SRP: Kloning og analyse af "The Secret" af Eva Hoffman

Abstract

The purpose of this study is to account for how cloning is carried out, and why it is such a controversial topic today when almost anything is scientifically possible. This will be done primarily by focusing on advantages and disadvantages of both therapeutic cloning and in particular reproductive cloning, which was employed in the creation of Dolly the sheep. The language and terms of biology will be applied to comprehend why the legislation is how it is. To get a better understanding of the philosophical and sociological aspects of cloning, the novel The Secret by Eva Hoffman will be analyzed and interpreted with emphasis on a character sketch of the protagonist, who is a clone. The Secret deals with these exact consequences of modern science, and therefore the novel is used to not only get an idea of why scientific progress is sometimes feared by many, but especially also to discuss the ethics of cloning and science in general. With a look into the future of human cloning the study concludes whether or not it will ever be a scientific and ethical possibility. On a final note it is stated in the study that for mammal cloning to become a successful reality, it would need a redefinition of what it means to be human, and thereby create what Mary Shelley would have called The Modern Prometheus.

Indledning

Kloningen af fåret, Dolly i 1997 satte for alvor fokus på stamcelleforskning pga. af de videnskabelige muligheder det åbnede op for og i særdeleshed pga. emnets etiske aspekter. Stamcelleforskningen blev pludselig interessant og vedkommende for andre end videnskaben. Såkaldte almindelige mennesker fik øjnene op for, hvad stamceller egentlig er og hvordan kloning potentielt kan redde menneskeliv. Spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske, hvis det ikke længere er originalt, pressede sig på. Det er et af spørgsmålene, der har fanget min interesse. Biologien kan ikke umiddelbart tage stilling til de filosofiske spørgsmål, og derfor har jeg læst bogen The Secret af Eva Hoffman, som netop handler om kloningens mere filosofiske, psykologiske og eksistentielle perspektiver. Den naturvidenskabelige og den humanistiske del flettes især sammen i afsnittet om de etiske konsekvenser af kloning, men også på et filosofisk plan, hvor der vil blive taget stilling til den originalitet, som mennesket er så stolt af.

Stamceller
1 Typer af stamceller og fosterudvikling

For at forstå kloning er det essentielt at have en forståelse af stamceller, da det er disse, som egentlig bliver klonet.

Stamceller findes både i de tidligere stadier af embryoet, men også i færdigudviklet væv hos fostre og fuldt udvoksede mennesker. Det er dog to vidt forskellige slags stamceller, som hver især kan bruges til forskellige formål, men de udspringer begge – som alt andet i vores krop – fra fosteret.

De førstnævnte stamceller kaldes embryonale stamceller, fordi de som sagt befinder sig i det tidlige embryo, mere præcist indtil det når blastocyst stadiet[1].
Kroppen består af forskellige celletyper, som hver især tager sig af én bestemt opgave, men en embryonal stamcelle har stadig ikke specialiseret sig indenfor en bestemt celletype, så den kan altså udvikle sig til stort set hvad som helst. Dette betegnes også som udifferentierede – eller pluripotente[2] stamceller.
De embryonale stamceller forbliver dog kun fuldt udifferentierede i cirka 5 dage efter befrugtning, da det allerede er her, cellerne får ”tildelt” forskellige jobs. De ydre celler danner et cellelag om blastocysten, som senere udvikler sig til moderkagen, hvorimod de indre celler danner den indre cellemasse. Det i er denne indre cellemasse, hvor den næste differentiering sker. Disse celler opdeler sig nemlig i hypoblast og epiblast, og det er sidst nævnte som senere differentierer sig endnu engang i det, der kaldes de tre kimlag[3]:
• Endoderm: Cellelag mellem hypoblasten og epiblasten,           som kommer til at stå for dannelse af nerve- og            hudceller.
• Mesodermen: Et nyt cellelag mellem epiblasten og       endodermen, som senere vil danne muskel-, knogle- og            mesenkymale stamceller.
• Ektodermen: Dette sidste kimlag står for produktionen af       epitelceller[4] samt celler i bugspytkirtlen.
Det er altså tydeligt, at der sker en specialisering af de førhen embryonale stamceller, hvilket gør dem mindre egnede til brug i forskning, hvor man gerne vil have dem til at kunne udvikle sig til en bred vifte af forskellige celletyper.
Man vil altså gerne isolere stamceller fra det tidligere embryo for at finde de mindst differentierede af slagsen.
De voksne stamceller er et mere diffust begreb for en gruppe celler, som befinder sig i bl.a. knoglemarven, det perifere blodkredsløb og navlestrengsblod hos både fostre og voksne mennesker. Disse voksne stamceller kaldes multipotente, eftersom de kan udvikle sig til mere end én celletype indenfor samme kimlag. De er altså mere specialiserede end de embryonale stamceller. Derudover er den voksne stamcelle selvfornyende, dvs. efter mitosen[5] vil den ene dattercelle differentieres, imens den anden forbliver en stamcelle. På denne måde opnås en stor mængde celler i modsætning til de ”normale” celler, som er unipotente. Efter mitosen vil begge datterceller specialiserer sig, hvilket betyder, at de unipotente celler hele tiden skal udskiftes, da der ikke kan komme nye til.

2.2. Anvendelse af stamceller
Både embryonale- og voksne stamceller kan bruges til kloning, hvilket beskrives i kapitel 3, men de har også mange andre applikationer.
Leukæmi er en kræftsygdom, der forhindrer de bloddannende stamceller i at producere nyt blod, men det er gennem de sidste 40 år blevet behandlet vha. stamcelleforskningen. Kemoterapien dræber patientens egne stamceller i blodet, som dernæst bliver erstattet af en donors voksne stamceller, som vil sætte sig i knoglemarven og specialisere sig i at producere nye og raske røde blodlegemer til leukæmipatienten.

Et andet eksempel på en sygdom, som måske vil kunne kureres med embryonale stamceller, er Parkinsons sygdom. Denne sygdom rammer de dopamin-producerende transmitterstoffer i hjernen, hvilket forhindrer nervecellerne i at kommunikere med hinanden. Dette vil formindske Parkinson patientens evne til at håndtere sin egen krop, da bevægelser og motorik bliver stive og ukontrollerbare.

Brugen af stamceller til at kurere Parkinsons sygdom er en kompleks proces, som stadig kræver meget forskning, men man håber på, at de transplanterede stamceller vil kunne genetablere nerveforbindelser, hvilket vil sætte dopaminproduktionen i gang igen. Dette vil være en effektiv erstatning for den nuværende Parkinsons medicin, Levedopa, som er en slags falsk dopamin erstatning for hjernen[6].

Kloning
1 Introduktion

Stamcellers potentiale virker umiddelbart endeløst, men de måske mest interessante muligheder ligger indenfor kloning.

Når man hører ordet ”klon”, vil det være naturligt at få associationer til diverse science fiction fortællinger, hvor man så let som ingenting kan skabe en tro kopi af sig, som kan sættes til at gøre alt det hårde arbejde. Det er naturligvis ikke sådan kloning vil blive brugt, hvis det nogensinde bliver lovligt (se kapitel 5).

Når medierne snakker om kloning, refererer de ofte til den type kloning, der kaldes reproduktiv kloning, som er den måde, hvorpå det famøse får, Dolly, blev skabt, men der findes også en anden form for kloning – terapeutisk kloning. Begge vil blive gennemgået i de følgende afsnit.

3.2 Terapeutisk kloning
Denne type kloning skaber ikke en klonet organisme. Det minder i stedet mere om, hvad der blev gennemgået i kapitel 2.2.
Terapeutisk kloning bruges nemlig til at dyrke bestemte stamceller, som kan bruges til behandling af patienter, som lider tab af celler – f.eks. Alzheimers.
3.2.1 Udførsel af terapeutisk kloning
Målet med terapeutisk kloning er at klone en embryo, hvorfra man så vil kunne udtage stamceller fra blastocyst stadiet.
Dette kan gøres ved hjælp af en metode kaldet somatisk[7] cellekernetransplation, eller SCKT. Dette er den mest almindelige kloningsteknik[8], og den bliver da også brugt til reproduktiv kloning (se kapitel 3.3).

Den følgende metode er ikke blevet udført på mennesker, da det ikke er lovligt, men det er sådan, man forestiller sig, at det vil kunne lade sig gøre at bruge terapeutisk kloning til behandling[9] [10]:
1) En hvilken som helst somatisk celle udtages fra person A, som man ønsker at helbrede. Det kan være hudceller, muskelceller osv. (dog ikke kønsceller, da de ikke er somatiske).

2) Kernen i en oocyt[11] fra person B fjernes, hvorefter cellen fra person A indsættes som en erstatning vha. elektrofusionering.
3) Denne ”blanding” kan dyrkes i et laboratorium, da det vokser som et embryo. Efter 5-6 dage vil den nå blastocyst stadiet, og man kan isolere stamcellerne fra den indre cellemasse. Dette ødelægger blastocysten, hvilket er en af grundene til, at metoden ikke er lovlig[12].
4) Disse stamceller er endnu ikke specialiserede, hvilket betyder, at det er muligt at stimulere dem til at differentiere sig til den ønskede vævscelletype.
5) Til sidst kan de nu differentierede stamceller transplanteres tilbage til person A.

3.2.2. Fordele og ulemper
Terapeutisk kloning har i princippet de samme anvendelsesmuligheder som stamceller, idet de kan starte en ny og rask produktion af en bestemt type vævsceller, som er beskadigede.
Fordelen ved terapeutisk kloning er, at der ikke er farer for at kroppen afstøder de transplanterede stamceller, da de jo rent faktisk stammer fra selv samme krop. Normalt ville man prøve at finde en donor, som passer nogenlunde med patienten, hvilket i sig selv er en svær opgave, og derudover vil man skulle tage immunsvækkende medicin, så de nye celler ikke bliver afstødt af kroppen. Dette kan få ubehagelige konsekvenser på længere sigt, hvis immunforsvaret bliver så svækket, at det slet ikke kan bekæmpe sygdomme.
Når det så er sagt, bør det tilføjes, at metoden ikke er perfekt, da der vil være DNA rester i mitokondrierne i oocyttens cytoplasma. Disse DNA rester vil tilhøre den donor, som har leveret oocytten (dette kan i princippet godt være patienten selv), hvilket kan have skadelig indflydelse på stamcellernes udvikling[13].

Endvidere bør der tages stilling til det etiske spørgsmål, hvornår et menneske er et menneske. Som sagt bliver blastocysten ødelagt, når stamcellerne isoleres derfra, men denne blastocyst har potentialet til at udvikle sig til et menneske, hvilket får mange til at sige, at det har de samme rettigheder[14].
Dette vil blive uddybet i kapitel 4.

3.3 Reproduktiv kloning
Denne type kloning er det, som de fleste mennesker forbinder med ordet. Her fødes en organisme, som er genetisk identisk med donoren, altså den originale. Det var på denne måde verdens mest kendte får, Dolly, blev skabt i 1997[15].

3.3.1 Udførsel af reproduktiv kloning
Dolly er ikke verdens første klon, men hun er verdens første klon af et pattedyr skabt af videnskabsmænd ved brug af voksne stamceller og den førnævnte SCKT-metode.
Den originale donorcelle kom fra en brystkirtel (deraf navnet Dolly: ”[…] we couldn’t think of a more impressive pair of glands than Dolly Parton’s” som Dr. Wilmut, lederen af holdet som klonede Dolly, har udtalt, da han blev spurgt ind til navnet)[16].
Denne celle blev så indført i en kerneløs oocyt, som voksede sig til en blastocyst. Indtil videre har det været samme fremgangsmåde som ved terapeutisk kloning, men det næste skridt adskiller sig derfra. I stedet for at isolere de embryonale stamceller i blastocysten, indsættes den i livmoderen hos en rugemor[17]. Ved hjælp af DNA tests har man kunnet bevise, at Dolly er identisk med den originale donor, og at hun altså ikke er blevet påvirket af oocyt donoren eller rugemoderen.
Ikke nok med at dette i princippet åbner døren op for menneskelig kloning, da ovenstående metode også vil kunne bruges hertil, men Dolly viste også, at voksne stamceller rent faktisk kan differentieres tilbage til deres embryonale stadie.
3.3.2. Fordele og ulemper
I modsætning til terapeutisk kloning er der flere ulemper ved reproduktiv kloning, end der er fordele. Spørgsmålet er så, om fordelene kan opveje de mange ulemper og etiske problemstillinger, som metoden rejser.
Vigtigst af alt vil reproduktiv kloning kunne bruges til at give alle forældre rettigheden til at få biologisk afkom. Et problem som sterilitet vil være fortid, og homoseksuelle par vil kunne få børn uden at være tvunget til at adoptere. Desuden har reproduktiv kloning potentialet til at hjælpe forældre, som har mistet et barn i en tidlig alder. Det skal naturligvis ikke forstås på den måde, at de blot kan erstatte deres barn.
Endvidere har Tyskland undersøgt muligheder for at bruge reproduktiv kloning til at avle de bedste og stærkeste kvæg[18].

Det klonede menneske er en banebrydende tanke indenfor videnskaben såvel som filosofien, for det vil på sin vis være sin egen art. Klonen har ikke det samme tilhørsforhold, som vi har til vores forældre eller søskende. Klonen vil være et paradoks, fordi den per definition ikke er original, den er blot en kopi, men den er samtidig fuldstændig unik, da den ikke er skabt som du og jeg.
Sådanne filosofiske tanker spiller en stor rolle i ulemperne ved reproduktiv kloning, da man ikke kan forudsige, hvilke psykologiske og sociologiske effekter skabelsen har på individet.
Et meget brugt argument hedder også, at kloning er en tingsliggørelse af den menneskelige natur[19], samt dets uhyggelige potentiale til at skabe såkaldte ”elitemennesker”[20]. Det er sandt, at man vil kunne klone diverse arvelige sygdomme ud af en slægtslinje, men deri ligger faren for, at dette kan misbruges i søgen efter det perfekte menneske.

Der eksisterer også en frygt for, at kloner vil blive anset som sekundære borgere, da de ikke besidder den samme originalitet, som mennesker, der er født og undfanget under normale forhold[21].

Udover de filosofiske spekulationer er der også en objektiv fare ved reproduktiv kloning, idet det har en lille succesrate, og selv hvis det lykkes at skabe en klon, er det ofte med fysiologiske fejl.

Kloning i et samfundsperspektiv
1 Lovgivning om kloning

Ovenstående ulemper ved reproduktiv kloning har tydeligt sat sine spor på lovgivningen. Umiddelbart lader det til at stå sort på hvidt, når man kan læse i Europarådets Tillægsprotokol om kloning af mennesker fra 2009, at ”

Any intervention seeking to create a human being genetically identical to another human being, whether living or dead, is prohibited

.”

[22]

, og der er da heller ikke mange, som rent faktisk tør tale for denne slags kloning, uanset hvor man er fra.

Debatten om brug af stamceller, og især terapeutisk kloning, er dog langt fra overstået.

Den nuværende lovgivning for forskning i embryonale stamceller i Danmark er nemlig ikke helt så striks, som den er i mere religiøse lande (Italien, Østrig, Irland), da især katolicismen hævder, at livet starter ved befrugtning. I Danmark er det muligt at forske i embryonale stamceller fra befrugtede æg, der er tilovers fra fertilitetsbehandling

[23]

, givet at de bliver brugt til et at forbedre sygdomsbehandling.

I England er reglerne dog lidt anderledes, hvilket betyder, at England er det land, som muligvis er længst fremme mht. kloningsteknologi. Her er det nemlig lovligt at bruge stamceller fra fostre, der er mindre end 14 dage gamle

[24]

. Det er altså ikke ulovligt at skabe et nyt embryo ved at udskifte cellekernen i en oocyt, hvilket kan defineres som terapeutisk kloning ene og alene med det formål at lave medicinsk forskning

[25]

4.2 Fremtiden for kloning

En ny videnskabelig opdagelse går altid hånd i hånd med forargelse og frygt fra offentlighedens side. Teoretiker Lars Reuter, som er lektor i etik, forklarer, at disse videnskabelige opdagelser og muligheder efterfølges af et helt bestemt tretrins reaktionsmønster:
”Først kommer chok og kategorisk afvisning. Så følger en mindre emotionel fase med analyse og evaluering af den nye praksis. Og endelig kan anden fase resultere i en bredere offentlig accept.”[26].
Det lader dog til at kloning aldrig nogensinde er kommet ud af fase 2 på trods af, at emnet har været fremme i mere end 10 år.
Betyder dette, at i hvert fald reproduktiv kloning aldrig vil blive en realitet, fordi det simpelthen strider mod det at være et menneske?
Overlæge på Rigshospitalet, Niels Jacobsen, mener, at de følelsesmæssige argumenter, som mange teologer og filosoffer refererer til, ikke holder i mere end 20-25 år, da normen for det acceptable altid vil rykke sig. I stedet udtrykker han sig med objektive og videnskabelige forklaringer på, hvorfor reproduktiv kloning er en dårlig idé. Niels Jacobsen påpeger nemlig, at vi slet ikke er langt nok i forståelsen af, hvordan kloning skal foretages. Hvis man prøvede at klone et menneske i dag vil resultatet, ifølge Niels Jacobsen, være langt fra perfekt. Professor Torben Greve fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole støtter op om denne tanke ved at sige, at de klonede børn vil være nogle ”skravl”[27] med henvisning til den lille succesrate for reproduktiv kloning.
Alt tyder altså på, at reproduktiv kloning ikke vil blive en realitet indenfor den nærmeste årrække, hvorimod terapeutisk kloning er vundet frem på mange punkter på grund af behandlingens mange fordele.

The Secret af Eva Hoffman
1 En fremtid med kloning: Kort resumé af bogen

Eva Hoffman er en polsk-amerikansk forfatter, som i 2002 udgav romanen

The Secret[28]

The Secret

foregår i en nær fremtid – muligvis omkring år 2022

[29]

– hvor den eksponentielle teknologiske vækst har ført mulighederne for reproduktiv kloning med sig. Hovedpersonen, Iris, er et produkt af dette. Iris er nemlig en klon af sin mor, Elizabeth, hvilket hun først finder ud af som 17-årig

[30]

. Forvirret over hvem hun egentlig er, vælger Iris at stikke af hjemmefra i søgen efter sin sande identitet. Hendes rejse fører hende vidt omkring, hvor hun blandt andet møder Elizabeths søster, Janey, samt bedsteforældrene, Harry og Edith. Dette gør hende blot endnu mere rodløs, og hun indleder dernæst en kort affære med hendes tidligere stedfar, Stephen.

Iris’ historie slutter med, at hun forelsker sig i en ældre herre ved navn Robert, som hjælper hende med at forstå, hvem hun i virkeligheden er.

5.2 Personkarakteristisk af Iris

Iris ved udmærket godt, at hun ligner sin mor, Elizabeth, unaturligt meget, og at sådan har det altid været:

”

I looked very much like her, even as a child. I was blonde and blue-eyed, with the same broadly spaced eyebrows and high slant of a chin

[…]”

[31]

. Som tiden går, begynder de blot at ligne hinanden mere og mere, både på det ydre, men især også på handlingsmønstrene

[32]

. Som om de er telepatisk forbundet ved Elizabeth og Iris, hvad den anden tænker og føler, men vigtigst af alt fortæller Iris om det blik, som moderen af og til sender hende: ”

Then her gaze lengthened even more and became abstracted, as if I were inanimate, or a precious object she needed to study

.”

[33]

. Det er dette, som Iris beskriver som

The Weirdness

. Det, der gør hende anderledes, og som hendes medmennesker altid får øje på i hende. Derfor ved Iris, og hermed også læseren, at der er noget galt: ”

There was something wrong at the origin, at the very root

”

[34]

Det er denne

Weirdness

, som får Iris’ stedfar, Stephen, til at forlade dem. Han kan fornemme, at der er noget, som ikke er helt normalt imellem Iris og Elizabeth, men moderen nægter at afsløre det hverken for Stephen eller Iris.

Efter Stephens afrejse begynder den indre rebel at dukke op i Iris. Hun er ikke længere mors sukkersøde pige, som gør alt, hvad der bliver sagt. Nu forlanger hun svar: ”

”I want to know” I said one evening after dinner, ”I want to know about my father.”

”

[35]

Det ironiske er, at det er moderens egen rebelske natur, som nu viser sig i Iris, for enhver karakteristik af Iris må til en hvis grad også være gældende for Elizabeth.

Iris’ udvikling er nu så småt blevet sat i gang, og den tager for alvor fat, da hun finder ud af, at hun blot er en klon af sin mor

[36]

Hendes opfattelse af sig selv ændrer sig drastisk: ”

I was a replica, an artificial mechanism, a manufactured thing. […] My sense of my myself as a young girl with her very own, unique self – an illusion

.”

[37]

Iris ser ikke længere sig selv som et unikt individ med egne tanker, følelser og lyster, men i stedet er hun blevet reduceret til en ting. En gentagelse af sin mor. Alt, hvad Iris gør, er allerede blevet gjort af Elizabeth.

Ud fra et biologisk synspunkt giver dette naturligvis ikke mening, da arvematerialet ikke umiddelbart kan afgøre, hvem man er. Enæggede tvillinger har ens gener, ligesom Iris og Elizabeth, og selvom de på overfladen minder om hinanden ned til den mindste detalje, så viser det sig altid, at tvillinger er to vidt forskellige personer. Men det kan sagtens tænkes, at en sådan opdagelse, som Iris gør, vil have enorme psykologiske konsekvenser, hvilket det da også får. Iris bliver nemlig kastet ud i ikke mindre end en eksistentiel krise som 17-årig.

Hverken Iris eller læseren ved, om hun kan kaldes datter af Elizabeth, eller om hun er en tvilling eller måske begge dele. Hun ved blot, at hun har mistet det Jeg, som udgjorde kernen i hendes personlighed. Uden et Jeg er hun fremmed for sig selv, og hun ser ingen grund til at leve videre, for hendes liv er jo allerede blevet levet af Elizabeth

[38]

Alligevel stræber hun efter at finde sin egen identitet, ligesom enhver anden teenager ville gøre. Forskellen er blot, at en typisk teenager vil prøve at bryde båndene med familien for at finde sig selv, hvorimod Iris går på jagt efter sine sande rødder. Selvom det ikke logisk hænger sammen, mener Iris, at Elizabeths forældre også må være hendes. At der i hvert fald vil kunne findes et familiebånd hos dem, som hun ikke kan finde hos sin mor/tvilling/sig selv.

Det er hos (bedste)forældrene, at der sker noget besynderligt, for da Edith i sine sidste stunder begynder at snakke i vildelse i troen om, at Iris i virkeligheden er Elizabeth, indtager Iris let denne rolle: ”

But I wasn’t really pretending – not really. I just slid a degree within myself, into the part that was Her

[…]”

[39]

Iris er et paradoks, fordi hun prøver at distancere sig selv fra den mor, som egentlig findes i hendes selv, ved at opsøge alle de personer, der har gjort Elizabeth til den hun er. Det er en udvikling, der gør hende både mere og mindre lig hendes mor.
Det er dette paradoks[40], som fører Iris til hende og Elizabeths relationsklimaks, hvor hun genopsøger Elizabeth for at overbringe nyheden om Ediths død. Et møde, der ender i et slagsmål af Electra-kompleksiske dimensioner: ”We wrestled blindly, with an awful intimacy, body meeting body, body meeting itself.”[41].
Det bliver ikke mindre underligt, når Iris, i et forsøg på at opnå den virkelighed, som hendes liv som kopi mangler, indleder et kort seksuelt forhold til sin tidligere stedfar, Stephen. Dette viser endnu engang, hvor forvirret Iris egentlig er. Hun er hverken sig selv eller sin mor, selvom hun prøver at være begge dele.
Det er hendes følelser, som opstår efter at have været sammen med Stephen, som sætter hende på sporet mod den sidste udvikling. Siden Iris fandt ud af, at hun er en klon, har hun sagt til sig selv, at hendes følelser blot er falske kopier. At hun ikke er et rigtigt menneske, men at dette betyder, at menneskets love ikke gælder for hende:
””Being a symbolic human just means I can do exactly what I want.””[42].
Men nu begynder tvivlen pludselig at sive ind, for Iris føler skyld over at have været i seng med Stephen[43]. Hvis Iris har ret, og hun virkelig ikke har nogen sjæl, hvorfor føles det så, som om hun har brudt en regel, som ikke burde være gældende for hende?
Dette fører Iris til den sidste udviklingsfase, hvor hun accepterer, hvem hun er. Hendes rejse efter egen identitet endte ikke lykkeligt, for hun ved stadig ikke, om hun egentlig har en sjæl, men hun er dog optimistisk. Efter at have forelsket sig i Robert føler hun, at hun endelig eksisterer, for han ser ikke The Weirdness. Han ser hende og kun hende: ”To be is to be perceived. I felt perceived by Robert […]”[44].

5.3 Symboler og tema
Et gennemgående symbol i The Secret er Eva Hoffmans beslutning at skrive alle ord, der er relateret til Elizabeth, med stort begyndelsesbogstav. Dette tyder på, at moderen har en gude-lignende status i fortællingen. På trods af sit smukke ydre er Elizabeth ikke en perfekt skabning, for det er hendes narcissisme og egoisme, som driver hende til at klone sig selv – på samme måde som Gud skabte mennesket i sit eget billede[45].
Elizabeth har altså overtaget Guds rolle ved at (gen)skabe sig selv gennem Iris . En rolle, som hun tydeligvis ikke magter, da forholdet mellem hende og Iris som bekendt bliver brudt.

Betyder dette så, at når mennesket leger Gud, så ender det galt? Det lader ikke til, at det er Eva Hoffmans intention at fortælle en skrækhistorie, om hvor galt det kan gå, når videnskaben går for vidt.. The Secret er hverken en forsvarstale for – eller et angreb mod kloning og videnskabens fremskridt. Bogen handler i stedet om videnskaben overfor kulturelle normer. Især (selv)opfattelsen af Gud, for hvor er der egentlig plads til en skaber henne, hvis vi giver os selv den magt?

5.4 Genrebestemmelse
I flg. Encyclopædia Britannica defineres science fiction bl.a. ved at dens forfattere i fiktionen spekulerer og ekstrapolerer videnskabens muligheder, og ofte skjuler der sig en frygt for de videnskabelige fremskridt[46]. The Secret handler dog i mindre grad om frygt for videnskabens fremskridt, men den hører stadig til under science fiction genren. Ikke nok med at historien foregår i den nærmeste fremtid, men mange af teknologierne nævnt i bogen – ikke blot kloning – er meget fremmede. Der bliver flere gange nævnt noget, der kaldes the Net, hvilket lader til at være lig nutidens internet[47], men af de mere eksotiske teknologier kan nævnes en Affect Simulator – en maskine, som forstærker følelser[48] -, en virtual bar kaldet The Doors of Perception, hvor man kan få serveret en speciallavet realitet eller identitet[49], samt en avant garde kunsttype, hvor biologisk materiale smeltes sammen med computerteknologi[50].
Det er altså tydeligt, at der er tale om en verden meget lig vores egen, men teknologien er 10-20 år længere fremme.
Selvom Iris mange gange tager afstand til denne teknologi, er hun ikke umiddelbart bange for den, da hun naturligvis selv er et produkt af den. På den anden side er det måske lige præcis derfor, at hun finder især kunsten med biomorfing for foruroligende: ””Isn’t this kind kind of… sickening?” I asked”[51].

Denne distancering fra teknologiske fremskridt findes andre steder i litteraturen, især i science fiction genren, hvor denne frygt viser sig i form af monstre og lignende uhyrer skabt af videnskaben.
Det mest kendte eksempel er uden tvivl Frankenstein fra 1818, som ofte bliver betegnet som den første science fiction roman[52]. På samme måde som Iris er skabt af samtidens videnskab, er Frankensteins monster blevet til vha. den industrielle revolutions teknologiske fremskridt. I Frankenstein er den løftede pegefinger dog tydelig, da romanen advarer os, om at vi ikke bør række længere end vi kan nå.
Iris deler mere end blot den ualmindelige skabelse med Frankensteins monster. Iris referer ofte til sig selv, som et monster eller en skabning: ”But can a creature like me actually have feelings?”[53], hvilket også sker i Frankenstein, hvor monsteret ligeledes omtales som ”the creature”[54].
Desuden går navnet Elizabeth igen i begge fortællinger; Viktor Frankensteins kone, og Iris’ mor/tvilling. Frankensteins kærlighed til Elizabeth er det, der gør ham menneskelig ifølge monsteret. Denne sande menneskelighed besidder Elizabeth også i The Secret, og det er dette, som Iris føler, at hun mangler på samme måde som Frankensteins monster gør.
Der er altså tydelige paralleller til tidligere science fiction værker i The Secret, hvor især frygt for videnskaben er et tema. Dette tema er dog ikke så gennemgående i The Secret, da den ikke fungerer som en advarsel, på samme måde som Frankenstein gjorde.

5.5 Budskab
Bogens budskab er, at videnskaben altid vil gå hånd i hånd med nogle etiske problemstillinger, og at vi skal være parate til at tage stilling til disse problemstillinger. Ingen af personerne i The Secret kunne have forestillet sig, at Iris ville få de psykologiske problemer, som hun fik, fordi der simpelthen ikke var taget højde for det, inden kloningen blev udført, præcis som Victor Frankenstein ikke havde taget højde for at han rent faktisk skabte et levende væsen, der havde krav på et navn og et anstændigt liv.
På samme måde må man i den virkelig verden være beredt på at skulle omstille ens verdensbillede og selvopfattelse, så man ikke halter bagefter de teknologiske fremskridt, for den menneskelige nysgerrighed kan ikke stoppes. Præcis ligesom Lars Reuter forklarer, at en ny videnskab altid skal gennemgå tre faser før den bliver accepteret (se kapitel 4.2), fortæller Eva Hoffman i The Secret, at mennesket frygter videnskaben, fordi vi frygter det ukendte, hvilket også er tydeligt i andre værker fra samme genre, som for eksempel Mary Shellys Frankenstein. Denne frygt kan af og til eksistere med god grund, men andre gange handler det blot om gamle værdier, som kolliderer med nye muligheder.
Etiske overvejelser om kloning
I forlængelse af The Secret er det naturligvis mest relevant at tage udgangspunkt i de etiske problemstillinger vedrørende reproduktiv kloning. Bogen er derfor et oplæg i debatten om en klon kan betragtes som værende et ”rigtigt” menneske, hvilket er et nødvendigt spørgsmål at få afklaret, såfremt et klonet menneske nogensinde skal blive en realitet.Den amerikanske genetiker Lee M. Silver[55] er fortaler for reproduktiv kloning. Som dokumentation for sine holdninger anvender han et eksempel fra virkeligheden.
Annisa Ayala var en ung kvinde, da hun i 1988 fik konstateret leukæmi. Hendes chance for at blive kureret afhang ene og alene af at finde en donor med en høj vævsforenelighed, som ville kunne donere stamceller fra knoglemarven. En sådan donor er meget sjælden. For ubeslægtede personer er det faktisk kun 1 ud af 20.000, som kan bruges, fortæller Lee. M Silver[56]. Annisa Ayala kunne ikke finde en passende donor selv efter to års søgen, hvilket førte hendes forældre, som var villige til at gøre alt for at redde deres datter, til at træffe en usædvanlig og drastisk beslutning. De ville lave en søster eller bror til Annisa. Selv om begge forældre var over 40, ville de forsøge at få endnu et barn, hvis knoglemarv måske ville kun bruges til at transplantere stamceller over til Annisa, fordi søskende har høj vævsforenelighed. Dette ’måske’ gjorde det naturligvis lidt af et sats, for der var kun ”25% chance for, at barnet ville være foreneligt med Anissa.”[57].
Heldigvis for familien Ayala havde denne historie en lykkelig slutning. Forældrene fik en sund og rask datter, Marissa, som endte med at redde storesøsteren igennem en knoglemarvstransplantation.
Lee M. Silver bruger dette eksempel, fordi historien kunne være endt forfærdeligt. Marissa kunne have været ubrugelig som donor, og dermed ville Annisas have været død.
Hvis reproduktiv kloning havde været muligt, ville det have været det sikre alternativ ifølge Lee. M Silver. De kunne have konstrueret et nyt embryo med en celle fra Anissa, hvilket ville skabe en klon af hende. Denne klon ville ikke have den 25% chance for forenelighed, som Marissa havde, i stedet ville familien kunne være 100% sikre på, at det var et perfekt match, da klonen ville have det samme genetiske materiale som Anissa. Som Lee M. Silver skriver: ”Der ville stadig være blevet født et barn ved navn Marissa, og hun ville stadig have kureret sin storesøster. Den eneste forskel ville være, at i stedet for at have genetisk materiale, der var 99,95% det samme som hendes ældre søster, ligesom andre søskendepar, der ikke er tvillinger, ville Marissas genetiske materiale være 100% det samme som Anissas.”[58].

Eksemplet med Ayala familien rejser nogle interessante og meget relevante spørgsmål om kloning, som bør evalueres før teknikken nogensinde vil kunne tages i brug. Historien startede en heftig debat om, hvorfor vi får børn. Ayala familien blev nemlig voldsomt kritiseret for at have fået Marissa af de forkerte årsager. Marissa var i manges øjne blevet reduceret til et materiale, der skulle hjælpe storesøsteren med at overleve. Man kan kun forestille sig, at kritikken ville have været endnu hårdere, hvis Marissa viste sig at være klonet ud fra Anissa.
Denne kritik får mig dog til at stille spørgsmålet: Hvad er så den rigtige årsag til at få et barn? Det er ikke sjældent, at man hører om forældre, som får et barn, fordi deres ægteskab mangler et nyt pust. Eller et barn nummer to, fordi deres første fødte ikke skal vokse op uden en legekammerat. Eller hvad med de mange tilfælde af teenagegraviditeter, som sker ved et uheld. Er mennesket i disse tilfælde så blevet reduceret til et legetøj eller et uheld? Nej, naturligvis ikke. Disse børn er ligeså meget mennesker som Marissa, der blev født for at redde sin storesøster. Er det måske ikke endda mere nobelt end mange af de andre årsager til at få børn? Og hvis Marissa var blevet klonet, ville dette så betyde det helt store? Jeg tvivler på, at forældrene ville elske hende mindre, eller at Anissa ville være mindre taknemmelig. Hun ville vel blot være en yngre tvilling for Anissa.

På den anden side er der hele problematikken om en unik identitet, som The Secret netop handler om. En ting er at være skabt som klon for at redde et andet menneskes liv. En anden ting er at vide, at man er lavet ud fra en anden person. At man ved, hvordan man vil se ud, når man bliver ældre. At man ved, hvem der kom først, og hvem der er den originale. Det er disse tanker, som spøger i Iris i The Secret, og det er ikke urealistisk, at der vil ske noget lignende i virkeligheden, hvis man nogensinde får finpudset reproduktiv kloning af mennesket så meget, at det vil kunne gøres uden frygt for objektive og biologiske farer. Den efterfølgende mentale stabilitet kan der naturligvis ikke garanteres for, da man ikke kan vide, hvordan en klon vil reagere på at være klonet. At tage udgangspunkt i tvillinger er ikke helt det samme, da den ene ikke er mere original end den anden, hvilket vil være tilfældet i reproduktiv kloning. Diskussionen ender altså i, hvor meget menneskets originalitet betyder for vores identitet?
Hvis dette viser sig at være den mest essentielle faktor i dannelsen af en personlighed, vil reproduktiv kloning nok aldrig blive en mulighed, da det strider mod selve det at være menneske.
På den anden side kan det vise sig, at ens oprindelse ikke spiller nogen umiddelbar rolle. Vi skaber vores egen individualitet igennem de personlige oplevelser, vi har i livet. Det genetiske materiale bestemmer vores udseende og natur, men det er blot brikker, som vi kan rykke rundt for at skabe et større billede af os selv. Der er uendeligt mange andre faktorer, som spiller ind i dannelsen af en identitet: Social arv, omgangskreds og rene tilfældigheder for bare at nævne tre.
Hvis der opstår konsensus om, at identitet har dybere rødder end blot til skabelsen, og hvis ulemperne gennemgået i kapitel 3.3.2 kan undgås, vil reproduktiv kloning måske kunne blive en mulighed, som den er i The Secret. Der er dog så mange faktorer, som taler imod dette, da både religionen og videnskaben ikke umiddelbart kan sige god for at skabe en menneskelig klon.
Det ville være lettere, hvis Iris var en virkelig person, som man kunne spørge, hvor etisk hendes eksistens egentlig er, men sådan et scenarie er nok mere komisk end konstruktivt.
Konklusion
Både terapeutisk kloning og reproduktiv kloning indeholder et hav af muligheder for behandling af patienter med sygdomme som eksempelvis leukæmi og Parkinsons. Grunden til at disse metoder ikke er i brug i så stort et omfang, som man skulle tro, er fordi stamcelleforskning generelt er et kontroversielt område, hvilket især kan ses på lovgivningen for området. Fostre i tidlige stadier og kerneløse ægceller er alt sammen med til at skabe en diskussion om, hvor langt lægevidenskaben må gå for at redde menneskeliv.
Især reproduktiv kloning rejser nogle interessante etiske problemstillinger, ikke blot om hvornår et foster kan betragtes som et menneske, men også hvad det egentlig vil sige at være menneske. For hvis mennesket ikke længere er originalt, hvad er det så?
Det kan biologien ikke umiddelbart svare på, men Eva Hoffman har dog givet sit bud i bogen The Secret, som handler om pigen Iris, der viser sig at være en klon af sin mor. Iris får en identitetskrise, hvor hun mister fornemmelsen af, hvad det vil sige at være til, for på en måde eksisterer hun jo allerede. Dette er psykologiske og eksistentielle problemer, som kan tænkes at ville opstå for en menneskelig klon, hvis videnskaben nogensinde skulle tage os så langt. Iris ender dog med at finde ro i den sjæl, som hun ikke mener at besidde, da det går op for hende, at selvom hun er sin mor på det ydre, så kan hendes omverden stadig se hende, som meget mere. Hendes identitet bliver altså til gennem andres øjne.Om det vil gå således for en ikke fiktiv menneskelig klon er svært at sige. Det er i hvert fald sikkert, at videnskaben har magten til at omdefinere et begreb som originalitet, men om dette bliver aktuelt vil fremtidens etiske diskurs og politiske klima vise.

[1] Se Figur 1.1 i Bilag

[2] Med ”pluripotente” menes der stamceller, som ikke er begrænsede i deres udvikling.

[3] Se Figur 1.2 i Bilag

[4] Celler, som findes på indre og ydre overflader hos flercellede organismer

[5] ”Mitose” betyder celledeling, hvor den nye datterceller er identisk med den ”originale”

[6] Fogd, Kirsten ”Stamceller” Systime 2006, s. 63 n

[7] ”Somatiske celler” er betegnelsen for alle celler, som ikke er kønsceller (soma = legeme)

[8] http://www.geneticsandsociety.org/section.php?id=16

[9] Vermehren, Kaj: ”Stamceller og celleterapi” Gyldendal 2006, s. 14

[10] Se Figur 1.3 i Bilag

[11] Ægcelle

[12] http://www.ornl.gov/sci/techresources/Human_Genome/elsi/cloning.shtml