“Uglens skrig” analyse og fortolkning

Skrevet af: Beyza Erdem

Det Moderne gennembrud kan kort beskrives som en periode, der er et brud med romantikkens idealistiske fremstillinger af virkeligheden og et ønske om, at ”litteraturen skulle sætte problemer under debat”. Perioden er en af de mest skelsættende perioder i den danske litteratur, hvor Danmark havde stor indflydelse på ændringer i blandt andet litteraturen og nye strømninger i hele Norden. Det Moderne gennembrud skulle modernisere og forbedre samfundet. Det nye, bedre tænkende og fornuftige menneske skulle kreeres, mens det gamle skulle erstattes. Under perioden opstod nye retninger og skrivemåder inden for litteraturen, og litteraturen i Det Moderne gennembrud var præget af store navne, som stadig er omtalt i dag. Herunder kritikeren og litteraten Georg Brandes og forfatteren Henrik Pontoppidan. Specielt Georg Brandes var kritikker af den daværende litteratur og samfundet og kom da også til at sætte sit præg på perioden. Digtet Den 4de Februar er skrevet af Henrik Pontoppidan og blev udgivet i 1912 i Politikken i anledning af Georg Brandes 70-års fødselsdag. Digtet ser på det samfund og de ideer, Brandes skabte og havde og udtrykker, hvad Pontoppidan mener om dette.

Ser vi på handlingen og opbygningen, kan vi sige, at digtet kan deles i 3 afsnit. Det første afsnit går fra strofe 1 til og med strofe 2. Her fortæller Pontoppidan kort, hvordan folket har ventet på at kunne fejre Brandes med fakler, faner og orkestrer, men at han aldrig dukkede op. I anden strofe introducerer han uglen og uglens skrig, hvorefter vi i 2. afsnit – altså strofe 3 til og med strofe 8 – hører uglen skrige. Det er her, det samfund, Brandes har skabt, bliver kritiseret af uglen. Det er også her, vi læser, hvordan de forventninger, folket har haft, ikke blev opfyldt. Det tredje og sidste afsnit er strofe 9, hvor Pontoppidan igen bliver jeg-fortæller og fortæller, at Brandes har vent sig mod sit værk.

I digtet indgår der en masse symboler, og der bliver blandt andet refereret til biblen flere gange. I fjerde strofe linje 4 fremgår det således: ” Han raabte ”Bliv Lys!” – og der voksede Mørke.” Dette er en reference til skabelsesberetningen, da Gud ifølge kristendommen skabte lyset på første dag. Her udtrykkes det således, at Georg Brandes bad om lys, men i stedet fik mørke. Det vil altså sige, at det ønskede samfund eller de ønskede ændringer ikke lykkedes. Folket havde ligeledes også haft en masse forventninger til disse nye forestillinger, som det fremgår i første strofe linje 1-2: ”Vi har staaet’ med Fakler, med Faner, Orkester for at fejre en Ven, for at hylde en Mester.” Derudover, i strofe 6, bliver kundskabens træ inddraget. Igen var det ifølge kristendommen Gud, der plantede kundskabens træ, hvor det i teksten bliver skildret som om, at det er Brandes, der har plantet det. I strofe 6 linje 3 læser vi, at træet ”forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.” Dette viser, at de ideer og drømme, Brandes har haft, kun har påvirket folket negativt, selvom de faktisk burde forbedre samfundet og dermed også menneskerne. De drømme han har haft om et bedre samfund, har kun været drømme. I strofe 7 bliver Adam og Eva nævnt således: ”Og Adam den nye, blev dum som den gamle. Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven og aad med hver lysten Gorilla i Haven.” I denne sammenhæng repræsenterer Adam og Eva danskerne. De er et billede på, hvordan folket kun er blevet ”dummere” af Brandes nye ideer, selvom de burde gavne dem og give dem et nyere og fornuftigere syn på samfundet og verden.

Disse ting bliver faktisk fortalt gennem uglen, som vi møder i strofe 2. Det er igennem uglen, Pontoppidan kritiserer Brandes ideer. Ugler symboliserer visdom, intelligens, beskeder og klogskab, hvilket i denne sammenhæng kan betyde, at uglen faktisk symboliserer Pontoppidans underbevidsthed. Det er som sagt gennem uglen, Pontoppidan udtrykker sine holdninger omkring det samfund, Brandes har kreeret, og der må derfor være noget om snakken. Ugler er som nævnt kloge dyr, så det må derfor betyde, at Pontoppidan faktisk har en pointe og, at det nye samfund ikke fungerer som forventet. Som det fremgår i teksten i strofe 2 linje 3, skriver Pontoppidan: ”en Natfugl, en Ugle. – Jeg lytted til Skriget”. Det er altså uglen eller Pontoppidans underbevidsthed, der giver ham svaret. Uglen beskriver, hvor skuffende Brandes ideer har været i strofe 8 linje 1: ”Af Herlighedsdrømmen blev intet tilbage.” Drømmene, folket har haft, er altså ikke blevet opfyldt.

Digtet tematiserer Brandes ideer og tanker i forhold til det daværende samfund. Det fortæller, hvordan Brandes ideer og drømme har påvirket samfundet og menneskene. Det beskriver resultatet af Brandes værk.

Pontoppidans holdning – altså budskabet – til dette tema er tydeligt. Pontoppidan var en klar kritiker af den tankeretning, Brandes havde. Samfundet Brandes har skabt, og de ideer, han havde, har simpelthen ikke været til gavn for danskerne. Det er altså Brandes skyld og ikke folkets. Folket har nemlig haft store forventninger til dette projekt, men er kun blevet skuffet. Dette udtrykkes allerede i første strofe linje 1-2: ”Vi har staaet’ med Fakler, med Faner, Orkester for at fejre en Ven, for at hylde en Mester.”  De har altså virkelig ventet på at kunne fejre Brandes og hans nye ideer og tanker om samfundet, men han har fejlet, som vi ser i første strofe linje 3-4: ”Men han var forsvunden – var smilende flygtet for Vennernes Tak og de velmente Fester.” At Pontoppidan er skuffet og kritisk over for Brandes ideer ses flere steder i digtet. I strofe 3 fremgår det således: ”Hvad blev der – saa skreg den – af Riget, han skabte?  I Grus er det sunket! Og Tavshed og Øde nu græsser paa Tomten hos fredløse Døde.” Riget, Brandes har skabt, er nu tavst og øde. Det er simpelthen sunket i grus. De planer og ideer, Brandes havde, og det han har gjort for samfundet, er simpelthen forsvundet. Afslutningsvis nævner Pontoppidan, at Brandes ”fejrer sin dag med de døde” (strofe 9, linje 2). Da digtet blev udgivet, levede Brandes stadig, og dette kan derfor betyde, at alt, hvad Brandes har skabt og gjort, er væk ligesom ham selv. Han har simpelthen fejlet og kan ikke længere redde den. Og da Pontoppidan skriver, at Brandes ”mismodig” vender sig bort fra sit værk, forstås det som, at Brandes faktisk erkender sine fejl, men prøver at se bort fra dem, da han har mistet håbet. Pontoppidan er muligvis kritisk over for disse ideer, da han i løbet af sit forfatterskab ændrede sit syn på samfundet. Jo ældre han blev, desto mere kritisk blev han over for blandt andet Brandes’ skrivestil.

I tekst 2 Uglens poetiske skrig af Katrine Winkel Holm møder vi to slags fortolkninger af digtet Den 4de Februar. På den ene side møder vi dem, der mener, at Pontoppidan gennem sit digt udtrykker, at det er folket og ikke Brandes, der har fejlet. Blandt andet møder vi Elias Bredsdorff, der mener, at det blot er danskerne, der ikke var i stand til at værdsætte Brandes ideer. På den anden sider møder vi dem, der mener, at det er Brandes, der har fejlet i det, han har skabt. Her møder vi blandt andet Ulla Dahlerup, der mener, at Pontoppidan i sit digt erkender ”Brandes fiasko” (side 1, spalte 1, linje 7). Hvorefter Klaus Rifbjerg efter en noget forvirrende fortolkning konkluderer, at det er Brandes, der har ”skabt mørke”, mens han ville ”bekæmpe mørke mænd” (side 1, spalte 2, linje 16-18) og ”forgiftet” med frugterne på kundskabens træ (side 1, spalte 2, linje 5-6). Rifbjerg nævner desuden, at det ikke var folket, der ikke kunne sætte pris på Brandes, men Brandes, der har plantet et fejlfuldt træ. Sidstnævnte fortolkning af digtet stemmer overens med min egen fortolkning. Jeg ser også digtet som en kritik fra Pontoppidans side af Brandes tankeretning.

Alt i alt kan vi sige, at Brandes virkelig har prøvet at forbedre og ommøblere det gamle og grå samfund. Det samfund, hvor kvinder ikke havde rettigheder, og hvor ægteskabet ikke var baseret på kærlighed. Brandes har også sat en masse problemer under debat og ændret en masse blandt andet inden for litteraturen, men det er har ikke været nok ifølge Pontoppidan og en masse andre kritikkere. Dog er det tydeligt dagen i dag, at Brandes virkelig har gjort en forskel. Han har virkelig ændret litteraturen i en helt anden og – ifølge rigtig mange – positiv retning og er stadig meget eftertragtet.