I slutningen af 1800-tallet gennemgik Danmark en radikal ændring fra troen på, at mennesket var et produkt af gud til, at mennesket faktisk er et produkt af naturen. Det er nøjagtig den darwinistiske tanke, der gennemsyrer novellen ”To verdner”, som er skrevet under det moderne gennembrud i år 1879 af J. P. Jacobsen. I novellen bliver læseren nemlig præsenteret for en konflikt mellem det overnaturlige og naturvidenskaben, som titlen på værket også indikere.
Novellen er fortalt af en implicit, alvidende 3. persons fortæller, hvilket betyder at fortælleren er registrerende og at det er op til læseren at tolke på de forskellige personers handlinger.
”Dengang hun havde kastet sin heksekost efter den unge pige, var hun falden besvimet om på svalen, og den stærke sindsbevægelse, måske også en ny fattiglæge, der var kommen der op egnen, havde bevirket en forandring i hendes sygdom(..)” (l. 75 s. 5 Jacobsen). Det ovenstående citat viser, hvordan fortælleren sætter os i besiddelse af informationer, som den syge kvinde ikke engang selv er i besiddelse af. Disse informationer er essentielle for forståelsen af forfatterens budskab. Den syge kvinde tror nemlig, at hun på grund af tryllebuketten er blevet rask.
Den syge kvinde virker meget svækket og fortvivlet over hendes sygdom, desuden virker hun en smule naiv i hendes forsøg på at blive rask. ”I lange, lange år havde hun lidt af en smertefuld sygdom, der aldrig lod hende ro, hvad enten hun lå eller gik. Hun havde søgt den ene kloge kone efter den anden, havde slæbt sig fra en hellig kilde til en anden, men uden nytte.” (l. 35 s.4 Jacobsen). Igennem dette citat bliver hendes desperation tydeliggjort. Hendes trang til at tyg til de overnaturlige hjælpemidler, forstærkere læserens opfattelse af hendes fortvivlelse. Hendes forhold til kristendommen udvikler sig gennem novellen, som resultat af hendes sygdom. ”Det begyndte at ringe i landsbyens lille kirke. Hun vendte sig bort fra solskæret, og rokkede frem og tilbage med hoved, for at undgå klokkeklangen, idet hun mumlede næsten som svar på den ved ringen: ”Jeg kan ikke vente, jeg ikke vente””. (l.28 s.4 Jacobsen). I starten virker den syge kvinde næsten antikristen, idet hun afvigere fra lyden af kirkeklokkerne. Dette kan være fordi hun føler sig svigtet af Gud, da Gud har pålagt hende denne sygdom. Men i slutningen beder hun til gud inden hun drukner sig selv, hvilket kan betyde at hun søger tilgivelse inden hun skal i himlen, idet hun har fået dårlig samvittighed over at have taget den unge kvindes livskraft, ved brug af tryllebuketten.
Sproget er stærkt præget af billedsprog hvilket man specielt kan se i indledningen ”Salzach er ingen munter flod, og der ligge en lille landsby på dens østre bred, der er meget trist , meget fattig kg sælsomt stille. Som en elendig flok af vantrevne tiggere , der er bleven standsede af vandet og ingenting har haft at give i færgeløn, står husene nede på den yderste bræmme af bredden (…)” (s.4 l.1 Jacobsen). Indledningen er én lang metafor. Husene afspejler nemlig også de mennesker der bor i dem. Hvilket indledningsvis giver os en beskrivelse af personernes længsler og ”udseende”. I indledningen er der også brugt mange besjælinger hvilket underbygger hele metaforen. Effekten af dette er, at teksten virker mere levende og autentisk.
Generelt er der gjort flittigt brug af adjektiver gennem teksten, hvilket giver os en detaljeret beskrivelse af de tiltænkte omgivelser. Miljøet vi befinder os i bliver beskrevet igennem negativt ladet ord, som skaber en trist og dyster atmosfærer.
Begyndelsen af novellen giver os også en idé om, hvad det er titlen ”To verdner” kan refererer til, nemlig de rige og de fattige mennesker, ikke desto mindre er det mest gennemgående tema kontrasten mellem overtro og rationalisme. Under det moderne gennembrud, var forfatterne meget samfundskritiske, hvilket medførte en realistisk skildring af samfundet. Generelt var de litterære værker også præget af darwinisme, som også spiller en stor rolle i novellen ”To verdner”. I novellen håner J. P. Jacobsen det overtroiske ””Lykke,” sagde den ene af dem, ”er en absolut hedensk forestilling. De kan ikke finde ordet et eneste sted i det nye testamente” (s.5 l.55 Jacobsen). I det overstående eksempel ser vi, at forfatteren fremstiller de forbi sejlende som ignoranter, idet de blindt tror på alt det der står i biblen. I den efterfølgende beskrivelse af den unge dame i båden, bliver vi dog gjort opmærksom på at hendes ansigt bære et lykkeligt smil. ”Lyset faldt i et par korte blus på damen ved roret, og i det rødlige skær sås et ungdommelig friskt pigeansigt med et lykkeligt smil på de halvåbne læber (…)” (s.5 l.66 Jacobsen). I digtet til sidst konstaterer den unge kvinde også, at lykken eksisterer ”En skål for lykken før den kom” (s.6 l.118 Jacobsen). Desuden er det i det ironisk, at hun begår selvmord på grund af hendes overtro, når det i virkeligheden var naturvidenskaben der gjorde hende rask, nemlig lægens behandling. Den fortalte tid følges af fortællertiden, og fortællertiden strækker sig lidt over et år. Handlingsforløbet i novellen skrider kronologisk frem. Dog er der nogle enkelte spring i tiden. ”Skæret sluktes, der hørtes et lille plask, som om der blev kastet noget i vandet, og båden drev forbi. Det var omtrent et år efter (…)” (s.5 l.71 Jacobsen). J. P. Jacobsen starter novellen ud med en indledning, som er skrevet i nutid, derefter skifter tiden til datid. Denne måde at opbygge en novelle er med til at skabe en scenisk fremstilling. Desuden springer fortælleren mellem de 2 unavngivet damer sådan, at vi en gang imellem hører om handlingsforløbet ud fra den raske kvindes synsvinkel, det overstående citat er netop et eksempel på dette. Man får nemlig kun at vide, at det lød som om noget faldt i vandet, hvilket må være sådan den raske kvinde opfattede det. Denne måde at beskrive de forskellige begivenheder, gennem en fiktiv persons oplevelse af dem, hører inde under den impressionistiske skrivestil. Det gælder nemlig for forfatteren om at vise det og ikke bare fortælle det. Under det moderne gennembrud galt det for forfatteren om at sætte problemer under debat. Man må sige, at J. P. Jacobsen i højgrad har formået at sætte troen på det overtroiske under debat, og man er som læser ikke i tvivl om hvad hensigten med novellen er, nemlig at opfordrer til troen på det naturvidenskabelige, eftersom teksten afspejler de naturvidenskabelige værdier.
Skriv et svar