“Alt er tilladt” af Anders Bodelsen analyse og fortolkning

Skrevet af Sander Specht

Alt er tilladt

Anders Bodelsens novelle ”Alt er tilladt”, fra samlingen Drivhuset (1965), beskriver to teenage-drenges syn på etik og moral igennem en lang samtale de har om hvad der er rigtigt og forkert.

Den ene dreng, novellens hovedperson, er Anders Bodelsen selv. Han bliver ikke beskrevet i novellen da han selv fortæller historien, men gennem hans tanker, sanseindtryk og reaktioner finder vi ud af, hvem han er. En ”normal” person, der reagerer logisk ud fra sit indbyggede regelsæt eller overjeg, og som desuden let bliver påvirket af kræfter der er stærkere end ham selv.

Den anden dreng, Jakob, er en, på overfladen, uskyldigt udseende ung skoledreng, som igennem sin kontrollerede argumentation og gestikulation virker overlegen i forhold til hovedpersonen. Men Jakob er alt andet end uskyldig; han er ligeglad, han stjæler, lyver, spiller konstant komedie og opfører sig arrogant overfor dem han føler sig ophøjet over. Hovedpersonen er klar over at Jakob har alle disse dårlige egenskaber, men alligevel følger han med ham fordi han beundrer ham. Han holder ikke af Jakob og er nødvendigvis ikke enig med ham, men han er fascineret af hans kontrollerede måde at tackle alle situationer og samtaler på – den måde Jakob altid tænker forud så han har det rigtige svar klar, og måden han altid er et skridt foran alle andre på.

De to drenge begynder at snakke imens de vandrer rundt i byen. Samtalen starter egentlig først efter at Jakob ridser sine initialer i en splinterny jaguar på en biludstilling. Hovedpersonen protesterer, men tør ikke gøre reel modstand – han stiller sig i baggrunden og ser til mens han spørger: ”Hvorfor gør du det?”, hvortil Jakob nedsættende og overpædagogisk svarer: ”Spørg aldrig hvorfor, men i stedet hvorfor ikke?”. Herefter overtager Jakob samtalen ved at begynde at tale på et abstrakt, næsten filosofisk plan, som hovedpersonen slet ikke føler sig sikker på.

Efter at have stjålet en flaske kakaolikør og en bog om seksualitet, fortæller Jakob hvordan ingen filosoffer nogensinde har kunnet bevise at noget er rigtigt eller forkert. Han fornægter alle almene værdier og normer på nihilistisk vis og forsøger at overbevise hovedpersonen om at ingen juridiske love, menneskelige normer eller højere magter kan bestemme hvad der er rigtigt eller forkert, men derimod at man kun selv kan afgøre det. Dog mener han at man ikke vil behøve at tænke længe over moralske spørgsmål, før man indser at det kan være lige meget fordi mennesket i bund og grund er ubetydeligt og at livet er meningsløst. Derfor er der ingen grund til at engagere sig i samfundet, indordne sig efter normerne eller være solidarisk med andre. Man må skabe sine egne regler selvom de er i strid med det igangværende samfunds love og moralske normer, hvilket i realiteten vil sige at alt er tilladt.

Med sin sans for argumentation og pædagogisk indlæring, lykkes det Jakob at overbevise hovedpersonen, selvom han i bund og grund synes at det er en forkert indstilling at have til livet og til andre mennesker.

De to drenge ender på en altan på 22. etage i et højhus, hvor menneskerne på gaden bare er små prikker. Her skal Jakob til at smide en betonblok ud fra bygningen og ned på den menneskefyldte gade. Jakobs argument for at det ikke er forkert at gøre, er: ”En prik mindre, gør det overhovedet nogen forskel?”. For hvis alt er ligegyldigt og hvis ingen mennesker har nogen betydning, hvilken forskel gør det så at der er een mindre i denne verden? Jakobs budskab er grotesk og frastødende, men alligevel formår han, med simpel argumentation og overlegenhed, at overbevise hovedpersonen om rigtigheden i det han siger, hvilket i virkeligheden er langt mere grotesk.

Da Jakob skal til at smide blokken ud over kanten, falder han baglæns og ryger ud over kanten. Han hænger fast med armene og er afhængig af hovedpersonens hjælp. Her kommer Anders Bodelsen som forfatter ind i teksten og laver en introduktion til to slutninger, hvoraf den ene er sand og den anden opdigtning. Som læseren kan gætte sig til, trækker hovedpersonen Jakob op, og redder hans liv. Men Anders Bodelsen opdigter en alternativ slutning som ville gøre historien langt mere spændende: Hovedpersonen går hen til kanten og siger ”En prik mindre” eller ”Alt er tilladt”, hvorefter han skubber Jakob ud over kanten.

Selvom denne slutning er opdigtet, har den stadig en betydningsfuld plads i historien. For den viser nemlig hvad Anders Bodelsen ville ønske han havde gjort – og så selvfølgelig alligevel ikke. For Anders Bodelsen ville jo ikke have lyst til at slå et andet menneske ihjel. Sådan ville vi nok alle tænke i denne situation. Og det ville vi gøre fordi vi har et indbygget regelsæt – et overjeg. Et moralsk regelsæt som er med til at definere vores personlighed og som er med til at tage beslutninger i betydningsfulde situationer som denne.

Dette regelsæt er skabt af samfundet og miljøet vi lever i og er forskelligt fra kultur til kultur. Uden det, ville mennesket være nødt til at handle efter sine egne instinkter, igennem id’et, dvs. menneskets primitive overlevelsesinstinkter.

Situationen hvor hovedpersonen står midt i valget mellem hævn/retfærdighed og almen menneskelighed er således en kamp mellem id’et og overjeget. Da Jakob blev hjulpet til at overleve, kan man sige at nihilismen vandt, men modsat kan man også sige at det eksisterende samfunds værdier vandt, fordi fortælleren handlede som man forventede at han skulle i stedet for at tage nihilismen i brug.

Novellens hovedbudskab er bragt, men novellen skal afsluttes med en udtoning, hvilket den gør ved at bringe et andet budskab, som måske endda mere kan kaldes for kritik.

Novellens sidste sætninger lyder: ”Ved sommerferien kom vi fra hinanden fordi jeg dumpede. Jakob blev student med den bedste eksamen der nogensinde er taget fra vores skole. Så vidt jeg ved venter man sig meget af ham i centraladministrationen.” Her fremsættes et nyt budskab med ironiserende humor. Især den allersidste sætning som fortæller at Jakob snart indtræder i centraladministrationen, hvilket vil sige magtens korridorer, viser at lige meget hvor falsk, ligeglad, kynisk og nihilistisk man er, kan man opnå magt og indflydelse, hvis man har den rigtige facade. Dette budskab kan ses som en kritik af den vestlige verdens politiske systemer. Systemer som lader egocentriske personer, som kun tænker på sig selv og er ligeglade med alle andre mennesker, komme til magten. Slutningen er med til at skabe et billede af et aristokrati som ingen interesse har i andre mennesker, og dermed befolkningen.

På samme tid beskriver de sidste sætninger en distancering mellem de to drenge. Først helt konkret med sætningen: ”Ved sommerferien kom vi fra hinanden fordi jeg dumpede”, som klart illustrerer studentereksamen som en skillelinje eller barriere blandt folk – en uddannelsesmæssig, og dermed også social, inddeling af mennesker. Derefter styrkes distanceringen med: ”Så vidt jeg ved venter man sig”, som sprogligt vidner om en distance mellem de to, og måske endda at Jakob har opnået højere status, fordi han er en person ”man hører om”.

Dermed kommer hovedpersonen og Jakob ikke bare til repræsentere hver deres form for mennesker med hver deres værdier og normer, men også to forskellige slags mennesker baseret på hvilket erhverv, og måske endda, hvilken social status de har.

De sidste sætninger er blot prikken over i’et i en novelle hvor Anders Bodelsen formår at skildre en persons karaktertype igennem en enkelt eftermiddags hændelser, at inddrage psykoanalysen og at fremstille en række kritiske spørgsmål vedrørende aristokratiet og det politiske system.