

Ben-Gurions ovenstående udtalelse, ved staten Israels oprettelse i 1948, beretter om immigranternes betydning for eksistensen af den nygrundlæggede stat. Indvandring har således været med til, at forstærke det jødiske samfund og nationen har vokset og bliver ved med at vokse den dag i dag.
Men på trods af udvidelse og opbygning af en nation på baggrund af immigrantkvoten, har det i særdeleshed også medført store modsætninger i den israelske befolkning, som har gjort såvel sociale som politiske uenigheder til knudepunkter i de første år af Israel som stat.

Helt tilbage i 1881 indvandrede de første jøder til Palæstina og kom hovedsagligt fra Rusland pga. daværende jødeforfølgelser. Omkring århundredeskiftet kom indvandringsbølgen primært fra Europa. Disse jøder blev samlet kaldt vestlige eller ashkenaziske jøder og havde altså deres historiske oprindelse fra henholdsvis Europa og Rusland[40]. Det var først efter 2. verdenskrig og særlig i 1950[41], at de daværende ashkenaziske jøder stod over for jøder, der modsætningsvis havde en anden religiøs, kulturel og ideologisk opfattelse af verden. Disse jøder blev kaldt sephardiske jøder og havde deres afstamning fra Nordafrika og muslimske lande i Mellemøsten. Israel var på daværende tidspunkt funderet på nogle vestlige ideer, idet det var de vestlige jøder, der kom først og, havde magten over staten Israel. Dette førte til nogle politiske uenigheder i 1950’erne, som vil blive diskuteret senere.

Der var forskelle på de to former for immigranter, fordi de vestlige jøder ved århundredeskiftet og omkring 1930’erne var ’tvunget’ ud af deres daværende hjem, hvor mange endda havde assimilerede sig, pga. den voksende antisemitisme i store dele af Europa. De orientalske jøder derimod, var kommet af egen vilje efter statens oprettelse i 1948. Der var derfor store forskelle på den religiøse opfattelse af det zionistiske projekt. De ashkenaziske jøder var nødsaget til at flygte og havde mere øje for det end for det zionistiske projekt[42], hvorimod de sephardiske jøder immigrerede som støtte til det zionistiske projekt. Der har blandt de ortodokse jøder efterfølgende været anti-zionister, særligt blandt de ultra-ortodokse jøde: ”De er anti-zionister og mener, at kun Gud kan genskabe det bibelske land… Andre ortodokse jøder er derimod stærkt nationalistiske, national-religiøse, og ønsker at oprette en jødisk stat på ”ruinerne af det bibelske Israel””[43]

Der har således været nogle nationalitets problemer. En etisk befolkning med samme religion som baggrund, har samlet sig på et territorium i Mellemøsten og har forskellige opfattelser af politiske, kulturelle og ideologiske standpunkter pga. deres oprindelse fra både øst, vest, nord og syd. Sproget var også en ting som de forskellige nationaliteter måtte se i øjnene. De vestlige jøder snakkede jiddisch, som var en blanding mellem hebraisk og tysk og dette svækkede kommunikationsmulighederne mellem de to forskellige typer jøder. Dette blev dog løst med et nyt jødisk sprog ivrit[44], som byggede på det hebraiske fra biblen. På den måde blev dette sprog et ”… symbol på enhed, selvstændighed og et genfødt Israel”[45] og var dermed et skridt mod et samlet jødisk folk.

I forhold til jødernes sociale interne uenigheder, blev dette yderligere påvirket af det palæstinensiske mindretal i Israel efter 1948. Jøderne har, udover at skulle stå ansigt til ansigt med en kulturel anderledes jødisk nationalitet, skulle stå ansigt til ansigt med de ca. 160.000 palæstinensere som valgte at blive i Israel efter 1948[46]. Dette har således medført spændinger mellem to nationale forskelligheder og to etniske forskelligheder. Forskellen på national og etnisk er, at de nationale forskelle mellem jøder var at de stammede fra forskellige lande (nationer) i hele verden. På trods af en anelse etnisk forskellighed blandt jøderne, da deres kultur og lign. var forskellige i starten, var det særligt den anderledes etniske baggrund palæstinenserne medførte, som skabte nogle sociale uoverensstemmelser.

I starten blev palæstinenserne set som andenrangsborgere og et problem for statens sikkerhed[47]. I dag er jøderne urolige og bekymrede for palæstinensernes statsborgerskab og dette begrænser palæstinensernes deltagelse i politik, særligt udenrigspolitiske affærer. Derudover må de ikke deltage i det israelske forsvar, da de er usikre på palæstinensernes reaktion og handlinger i krig mod nabostaterne. ”… palæstinensere med israelsk statsborgerskab står i et uløseligt loyalitetsdilemma mellem at støtte den jødiske stat og at støtte Israels arabiske fjender”[48] På den måde har det palæstinensiske mindretal haft en betydelig rolle i Israels udvikling som demokratisk stat og også i forhold til de sociale spændinger mellem de to etniske grupper.

Politiske uenigheder

De sociale uenigheder har også haft stor betydning for de politiske uenigheder, idet jøderne kom fra hele verden og dermed havde forskellige ønsker om Israels politiske retning.

Israel er en demokratisk stat og indeholder flere partier på henholdsvis den højre og venstre fløj, som vi kender det i Danmark. Det startede med den zionistiske arbejderbevægelses stiftelse af Arbejderpartiet, Mapai[49], som til statens dannelse i 1948 var den dominerende magt i Israel. Dette hang sammen med, at de vestlige jøder kom før de orientalske jøder med hensyn til indvandring. Det var særligt efter 1948, da de orientalske jøder i høj grad immigrerede, at demokratiske tendenser kom i spil og nye partier blev skabt i modsætning til det daværende Arbejderparti. Således blev oppositionen skabt i Israel og Herut[50] var et af de første modsætningspartier, der blev grundlagt i 1948[51].

I 1973 forsones Herut med andre højrefløjspartier og dermed grundlægges partiet Likud. Der har altså været det store venstreorienterede arbejderparti, Mapai, og det højreorienterede parti, Likud. Udover disse to store partier, blev der efterhånden også dannet små partier ligesom vi kender det i Danmark. Dette blev også forudsætningen for mange fremtidige koalitionsregeringer[52].
På baggrund af dette og de sociale forskelligheder, blev de jødiske magthavers forskellighed sat på prøve i 1950’erne: ”Fra slutningen af 1950’erne lå den store udfordring derfor i at få kanaliseret alle befolkningsgruppers interesser ind i det politiske system og derved skabe sammenhold og undgå social uro.”[53]

Man kan forestille sig, at en sådan udfordring har været svær. Uroen, som Israels politiske system var karakteriseret ved i starten af statens grundlæggelse, er i løbet af års erfaring og udfordringer forholdsvis løst. De jødiske politiker erkendte hinandens forskellighed og dette ses i landets mange forskellige partier, både ideologisk og i praksis, fx. Arbejderbevægelsen, Likud og øvrige venstre- og højreorienteret småpartier. I 1950’erne stod udfordringen hovedsagligt i det palæstinensiske mindretal. Hvad skulle deres rolle i samfundet være og hvilke rettigheder skulle de have? Som før nævnt har dette mindretal ikke fået de samme rettigheder som den israelske befolkning, hvilket sætter spørgsmålstegn ved Israel som en demokratisk stat. Derudover blev staten presset fra de omkringliggende arabiske nabolande, men på trods af den arabiske trussel formåede Israel at kontrollere de sociale og politiske uenigheder og skabe et fællesskab: ”Måske ville en anerkendelse og fredsslutning med Israel have været den værste trussel, de arabiske stater kunne rette imod denne kunstigt skabte stat, der så ville true med at falde sammen indefra!!”[54]

På Israels højreorienteret fløj, er partierne meget forskellige. De nationalreligiøse er enige om og kæmper med Likud og det nystiftede Kadima (2005), som udspringer fra Likud[55], for et Storisrael. De nationalreligiøse partier, fx Shas (Valget i 2009, Ariel Sharon: Dette parti kommer på en 4. plads, efterfulgt af Arbejderpartiet, Kadima og Likud.)[56], bygger deres vision om et Storisrael på nogle religiøse argumenter. Likud var ligeledes for, at lovgivningen også skulle indeholde nogle jødiske religiøse sædvaner, men partiet er mere ultra-nationalistiske end de er ultra-religiøse. De er inspireret af de liberale tanker som fx frihed og så er de meget anti-vestlige. Derudover var flere af de religiøse partier modstandere af det zionistiske projekt, hvilket Likud, ifølge en kilde, ikke var. Kilden, som er en tale af Ze’ev B. Begin (søn af Menachim Begin) 1991, beretter om Likuds vision for Israel i fred. De første linjer i kilden omhandler det zionistiske mål og projekt, som talen udstråler, at de vil efterleve. Man skal i sammenhæng til denne kilde, som start, være klar over den historiske metode, hvor begrebet tendens er særligt gældende her.

Kildekritikken er en vigtig faktor, for en subjektiv tekst som denne tale af Begin. Det er en førstehåndskilde, da den kommer direkte fra den talende person og ikke er omskrevet, videregivet eller gennemarbejdet af historikere eller andre eksperter. Derfor må kilden først og fremmest siges at være troværdig. Kildens tendens er, igennem en tale, at påvirke befolkningens holdning til fred i Israel. Det er en af Likuds egne, der i denne tale taler subjektivt, og kan altså have tendens af egne holdninger i form af fx fordomme. I talen omtales palæstinenserne omkring Jordan-floden som et ikke eksisterende folk. Araberne betragter dem som palæstinensiske arabere og Syrien betragter dem som sydsyrere – på den måde får Begin sine lyttere til at stille spørgsmålstegn ved et palæstinensisk folks væren:

”Manglen på en klar national kvalitet er en af grundene til at de syriske ledere længe har været tilbageholdende med behovet for en særlig Palæstinensisk-arabisk stat.”[57]
Begin formår her, at udvide horisonten og fortælle sine lyttere, at det ikke kun er Israel der ikke ved, hvad de skal gøre med det palæstinensiske mindretal, men at det er et problem der præger flere af deres nabolande. Dette mindretallet bliver gjort til et problem, der vil forhindre en fredproces, som Likud i øvrigt lyder overraskende positive overfor i denne kilde. Partiet beskrives, af Albert Jensen på leksikon.org, som et sekulært ultra-nationalistisk parti, som ønsker, at Israel skal kontrollere og bosætte sig på hele territoriet ved Vestbredden og Gaza. Som et nationalistisk parti med en stærk bosættelsespolitik, ville man umiddelbart ikke karakterisere partiet som værende positive over for fredsforhandlinger.
Likuds tanker om vejen til fred ved hjælp af fredsaftaler er belyst positivt i Olsens kilde, dog er de demonstreret med forbehold:

”Men vi må ikke give efter for det falske krav om, at sådan en aftale skal baseres på en fiktiv anerkendelse af en ”symmetri” mellem den jødiske nations rettigheder og den lille del – én procent – af den arabiske nation, der ligger i Israels vestlige del.”[58]
Her understreger Begin, at jøder og palæstinensere ikke kan forbindes som en ”symmetri” i eller efter en fredsforhandling. Med ”symmetri” mener Begin, at Israel ikke vil acceptere jøder og palæstinensere som værende ens eller forenelige i et forhold. På den måde afslutter denne tale med et forholdsvis skeptisk syn på en fredsproces og det virker som en ting Likud på daværende tidspunkt ikke overvejer, eftersom en definition af det palæstinensiske folk mangler. Derfor udstilles realiteten af en fredsproces, her, meget snæver.

Efter optagelsen i FN og udviklingen af et parlamentarisk demokrati har Israels internationale anerkendelse medført deres rolle i den internationale politik og dermed deres forbindelser med andre stormagter/aktører. Der er, ligesom i de øvrige vestlige lande, tale om partier hvis holdninger forklares ud fra de to teoriretninger idealisme og realisme. FN er karakteriseret ved idealisme. Organisationen blev oprettet efter 2. verdenskrig i et håb om, at forhindre kommende krige. På den måde blev der skabt et samarbejde mellem stater, som gjorde, at staterne både blev afhængige af hinanden, men også ændrede interesser til fordel for et samarbejde på internationalt plan. Det er netop dette idealisterne finder vigtigt i et internationalt samarbejde: Fællesskab, samarbejde og viljen til at ændre sig, hvis det er til fordel for resten af verden.

Ved optagelse i FN, skulle Israel således fungere som idealister. Arbejderbevægelse havde ikke nogen problemer med dette, da de var tilhænger af at løse konflikterne på et talende niveau og igennem samarbejde: ”Det anerkender behovet for kompromis såvel i indenrigs- som i udenrigspolitikken som den bedste måde til at sikre politisk stabilitet og fremgang – begge dele i Israels interesse.”[59]
Modsætningspartiet, Likud, er som et nationalistisk parti kun interesserede i, at agere internationalt, hvis det forbedrer egne nationale interesser. Derved kan partiet i det store hele sammenlignes med realismen, da denne retning ser et samarbejde mellem stater som anarkisme i kontrast til idealismens tro på samarbejde forstærket af stigende interdependens[60].

Den internationale deltagelse er dermed også en uenighed, der påvirker den siddende regerings handlemåder. Derfor prøver Begin formodentlig i sin tale, at virke neutral omkring fredsforhandlinger, så der ikke skabes nogen forvirringer blandt de øvrige deltagere i FN.

Konklusion

På baggrund af arbejdet med denne problemformulering kan jeg konkludere, at det zionistiske projekt, fra 1800-tallet og frem til i dag, har været en lang rejse gennem verdenskrige, borgerkrige og fredsforhandlinger. Projektet er således blevet påvirket positivt og negativt, men kæmpede sig alligevel frem til staten Israels oprettelse i 1948 og er i dag internationalt anerkendt med sit medlemskab i FN. For fremkomsten af denne moderne politiske zionisme i 1800-tallet, kan jeg konkludere, at Theodor Herzl og hans visioner i bogen Der Judenstaat, spillede en kæmpe rolle for en fremtidig realisering af projektet. Herzl blev på daværende tidspunkt påvirket af hovedsagligt tre faktorer, som inspirerede ham til, at løse det jødiske problem. For det første den øgede antisemitisme i Rusland og Europa – som senere udviklede sig til kæmpe immigrationsbølger til Palæstina pga. Hitlers overtagelse af Tyskland i 1933. Jeg kan ligeledes udlede påvirkningen af den øgede nationalisme, som var præmissen for ideen om ét territorium til ét samlet jødisk folk. Derudover spillede den franske revolution også en vigtig rolle, pga. dens kamp om frihed, lighed og menneskerettigheder. Herzl var i stand til at skabe fundamentet for en jødisk stat ved, at starte ideen om et jødisk fællesskab, men han formåede dog aldrig, i sin samtid, at realisere sit projekt i praksis.

Ved analyse af realiseringen af zionismen i dag, kan jeg konkludere, at de historiske begivenheder har spillet en væsentlig rolle. På trods af, at zionismens vision forblev det samme som Herzl fremlagde det i 1896, ændrede midlerne sig. International deltagelse fra kolonimagter og skriftlige aftaler om fred og uafhængighed udviklede sig til en langvarig konflikt med våben og krig. Jeg kan ud fra historiske begivenheder udlede, at det zionistiske projekt blev realiseret i 1948 pga. staten Israels oprettelse og videre i 1949, da Israel blev en del af FN. Dette har skabt en demokratisk stat, der i dag kan måle sig med andre vestlige lande. På trods af international anerkendelse og stormagter som allierede, rejses der dog stadig spørgsmål om Israels ret til, at fordrive det oprindelige folk fra deres territorium, til deres egen fordel. Denne problemstilling må konkluderes som en uløselig og moralsk konflikt, der vil vare langt ind i fremtiden.

Ved at diskutere de såvel sociale som politiske uenigheder, kan jeg udlede, at de sociale forskelligheder har påvirket den indre kamp i den nyoprettede stats politiske system. Forskellen mellem de ashkenaziske (vestlige) og sephardiske (orientalske) jøder, var baseret på forskellig oprindelse og nationalitet. Derudover blev de vestlige jøder fordrevet fra Rusland og Europa, hvorimod de orientalske jøder selvvalgt flyttede til Israel efter statens oprettelse. Denne forskellighed viser sig således i den parlamentariske demokratiske stat og de vestlige jøders magt, med Arbejderbevægelsen, besværliggjorde assimilationen af de orientalske jøder. Det palæstinensiske mindretal i Israel har, ud over Israels indre konflikter, været et sikkerhedsproblem, som har kompliceret Israels politiske systems definition som præget af ligestilling af flere etniske medlemmer, eller om der i bund og grund er tale om én etnisk magt.

Vi kan med ovenstående samlet konkludere en opnået realisering af det zionistiske projekt, hvis historiske gennemlevelse har været præget af både modgang og medgang. Dog, sammensat med hele den Israel-Palæstinensiske konflikt, opfyldes en fuldkommen realisering af det zionistiske projekt først, når de to etniske grupper, arabere og jøder, indgår et forhold i fred.

Perspektivering

I sammenhæng med min konklusion, vil jeg perspektivere til et af de moralske spørgsmål der stilles omkring konflikten i dag. Jeg vil belyse konflikten mellem det jødiske og palæstinensiske folks ret til det territorium, hvor jøderne i dag har dannet deres stat. Jeg vil sammenligne og opstille modsætninger mellem Johan Bender og Shlomo Sands ideer og konklusioner på, hvem der har retten til Palæstina.

”Påstand står mod påstand, og begge parters påstande er forståelige og kan forsvares. Hvis man ikke lige er part i konflikten, kan betragterens vurdering af, hvem der har ret, afhænge af hans eller hendes historiesyn.”[61]

Bender opererer med to historiesyn: Materialistisk historiesyn og et idealistisk historiesyn. Disse forklarer vores forskellige holdninger om konflikten. Inden for det materialistiske historiesyn er der to retninger: En uopdyrket jord må gerne opdyrkes, men den der opdyrker den har også retten til at eje det jord – et argument som forsvarer retten til en jødisk stat. På den anden side ser man med dette historiesyn Israel som en kolonimagt der er præget af imperialisme og kapitalismen – dette argument modsiger det zionistiske projekt, fordi man ser denne kolonistat som værende faktoren for fordrivelse af det oprindelige folk[62]. Det idealistiske synspunkt har ligeledes to retninger: Her baseres retten til en jødisk stat på religiøse argumenter. Man har medlidenhed med det jødiske folk og støtter deres viljestyrke og modighed til at oprette en stat, trods modgang med hensyn til jødehad og jødeforfølgelserne i Europa og Rusland[63]. På den anden side kan dette synspunkt støtte det palæstinensiske mindretal, som blev fordrevet fra deres hjem og frarøvet deres rettigheder som beboere i den nye stat[64].

Bender fremviser således nogle forskellige argumentationsgrunde både for og imod det zionistiske projekt og en jødisk stat. Den israelske historiker Shlomo Sand fra universitetet i Tel Aviv er til gengæld ikke i tvivl om sin mening til et jødisk folk i sin bog The Invention of the Jewish People (2008). I en artikel af Information, 2011, kommenterer Maja Naur på Sands konklusion og starter artiklen således:
”Israels argumenter mod oprettelsen af en palæstinensisk stat bygger på historiefordrejning og myter, der er kreeret til at forsvare det zionistiske projekt.”[65]

Der er i dag kommet stor opmærksomhed på FN, idet Palæstina har søgt om optagelse. Israel og USA er særligt imod et sådan forslag, da det vil anerkende en palæstinensisk stat. Internt i EU, har der været mange uenigheder om en accept af en palæstinensisk stat. På baggrund af dette, er diskussionen om det jødiske folk sat i perspektiv og Sand konkluderer således i sin bog:
”Konklusionen er, at der ikke findes nogen stat i verden, der består af ét folk. Mennesker har altid flyttet sig, og med tiden er de blevet mere lig deres ikke-religiøse naboer end deres trosfæller, som lever andre steder i verden.”[66]

Deraf mener Sand, at jøderne har måtte ’opfinde’ sagn om et samlet folk for, at kunne argumentere for retten til en jødisk nation i Palæstina. Sands hypoteser er ikke blot baseret på historiske kilder, men også videnskabelige beviser. Arkæologiske udgravninger i Egypten viser, at en masseudvandring aldrig har fundet sted. Altså kan religiøse bøger, som fx biblen, i dag, ikke tvinge et oprindeligt folk ud af deres land. Biblen kan derfor ikke bruges som argumentation for oprettelsen af en stat. Dette sætter spørgsmålstegn ved baggrunden for Israels oprettelse:

”Pointen er, at intet land har en legitim ret til at nægte dele af dets indbyggere et selvstændigt eksistensgrundlag… Findes der så slet ikke noget jødisk folk? Sands svar er nej.”[67]
Det palæstinensiske folk har byttet plads med det jødiske folk. I starten af 1900-tallet sås oprettelsen af en jødisk stat som en nødvendighed baseret på medlidenhed pga. antisemitismen. I dag er en oprettelse af en palæstinensisk stat ligeledes baseret på medlidenhed, men i modsætning til 1900-tallet, baseres denne medlindenhed på fordrivelse og mangel på indflydelse i et israelsk samfund (menneskerettigheder).
Sands bog er således revolutionerende i nutidens moralske spørgsmål om ret og uret. Han arbejder ikke ud fra historiesyn som Bender, men konkluderer det jødiske folk som en myte, på baggrund af videnskabelige opdagelser og historiske kilder.

Litteraturliste

Bøger:
– Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid. København: Gyldendal, 1986.
– Branner, Hans. Global Politik – grundbog til international politik. København: Forlaget Columbus og forfatteren, 2006.
– Jensen, Carsten Skovgaard. Israels erobring af Palæstina. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, 2007.
– Jerichow, Anders. Mellemøstkonflikter – historie og samfund. København: Gyldendal, 2009.
– Mortensen, Henrik Wiwe. Israel – en stat i Mellemøsten. Århus: Aarhus Systime, 2011.
– Olsen, Rye Gorm. Mellemøsten – udvikling og konflikt. København: Gyldendal, 1992.

Artikler:
– Naur, Maja. ”Det jødiske folk er en myte”. Information, 27.september 2011, 1. sektion: 18.

Internetsider:
– www.israel-info.dk. ”Israel-info” – Troværdig information om Israel. (dato: 18-12-11)
– www.leksikon.org. Jensen, Albert. Israels arbejderparti. Jensen, Albert. Likud. (dato: 18-12-11)

[1] Jensen, Carsten Skovgaard. Israels erobring af Palæstina: s. 43.

[2] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 6-7.

[3] Definition: Jødisk læge, der i 1881 udgiver bogen Autoemancipation. Pinsker opfordrer jøderne til selv-emancipation (frigørelse fra afhængighed) ved hjælp af udvandring og oprettelse af en jødisk nation.

[4] Definition: En præ-zionistisk bevægelse fra 1880’erne. Mål: Jødernes tilbagevenden til det Forjættede land, som de mente var deres ifølge biblen.

[5] Jensen, Carsten Skovgaard. Israels erobring af Palæstina: s. 43-44.

[6] Definition: Omhandler Alfred Dreyfus, der som fransk-jødisk officer, blev dømt for forræderi for tyskerne.

[7] Jensen, Carsten Skovgaard. Israels erobring af Palæstina: s. 44.

[8] Gyldendals leksikon s. 499 (H-O)

[9] Jensen, Carsten Skovgaard. Israels erobring af Palæstina: s. 44-45.

[10] Jerichow, Anders. Mellemøstkonflikter – historie og samfund: s. 62.

[11] Jensen, Carsten Skovgaard. Israels erobring af Palæstina: s. 46.

[12] Jensen, Carsten Skovgaard. Israels erobring af Palæstina: s. 46.

[13] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 31.

[14] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 31.

[15] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 32.

[16] Jensen, Carsten Skovgaard. Israels erobring af Palæstina: s. 47.

[17] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 36.

[18] Definition: Aftale mellem den britiske politiker Arthur James Balfour og zionisten Baron Rotschild. Storbritannien lovede at støtte et jødisk nationalt hjemsted i Palæstina.

[19] Definition: Aftale mellem den britiske højkommissær Sir Henry McMahon og Sherif Hussein. Storbritannien lovede oprettelse af en arabisk uafhængig stat med betingelse af nogle grænseindskrænkninger.

[20] Definition: Aftale mellem den britiske officer Mark Sykes og den franske embedsmand Francois Georges-Picot. Frankrig og Storbritannien skulle dele Mellemøsten op og derudover også danne et internationalt område (Jerusalem).

[21] Jerichow, Anders. Mellemøstkonflikter – historie og samfund: s. 64-65.

[22] Jensen, Carsten Skovgaard. Israels erobring af Palæstina: s. 83.

[23] Jensen, Carsten Skovgaard. Israels erobring af Palæstina: s. 83.

[24] Jensen, Carsten Skovgaard. Israels erobring af Palæstina: s. 84.

[25] Definition: Jødisk militær, som samarbejdede med Storbritannien under 2. verdenskrig.

[26] Jensen, Carsten Skovgaard. Israels erobring af Palæstina: s. 522.

[27] Definition: Britisk undersøgelseskommission til undersøgelse af den arabiske generalstrejke. Rapporterede i 1937 om umuligheden i dannelsen af én stat. Forslog derfor én jødisk og én palæstinensisk stat.

[28] Definition: Britisk rapport, som foreslog følgende: 1-statløsning (palæstinensisk stat), loft over jødisk indvandring og forbød mod yderligere jordsalg til jøderne.

[29] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 44-46.

[30] Definition: Russisk journalist, der støttede jøderne i Rusland samt kæmpede for deres rettigheder. Jabotinsky har ligeledes stået i spidsen for dannelse af NZO (The New Zionist Organization) og Irgun.

[31] Definition: Britisk leder af zionismen. Han var staten Israels første præsident (1948-52).

[32] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 47.

[33] Definition: Mål: Oprettelsen af en jødisk stat i Israel. Møder afholdt i New York på Biltmore hotellet.

[34] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 48.

[35] Definition: Udvalg i FN bestående af 11 lande, hvis opgave var, at undersøge konflikten i Palæstina og deraf komme frem til en løsning.

[36] Definition: En jødisk national militærorganisation. Stod bag flere attentater mod det palæstinensiske folk i perioden 1936-39.

[37] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 51.

[38] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 52.

[39] Internetside: ”Israel-info” – Troværdig information om Israel.

[40] Mortensen, Henrik Wiwe. Israel – en stat i Mellemøsten: s. 65.

[41] Mortensen, Henrik Wiwe. Israel – en stat i Mellemøsten: s. 66.

[42] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 33.

[43] Mortensen, Henrik Wiwe. Israel – en stat i Mellemøsten: s. 35.

[44] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 43.

[45] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 43.

[46] Mortensen, Henrik Wiwe. Israel – en stat i Mellemøsten: s. 67.

[47] Mortensen, Henrik Wiwe. Israel – en stat i Mellemøsten: s. 67.

[48] Mortensen, Henrik Wiwe. Israel – en stat i Mellemøsten: s. 67.

[49] Definition: Grundlagt i 1930 af David Ben-Gurion. En koalition af flere partier som betegnes som et pragmatisk, pionerbaseret og socialistisk parti. Arbejderpartiet brugte, i forhold til Herut, bløde midler i form af gensidige aftaler og så i øvrigt optimistisk og bekræftende på fredsaftaler.
Partiet kæmper for en sekulær stat, i modsætning til de små nationalreligiøse partier

[50] Definition: Hebraisk = frihed. Grundlagt af Menachem Begin, som et højreparti med nationalistiske holdninger. Oprettelsen fik inspiration af Irgun og Jabotinskys revisionistiske bevægelse fra 1930’erne. Partiet var særligt imod for meget indblanding i samfundet af staten og gik ind for frihed. Mål: Storisreal. Midler: Hårde midler og styrkende politik.

[51] Mortensen, Henrik Wiwe. Israel – en stat i Mellemøsten: s. 64.

[52] Mortensen, Henrik Wiwe. Israel – en stat i Mellemøsten: s. 64.

[53] Mortensen, Henrik Wiwe. Israel – en stat i Mellemøsten: s. 66.

[54] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 59.

[55] www.israel-info.dk: Under samfund – politik – partierne.

[56] www.israel-info.dk: Under samfund – politik – partierne.

[57] Olsen, Rye Gorm. Mellemøsten – udvikling og konflikt: s. 29.

[58] Olsen, Rye Gorm. Mellemøsten – udvikling og konflikt: s. 29.

[59] www.israel-info.dk: Under samfund – politik – partierne.

[60] Branner, Hans. Global Politik – grundbog til international politik: s. 92.

[61] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 150.

[62] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 150.

[63] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 150-151.

[64] Bender, Johan. Palæstina problemet i fortid og nutid: s. 152.

[65] Naur, Maja. ”Det jødiske folk er en myte”. (artikel) s. 1

[66] Naur, Maja. ”Det jødiske folk er en myte”. (artikel) s. 3.

[67] Naur, Maja. ”Det jødiske folk er en myte”. (artikel) s. 3.