Den tredje, hver måned
Jan Sonnergaards’ Den tredje, hver måned er en social-realistisk novelle fra novellesamlingen
Sidste søndag i oktober, Gyldendal 2000. Novellen handler i grove træk om nutidens samfundsproblemer, og hvordan folk varmer sig ved folk som har det mindre godt1. Han debuterede med novellen Imitation of Lacoste. I 1997 kom den første del af novelletrilogien Radiator og i 2000 udkom så anden del af novelletrilogien Sidste søndag i oktober. Han blev født d. 16. august 1963 i Virum og er opvokset i indre København, hvor han desuden også lever i dag2. Udover at have skrevet noveller, har Jan Sonnergaard også skrevet teaterstykker.
Den tredje, hver måned handler om en ældre herre, der bor for sig selv i en lejlighed i Vanløse. Datoen er den tredje, og som altid glæder den ældre herre sig til denne dag, for denne dag var altid et brud på de ellers daglige rutiner. Han har vældig travlt med at gøre rent i lejligheden, men bliver afbrudt af barnegråd. Han prøver at lokaliserer denne gråd, men trods så tydelige den er, kan han ikke se barnet fra altanen og forsætter derfor sin klargøring til dagens oplevelser.
På vej ned for at handle, ser han den lille grædende pige. Hun er utrolig grim i hans øjne, med rødt hår, briller og samtidig overvægtig. Hun kan ikke finde sin far, og han er i tvivl om han skal hjælpe barnet, men med tankerne om hvad folk ville tænke, vælger han at lade være.
Han møder pigen igen lidt senere, men denne gang ser han at hun har fundet sin far. Dette er dog ikke til megen hjælp ”for ingen elsker det tykke barn”, og da barnet stadig græder, slår faderen hende. Den ældre herre ignorerer det og forsætter hjem. Her gør han de sidste ritualer færdige, før han ringer efter en taxi og beder chaufføren kører til Rosenørns Allé nr. 56, hvor han skal besøge to piger.
Novellen er skrevet i 3. persons-fortæller, hvilket betyder at læseren får adgang til hovedpersonens tanker, følelser og oplevelser. Dette kan blandt andet ses på linie 21: ”Så han måtte tilbage igen, og i øvrigt måtte han også åbne et vindue mere derinde, tænkte han”. Person-fortælleren er desuden personbundet til manden, som gør at hele novellen opleves fra hans synsvinkel, og dermed er der tale om en fast synsvinkel.
1 John Chr. Jørgensen: ”Boganmeldelse: Jan Sonnergaard” Ekstra Bladet 5. oktober 2000 2 http://www.litteratursiden.dk/sw3187.asp
Novellen tager sted i Vanløse, nærmere bestemt Godthåbsvej og begynder in media res om formiddagen og forløber derfra kronologisk, hvor vi introduceres for den ældre herre i hans lejlighed. Derfra følger vi hans hverdag frem til om eftermiddagen, hvor han igen forlader sin lejlighed. Indimellem forekommer der dog enkelte tilbageblik, som i sær er rettet mod hans ungdom, som det fx ses på linie 78: ”- Sådan noget skete da ikke i gamle dage” og ligeledes indeholder teksten et enkelt flashback fra linie 175-178.
Vi kan inddele novellen i tre hoveddele, nemlig en præsentation hvor alt er harmonisk, siden en begivenhed, hvor der opstår en konflikt og sidst løsningen, som dog forbliver uløst og derfor også i konflikt.
I præsentationen bliver vi introduceret for den ældre pensionerede herre (l. 34). Man lægger hurtigt mærke til hvor stor en perfektionist han er og hvor vigtig den tredje i måneden er for ham. For som han selv siger, der måtte nemlig ikke være en finger at sætte på noget. Ikke i dag. For det var den tredje.
Herren fuldender først rengøringen, som er rengjort ned til mindste detalje (l. 5-6). Dernæst forsætter han sin personhygiejne, for selvom han havde været i bad og vasket håret (l. 8-9) mangler han stadig at barbere sig. Grunden til alt dette forklarer han selv:
Den tredje. Da kom der et vist brud på rutinen. Da skete der noget andet.
Derfor gjaldt det om at holde formerne. Og gøre som man skal. Holde en vis stil.
For man må gerne være skødesløs. Men man må ikke være sjusket.
Sonnergaard, Jan: ”Den tredje, hver måned”. Linie 13-16.
Foruden rengøringen har den ældre herre også en del andre ting han skal nå. Han lever efter en fast rutine, og på trods af at han glæder sig til den tredje, for på den dag brydes rutinen, er denne dag ligeledes blevet en reputation. Grunden til dette er, at netop denne dag, som ellers skulle være anderledes, har været intakt lige siden første gang i 1991 (l. 164). Det er de samme rutiner og gøremål han gennemgår. Han gør rent i sin lejlighed, soignerer sig selv og sørger for at der er nypresset tøj fra renseriet. Når dette er gjort bevæger han sig så ud på sit daglige gøremål. Han går ned i stationskiosken, hvor han køber smøger og det der stadig mangler i husholdningen (l. 53-55). Indimellem disse gøremål, lytter han til et bestemt nummer fra en Frank Sinatra cd. Selvom han faktisk ikke kan lide dette nummer, var det som alt andet blevet et ritual (l. 159-166). Og når han trykkede ”play” for sidste gang, når alle gøremål var udført, ringede han til en taxi for at besøge pigerne over på Rosenørns Allé nr. 56, for på den måde at fuldende sin dag på.
Ser vi på begivenheden, bliver vi allerede i indledningen sporet ind på dette. Dette gør vi da den ældre herre hører en barnegråd, en barnegråd som han nysgerrigt prøver at lokalisere (l. 25-29). Dette gør han uden held, som der står på linie 28-29: ”Men der var ikke noget at se, så egentlig var det mærkeligt. Det havde jo lydt så højt”.
Som novellen skrider frem, og hovedpersonen kommer ud af sin lejlighed møder han det grædende barn (l. 86) og konflikten blusser op. Det første han lægger mærke til ved barnet er at det er et grimt barn. Et meget grimt barn, med tykke briller og rødt hår, og en betydelig overvægt. Barnet stopper op og den ældre herre spørger ind til hvad der er galt. Barnet fortæller ham, at hun ikke kan finde sin far, men begynder så at græde igen og kører væk. Netop i det øjeblik opstår hele novellens dilemma. Skal han hjælpe barnet eller lade være.
Den lille pige er en afspejling af hovedpersonen selv. Han er selv alene og forladt uden kærlighed. Grunden til dette er, at han er tidligere alkoholiker. Hans kone er skredet fra ham og børnene vil ikke længere se ham (l. 177), og selvom han selv siger det er længe siden han stoppede med at drikke, har det ikke kunne ændre børnenes lyst til at besøge ham. Det eneste sted hovedpersonen kan finde kærlighed, er hos de to ludere, som han besøger den tredje i hver måned (l. 190-195).
Han ser sig selv i pigen, som hvis han kiggede i et spejl og også derfor føler han en trang til at hjælpe hende. Allerede i indledningen får vi et hint om hovedpersonens sympati og holdning overfor pigen:
Det var ganske tydeligt, også selvom det havde flyttet sig.
Det var som om lyden nu kom fra et sted i parken, mens det før snarere var kommet nede fra gaden. Men det var stadig hjerteskærende.
Så han skyndte sig at stille planten derude og lukkede altandøren i igen.
Sonnergaard, Jan: ”Den tredje, hver måned”. Linie 13-16.
Han føler den hjerteskærende gråd, og derfor sympati, men i det at han lukker altandøren, lukker han gråden ude – og dermed også pigen, som vi også ser senere i teksten.
For ved hans første møde med pigen, føler han en stor trang til at hjælpe og trøste hende (l. 117-119). Dette føler han på trods af at han instinktivt ikke kan lide barnet og desuden finder barnet grimt og tykt. Men han vælger at lade være. Han er bange for hvad folk ville tænke, om børnelokkeri og pædofili, men i virkeligheden er det nok mere en tilståelse, om hans egne perverse tanker, end om de oprigtige grunde til ej at hjælpe pigen. For ser vi på slutningen, hvor han gør sig klar til at mødes med luderne, omtaler han også dem som ”piger”, foruden de perverse gloser om deres specialer, som han åbenlyst finder tiltrækkende (l. 193-195).
Den ældre herres næste møde med pigen, finder sted udenfor bodegaen. Et sted hvor hovedpersonen, som forhenværende alkoholiker, formentlig har opholdt sig meget. Han havde lige sluppet af med skyldfølelsen for ikke at have hjulpet pigen, men denne optrapper igen, da han hører tumult på bodegaen hvor en stemme iblandt er genkendelig (l. 129-132).
Han ser den lille pige følges med hendes far. En fader som hovedpersonen selv karakteriserer som en køn, ung mand (l. 133), som er ensbetydende med, at han kan se sig selv i den unge mand, fra dengang han var i en ”velfungerede” familie, med kone og børn. En person som han intet dårligt ser i, for som han indirekte indikere på linie 179-181, mener han ikke at problemet lægger hos ham, men snarere i de andre tilgivelse:
Men min økonomi er da meget god, tænkte han. Og han drak jo ikke længere. Og alligevel ville hans børn ikke se ham, heller ikke selvom de var voksne nu.
Sonnergaard, Jan: ”Den tredje, hver måned”. Linie 179-181
Skyldsfølelsen opblusser ikke igen, fordi de går hen af fortovet – pigen grædende og faderen lige glad, for ingen elsker det tykke barn – men snarere da faderen slår pigen. Dette gør ondt på hovedpersonen, da pigen er en genspejling af ham, og han derfor føler den fysiske vold, som var den rettet mod ham selv.
Også i denne situation vælger hovedpersonen den lette løsning, nemlig at se bort fra problemet og passe sig selv. Det er derfor novellen ender i konflikt og hovedpersonen ingen synlig udvikling gennemgår. Han tager hjem til sin egen lejlighed, og som intet var sket, påbegynder han sine rutiner igen. Pigens gråd og den sorg den ældre herre oplever igennem dagen, er tydeligvis ikke nok til at ændre på hans liv – en hovedperson vis følelser han overvinder, for at vende tilbage til sit rutineprægede og selvbedrageriske hverdag. For hovedpersonens rutiner, er en form for beskyttelse mod den kærlighed han mangler, samt det samfund som ikke har plads til en person med de sære tilbøjeligheder han nærer. Grunden til han hele tiden virker tilfreds og måden han lever sit liv på er, fordi han ikke har lært at elske sig selv3 – og når man ikke elsker sig selv, kan man ej elske andre.
3 Susanne Bjertrup: ”Boganmeldelse: Jan Sonnergaard…”, Politikken, 5. oktober 2000
Jan Sonnergaard vælger at overdramatisere og detaljere hverdagen for en ældre herre, som faktisk er blevet glemt i bybilledet som Kamma Haugan beskriver det i ”Litteraturens stemmer” fra 1999 om Jan Sonnergaard; ”Altså netop at gøre den lille fjer til syn høns – og allerbedst til 27 høns eller en hel hønsefarm”. Den sympati som forfatteren har til evne at få hovedpersonen til at fremstå i er gennemført, selvom man ved nærmere eftersyn, ikke ønsker at kende denne type af person.
Jan Sonnergaards evne til dette er formidabel, og dette er også en af de væsentlige grunde til, at det først er til sidst man mister sin sympati med den ældre mand. Grunden til dette er hans udtalelser, som ex. en fransk specialist fra Varde, en anal-trold fra det solbeskinnede Bornholm og Søde piger. Søde og smilende. Det får læseren til at miste alt respekt for denne uelskede person og tænke på ham som en ”gammel gris” i stedet.
Denne fremstillingsmåde er meget typisk for Jan Sonnergaard. Han ser positivt på alle de typer der findes rundt omkring og beskriver dem med medlidenhed, for derefter at bryde den kontakt læseren føler der er skabt til personen – hvilket blot er en afspejling af virkeligheden, ligeledes som tilfældet i denne novelle.
Skriv et svar