Indholdsfortegnelse
Københavns bombardement
Forord
Det er i år 200års jubilæet for Københavnsbombardement, en begivenhed som næsten er forsvundet helt ud af vores bevidsthed og ikke mindst ud af englændernes. Jeg føler at det var en skam, at sådan en stor begivenhed i vores historie fik så lidt opmærksomhed. Det er sparsomt, hvad der er skrevet om bombardementet. Jeg synes derfor, at det kunne være spændende at undersøge det nærmere. Bombardementet af København er særligt interessant i disse tider, hvor terrorisme er et så varmt emne. Frygten for et terrorangreb i Danmark har aldrig været større end efter 11. september og vores indtræden i Irak-krigen. Men det er fordi vi glemmer, for Københavns bombardement. Det er et af første angreb, som rettede sig direkte mod civile, som vi har nedskrevne kilder om. Mit emne valg er først og fremmed af personlig interesse, men også fordi jeg synes, at det er et emne undervisningen i henholdsvis folkeskolen og gymnasiet berører alt for lidt.
Abstract
This assignment presents an account of the wars with England and an analysis of the causes to the bombardment of Copenhagen. Additionally it contains an analysis of Bernard Cornwell’s book Sharpe’s Prey. In connection with Sharpe’s Prey this paper investigates and compares the protagonist with the real life agents. Finally this study examines the bombardment of Copenhagen as a terrorist attack.
The account and the analysis of causes for the bombardment are basically made from, both primary and secondary, written sources. The assignment analyses them to find the core of issue which resulted in the bombardment. In Connection with Sharpe’s prey the study treats it as a literary text and analyses it that way. Further the paper compares the assault on Copenhagen with the last definitions of terrorism.
The results show that the wars with England covers the two times Denmark enters the Napoleonic wars. Furthermore it is shown that causes for the bombardment mainly were bad diplomacy and lack of information about Denmark and France. The results of the analysis show the comparison of the protagonist and the real life agents is almost impossible and irrelevant. From the last examination several conclusions can be drawn. On one hand the results show that a lot of definitions of terrorism exist and not all of them fit with the bombardment. But on the other hand you might call it a terrorist attack because England had it their way by using fear and horror as a tool.
Indledning
Mange ser vikingetiden som Danmarks storhedstids. Hvad mange ikke ved er, at Danmark i det 18. århundrede faktisk var på størrelse med Frankrig. Vi besad Norge, dele af det nuværende Tyskland og en del kolonier. Vores flåde var ligeledes af en betydelig størrelse. Danmark havde også her en storhedstid, en tid hvor andre medregnede os i deres planer.
At denne periode er blevet glemt, skyldes måske den voldsomme reducering af vores magt, der skete på dette tidspunkt. Danmark gik fra at være et stort og velfungerede land til et lille land på renden til bankerot. Det mest smertefulde slag var, da englænderne ranede vores flåde og bombarderede vores hovedstad.
En begivenhed vi ikke hører om særligt tit, og som jeg vil prøve at kaste lys over i denne opgave. Bombardementet af København var ikke et enestående angreb men en forlængelse af det vi kalder Englandskrigene. Jeg vil redegøre for disse krige og tiden imellem og belyse årsagerne til bombardementet. Slutteligt vil jeg kigge på selve angrebet og prøve at holde det op imod nutidens billede af terrorisme. Den historiske viden vi har om bombardementet, vil jeg sætte op imod Bernard Cornwells fiktive roman Sharpe’s Prey for at se forskellen i fremstillingen af angrebet.
Englandskrigene 1801-1814
Eller Englænderkrigene, som nogen kalder dem, dækker over Danmarks deltagelse i revolutions- og Napoleonskrigene, som varede fra 1792-18151 , og var en serie af krige mellem Frankrig og varierende fjender og forbund. Englandskrigene er de to krige Danmark havde med England i perioden 1801-1814. Første krig varer et par uger og kulminerede med
Slaget på Reden i 1801. Anden krig foregår i perioden fra 1807-1814 hvor Danmark erklærer England krig, den 16.08.1807, efter de har besat Sjælland. Invasionen ender med bombardementet af København, som bliver startskuddet til en 7 år lang krig. Konflikten med England bliver først afsluttet ved Kielerfreden i 14.1.18142.
Optakten til Englandskrigene begynder allerede i 1793 hvor England går ind i krigen mod Frankrig. Denne begivenhed bliver efterfulgt af en række andre, som det fremgår af tidslinien på bilag 1, og munder ud i den første af Englandskrigene. For at forstå hvordan det kunne gå sådan, må man kigge på situationen i Europa lige omkring århundrede skiftet.
1.1 Europa i 1800-tallet
I 1700-tallet eksisterede der i Europa et statssystem, der kaldtes ”udligningsprincippet”. System gik i alt sin enkelthed ud på, at hver gang en af de fem stormagter, Østrig, Frankrig, England, Preussen og Rusland, fik en magtforøgelse, skulle de andre stormagter have en tilsvarende magtforøgelse. På den måde ville ingen ikke føle sig truet, og der blev opretholdt en balance mellem parterne.
Princippet blev ført ud i livet da Polen blev delt mellem Østrig, Preussen og Rusland af tre omgange, i 1772, 1793 og 17953. Ikke nok med at princippet kom til sit fulde udtryk, det blev starten på en lang og sej territorialkamp i Europa. Efter Den Franske Revolution var der vakt en nationalfølelse i Frankrig, og det fødte idéen om en naturlig territorialgrænse, Pyrenæerne, Rhinen og Alperne, for Frankrig. Selvom Frankrig nogenlunde kompenserede for de territoriale tab, de andre stater havde lidt, var Frankrig blevet den dominerende magt i Europa, og ”udligningsprincippet” mistede reelt sin betydning.
Frankrig fortsatte med at føre sin ekspansionspolitik nu med Napoleon i spidsen. Denne politik blev ikke godt modtaget af nogen af stormagterne. De to mest vedholdende modstandere af Napoleons ekspansionspolitik var Østrig og England. Eftersom England ikke var landfast med resten af Europa og var en søfartsnation, blev det Østrig som stod for skud når franskmændene enten rykkede frem eller skulle slås tilbage. Det endte også med at Østrig til sidst blev slået og sluttede fred med Frankrig. Nu var England ene om at føre krig mod Frankrig. Eftersom England var en søfarts nation og dets hær af en ubetydelig størrelse i forhold til Frankrigs, måtte de finde allierede på fastlandet, hvis de ville gøre sig nogle forhåbninger om at slå Napoleon. Dette lod sig i lang tid ikke gøre.
Selvom Napoleons landtropper var de britiske overlegne, havde han kvaler når det kom til kampe på havet. Gang på gang viste Royal Navy, med Lord Nelson i spidsen, at være ham langt overlegen. Lord Nelson de franske tropper på havet stort set hver gang, og i 18054 ved Trafalgar slog han endeligt Englands suverænitet fast. Han slog nemlig den forenede spansk-franske flåde. Situationen var to rivaliserende stormagter, den ene førende på fastlandet, den anden suveræn på havet. Frankrigs muligheder for at besejre England ville være en invasion, men gennemførelsen af sådan en var tvivlsomt, efter som England kontrollerede havet. Desuden var den franske flåde blevet reduceret efter nederlaget ved Trafalgar. Alligevel frygtede Englænderne en invasion, og franskmændene forberedte den, selvom opgaven var noget nær umuligt. Napoleons bedste våben mod England var en landspærring – at lukke hele det europæiske fastland for handel med England. Da England foruden at være en søfartsnation også var en handelsnation, var deres økonomi afhængig af denne handel. Ved at lukke for denne handel, ville man lukke for Englands livsnerve og langsomt tvinge dem til kapitulation.
1.2 Diplomati og forræderi
Efter Østrigs fredaftale med Frankrig stod England alene mod Frankrig. I to og et halvt år indtil 18055, hvor Rusland sluttede sig til England, var englænderne ene mod Napoleon. Ruslands underskrivelse af en alliancetraktat byggede dels på Englands langvarige gøren kur til landet men mest på Zar Aleksanders stigende interesse i de vesteuropæiske anliggender. Zarens stigende interesse skyldtes, at han følte sig truet af Napoleons hastige fremrykning mod Rusland. Alliancen mod Frankrig udviklede sig med stort fart. Inden året var oppe, blev både Sverige og Neapel6 optaget i alliancen, men måske mest afgørende var det, at Østrig også trådte ind i alliancen. Ligesom England lå Rusland geografisk dårligt og var ude af stand til at ramme Frankrig direkte. Alliancen manglede derfor en stat, der grænsede om til den Franske front, hvilket Østrig gjorde. Med Østrigs som allierede, var en krig mod Napoleon mulig. Inden årsskiftet havde Napoleon fået nys om dette forehavende og sendt sin hær af sted for at knuse Østrig.
Efter Østrigs nederlag, som tvang dem til at træde ud af alliancen igen og slutte fred med Frankrig, stod England og Rusland svagere overfor Frankrig. De havde mistet deres strategisk vigtigste front mod Napoleon, den russiske hær havde lidt store tab under kampen mellem Frankrig og Østrig, hvem de kom til undsætning. Værst var det dog, at Napoleon stod på grænsen til Rusland og truede med en invasion. Russerne holdt stand og forsvarede deres position mod Napoleons angreb, dog ikke uden store økonomiske omkostninger.
Forholdet mellem Rusland og England blev køligere i denne periode. Ruslands anmodning om at låne 5.000.00 £ til at dække de militære omkostninger blev blank afvist af England. Ruslands andet ønske, at England skulle landsætte tropper og laver en afledningsmanøvre i Vesteuropa for at lette presset på den russiske front, blev dog ikke afvist. Men det viste sig senere, at det heller aldrig blev ført ud i livet. Selvom forholdet mellem de to stater var ved at være lidt flosset i kanten, kom det alligevel som en overraskelse for englænderne, da Aleksander begyndte at forhandle med Napoleon.
Med de tab Napoleon havde påført russerne i Preussen og den manglende støtte fra England, havde Aleksander ikke andre muligheder end at forhandle enten våbenhvile eller sågar en fredsaftale med Napoleon. Via sendebud blev der aftalt et møde mellem zar Aleksander og kejser Napoleon. Dette møde fandt sted sommeren 18077, og foregik på neutral grund, for at ingen af parterne skulle have en fordel. Mødet førte hurtigt til en våbenhvile, som kort efter blev erstattet med en reel fredsaftale. Allerede her svigtede russerne englænderne, men det var kun begyndelsen. Fredsaftalen udviklede sig til en hemmelig alliancetraktat. Alliancetraktaten var faktisk tre traktater. Den første ”fred og venskab” var offentlig, som sikrede fred mellem de to stater. Men til den offentlige traktat hørte der 7 hemmelige ledsagende dokumenter og en hemmelig ”angrebs- og forsvarsalliance”-traktat. Den sidste traktat var den, som blev afgørende for os. Den dækkede nemlig over hvad, man skulle stille op med England.
I den officielle traktat skulle Rusland blot tilbyde sig som mægler mellem England og Frankrig. I den hemmelige alliancetraktat var aftalen af en lidt anden karakter. Den forudsatte nemlig at en fred mellem Frankrig og England skulle hvile på to betingelser. Den første betingelse var, at ”alle magters flag skal nyde lige og fuldstændig uafhængighed til søs” 8 . Den anden betingelse var, at England skulle give alle de franske, spanske og hollandske kolonier, tilbage til dem, de havde erobret dem fra. Til gengæld ville England få Hannover, som oprindeligt var deres, tilbage. Disse krav vidste Napoleon englænderne aldrig ville gå med til. Når England så afviste kravene, skulle Rusland slutte sig til Frankrig og gøre fælles sag mod England. Dermed var Ruslands forræderi mod England fuldbyrdet, og det samme var Danmarks skæbne. Traktaten forudsatte nemlig, at man i forbindelse med landspærringen lukkede alle havne i Europa for skibe, hvorpå det engelske skib vajede. Blev dette ikke håndhævet, ville landet blive betragtet som en fjende af den fransk-russiske alliance. Det var Ruslands drøm at danne en orlogsstyrke i et neutralitets forbund sammen med Danmark og Sverige, der ville være i stand til at forsvare Østersøen og ikke nok med det. Den ville også kunne presse englænderne til at bruge mere liberale principper med hensyn til søfart og friheden på havene.
1.3 Situationen i Danmark
Efter århundredeskiftet bestod det danske rige af de to kongeriger Danmark og Norge, hertugdømmerne Slesvig og Holsten og de såkaldte bilande Island, Færøerne og Grønland. Yderligere havde Danmark kolonier i både Indien, Vestindien og Vestafrika. Det var kolonier som Trankebar, Serampore, Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix. Norge var et kongerige ligestillet med Danmark, dog lå magten hos den enevældige danske konge, som var overhoved for hele riget. Det eneste Norge havde kontrol over var den norske hær, som var en særnorsk institution. Geografisk var Danmark på størrelse med Frankrig, men politisk og indflydelsesmæssigt var riget svagt og henvist til at søge allierede blandt stormagterne i Europa, England, Frankrig og Rusland.
Landets regent Christian VII var psykisk syg og havde ikke evner til at styre landet, og indtil 17849 , hvor Frederik VI overtog magten ved et statskup, blev landet uformelt styret af forskellige personer med forskellige interesser. En af dem som støttede op om Frederik VI, var Andreas Peter Bernstorff, dansk udenrigsminister fra 1773-179710. Bernstorff var fortaler for en neutral udenrigs- og handelspolitik. Bernstorffs politik skaffede Danmark fred på den måde.
Vores neutralitet gjorde at vi kunne handle med begge parter. Danmark havde på den tid en af Europas største handelsflåder, men handel på tværs af havene var ikke altid helt uproblematisk. Der herskede krig i det meste af Europa og handelsskibene var ikke armerede, da de udelukkende var bygget til at fragte gods. Derfor var det nødvendigt at give dem beskyttelse med krigsskibe. En sådan beskyttelse kaldtes konvojering – skibene sejlede i konvoj. Da vores handelsflåde var en af de største i Europa, havde vi tilsvarende mange krigsskibe til at beskytte dem. Den danske flåde var af en betydelig størrelse, men overhovedet ikke at sammenligne med den engelske. Derfor satte englænderne reglerne på havet, og de var bestemt ikke tilfredse med, at neutrale lande skulle sejle krigsmateriale til deres fjender. England forbeholdt sig retten til at undersøge neutrale skibe for krigsmateriale, dette mødte modstand, ikke kun fra Danmark, men fra alle de neutrale handelsnationer i Europa. Englands flådes suverænitet gav dem en massiv fordel ved forhandlingsbordet. Hver gang der var optræk til konflikt, gik Bernstorff klogt nok i defensiven og droppede et hvert forslag om frie handelspræmisser.
Efter Bernstorffs død i 179711 førte Danmark ikke mere en defensiv politik. Konvojskibene fik besked på at afvise et hvert forsøg på at undersøge lasten, og blev det nødvendigt, åbne ild mod de engelske skibe. Dette førte til et opgør i Den Engelske Kanal, hvor fregatten Freya åbnede ild imod en engelsk eskadre, der ville visitere konvojen. Freya led nederlag, og skibene blev gennemsøgt alligevel, dog uden at indeholde noget ulovligt. Yderligere offensiv blev Danmark, da vi sammen med Rusland, Sverige og Preussen dannede et væbnet neutralitetsforbund, der skulle presse England til at liberalisere handel og søfart for neutrale stater. Da Rusland og Frankrig pludselig gik i krig mod England, resulterede dette forbund i, at Danmark måtte vælge side. På den ene side stod England på og på den anden Rusland, Sverige og Preussen. Det var som at vælge mellem pest eller kolera. Valgte Danmark England, ville Sverige med hjælp fra Rusland erobre Norge, og den preussiske hær ville vandre op gennem Jylland overtage det og Holsten og Slesvig på vejen. Men Valgte danskerne forbundet, kunne de forvente et angreb fra englænderne. Valget faldt på forbundet, og Danmark forberedte sig på et angreb, der kom d. 2. april 180112. Den engelske flåde sejlede ned gennem Kattegat til det slag, som senere kom til at hedde Slaget på Reden, og et dansk nederlag.
Efter Slaget på Reden lærte Danmark af sine fejl og førte en særdeles forsigtig udenrigspolitik. Det blev nogle handelsmæssigt gode år for Danmark. Men et lignende dilemma skulle komme, og det inden for det samme årti. I den fransk-russiske alliancetraktat lovede Rusland nemlig den danske flåde til Frankrig. Napoleon krævede, at Danmark skulle lukke sine havne for engelske skibe og erklære dem krig. Hvis det ikke blev gjort, ville
Frankrig og Rusland erklære Danmark krig. England stillede tilsvarende krav. For at undgå Napoleon fik fingre i den danske flåde, skulle Danmark enten gå i forbund med dem eller stille sin flåde til deres rådighed. Igen blev det et valg mellem pest eller kolera, og da Danmark nægtede at efterleve englændernes krav, invaderede de Sjælland.
1.4 Københavns bombardement 1807
Efter at den engelske hær var landsat og havde omringet det meste af København, begyndte de at stille batterier op og gøre klar til at bombardere byen. Den 2. september 1807 klokken halv otte om aftenen13 indledte englænderne bombardementet af København. Kanonerne bragede hele natten og stoppede først ud på morgenen, men de var kun tavse til mørkets frembrud, så tog de fat og bragede løs igen. Sådan blev englænderne ved i 3 døgn. Først den 5. september indstillede englænderne bombardementet. I løbet af de tre døgn regnede der omkring 6.000 projektiler, heriblandt bomber, mortergranater og raketter ned over København. Dette resulterede i at omkring en tolvtedel af byen brændte ned til grunden, og en langt større del havde lidt mere eller mindre skade. 20.000 mennesker var flygtet fra deres huse eller var hjemløse, og 2.000, ca. 2 % af byens indbyggere, var omkommet. Bombardementet endte med at danskerne kapitulerede og forhandlinger med englænderne påbegyndte. Forhandlingerne resulterede i, at englænderne, syv uger efter angrebet på Danmark blev planlagt, sejlede væk med den danske flåde som deres eje. Dette var startskuddet til anden del af englandskrigene. Danmark kæmpede herefter på fransk side indtil 1814 hvor de blev trukket med i Napoleons fald.
Årsagerne til bombardementet
Som jeg nævner ovenfor, så skyldtes englændernes angreb på Danmark, at de frygtede Napoleon ville få fingrene i den danske flåde, eller at Danmark skulle gå over på Napoleons side. Englands reagerede defensivt. De ville sikre sig at, den danske flåde ikke blev brugt imod dem på den ene eller den anden måde. Hvordan det så kunne ende med et bombardement af en af nordens største og mest kultiverede byer, kan man spørge sig selv. Men det er der flere grunde til. Nogle mere uklare end andre.
2.1 Cannings intuition
En vigtig aktør i angrebet på København er George Canning, britisk udenrigsminister 1807-0914. Det var Canning, der pressede på for et angreb og udformede planen for det. Canning havde forskellige agenter omkring i Europa, hvis job var at holde ham informeret om, hvad der rørte på sig udenfor England. Det var på baggrund af sådanne informationer, at han traf beslutningen om et angreb på Danmark. En af hans agenter var general Danican. Han var udstationeret i Frankrig og skulle holde Canning underrettet om Napoleons planer. Hans rapport et stort udslag på Cannings beslutning. Danican skrev nemlig i sin rapport til Canning, at Napoleon planlagde at bruge den danske flåde til et udfald mod Irland og derfra med landtropper at trænge ind i England. I sig selv var dette dårligt nyt, men dette blev forstærket, af nyheden om Ruslands våbenhvile med Frankrig. Men den afgørende faktor blev Cockburns indberetning, hvor han skrev, at Danmark havde givet Napoleon lov til at besætte Holsten, og at besættelsen allerede var i gang. Canning fik et forhastet billede af situationen, og det er svært at sige, hvad han ellers har fået at vide. Han dannede sig hurtigt et forvrænget billede af situation. Generelt herskede der meget uvished, om hvad der faktisk skete rundt om i Europa. Canning og resten af den engelske regering var afskåret fra fastlandet og måtte ud fra de sparsomme nyheder, sande eller falske, danne sig et indtryk af situationen. Cannings intuition sagde ham, at danskerne ”var langt mere fjendtlige, end de hidtil har indrømmet”15. Nu skulle han bare finde de rigtige argumenter til at overbevise resten af regeringen og ikke mindst kongen, og så ville vejen være banet for et angreb mod Danmark.
2.2 De indledende forberedelser
Cannings forslag mødte til hans store forbavselse ingen modstand. Han blev ikke engang mødt med tøven fra sine kollegaer. Det var enighed om, at den danske flåde udgjorde en trussel for de engelske interesser, og at Napoleon medregnede den danske flåde i sine fjendtligheder mod England. Nu skulle man bare finde ud af, hvordan man kunne sikre sig, at den danske flåde ikke blev brugt fjendtligt imod England. Men det var lettere sagt end gjort. Som jeg før nævnte, var efterretningstjenesten ikke den mest effektive på dette tidspunkt. Informationer og nyheder var lang tid under vejs og altid forældet. Danskernes sindelag var derfor uklart for englænderne. Hvor venlig sindet danskerne var overfor
Napoleon, og hvor fjendtligstemt var de overfor englænderne, havde Canning ingen reel idé om, det meste var gætværk baseret på løse informationer. Disse informationer blev grundlag for, den operation der skulle iværksættes. Det er vigtigt at påpege, at Canning i første omgang ville undgå en krig mod Danmark. Derfor sendte han besked til den danske regering om, at den engelske flåde var ved at udruste til en ekspedition i Østersøen. For som han sagde ”Hvis en mere fredelig politik viste sig gennemførlig, kunne beskeden ledsages af en erklæring om Englands fredelige hensigter i forhold til Danmark…”16
Canning frygtede, at det ville blive opfattet som en krigserklæring, hvis hele den engelske blev spottet i Østersøen. Han var derfor mere opsat på at sende en mindre eskadre af sted, som kunne afskrække den danske flåde fra at stikke til søs og på den måde afværge en krig. En sådan eskadre ville også kunne holde øje med den danske flåde. Med accept fra kongen fik Henry Phipps Mulgrave, britisk søofficer og politiker, lov til at sende 20-22 linjeskibe17 til Kattegat. Skibene fik til opgave: ”At holde øje med den danske flådes bevægelser, at ”modvirke” Frankrigs planer i forhold til Sjælland eller Holsten og endelig at ”udføre så ufortøvede og beslutsomme operationer, som de øjeblikkelige omstændigheder måtte fodre”18. Admiral Sir James Gambier, 1756-183319, blev, på Mulgraves opfordring, placeret som øverstbefalende for eskadren.
Selvom den engelske regering mere og mere fik den holdning, at Danmark var gået på Napoleons side, sendte Canning alligevel en diplomat til Danmark. Hans opgave skulle være, at forklare de engelske skibes tilstedeværelse i Østersøen. Valget faldt på Brook Taylor, en ellers relativt uerfaren diplomat, men han havde den kæmpe fordel, at hans storebror var kongens privatsekretær. En fordel, der aldrig kom ham til hjælp. Taylor fik instrukser om at forklare, at den engelske eskadre udelukkende opholdt sig i Østersøen for at støtte sine allierede, svenskerne, og det ikke var en nogen krigserklæring. Hvis danskerne ikke godtog denne forklaring og begyndte at spørge til størrelsen af flåden, skulle Taylor løfte lidt af sløret for den egentlige årsag. Han skulle pakke det pænt ind ved at hævde at, englænderne handlede til danskernes eget bedste. Ved at sende en engelsk flåde, som var den danske langt overlegen, ville danskerne under påskud af, at de var tvunget af den engelske flåde, kunne afvise alle franske anmodninger om besættelse eller overdragelse af flåden. Pudsigt er det dog, at i blandt alle de instrukser Taylor fik, var der ingen krav eller forslag til, hvad den danske regent skulle foretage sig.
Indtil nu havde det været Canning og til dels Mulgrave, der stod for planlægningen af angrebet. Men så blandede Robert Stewart Castlereagh, britisk politiker og krigsminister 1805-06 og 1807-0920, sig i debatten. Han påpegede, at det danske søforsvar var blevet væsentligt forbedret siden Salget på Reden, med blandt andet søbatteriet Prøvenstenen, og at man ikke kunne forvente, et lignende angreb ville blive en succes. Castlereagh anbefalede en kombineret sø- og landoperation. Hans forslag var fornuftigt og kunne redde mange sømænds liv, men det kom også ham selv til gode. For kort tid efter at en kombineret sø- og landoperation var blevet godkendt, overtog Castlereagh styringen, og Mulgrave blev kørt ud på et sidespor. Fra da af styrede Castlereagh ledelsen af både flåden og hæren, mens Mulgrave måtte tage sig af mindre flådesager.
Englands hensigt blev også mere og mere tydelig. Castlereagh sendte hemmelige instrukser til Gambier. Han instruerede Gambier til at forhindre enhver enhed af militær art i at nærme sig Sjælland. Dog skulle han lade mindre fartøjer sejle i fred. Det vigtige var de danske linjeskibe, hvis de begyndte at sejle, skulle han bede dem høfligt om at vende om. Lykkedes dette ikke, skulle han gøre sit bedste for enten at erobre eller tilintetgøre dem. Castlereaghs begrundelse for disse forholdsregler viser tydeligt hans hensigter. Castlereagh begrundelse var ”med Frankrigs i øjeblikket dominerende magt på fastlandet, og da en afgørende del af de danske besiddelser ligger udsat for fjendens anslag, kan Hans majestæt kun nære den yderste uro og bekymring for, om Danmarks flådemagt, position og ressourcer i løbet af kort tid skulle falde i hænderne på Frankrig, så ikke blot vores handel bliver udelukket fra Østersøen og berøver os adgangen til skibsudrustningen, men også mangedobler de punkter, hvorfra en invasion af Hans Majestæts besiddelser kan forsøges, beskyttet af en formidabel orlogsstyrke.”21. Castlereagh ord udtrykker, de farer englænderne frygtede, ville skylle ind over dem, hvis franskmændene fik fat i den danske flåde. Englænderne var altså nødt til at forhindre det. Koste hvad det vil.
2.3 Francis Jackson
Francis Jackson, en britisk diplomat, kom til at spille en afgørende rolle, da han blev sendt af sted for at overbringe danskerne englændernes ultimatum. I kraft af Jacksons højere alder og større erfaring som diplomat, samt at han var højere rangeret og derfor vant til at have med fornemmere folk at gøre, var han bedre egnet end Taylor til at aflevere et så groft ultimatum. En opgave, der ville sætte store krav til hans diplomatiske evner. Hvad ultimatumet gik ud på, vil jeg senere komme ind på. Selvom Taylor ikke skulle overbringe ultimatumet, var han stadigvæk på en diplomatisk mission til Danmark. En mission hvis udfald ikke blev særlig heldig. Taylors opgave var at forklare tilstedeværelsen af en engelsk eskadre i Østersøen. Men en uheldig affære med Taylor og to brødre, som eftersigende planlagde et attentat mod Napoleon, resulterede i at danskerne modtog ham en anelse køligt. Danskerne frygtede et udfald fra fransk side ved Taylors tilstedeværelse. Taylors ringe alder og erfaring forværrede kun modtagelsen. Værst blev det, da Taylor ved sit første møde med Joachim Bernstorff, bror til Christian Bernstorffs, dansk udenrigsminister 1797-181022, bad om at få afkræftet rygtet om, at Danmark var ved at gå i søforbund med Rusland og Frankrig. Selvom Bernstorff grinede af Taylors skepsis og afkræftede det derved, følte den danske regering sig alligevel stødt over, at England så let fæstede lid til usande rygter. Samtalen blev Taylors sidste med den danske regering. Hans uforsigtige trin fik Bernstorff til at fryse ham ud. Taylor gennemførte derfor ikke sin mission, og fra den 2. til den 11. august, mindre end en måned før angrebet, var der altså diplomatisk kontakt mellem Danmark og England23.
Som Englands anden udsending var det nu op til Jackson at redde situationen. Men hvad var det for en mand, danskernes sidste håb hang i? En større mængde skriftlige kilder peger på, at Jackson var et ubehageligt, tilnærmelsesvis vulgært, menneske, og at han var særdeles selvoptaget24. Ud fra hans egne efterladte noter, kan vi se at han for enhver pris ville dække og forsvare sine egne handlinger, også selvom han skulle stikke eller skyde skylden på andre – selv Cathcart eller Canning. Dog viser scenariets endeligt, at Jackson ikke kunne leve op til sine tanker og sig selv. I forbindelse med Jacksons forhandlinger med Kronpris Frederik og Christian Bernstorff, synes jeg det er vigtigt at kigge på Jacksons instrukser.
Jackson blev udstyret med et sæt klare instrukser fra det engelske Udenrigsministerium angående hans mission25. Instrukser som vi er i besiddelse af i dag. Instrukserne giver et god billede af englændernes syn på danskerne. Det er især vigtigt at notere sig de grunde instrukserne giver Jackson til at handle. For mange af disse grunde viste sig nemlig ikke at være rigtige. Blandt andet står der ”den udrustning [af den danske flåde] kunde ikke være foretaget med andet formaal end eventuel fjendtlighed mod stor-Britannnein” 26 , hvilket Jackson selv erfarede ikke passede. Den danske flåde var ikke engang udrustet. Det er også tydeligt, at Udenrigsministeriet antog at Danmark nærmest allerede var allierede med Frankrig, noget som heller ikke var sandt. Så hele grundlaget for Jacksons mission, eller store dele af det, smuldrede ved hans ankomst til Danmark. Instrukserne kan også fortælle os noget andet om Jackson. Efter at have læst dem, synes jeg det er ret klart, at ministeriet vil have Jackson til at fremlægge målet med hans tilstedeværelse så hurtigt som muligt. Forhandlinger skal afsluttes hurtigst muligt. Instrukserne giver ham sågar en tidsfrist på 8 dage. Der står direkte ”det [er] blevet nødvendigt øjeblikkelig at indlade sig paa den hurtigste og mest afgørende forklaring for det danske Hof”27. Kilder fra Jackson samtaler med både kronprinsen og Bernstorff viser, at han ikke fulgte sine instrukser. Først sent i forløbet afslørede han sine egentlige mål med forhandlingerne, men der var det for sent, for kronprisen var taget til København. Ifølge referater af Jacksons samtale med kronprinsen, skulle han have truet kronprinsen med ”forbund eller krig”28. En sådan fornærmelse fandt kronprinsen sig ikke i og forlod Kiel, hvor forhandlingerne fandt sted, for at forberede et eventuelt forestående forsvar af København. Det var Jacksons sidste møde med kronprinsen. Alle forhandlinger derefter blev foretaget sammen med Christian Bernstorff eller hans bror, og ingen af dem havde den fornødne autoritet, som ultimatumet påkrævede. Jackson havde ikke formået at tilegne sig den danske flåde, som instrukserne ellers sagde ”er det eneste vigtige og absolut nødvendige Maal”29
Man må regne med, at Jackson, efter at have fundet alle instruksernes beskrivelser af den danske situation falske, har overvejet hvorvidt han skulle fuldføre dem. Han valgte alligevel at fortsatte med dem, muligvis fordi hans karrierer stod på spil. Hans breve til Canning, viser også en lidt anden fremstilling af forhandlingerne, end både hans egne og de danske optegnelser gør. Han beretter i et af sine breve til Canning, at han ”nu udtrykkeligt krævede omgående forening ad den danske og Hans Majestæts flåde”30, en påstand der ikke passer. Så hvis England havde valgt deres diplomat med større omhu og ikke havde sendt en selvoptaget og løgnagtig person, som Jackson, ville en fredelig løsning måske have været vedtaget. Men nu var der ikke andet end krig i udsigt.
Sharpe’s Prey
I forbindelse med min opgave har jeg læst Bernard Cornwells bog Sharpe’s Prey. Den er særlig relevant, fordi den arbejder med Københavns bombardement på et fiktivt niveau. Selvom mange af karaktererne og meget af handlingen er fiktiv, optræder der flere historiske personer, så som Cathcart, Francis Jackson og den danske general Peymann, på lige fod med de andre karakterer i bogen. Kort fortalt så handler Sharpe’s Prey om Richard Sharpe, en engelsk soldat med en blakket fortid. Han kommer hjem efter at have kæmpet i Indien. I London bliver han tilbudt et nyt job, som han umuligt kan sige nej til. Han skal eskortere John Lavisser, en højtstående britisk kaptajn ved livgarden, og en stor sum penge til København. Her skal Lavisser bestikke den danske konge til at udlevere den danske flåde til englænderne og derved afværge en kommende krig. Historien tager en uventet drejning, da Lavisser viser sig først at være på danskernes side og derefter på franskmændenes side. Lavissers intention er at beholde den store sum penge selv og få England og Danmark i krig med hinanden til gavn for Frankrig. Gennem mange kvaler får Sharpe kæmpet sig ind i København, som nu er under bombardement, hvor han finder Lavisser og guldet. Han får ikke afværget krigen, som var hans udgangspunkt, men han slår Lavisser ihjel, returneret det meste af guldet til England og sikrer at, englænderne bemægtiger sig den danske flåde.
3.1 Richard Sharpe
Som før nævnt er Richard Sharpe vores hovedperson, og det er ham vi følger igennem hele historien. Fortælleteknikken er lidt speciel. Det er en 3. person fortæller, men da vi har adgang til Sharpes følelser og tanker, får man følelsen af, at historien bliver fortalt af ham. Fortælleren er meget skjult, hvilket også er med til få Sharpe til at fremstå som fortælleren.
Man kan tilnærmelsesvis sige, at det er en personbundet fortæller, fordi der er så meget fokus på Sharpe og hans fremstilling af de andre karakterer. Dog vil jeg holde mig fra det, da andres tanker og følelser også bliver afsløret. Fortælleren har mange af den personbundne fortællers karakteristika, men er ikke en fuldt ud personbunden fortæller. I kraft af Sharpes særlig position som fortæller, bliver hans udvikling den mest tydelige og klare.
I starten af bogen er Sharpe en vred og hævngerrig mand. Han er blevet forfremmet fra mening soldat til løjtnant, hvilket ikke passer ham særligt godt. Han er en dygtig soldat, der kan nedkæmpe næsten enhver fjende, men han er ikke nogen leder. Selvom han virker upartisk og kold, har han hjertet på rette sted, når det gælder. Det ser vi, da han hjælper de civile og sårede dansker, selvom han er englænder og egentligt er i krig med dem.
Efter hjemsendelsen fra Indien, hvor han klarede det storartet, bliver han flyttet til et andet kompagni, the 95th rifles, hvor han har fået det frygtelige job som kvartermester. Han søger derfor at skabe sig et nyt liv udenfor hæren. Sharpes liv er problematisk. Efter han giftede sig med Lady Grace Hale, som var af betydelig højere stand end ham selv, har hendes familiemedlemmer været efter ham. Da Lady Grace Hale dør under fødslen af deres første barn, raner hendes familie alt hvad Sharpe ejer inklusiv hans søn. Plaget af sorgen over tabet af sin kone og sønnen og fyldt af hævngerrighed, tager han af sted mod København. En af de store udviklinger han gennemgår, det er bearbejdelsen af hans sorg og skyldfølelse overfor Lady Grace Hale, som følger ham over alt. Selvom bogen er skrevet kronologisk, så er der ofte brud med kronologien i form af flashback eller erindringer. Alt sammen minder om Grace han henter frem. Der kører ligesom en parallel historie med hovedhistorien. Han sammenligner tit ting med Grace, og hvordan tingene var dengang hun levede, og hvordan hun gjorde tingene.
På sit visit i København møder han Astrid Skovgaard, datteren af en dansk agent englænderne bruger, og hende forelsker han sig i. I takt med at han bearbejder sine sorger, forsvinder flashbackene og sammenligningerne med Grace langsomt. Efter englændernes bombardement af København er stemningen i byen meget fjendsk overfor englænderne og Sharpe må droppe sine planer om at blive i København og gifte sig Astrid, da hendes far modsætter sig det. Der gør Sharpe sin anden indsigt, at han hører til i hæren og sådan set ser frem til de forestående krige mod franskmændene. Så Sharpe udvikler sig både emotionelt i forhold til Astrid og Grace, men han udvikler også sin selvforståelse og bliver klogere på sig selv. Dette er et af de vigtigste temaer i bogen. At finde sig selv og hvor man står i forhold til de andre – om det så er ens kone, ens landsmænd eller overordnede. Det dækker også det med at vælge side, om man slås for englænderne, danskerne eller franskmændene, eller om man slås for hæren eller de civile. Et tema man må sige er relevant i forhold til virkeligheden, og den virkelige konflikt. Det er i hvert fald et spørgsmål, mange personer har været nødt til at stille sig selv i forbindelse med Englandskrigene.
3.2 John Lavisser
En anden vigtig og afgørende karakter er John Lavisser. Han er kaptajn hos livgarden og velanset. Han bliver udvalgt til at foretage bestikkelsen af den danske konge, dels fordi han er velanset men også på grund af sit kendskab til adel og dens omgangs tone. Man kan sammenligne ham med virkelighedens Francis Jackson. Relativt hurtigt finder vi dog ud af, at Lavisser ikke er til at stole på. Faktisk går det allerede op for os i første kapitel, da han koldt og brutalt myrder sin første ledsager i en gyde. Det at vi ved, at Lavisser er en gemen person fra starten, giver historien en vis dramatiske ironi. Det kommer blandt andet til udtryk, da Lavisser og Sharpe ankommer til Danmark og står på stranden ved Køge. Lavisser trækker sin pistol og siger ”would they hear a pistol shot on the frigate? … I’m worried the priming got wet”31, hvor vi som læser godt ved, at hans intention var at skyde Sharpe. Som nævnt før er Lavisser mere en gentleman end en soldat, dog han kender til omgang med våben. Alligevel bruger han en muskelmand ved navn Barker. Barker er kæmpe stor og stærk, men han er ikke særlig klog. Lavisser gennemgår også en udvikling. Det vil sige udviklingen er mere en afsløring af hans sande personlighed og identitet, end en ændring af disse. I det vi får lidt information om ham af gangen, virker det som en udvikling for læseren og ikke mindst for Sharpe. Til at starte med virker Lavisser hæderlig nok, men efter ankomsten til Køge og det første udfald mod Sharpe får man det indtryk, at Lavisser i virkeligheden er forræder og er på dansk side. Længere inde i historien får vi så at vide, at han faktisk gør det hele for franskmændene, i håbet om at de vil belønne ham med en høj status i Danmark. Hans drøm er at blive konge over Danmark. Her ser vi et nyt tema – personlig profit eller egoisme. Begge to karakteristikker som vi tidligere har set tegn på hos virkelighedens Lavisser, Jackson. Hans endelige udvikling eller vores sluttelige opfattelse af han er, at han er illoyal og ikke tager nogens side end hans egen. Han tager kun franskmændenes parti, fordi profitten er størst der. Han kæmper ikke for nogen eller noget udover sig selv og vil dolke alle på sin vej til rigdom og magt. Træk som vi tilnærmelsesvis også må tillægge den gode Jackson.
3.3 Bernards ekspedition
Bernards ekspedition minder meget om virkelighedens ekspedition. Ment på den måde, at rammerne er de samme, dog har Bernards fyldt dem ud med sine egne detaljer. Ligesom Jackson bliver Lavisser sendt til den danske konge, for at forhindre en krig. Udover det, er Bernards ekspedition mere detaljeret end optegnelserne fra virkeligheden, hvilket gør det lidt sjovere at læse den. Selvom bogen blot er tankespind, kunne mange af tingene meget vel have fundet sted. Det bliver blandt andet nævnt, at England har agenter over hele Europa, og at regeringens lønningsliste til disse er lang. Det er meget muligt, at Canning i sine forberedelser af operationen mod Danmark rent faktisk overvejede, at sende en kiste med guld til Kronprins Frederik for at løsne lidt op for forhandlingerne.
Lavissers instrukser er i hvert fald at sejle kisten med engelsk guld til den danske konge som en nødløsning, da at Udenrigsministeriets mand i Danmark endnu ikke har formået at overtale danskerne til at sejle deres flåde til engelske havne. Ved at fylde kongens lommer med guld håber den engelske regering, at de kan få ham til at ombestemme sig. Men det bliver også gjort klart, at hvis den danske konge ikke tager imod bestikkelsen, vil englænderne invadere. Den engelske flåde ligger allerede klar.
I forbindelse med ekspeditionen er der kræfter, der kæmper for at ordne tingene på en fredelig måde, men der er kræfter, der kæmper for det modsatte. Som før nævnt planlægger Lavisser at stjæle skatten selv og føre de to lande i krig mod hinanden. En krig mellem de to lande er ikke kun i Lavissers interesse. Sir David Baird, ham der sætter Sharpe på jobbet, ser hellere end gerne, at der opstår krig mellem landene – ”.. I don’t mind admitting I want you to fail [ekspeditionen] … no mere talk of a man who can only fight in India”32. Det er tydeligt at Baird godt kan bruge en krig for at vinde personlig hæder og rigdom. Baird’s krigsliderlighed bliver vist flere gange –”It will be interesting to see what they [de engelske morterskibe] do to a city like Copenhagen”33. Hans lyst til krig er vel begrundet, for der er nemlig blevet udlovet en dusør på den danske flåde, og her snakker vi mange tusinde £. Så hvis der udbryder krig mellem landene, vil ikke kun Baird men også andre højtstående militære personer have både ære og rigdom at vinde.
Det er altså klart, at den engelske flåde vil bombardere København, hvis Sharpes mission fejler. Da den fejler og Lavisser går over på danskernes side, bombarderer Baird også byen. Bombardementet er detaljeret beskrevet og giver et fint indtryk af, hvordan det må have været at være til stede – ”it was dark now, but the city lit red. Sharpe could hear the crackle and roar of flames punctuated by the crash of bombs falling through rafters and floors”34. På grund af Københavns stærke forsvar, kunne et bombardement af byen, som vil tvinge den til at kapitulere i takt med mere og mere af den blev brænder ned, godt betale sig i engelske liv. Men af frygt for at danskerne skal brænde deres egen flåde, bliver Sharpe sendt ind i byen med et lille følge for at sikre den. Efter tre dages bombardement overgiver København sig, og englænderne sejler væk med den danske flåde, som Sharpe og hans følge reddede fra at blive brændt. Udfaldet af ekspeditionen bliver at englænderne mistede omkring 259 mænd, hvorimod de danske tab er oppe imod 1.600, de fleste civile. Men englænderne opnår hvad de ville. Den danske flåde er nu sikret fra at falde i franske hænder. Hvilket de også gjorde i virkeligheden.
3.4 Virkelighedens Richard Sharpe
Som nævnt ovenfor bliver Richard Sharpe udsendt som hemmelig engelsk agent. Han er en britisk soldat lige kommet ”up from the ranks”, han er søn af en prostitueret, og hans far er ukendt. Han er hverken velanset eller respekteret, hans eneste force er hans utrolige evne til at slås. Hvis jeg skal sammenligne ham med virkelighedens Richard Sharpe, den rigtige engelske agent, så har den fiktive og virkelighedens Sharpe ikke meget tilfælles. De to agenter, som er mest omtalt i opgaven, er Jackson og Taylor. Begge er højtstående, uddannede folk som intet har haft med militæret at gøre. Det er derfor ret usandsynligt, at der er blevet udsendt en simpel soldat som hemmelige agenter. Det skal udelukkes, at der har været brugt soldater, men med datidens klasseopdeling, virker det bare ikke så oplagt. Det var en ærefuld sag, og jobbet blev ofte udført af de højere rangerende.
Det skal påpeges at Sharpes mission ikke helt er af samme karakter, som de andres. Han bliver sendt afsendt som bodyguard, de andre som diplomater. Så en yderligere sammenligning af Sharpe og virkelighedens agenter er svær og en smule irrelevant, da de ikke rigtigt kan sammenlignes.
København i flammer
Efter terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001 er terrorisme som begreb oftere og oftere dukket op i vores bevidsthed. Det er ligesom begrebet blev født ved det skælsættende angreb, men terror har eksisteret meget længere end både World Trade tårnene og USA. Ordet Terrorisme har sine rødder i det latinske ord ”terror”, som betyder ”rædsel”. Rædsel eller terror har altid været brugt til at få folk til at udføre eller ikke udføre en handling. Det kunne derfor være interessant at undersøge om bombardementet af København var et terrorangreb. For at kunne det, er det nødvendigt at have en definition af terrorisme.
I sin bog Terrorisme på tværs definerer Birthe terrorisme som ”civile gruppers
uforudsigelige vold med ikke kæmpende personer for et politisk formål”35. Hvis vi skal følge den definition, så kan vi hurtigt afkræfte bombardementet som terrorangreb, da den britiske flåde ikke kan betegnes som civil. Angrebet var heller ikke uforudsigeligt, invasionen havde været godt i gang længe, inden selve angrebet kom. At det var vold mod ikke kæmpende personer er delvist sandt. De fleste ofre var civile, men det var en reel krigssituation mellem landene. Det eneste af denne definition der passer fuldstændigt på bombardementet er at, det var for et politisk mål.
Men nu er verden ikke sort-hvid, så derfor er der flere definitioner. Som reaktion på terrorangrebet 11. september blev der i 2002 indført en definition af terrorisme i den danske straffelov, ved at ændre § 11436. Ifølge denne definition var bombardementet et terrorangreb. Englænderne havde i hvert fald ” forsæt til at skræmme en befolkning ” – den danske befolkning. Det var Englands mål at bemægtige sig Danmarks flåde, og dette lykkedes dem ved tvang og angreb på civil befolkning og bygninger. Angrebet fik danskerne til at slutte sig til Napoleon til trods for deres neutralitets politik. Englænderne var derfor skyld i” at
destabilisere eller ødelægge et lands [Danmark] eller en international organisations
grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer”. Så efter den nuværende danske lovgivning var Cathcart, Gambier og måske endda Canning blevet dømt til livstid for terrorisme.
Med et utal af definitioner – som både passer og ikke passer på angrebet – er det svært at slå fast om det var terrorisme – i hvert fald efter nutidens opfattelse af begrebet. Men noget man kan slå fast, og det er, at englænderne benyttede sig af terror og rædsel til at bemægtige sig flåden. Om definitionerne så dækker over de specifikke ting englænderne gjorde eller ej, så opnåede de nu engang deres mål via terror – rædsel og frygt. Jeg vil vurdere at, bruger man terror til at opnå sit mål, så er det terrorisme. Derfor var bombardementet af København et terrorangreb, da englænderne benyttede sig af terror.
Konklusion
Ud fra min opgave kan jeg konkludere, at Englandskrigene er Danmarks deltagelse i Napoleonskrigene, hvor de to mest kendte kampe er Slagen på Reden og bombardementet af København. Sidst nævnte var den værste kamp, hvor store dele af København brændte ned og 2 % af befolkningen omkom. Englændernes grusomheder resulterede i at Danmark blev skubbet væk fra sin neutralitets politik og ind i armene på franskmændene. Yderligere kan jeg konkludere, at bombardementet skyldtes forskellige årsager. De to vigtigste var grunde, var diplomatisk sjusk og dårlige kommunikation. Hverken Jackson eller Taylor havde succes med deres diplomatiske missioner. Jackson havde endda en meget upassende opførelse for en diplomat. Den dårlige kommunikation var skyld i at, den engelske regering havde et forvrænget og usandt billede af Danmark, og Napoleons fremrykning. Dette usande billede forårsagede at, ekspeditionen blev foretaget på et falsk grundlag.
Vedrørende Bernards fremstilling af ekspeditionen i hans bog Sharpe’s Prey er jeg kommet frem til, at den stemmer rimelig overens med virkelighedens begivenheder. Ekspeditionens forløb og ende er stort set de samme, Bernards har blot fyldt de tomme rum, der måtte være, ud med sine egne detaljer. Dog fraviger bogens agent Richard Sharpe så meget fra virkelighedens agenter, at en sammenligning af disse to ville være meget svær og ikke særligt relevant. Den eneste relevante konklusion man kan drage fra en sådan sammenligning er at, Richard Sharpes chancer for at blive valgt til en sådan fredsbevarende mission ville være minimale, da diplomaterne var veluddannede og velansete folk. To ting man ikke kan sætte på Sharpe.
Slutteligt kan jeg konkluderende sige, at bombardementet ikke entydigt var terrorisme, hvis man skal bruge nutidens definitioner af terrorisme. Birthe Hansens definition taler imod at det var terror, hvorimod definitionen i den danske lovgivning siger at, det var terror. Personligt vil jeg kalde det et terrorangreb. Måske passer angrebet ikke på alle de forskellige definitioner af terrorisme, som findes i dag, men englænderne sigtede nu engang bevidst efter civile mål. Deres hensigt var at skabe frygt og rædsel, så de kunne gennemtvinge deres vilje. Hvis ikke det er terror, at gennemtvinge sine mål ved brug af frygt og rædsel, så ved jeg ikke hvad terror er.
Litteraturliste
Bau-Madsen, Jeanne: Englandskrigene. 1. udg. Singapore, 1997. (Bog)
Munch-Petersen, Thomas: København i flammer. 1. udg. Danmark, 2007. (Bog)
Lomholt-Thomsen, Johannes: Kilder til Danmarks historie efter 1660. 1. udg. København, 1965. (Bog)
Coenwell, Bernard: Sharpe\’s Prey. 1. udg. London, 2006. (Bog)
Hansen, Birthe: Terrorisme på tværs .
- udg. Forlaget Frydenlund, 2006. (Bog)
Gyldendal: Den Store Danske Encyklopædi. 01.01.2006
Wikipedia: Terrorisme. Udgivet af Wikipedia. Internetadresse:
http://da.wikipedia.org/wiki/Terrorisme – Besøgt d. 10.12.07 (Internet)
FUTURA DTP. Udgivet af ukendt.
Internetadresse: http://futura-dtp.dk/ – Besøgt d. 13.12.07 (Internet)
Københavns Bombardement. Udgivet af Henrik Saxtorph, Cand.phil. i historie.
Internetadresse: http://1807.dk/ – Besøgt d. 12.12.07 (Internet)
Bilag 1
1801: Danmark fornyer Det væbnede Neutralitetsforbund af 1780 med Sverige, Rusland og Preussen.
1801: Storbritannien angriber Danmark ved Slaget på Reden.
1803: I Holsten indsættes et stærkt dansk korps under ledelse af kronprins Frederik.
1807: Storbritannien kræver forgæves den danske flåde udleveret. Britisk angreb på Danmark og Københavns bombardement. Den danske flåde overgives. Danmark undertegner alliancetraktat med Napoleon. Storbritannien erklærer Danmark krig.
1808: Danmark erklærer Sverige krig. Fransk-spanske hjælpetropper i landet. Kong Christian VII dør af skræk i Rendsburg, da han ser disse tropper passere. Tilskyndet af britiske agenter gør de spanske soldater mytteri. Kronprins Frederik bliver konge som Frederik VI.
1808: Britiske flådestyrker bombarderer Christiansø uden resultat.
1808: Sverige angriber Norge, men bliver slået tilbage.
1808: Linjeskibet Prins Christian Frederik nedkæmpes i Kampen ved Sjællands Odde.
1809: Danmark og Sverige underskriver en fredstraktat i Jönköping.
1809: Storbritannien besætter Anholt.
1811: En dansk styrke forsøger forgæves at erobre Anholt fra briterne.
1812: Napoleon fornyer alliancetraktaten med Danmark og forventer dansk militær støtte.
1812: Dansk auxiliærkorps støtter det franske XII armékorps i Nordtyskland.
1812: Den nybyggede danske fregat Nayaden sænkes af briterne ved Lyngør Havn i Norge efter hård kamp.
1813: Den danske stat går bankerot. Ny møntsystem indføres.
1814: Danmark afstår Norge til Sverige ved Freden i Kiel.
Skriv et svar