SRP: Retsopgøret efter 2. verdenskrig

Indholdsfortegnelse

Retsopgøret efter 2. verdenskrig

Abstract:

This paper investigates how Danish collaborationist were brought to justice after the Liberation. It also explains how the resistance movement as well as the people took a stand on the punishment question and how their opinions could have influenced the legislation. Finally the study estimates and discusses whether it was legitimate for the politicians to reintroduce the death penalty. To study the opinions of both the resistance movement and the people, a booklet and an article have been included. They have been analysed by using source criticism. Different understandings of democracy and justice have also been used to view the politicians’ death penalty problems from different angles. It is concluded that the opinions of the people and resistance movements most likely have been able to affect the politician’s legislation in relation to the death penalty. It is also concluded that in spite of the many aspects, which can illegitimate or legitimate the politicians’ decisions, the politicians did not live up to their responsibility and acknowledge their own collaboration. Instead they left those who were sentenced to death to be their scapegoats.

Indledning:

I 1948 vedtog FN verdenserklæringen om menneskerettighederne. I verdenserklæringen forsøgte man at opstille en række rettigheder, der skulle gælde universelt. Heriblandt retslige rettigheder og ”retten til liv”¹. Samme år blev 7 danskere henrettet endda via en lov, der virkede med tilbagevirkende kraft. Siden da har Danmark selvstændigt og gennem EU markeret sig som en af de største fortalere for menneskerettigheder og lanceret sig selv som et velfungerende retssamfund. Historien om retsopgøret er stille og roligt gledet ud af den almindelige danskers bevidsthed på trods af denne dobbeltmoral af dimensioner, og den er blevet et af skyggekapitlerne i danmarkshistorien.

Denne opgave handler om dette danske retsopgør efter 2. Verdenskrig. Fokus i opgaven vil være på indførelsen af straf, specielt dødsstraf, med tilbagevirkende kraft. Herunder om genindførelsen af dødsstraf var legitim. Et delfokus vil også være på befolkningens – og modstandsbevægelsens holdninger til afstraffelse af de forskellige aktører, og dermed også hvordan disse havde indflydelse på den tilbagevirkende lovgivning. Opgaven er besvaret ud fra en formodning om, at man kan argumentere både for og imod regeringens handlinger.

Til besvarelsen af opgaven vil der blive anvendt en bearbejdelse af emnet på tre taksonomiske niveauer(redegørelse, undersøgelse, diskussion). I undersøgelsesniveauet vil der blive anvendt kvalitativ og induktiv metode i form af kildekritik af to kilder. Der vil desuden blive anvendt forskellige samfundsvidenskabelige synspunkter på spørgsmålet om det legitime i at genindføre dødsstraffen i en afsluttende diskussion. Dette sker i form af inddragelse af rets – og demokratiopfattelser.

I det første kapitel vil jeg indledningsvis redegøre for rets – og demokratiopfattelser og selve retsopgøret. Dette sker med henblik på senere at kunne bruge begreberne i en diskussion og for at få en idé om forbrydelsernes omfang, selve processen og de forhold, der afspejlede denne.

I andet kapitel undersøges folkestemningen og modstandsbevægelsens opinion, ud fra de to kilder: ”Frihedsrådet om retsopgøret” og ”Danskerne ønskede dødsstraf”. Opgaven afsluttes med en fortrinsvis samfundsvidenskabelig diskussion af det legitime i at genindføre dødsstraf og herefter en konklusion. Der anvendes fodnoter til forklaring af svære begreber, citater osv.

Retsopgør, demokrati og retsopfattelser:

Besættelse og opgør:

9. april 1940 blev Danmark besat. Besættelsen skete under omstændigheder, der er meget

enestående for hele 2. verdenskrig. Danmark opgav al kamp, og fik lov til at beholde regering, lovgivning og forskellige myndigheder inden for tysk fastsatte rammer. De danske politikere førte denne samarbejdspolitik igennem en samlingsregering², for at skåne den danske befolkning mest muligt. Man opfordrede gentagne gange til samarbejde med den tyske værnemagt. Samarbejdspolitikken var i de første år accepteret bredt af befolkningen, og hverdagen fortsatte stort set, på trods af at regering, rigsdag og domstole faktisk overskred grundloven³ og gradvist bøjede sig for stærkere og stærkere krav fra tyskernes side. Fra omverdenens synspunkt kunne Danmark sagtens have været allieret med Tyskland bl.a. med underskrivelse af Antikomintern-pagten⁴, 8. Juli-erklæringen⁵ og oprettelsen af Frikorps Danmark⁶. Politikerne gik så langt i deres bestræbelse på at vedholde samarbejdspolitikken, at de ligefrem opfordrede til angiveri og bekæmpelse af modstandsbevægelsen, og det danske politi blev også brugt til at bekæmpe modstandsbevægelsen⁷. Denne større og større tyske tilnærmelse og forfølgelse af kommunister styrkede modstanden og langsomt begyndte der i løbet 43’ at vokse en decideret modstandskamp frem. Modstandskampen blev også bedre organiseret, bl.a., da man fik kontakt til England og dermed våben. Modstanden mod tyskerne og samarbejdspolitikken kulminerede foreløbigt, da arbejdere i august 1943 strejkede. Dette førte flere steder til gadeuroligheder og sammen med en større sabotagevirksomhed, fik det tyskerne til at komme med krav om dødsstraf for våbenbesiddelse og sabotage. De umulige tyske krav resulterede endegyldigt i et brud med samarbejdspolitikken, da regeringen følte sig nødsaget til at gå af. Tiden herefter blev præget af mere modstand, flere strejker og en bedre organisation af frihedskampen i form af Frihedsrådet⁸. Tyskerne forsøgte ligeledes at sætte hårdt mod hårdt i form af modterror. Modterroren blev kendetegnet ved, at ofte ganske uskyldige personer blev nedskudt, men oftest var det ”modstandens åndelige bagmænd”, der var genstand for angrebene, bl.a. Kaj Munk. Modterroren blev både begået af tyske soldater og danske medløbere i eksempelvis Schalburgkorpset og HIPO⁹.

Efter befrielsen dannedes der en foreløbig regering, et slags politisk ægteskab, mellem Frihedsrådet og de gamle politikere. Godt og vel 34.000 mennesker blev anholdt og det overordnede spørgsmål for befrielsesregering var nu, hvem skulle straffes og hvordan.

Strafferetslovgivningen var ikke tilstrækkelig til at dømme alle, der ansås som forbrydere, og derfor blev der i rigsdagen vedtaget et straffelovstillæg. Der blev vedtaget love med tilbagevirkende kraft helt tilbage til d. 9. april 1940, hvor man også opdelte i forskellige grupper¹⁰. At lovgivningen blev tilbagevirkende så langt tilbage og at dødsstraffen genindførtes, kan i høj grad tilskrives modstandsbevægelsens pres og N. Busch Jensen, der fra frihedsrådet blev justitsminister. N. Busch Jensen var nemlig leder af det ”juridiske udvalg” underlagt frihedsrådet, der forberedte straffelovstillægget. Dødsstraffen genindførtes med begrundelserne, at den havde en præventiv virkning i forhold til kommende tider, og at det var gengældelse altså hævn.¹¹ I modstandsbevægelsen havde man en forestilling om ”et opgør fra top til bund”, hvilket også inkluderede samarbejdspolitikerne. Man ville ramme de groveste lovovertrædelser, og derfor blev minimumsstraffen sat til 4 år. Politikerne blev dog ikke omfattet af straffelovstillægget, og derfor skulle opgøret med politikerne i stedet efterkommes med en parlamentarisk kommission¹², der dog efter mange års undersøgelse fandt, at der ikke var grundlag for en rigsretssag. Modstandsbevægelsen havde endvidere et krav om særdomstole, da man ikke ønskede, at de dommere, der havde dømt modstandsfolk, og havde været involveret i kommunistinterneringerne, skulle dømme ved retsopgøret.

Straffelovstillægget var også et moralsk og retsligt dilemma for de gamle politikere, især i spørgsmålet omkring værnemageri og tysk krigsdeltagelse, da regeringen flere gange var kommet med opfordringer til samarbejde økonomisk såvel som aktiv deltagelse. Man forsvarede sig med, at de implicerede burde vide, at det stred mod befolkningens retsopfattelse. Lovgivningen oplevede da også en hel del kritik fra specielt juridiske kredse, hvor især det at loven havde tilbagevirkende kraft og genindførte dødsstraf, blev kritiseret.

C.B. Henriques, højesteretssagfører, kaldte endda Danmark for ”et juridisk galehus”¹³. I rigsdagen¹⁴ blev forslaget om straffelovstillægget debatteret en del, men næsten enstemmigt vedtaget. De fleste modstandere undlod at stemme. Oluf Pedersen fra retsforbundet, der var modstander af dødsstraffen, modtog trusler og undlod derefter at stemme. Efter vedtagelsen af ”landsforræderloven” blev 13.500 danskere i de kommende år dømt efter denne. I alt 78 blev dømt til døden, men kun 46 blev henrettet¹⁵, da stemningen lidt efter lidt lagde sig. Egentlig var det meningen, at kun de groveste forbrydelser skulle straffes(jf. minimumsstraffen på 4 år), men reelt fik man kun ”de små fisk” og de, der blev dømt først, fik oftere hårde straffe pga. fortolkningsvanskeligheder i loven. Det var dog svært at dømme Frikorps Danmark-folkene fordi, regeringen jo havde accepteret deltagelsen, og derfor fik mange af Frikorps-folkene kun 2 års fængsel.

1.2 Konkurrence – og deltagelsesdemokrati:

Begge disse demokratiopfattelser anser det repræsentative demokrati som nødvendigt, bl.a. fordi direkte demokrati er for besværligt. De vægter dog befolkningens politiske deltagelse forskelligt.

I konkurrencedemokratiopfattelsen accepterer man, at man ikke kan opnå fuld lighed, når der skal tages beslutninger. Der vil nemlig altid være nogle, der vil vise sig stærkere og som har mere magt til at få gennemtrumfet beslutninger. Det er en udbygning af det repræsentative demokrati, hvor folkets politiske deltagelse kun består i at vælge repræsentanter til demokratiet ved valg, f.eks. hvert 4. År.. Dette vil øge demokratiets effektivitet. Borgerne slipper dermed for at tage politisk stilling til komplicerede spørgsmål. Eliter vil nemlig kæmpe om magten og sikre at de mest kvalificerede får den politiske magt og de attraktive poster. De, der endelig får magten skal styre efter hvad de mener, er for landets bedste, også selvom folkestemningen er en anden. Borgerne kan så fælde deres dom ved næste valg. Den politiske lighed sikres gennem lige og almindelig valgret.

Deltagelsesdemokratiet er en noget anden opfattelse af demokratiet. Her ser man nærmere det direkte demokrati som et ideal. Borgerne skal involvere sig meget i politik og tilsvarende inddrages og lyttes til i forbindelse med komplicerede og grundlæggende politiske spørgsmål. Borgerne skal både deltage ved valg, men skal også på andre måder optræde politisk gennem f.eks. græsrodsorganisationer. Den politiske deltagelse virker dermed både opdragende og udviklende på vælgerne, og er dermed et mål i sig selv. Stor deltagelse i det politiske liv er gavnlig for samfundet gennem debatten. Den politiske lighed opfattes som ”lighed i adgang til at deltage og forsvare sine interesser”¹⁶.

1.3 Retsopfattelser:

Den mest udbredte retsopfattelse er positiv ret. Ud fra en positivistisk retsopfattelse, mener man, at ret eller retfærdighed er det, som der er kodificeret(nedskrevet) som lov og dermed menneskeskabt. Dvs. at det som den lovgivende instans og det som domstolene fortolker, er rigtigt og retfærdigt. Den eneste ret er dermed den, man kan tage og føle på i form af nedskrevne love. Positiv ret er den ret, man bruger ved helt normal lovgivning. Positiv ret kan ikke anses for at være almengyldig, da retssystemet er forskelligt fra stat til stat.

Man opererer også med begrebet international ret, der dækker de internationale retsprincipper, et land kan tilslutte sig i form af konventioner, erklæringer og traktater. I denne retsopfattelse er FN’s menneskerettigheder vigtige. Kernen i menneskerettighederne er, at det skal have universel gyldighed i hele verden, for alle stater og befolkninger. Menneskerettighederne er et sæt basale rettigheder, der er orienteret på det enkelte individ, og de omfatter både sociale, retslige og frihedsrettigheder. Rettighederne har dog ikke nogen virkelig retslig gyldighed, da der ikke findes nogen myndighed, der kan sikre, at de overholdes. FN’s menneskerettigheder har nemlig ikke nogen væsentlig gyldighed, da det kun er en erklæring og har derfor kun moralsk værdi. Alligevel vægtes menneskerettighederne højt og er ofte et krav fra vestlige lande til udviklingslande, når der snakkes udviklingsstøtte til U-lande. Alligevel er de alment anerkendt, og kan man tale om overtrædelse af menneskerettighederne f.eks. i USA med guantanamo-basen, hvor der udøves tortur. I EU har man overholdelse af menneskerettigheder som et medlemskrav, og de er desuden implementeret i ”den europæiske menneskerettighedskonvention”.

Menneskerettighederne har sit udspring af naturretten¹⁷ med en opfattelse af, at der findes en ret, der er ukrænkelig. Denne ret står over menneskene og dermed den positivistiske retsopfattelse, og tanken er, at naturretten hviler på den menneskelige moral og fornuft. Naturretten er konstrueret på en sådan måde, at den udgør en slags normer, der er givet på forhånd og som ikke kan ændres, fordi det er uafhængigt af tid og sted. Den moral, der udgør retten, er os givet på forhånd, og derfor ved mennesket individuelt hvad der er ret, og hvad der er forkert, eksempelvis at det er umoralsk at torturere et andet menneske. Man kan dermed rent teoretisk dømme mennesker ud fra moralsk og fornuftsmæssige grundlag, hvis man bruger naturretten til domfældelse.

1.4 Delkonklusion:

Danmarks besattes i den 9. april 1940 af tyskerne. Som et led i beskyttelsen af befolkningen iværksatte politikerne en meget aktiv samarbejdspolitik, der meget længe havde held til at bibeholde magten hos Danmarks egne politikere. Man opfordrede bl.a. til at angive modstandsmænd og samarbejde økonomisk med tyskerne. Efter store uroligheder i 1943, pga. føjelighed overfor tyske krav trak regeringen sig efter tysk krav om indførelse af dødsstraf. Herefter eskalerede vold, sabotage og modsabotage indtil befrielsen d. 5. maj 1945. Her dannede Frihedsrådet og ”de gamle politikere en ny befrielsesregering, der hurtigt fremlagde et Straffelovstillæg for rigsdagen. Straffelovstillægget var et led i modstandsbevægelsens ønske om ”udrensning fra top til bund”, og herudover blev der også opstillet en parlamentarisk kommission, der dog ikke fandt nogen grund til en rigsretssag.

”Landsforrædderiloven” blev vedtaget, og den betød, at gerninger, der ikke var omfattet af strafferetten fra d. 9. april 1940, nu blev kriminaliseret. Lovgivningen sigtede på fem grupper af kriminelle og de værste forbrydelser straffedes med dødsstraf. I alt 78 blev dødsdømt, men kun 46 henrettet.

Der opereres her med to demokratiopfattelser: Deltagelsesdemokrati og konkurrencedemokrati. I Konkurrencedemokratiet, er opfattelsen, at den politiske deltagelse for borgerne er begrænset til valgdeltagelse. Hermed slipper de også for at tage stilling til komplicerede spørgsmål. Samtidig vil man få eliter, der vil være mest kompetente til lederstillingerne og man sikrer effektivitet i styret.

I deltagelsesdemokratiet vægter man politisk deltagelse højt. Det er gavnligt for debatten og demokratiet og dertil også personligt udviklende. Borgerne skal ligeledes igennem deres politiske deltagelse have mere indflydelse på beslutningerne.

Positiv ret er en kodificeret ret. Den er karakteriseret ved, at den er menneskeskabt i form af det lovgivende organ og fortolkningen fra domstolene. Den positive ret ligger til grund for retssystemerne. Modsat er der naturretten, der hviler på mennesket rationalitet og moral. Naturretten er givet os på forhånd, og har en universel gyldighed, da den er uafhængig af tid og sted. Menneskerettighederne udspringer fra naturretten og er ligeledes ikke gyldige juridisk. Det er et forsøg på, at nedskrive tankerne om naturretten til et sæt almengyldige rettigheder. I EU er menneskerettighederne implementeret i den europæiske menneskerettighedskonvention og derfor juridisk gyldige.

Folkestemningen for straf:

Kilde: Uddrag af ”Naar Danmark atter er frit”¹⁸:

2.1.1 Ophavssituation:

Kilden, ”Naar Danmark atter er frit”, er forfattet af frihedsrådet, der bestod af en række repræsentanter fra modstandsbevægelsen. Den er forfattet i Danmark, november 1943, kun et par måneder efter at regeringen gik af og i en tid, hvor tyskerne havde modgang på næsten alle fronter. Teksten, der er en pjece om frihedsrådets programskrift, søger at ramme den almindelige borger under besættelsen. Hensigten er. ifølge pjecen, at skabe nogle rammer for et kommende retsopgør med besættelsens forbrydere og fastsætte nogle straffe for, at retfærdigheden kan ske fyldest¹⁹. Der kan dog også være en bagvedliggende hensigt Det kunne være, at man søgte at skræmme dem, der falder inden for de opsatte strafferammer til at stoppe kollaborationen eller at retfærdiggøre, at frihedsrådet selv står i spidsen for retsopgøret og frihedskampen, da pjecen jo er udsendt kort efter at frihedsrådets blev dannet i september 43’. ”Naar Danmark atter er frit” tjener frihedsrådets og befolkningens interesse i og med, at den fastsætter strafferammer og straffeformer for besættelsestidens forbrydelser. Sympatien ligger ganske sikkert ikke hos dem, der har haft at gøre med værnemagten.

2.1.2 Analyse og fortolkning:

Teksten handler i korte træk om, hvordan besættelsen skal bearbejdes i et opgør med alle kollaboratører med nazismen og værnemagten. I teksten inddeles de, som frihedsrådet anser som syndere under besættelsen, i 5 grupper med tilhørende argumentation. Kravet om genindførelse af straf med tilbagevirkende kraft er også gennemgående i teksten og forsvares med, at det ikke strider mod grundloven²⁰. Det gøres klart i næsten hver omtale af de forskellige grupper, at det er for at sikre demokrati og retssamfund, at dette retsopgør bør udspilles. Lovgivningen med tilbagevirkende kraft og selve udrensningen er et onde, der skal sikre og beskytte ”Danmarks frie fremtid”²¹.

At frihedsrådet gerne vil stå som repræsentant for folkets virkelige vilje er tydeligt. Flere steder bliver retsopgøret udtrykt som folkets vilje, og straf af tyske medløbere er angiveligt for ”dermed at opfylde Folkets naturlige Krav om retfærdig Straf over Landsforræderne”²².

Det er også væsentligt at anføre, at frihedsrådet på denne måde bliver legaliseret, da de kommer til at stå for befolkningens ønsker, og dermed bliver en frihedsorganisation i stedet for en gemen terror- eller forbryderorganisation. Netop at frihedsorganisationen nærede stor folkelig opbakning, eller fik det igennem skrifter som dette, kan have været vigtigt for retsopgørets forløb godt og vel 2 år senere, da man hellere lyttede til modstandsbevægelsen end politikerne. Dette legitimerer også bedre de holdninger, man har til straffene. Det er også muligt, at man har haft held til at påvirke den folkelig opinion med denne tekst for at stå med de bedste kort og mest mulig indflydelse ved befrielsen. Ydermere virker dokumentet for den enkelte borger meget troværdigt i form af det juridiske velformulerede sprog og gode begrundelser. Der er heller ingen tvivl om, at tidspunktet for udsendelsen af dette programskrift er nøje valgt. Som skrevet i ophavsanalysen var tyskerne presset på alle fronter og på fortsat retur efter at have tabt vigtige slag i Afrika og Sovjet. I Danmark øgedes modstanden også i denne tid ved bl.a. Augustoprøret.

At man ønsker et opgør ”fra top til bund”, bærer teksten også kraftigt præg af. Man har dog overladt det til befolkningen at dømme de politikere, der stod for størstedelen af samarbejdet med tyskerne, dog ønsker man oprettelsen af en parlamentarisk kommission. Dette kan måske hænge sammen med en vis harme over valget i marts 1943, der på sin vis legitimerede samarbejdspolitikken, da stort set de samme blev genvalgt. Måske er det også rådets måde, at forsøge at få politisk indflydelse på, ved på den ene side at inkriminere samarbejdspolitikerne og på den anden side at lade vælgerne tage afgørelsen. På den måde giver man så at sige vælgerne svaret i hånden, ved at de skal støtte frihedsrådets idealer om straf. Noget meget vigtigt i teksten er også rådets afstandstagen til dødsstraf, og at man i det hele taget ønsker retsopgøret gennemført under ordentlige forhold uden selvtægt. Dette står jo i skærende kontrast til modstandsbevægelsens ønske om dødsstraf kun godt halvandet år efter. Derfor må det have været forløbet fra 43’ og frem til befrielsen, der var afgørende for at frihedsrådet ændrede deres holdning til dødsstraf. Den tilbagevirkende straf overfor de forskellige grupper forsvares med, at forsyndelserne begået under besættelsen ikke har lovhjemmel i den tidligere straffelovgivning, og at der tages hensyn til den ”demokratiske retsfølelse”. Igen for at undgå kaos-tilstande og for at opfylde befolkningens ønske om et opgør. Når den ”demokratiske retsfølelse” omtales kunne det være et udtryk for naturretten og dermed en legitimering af lovgivningen med tilbagevirkende kraft.

Der opstår også en problemstilling i og med, at der ofte henvises til at retsopgøret skal være der for at garantere demokratiet og beskytte det mod antidemokratiske kræfter. Dette virker en smule underligt, da en stor del af modstandsbevægelsen historisk bestod af netop anti-demokratiske kræfter. Modstandsbevægelsen bestod jo af både kommunister og meget konservative, der gerne så et systemskifte, så det kunne godt se ud som om, at de i hvert fald har sløret deres politiske overbevisning for at opnå en ikke uvigtig folkelig opbakning.

2.1.3 Delkonklusion:

Programskriftet ”Naar Danmark atter er frit” er et meget veldokumenteret skrift omhandlende straf og strafferammer til retsopgøret. Frihedsrådet opstiller igennem programskriftet 5 grupper med tilhørende argumentation, som synderne kan dømmes indenfor. Bredden af disse grupper viser også, at frihedsrådet håber på et opgør fra ”top mod bund” for at sikre demokrati og retssamfund. Straffen med tilbagevirkende kraft forsvares med, at kollaboratørernes handlinger strider mod folkets retsfølelse, og at der ikke findes lovhjemmel for det, der alment anses som forbrydelser. Folkets retsfølelse kan være en henvisning til naturretten. Ydermere er straf nødvendigt for at undgå selvtægt og for at få retsopgøret til at forløbe ublodigt. Der gøres meget ud af at stå for folkets vilje, og det har sandsynligvis gjort, at frihedsrådet har stået stærkere overfor de ”gamle” politikere. Man har muligvis kunnet påvirke befolkningen med skrifter som dette. Meget interessant er det, at man ønsker at befolkningen skal dømme samarbejdspolitikerne. Måske forsøger man at sprede en folkelig mistillid til politikerne for selv at få mest mulig indflydelse på retsopgørets forløb. At rådet ikke går ind for dødsstraf er ligeledes meget interessant, da modstandsbevægelsen efter befrielsen stod fast på genindførelse af dødsstraf med tilbagevirkende kraft. Derfor må man tillægge forløbet fra 43’ til befrielsen rimelig stor vigtighed. Foreløbigt kan man dermed konkludere, at modstandsbevægelsen søgte et retsopgør for folkets skyld under ordnede forhold, men at skriftet også kan have haft til formål at sikre folkets sympati for frihedsrådet og dets ideer.

2.2 Kilde: “Meget stærk Folkestemning bag Dødsstraf til Stikkere, Hipoer og Gestapofolk”:²³

2.2.1 ophavssituation:

Kilden er en artikel fra Berlingske Tidende, der er baseret på en undersøgelse fra Gallup, og den er forfattet af Aage Hjelm-Hansen. Artiklens modtagere må være læserne af Berlingske Tidende, dvs. et rimeligt udsnit af Danmarks befolkning. Teksten er forfattet d. 15. juni 1945 godt og vel 16 dage efter straffelovstillægget, der blev vedtaget den 31. Maj 1945. Rimeligt at anmærke er også, at der i Berlingske Tidendes redaktion sad en mand, der også havde været medlem af frihedsrådet, nemlig Aage Schoch.²⁴ Tekstens hensigt er, at sagligt at oplyse befolkningen om den gældende folkestemning mod besættelsens forbrydere. En mere implicit hensigt kan være at forsvare vedtagelsen af de hårde straffe. Der er nemlig flere steder spor af usaglige fremstillinger og journalistens egen mening. Grundet den vinkel, der lægges på materialet og materialet i sig selv, tjener artiklen modstandsbevægelsens og folketingets interesse, da den viser, at der er opbakning til straffelovstillægget. Der er en klar sympati fra journalistens side for genindførelse af dødsstraf i mange af tilfældene.

2.2.2 Analyse og fortolkning:

Artiklen handler om hvordan folket ser på straffen for forskellige forbrydelser under besættelsen. Artiklen støttes af en statistisk undersøgelse fra Gallup, der har undersøgt, hvordan forskellige befolkningsgrupper og regioner i landet forholder sig til forskellige slags straffe til forskellige slags forbrydelser. Undersøgelsen viser, at der er en god opbakning til de straffe modstandsbevægelsen har fastsat overfor de forskellige grupper af forbrydere under besættelsen. Størst opbakning er der til dødsstraffens genindførelse overfor Hipoer,

Gestapo’er²⁵ og stikkere. Det, der deler befolkningen mest, er strafformen overfor værnemagere og ”feltmadrasser”. Specielt ”feltmadrasserne” er der uenighed om. 1 % mener, at de bør straffes med døden, mens flere mener, at de bør brændemærkes eller boykottes, og godt og vel en femtedel ønsker fængselsstraf. Kun en fjerdedel går ind for at feltmadrasserne skal gå helt fri, mens størstedelen bifalder beslutningen om inddragelse af værnemagernes fortjeneste. Med hensyn til holdning til straffen for Hipoer og Gestapo’er er stemningen nogenlunde den samme landet igennem dog med et lille overtag i hovedstaden.

Noget af det væsentligste i denne artikel anfører forfatteren, Aage Hjelm-Hansen, selv i et citat: ” Den næsten overraskende voldsomme ændring, der er sket i Folks Stilling til Dødsstraffen, giver et klart og intenst Udtryk for Danskeres Syn paa den Forbrydelse at sælge sine Landsmænds Liv(…)”²⁶Det er tydeligt, at danskerne helt har mistet sympatien for de folk, der har kollaboreret med tyskerne. Artiklen synes også at tegne det mest muligt negative billede af kollaboratørerne med citater fra befolkningen om straffene. De enkelte, der forsvarer kollaboratørernes handlinger, bliver med det samme modargumenteret af journalisten selv, der ikke viger tilbage for at bruge hans egen holdning.

Denne fremstilling, citaterne fra almindelige mennesker og den store enighed i befolkningen kan have understøttet befolkningen i en opfattelse af, at man stod sammen om modstanden mod tyskerne, den såkaldte ”passive modstand”, og at kun få udskud samarbejdede med dem. Dette understøttes af journalistens egen mening, der pludselig popper op i forbindelse med en omtale af feltmadrasserne: ”Alle ordentlige Danskere har set med dyb Foragt på de piger, der drev Omgang med Værnemagten(…)normale danske Mænd og Kvinder undgik ethvert Samkvem med Tyskere i det besatte Danmark og viste dem en kulde(…)”²⁷Dette citat og opfattelsen af befolkningens ”passive modstand” er også med til at give et forskønnende billede af nationens frihedskamp og yderligere isolere gruppen af medløbere.

Denne måde at opbygge artiklen på gennem citater fra befolkningen om straf og forbrydelse og den usaglige og subjektive bedømmelse af danskernes ageren under besættelsen gør, at medløberne bliver gjort ansvarlige for hele besættelsen som syndebukke. Ikke én gang bliver der stillet spørgsmål ved politikernes ageren, og kun én af de adspurgte anfører at politikerne også skulle have et ansvar.²⁸

Noget af det vigtigste ved en artikel skal være dens saglighed, hvilket denne artikel ikke besidder. Måske kan det ansvar delvist ligge ved redaktørerne, bl.a. Aage Schoch, der kan have ”overset” denne farvede fremstilling eller ligefrem have bifaldt den.

Dette holdningsskift i befolkningen i forhold til dødsstraf skal måske ses i lyset af terrorhandlingernes optrapning sidst i krigen, og den store opbakning og anseelse frihedsrådet fik. Modstandsbevægelsen gik jo efter besættelsen ind for dødsstraf, og befolkningen kan i sympati med bevægelsen have taget det til sig. Desuden kan (mod)propaganda have påvirket befolkningen i denne retning.

2.2.3 Delkonklusion:

Kilden viser klart, at danskerne ikke havde meget tilovers for besættelsens forbrydere. Et overvældende flertal ønsker nemlig dødsstraf for en gruppe bestående af Hipoer, Gestapo’er og stikkere. Der er dog uenighed om straffene overfor værnemagere og feltmadrasser, der deler befolkningen. Artiklen tegner også et forskønnende billede af modstandskampen med henvisning²⁹ til den ”passive modstand” og isolerer dermed den lille gruppe af medløbere yderligere. De bliver til syndebukke. Væsentligt er også at politikerne overhovedet ikke omtales som forrædere, og at Aage Schoch tidligere medlem af frihedsrådet var redaktør for bladet, og derfor kan have haft en finger med i den usaglighed og subjektivitet artiklen udstråler.

Ud fra denne kilde kan man også konkludere, at regering og folketing har haft meget stor opbakning bag deres lovforslag, og at de måske ligefrem har kunnet presse Politikerne. Desuden ser der ud til at være en udbredt opfattelse af, at folket har stået sammen i en slags passiv modstand, og at det kun er enkelte udskud, der har svigtet.

Dødsstraf, ansvar og legitimitet

Retsanskuelsen:

Retsopgøret er, hvis man udelukkende kigger på den positive rets teori, et juridisk svigt af dimensioner. Hele den positive rets grundtanke om, at kun det, der er kodificeret gælder som ret, tabes ved genindførelsen af både dødsstraf og de mildere straffe med tilbagevirkende kraft. Ifølge positiv ret burde eksempelvis, værnemagerne aldrig kunne dømmes, da de handlede direkte i overensstemmelse med loven og i øvrigt også med politikernes egne anvisninger og man burde derfor være beskyttet af loven i et demokratisk retssamfund. Hvis man ikke kan stole på politikernes anvisninger i et demokrati, hvad kan man så? Det er en af de hovedproblemstillinger, som retsopgøret har ført med sig og som der aldrig rigtig er blevet svaret på eller redegjort for. Den udgør dertil et af de væsentligste kritikpunkter mod politikerne og retssamfundet fra den tid. En ting er jo at have love, der giver nøje beskrivelser for, hvordan man må og skal opføre sig, men når der vedtages love med tilbagevirkende kraft, endda medførende en risiko for at miste livet, sætter det hele tilliden til systemet og retsstaten på spil. Når lovgivningen oven i købet bliver vedtaget af de samme politikere, der flere gange har opfordret til samarbejde og dermed både indirekte og direkte til forbrydelserne, ligner det et kæmpe svigt fra de ansvarlige politikeres side.

Ud fra denne opfattelse er der ingen tvivl om, at det overhovedet ikke har været legitimt for politikerne at genindføre dødsstraffen. At henvise til tvang og pres fra værnemagtens side er ingen undskyldning, for det højeste ansvar må da ligge ved magtinstanserne i et demokrati.

Ydermere synes retsopgøret fra samme synsvinkel ikke at koncentrere sig om nogen højere oppe i systemet. Der tages slet ikke hensyn til det faktum, at grundloven og dermed den positive ret blev overtrådt i forbindelse med kriminaliseringen af et politisk parti(DKP) og den efterfølgende internering³⁰. Der skete ikke nogen udrensning fra ”top til bund” som ”Naar Danmark atter er frit” ellers havde lovet. Politikerne, der var ansvarlige for vedtagelsen af loven, blev ikke dømt; dommerne, der dømte efter den illegale lov, blev ikke dømt osv.

Modstandsbevægelsens og befrielsesregeringens ”ædle” hensigter blev ikke indfriet, for ingen i toppen af styret blev draget til ansvar. Det eneste som syner lidt af en undersøgelse mod rigsdagen, den parlamentariske kommission, bestod selv af rigsdagsmedlemmer, der udførte et langsommeligt arbejde³¹, for til sidst at fastslå at ingen af dem kunne stilles til regnskab. Når politikere og dommere selv bryder forfatningen, den grundsten som det danske demokrati er bygget på, er det utroligt illegitimt for de ansvarlige politikere at genindføre dødsstraf for landsforræderi. Man kan jo spørge sig selv, om man ikke er en lige så stor landsforræder, hvis man angiver sine landsmænd, som hvis man burer sine landsmænd inde efter en lov, der er i strid med forfatningen. Hele retsopgørets forløb bærer præg af denne inkonsekvens, og det virker som om, at kun få blev stillet til ansvar for det, som mange bedrev. Der synes ikke at være nogen form for lighed for loven.

Dertil må man også mene, at det forkasteligt, at den tilbagevirkende straf virkede så langt tilbage som til d. 9. april. 1940. Som skrevet så mange gange før opfordrede regeringen til samarbejde, og tillod Frikorps Danmarks oprettelse, men dette afholdt dem ikke fra at dømme dem der fulgte opfordringen. I det mindste burde man have ladet loven virke fra efter regeringens tilbagetræden så de, der samarbejdede med tyskerne (hvad enten det var Frikorps Danmark-folk, værnemagere eller Gestapo’er) havde en mulighed for at slippe ud, mens det stadig var lovligt. I stedet brugte man kollaboration efter regeringens tilbagetræden som en skærpende omstændighed ved domstolene. Dette må man naturligt tilskrive modstandsbevægelsen, der efter forhandlinger med de ”gamle” politikere fik indført dette aspekt, og derfor får retsopgøret også en dimension af hævn. At retsopgøret blev baseret på følelser i stedet, fra modstandsbevægelsens side, gør det endnu mindre legitimt, da beslutninger og vedtagelser af love bør bygge på rationalitet og forudseenhed.

Vælger man i stedet at anskue retsopgøret som et naturretsligt opgør med forbrydelser, der strider imod moral og fornuft, ser politikernes handlinger noget anderledes ud. Den ”retsfølelse”, der omtales i ”Naar Danmark atter er frit” kan sagtens være et udtryk for naturretten, den ret der anses som ukrænkelig og hvilende på moral og fornuft. Her giver samarbejdspolitikernes handlinger og vedtagelsen af dødsstraf mere mening. Under besættelsen forsøgte man i videst mulige omfang at beskytte borgerne og deres rettigheder. I forbindelse med retsopgøret henviste de politikere, der havde været involveret i samarbejdspolitikken, til at synderne burde vide, at det stred imod folkets moral og retsopfattelse³². Det er en direkte henvisning til det naturretslige aspekt i, at man ikke forråder og angiver sine landsmænd til folk, der i værste fald dræber dem. Mange af politikerne henviste også, da de skulle argumentere for brugen af dødsstraf, til kravet fra folket, bl.a. Justitsminister Niels Busch-Jensen: ”Bag ved forslaget om livsstraf står et almindeligt krav i folket(…)³³ . Hvis man opfatter denne massive opbakning til dødsstraf, som det fremgår af analysen af kilde 2, som et udtryk for naturretten, kan det virke fornuftigt at gennemføre et opgør med synderne igennem retssystemet, for at undgå voldsomme optøjer og vilkårlige henrettelser i forbindelse med denne krænkelse af ”retsfølelsen”. Netop dette ukontrollerede opgør med besættelse og selvtægt så man eksempelvis ved befrielsen i Frankrig³⁴. Hertil kan det også retfærdiggøres at dødsstraf genindførtes, fordi volden udført af de forskellige korps – og grupper tiltog og mange blev tortureret eller skudt ned i de sidste 1,5-2 år af besættelsen.

Det er dog sværere at legitimere dødsstraffens indførelse i forhold til menneskerettighedernes krav om ”retten til liv” og ”lighed for loven”. Menneskerettighederne udspringer jo af naturrettens opfattelse af, at det er moralsk forkasteligt at dræbe et andet menneske. Man kan til politikernes forsvar sige, at verdenserklæringen først kom i 1948, 3 år efter lovgivningen og at retsopgøret, befrielsen og selve besættelsen var af en sådan karakter, at en undtagelse fra menneskerettighederne godt kan retfærdiggøres. Michael Ignatieff, en canadisk menneskerettighedsekspert, har formuleret en tankegang, der accepterer nødlove, der strider imod menneskerettighederne. Dette kan ske for at undgå et andet og større onde, i denne sammenhæng selvtægt og kaotiske tilstande. Kravene er dog, at der er en streng parlamentarisk kontrol, og at man er bevidst om, at man gør ondt med nødlovene, hvilket man godt kan sige, at der var under retsopgøret³⁵. Michael Ignatieff nævner ikke specifikt dødsstraf, men hvis man fastholder hans tankegang om tilsidesættelse af menneskerettighederne for at undgå et større onde, kan man godt legitimere dødsstraffens genindførelse.

3.2 Folkestemning og demokratianskuelse:

Igennem besættelsen har modstandsbevægelsen vha. illegale blade været med til at påvirke befolkningens opinion og følelser, og det har også præget folkets bevidsthed og selvopfattelse. Det kan have været med til at øge presset på politikerne:

Der er generel tendens til en slags selvforherligelse af folkets egen modstand. Hele ideen om at folket har stået sammen, er jo en romantisering af det faktiske forløb. Folket fulgte længe politikernes anvisninger, og først efter regeringens tilbagetræden fik modstandsbevægelsen mere og mere opbakning. Retsopgøret kommer derfor til at stå som en naturlig del af besættelsen, som et opgør overfor dem, der ikke gjorde modstand(jf. den passive modstand). Dette ser vi også i kilde 2. Danskernes egen indsats bliver forskønnet³⁶, og kollaboratørerne bliver nærmest umenneskeliggjort af citaterne fra folkemængden. Propagandaen og medierne(jf. de to kilder) kan have resulteret i et sort-hvidt billede af modstanden, hvor der skarpt skelnes mellem de gode og de onde, hvilket bedre legitimerer de hårde straffe. En Carl Madsen skrev meget rammende om synet på synderne: ”hipo-folk, stikkere og mordere i tysk sold er skadedyr, som må fjernes fra samfundet på samme måde som rotter”³⁷. Der er ingen tvivl om, at synderne i folkets optik var en skamplet på den danske nation, der havde ”vendt tyskerne den kolde skulder”, og deres forræderi retfærdiggjorde dødsstraffen for folket. Ved retsopgøret kunne man nu både til udland og indland sende et signal og blive accepteret som en nation, der kæmpede imod nazismen i stedet for at blive kendt som en medløbernation på trods af, at kun godt 1-2 % af befolkningen havde deltaget i modstandskampen³⁸! De folk, der havde deltaget i politikernes samarbejdspolitik, blev så syndebukkene. Desuden forsøgte man at legitimere dødsstraffen med, at Danmark ville blive et renere samfund uden forbryderne, der var en trussel mod demokratiet, som ”Naar Danmark atter er frit” brugte som argument for de tilbagevirkende straffe. Denne argumentation er sikkert blevet forstærket, da holdningen til dødsstraf ændrede sig. Der er ingen tvivl om, at denne modpropaganda og negative fremstilling af besættelsens syndere har påvirket danskernes sind og selvforståelse. Men egentlig er det en lidt ringe argumentation, at man for demokratiets skyld skulle genindføre dødsstraf, for præcis hvordan ville dødsstraf kunne styrke et demokrati? Synderne under besættelsen var næppe så ekstreme, at de udgjorde en fare for demokrati efter endt fængselsstraf, som den uredigerede straffelov i mange tilfælde ville have idømt de værste forbrydere. Man skulle tro at det kunne være tilstrækkelig afstraffelse for synderne og samtidig sikre et velfungerende demokrati. Oluf Pedersen anførte dertil også: ”Der en besynderlig forbindelse mellem diktatur og dødsstraf”³⁹, hvilket man jo kan give ham ret i, hvis man ser på diktaturerne i dag.

Med den meget aggressive folkestemning og opbakning til dødsstraf in mente er det vigtigt at overveje præcis hvor meget, det bør betyde for beslutningstagningen hos politikerne. Dette kan man belyse ud fra de to demokratiopfattelser: Konkurrencedemokrati og deltagelses-demokrati. Hvis man ser Danmark som et deltagelsesdemokrati, kan man godt legitimere, at politikerne har genindført dødsstraffen i overensstemmelse med folkestemningen. Deltagelsesdemokratiet betyder jo netop, at befolkningen skal involvere sig mest muligt i de politiske spørgsmål og deltage i demokratiet. Det er blot naturligt, at man lytter efter befolkningens ønsker i deltagelsesdemokratiet, og derfor er det helt okay, når folkestemningen er så overvejende. Derfor kan det i forbindelse med denne demokratiform være legitimt for politikerne at genindføre dødsstraffen. I konkurrencedemokratiet har politikerne dog et helt andet ansvar. Folket har ingen ret til at komme med politiske krav, de skal bare dømme politikerne efter endt periode. Med det synspunkt kan man ikke legitimere politikernes handlinger. De har ikke handlet konsekvent, og de har ladet sig presse af folket og modstandsbevægelsen endda imod egne holdninger. Flere, bl.a. Oluf Pedersen har ladet sig true til ikke at stemme og handle imod sin egen overbevisning, og det er ikke godt nok i et demokrati, hvor rationaliteten bør være grundlag for beslutningerne.

Dog vil jeg til politikernes forsvar sige, at der ikke er nogen tvivl om, at de ”gamle” politikere, har følt sig presset mellem på den ene side folket og den anden side frihedsrådet, der havde folkets sympati. Man kan mene, at det er menneskeligt, at de har truffet nogle beslutninger, der mildest talt er diskutable i tilbageblikket. Man må også huske, at hele undergrundshæren stod under frihedsrådets kommando og at retsopgøret meget let kunne have været løbet løbsk, hvis ikke de gamle politikere havde fået indflydelse på straffelovgivningen, og hvis frihedsrådet selv havde stået i spidsen for retsopgøret.

Det optimale forløb ville have været, hvis man ud fra et konkurrencedemokratisk synspunkt, meget hurtigt efter befrielsen, havde afholdt valg. Så kunne man få nogle personer, der forholdsvis objektivt, kunne tage hånd om retsopgøret uden at være alt for presset af eksempelvis modstandsbevægelsen og bedømme retsopgørets omfang og straffenes hårdhed uvildigt.

Hele snakken om retsopgøret og det retfærdige i dets udførelse bunder i den klassiske diskussion om terrorister overfor frihedskæmpere. Det er jo en gammelkendt konklusion, at vinderne skriver historien, og dette ser det danske retsopgør heller ikke ud til at adskille sig særligt fra. Lige såvel som vi anser tyskernes gengældelsesvold under besættelsen som terror, ville danskernes stikkerlikvideringer og sabotage sikkert også betragtes præcis sådan af modparten. Forskellen må vel ligge i målene. Dem, vi kalder frihedskæmpere, de danske modstandsfolk, havde som mål at fjerne tyskerne fra landet for at befri landet fra tysk tvang. Det gjorde man igennem stikkerlikvideringer og sabotage, altså noget, der godt kan betegnes som militære mål, og det var handlinger som modstandsfolkene senere ikke blev dømt for. Tyskerne og de danske medløbere derimod havde som mål at afskrække danskerne til at stoppe modstand og brugte dertil vold og gengældelsesdrab. Dette må anses som terrorisme.

Denne definition kan godt retfærdiggøre, at man straffede ”terroristerne” hårdt. Geografien må også være vigtig for, hvordan man skelner terrorister fra frihedskæmpere. Frihedskæmpere kæmper i deres eget land, mens terrorister er ligeglad med landegrænser. Alligevel kan definitionen aldrig blive helt klar, da situationen og historieskrivningen ville have været en ganske anden, hvis tyskerne nu havde vundet. Meget afhænger af værdier og øjet, der ser. Man kan sammenligne Danmarks situation dengang med Tyrkiets nuværende. Tyrkerne plages af PKK. Tyrkerne selv vil kalde dem terrorister, andre vil kalde dem frihedskæmpere. Tyrkerne ville indtil for nylig ikke opgive dødsstraffen, og måske er det virkelig et spørgsmål om signalværdi. Danskerne ønskede at sende et signal til kommende generationer om Danmarks holdning til nazisme og landsforræderi, og Tyrkiet ville sende et signal om deres holdning til et Kurdistan og terrorisme. Om signalværdi og fremtidsbaseret præventiv virkning er en legitim grund for genindførelse af dødsstraffen kan jeg ikke forholde mig til. Men teorien om, at dødsstraffen i retsopgøret var ment som signalværdi kan understøttes af, at dødsstraf først i 1993 officielt blev fuldstændig fjernet fra dansk lovgivning. Til sidst vil jeg ganske subjektivt sige, at jeg mener, at nogle af de forbrydelser, der skete under besættelsen, godt kunne berettige dødsstraf alene pga. deres omfang og brutalitet.

3.3 Delkonklusion:

Ud fra denne diskussion om hvorvidt dødsstraffens genindførelse var legitim, kan man konkludere, at der alt efter hvilket synspunkt man vægter højt, vil være forskellige resultater. Ud fra en naturretslig anskuelse kan man godt forsvare, at man valgte at straffe forbrydelserne, fordi de krænkede en ret baseret på almen fornuft og moral. Denne naturretslige anskuelse afspejler sig i befolkningens ”retsfølelse”, som mange politikere henviste til, når de skulle argumentere for dødsstraffen. Selv om dødsstraffen er i strid med menneskerettighederne, kan man også retfærdiggøre dette, da menneskerettighederne først blev indført i 1948 og det kan med baggrund i Michael Ignatieffs teori forsvares, at man genindført dødsstraf, for at undgå et større onde, nemlig selvtægt og kaos. Omvendt er det et overordentligt stort svigt, hvis man ser det ud fra det almindelige retsprincip, den positive ret, fordi folk kunne dømmes efter love, der ikke gjaldt i gerningsøjeblikket. Dertil kommer, at regeringen indirekte var skyld i mange af forbrydelserne, fordi de opfordrede til samarbejde. At ingen fra politikernes side tog ansvar for deres opfordringer gør, at det er svært at retfærdiggøre deres handlinger og dødsstraffens genindførelse, fordi det øverste ansvar i et demokrati bør ligge hos politikerne. Retsopgøret, der skulle have været ”fra top til bund” endte ved politikernes og dommernes fødder og var ganske inkonsekvent. Politikernes handlinger kan jo være lige så meget forræderi, som stikkernes handlinger fra et objektivt synspunkt. Der er dog heller ingen tvivl om, at medier og modstandsbevægelsens presse har haft en finger med i spillet blandt andet gennem de kilder, der bearbejdedes i 2. Afsnit. De har udstillet forræderne og har været med til at piske en stemning for dødsstraf op. Ud fra et deltagelsesdemokratisk synspunkt kan det godt legitimeres, at man har handlet efter folkets ønske, fordi de netop skal inddrages i demokratiet mest muligt. Fra et konkurrencedemokratisk synspunkt betyder det dog, at politikerne har handlet ufornuftigt, og ikke har været deres ansvar for at styre landet voksent, fordi de har ladet sig presse af modstandsbevægelse og trusler. Dette afspejler sig tydeligt i dødsstraffens modstandere, der undlod at stemme. Optimalt burde man have afholdt valg meget kort efter befrielsen, for at få nogle folk ind på posterne, der forholdsvis objektivt kunne afgøre det mest optimalt. Til slut kan man sammenligne Tyrkiets og Danmarks situationer. Her er definitionen om frihedskæmpere og terrorister vigtig, men besværlig fordi det er en subjektiv vurdering. Pointen er, at man i Tyrkiet med dødsstraffen kan signalere, et ståsted i forhold til terrorister, mens vi samtidig kunne signalere en demokratisk og antifascistisk holdning til kommende generationer igennem denne undtagelsesvise genindførelse af dødsstraf.

Konklusion:

Mit mål for denne opgave var at finde ud af, hvorvidt det var legitimt for politikerne at genindføre dødsstraf og afdække, hvordan folkets opinion og modstandsbevægelsens holdninger evt. har kunnet have betydning for dødsstraffens genindførelse. Denne opgave har vist at forløbet fra 1943 og til befrielsen, havde en væsentlig betydning for dødsstraffen. I den periode udbredtes volden og kan altså have omvendt befolkningen fra at følge politikernes fredelige samarbejdspolitik til i højere grad at vende sig mod frihedsrådet og modstandskampen. Dette skift i sympati har i høj grad betydning for retsopgøret, og har stillet modstandsbevægelsen i en særdeles gunstig forhandlingsposition i samlingsregeringen grundet den folkelige opbakning. Den har givetvis været baggrunden for indførelsen af den tilbagevirkende dødsstraf. Kilderne afspejler også klart, hvordan befolkningen har forholdt sig til forræderne, og hvordan frihedsrådet klogt har skaffet sig sympati for deres sag, dog uden at omtale dødsstraffen, ved at gøre det i folkets retsfølelses navn. Artiklen viser også, at især mediernes fremstilling ikke har været særlig gavnlig for folkets evne til objektivt og rationelt at bedømme forræderne, da selv journalisten ikke undlader at komme med sin egen mening. Denne barske folkestemning har haft betydning for dødsstraffens genindførelse, fordi den har lagt pres på politikerne, der højst sandsynligt ville blive overordentligt upopulære og havne i et retsopgør, hvis de havde holdt hånden over kollaboratørerne.

Med hensyn til spørgsmålet om hvorvidt det var legitimt at genindføre dødsstraf, er det svært at sige noget klart. Politikerne var klart presset af den indflydelse, frihedsrådet besad i form af folkelig støtte og international anerkendelse. Der er ingen tvivl om, at man også har været presset overfor det faktum, at modstandsbevægelsen havde kontrol over hæren og havde folkets og mediernes uforbeholdne støtte. Desuden kan dødsstraffens genindførelse ses fra forskellige demokrati – og retsanskuelser, der modsiger hinanden og den endelige konklusion er derfor afhængig af den personlige vægtning. Man kan forsvare det legitime i dødsstraffens genindførelse ved at se befolkningens overvejende modvilje mod forbryderne som et udtryk for en naturlig given ret, der bygger naturrettens fornuft og moral, der også afspejles i ”Naar Danmark atter er frit” som ”folkets retsfølelse”. Denne påstand kan ligeledes understøtte politikernes beslutning og legitimere dødsstraffen, hvis man anser Danmark som et deltagelsesdemokrati. Her er det netop essentielt, at borgerne tages mest muligt med i demokratiet og lyttes til, så her er det helt legitimt, at man retter sig efter folkestemningen og genindfører dødsstraffen. Den positive retsopfattelse modsiger dette, da man går imod den positive retsopfattelse ved at inkriminere handlinger, der ikke før var omfattet af straffelovgivningen. Det gør konkurrencedemokrati-opfattelsen også, da borgernes politiske deltagelse begrænser sig til valg af repræsentanter. Derfor bør politikerne heller ikke lade sig presse af en folkestemning, fordi de alene har ansvaret for at tage hånd om retsopgøret.

Med baggrund i Michael Ignatieffs teori kan man også retfærdiggøre, at man overtrådte menneskerettighederne for at undgå et endnu større onde, selvtægt og kaos.

Dog må det stå klart, at retsopgøret og dødsstraffens genindførelse ville have stået som mere retfærdigt og legitimt i historisk lys, hvis man havde gennemført retsopgøret, som det oprindeligt var tænk. Et opgør helt til tops. I stedet får de dødsdømte et præg af at være syndebukke for politikerne og dommerne, fordi dødsdommene ikke blev suppleret af en konsekvent retspraksis, hvor overtrædelse af grundloven og opfordring til bekæmpelse af frihedsbevægelsen blev straffet som forræderi lige så vel som angiveri blev det.

Man kan betragte dødsstraffens genindførelse som en slags signalværdi overfor kommende generationer, lige såvel som Tyrkiets dødsstraf kan være det. Et signal, en afskrækkelse eller en fastsættelse af et generelt standpunkt overfor nazisme og forræderi gennem denne radikale beslutning.

Litteraturliste

Bøger:

Andersen, Lars m.fl. ”Fra verdenskrig til velfærd”. Gyldendal 2006, 1.udgave, 1.

Oplag.

Bryld, Carl-Johan. ”Danmark fra oldtid til nutid”. Gyldendal, 2002. 2. Udgave, 3.