“Den Unge Werthers Lidelser” analyse og fortolkning

Skrevet af Sander Specht

Den Unge Werthers Lidelser

Den Unge Werthers Lidelser fremstår i dag som et af de vigtigste filosofiske værker og som en milepæl i den europæiske litteraturhistorie.

Tiden der fulgte efter udgivelsen var dog præget af et ganske andet syn på den lille brevroman. Værket vakte røre i hele Europa, den blev bandlyst af den katolske kirke i flere tyske stater og den danske oversættelse blev i 1776 forbudt. Skandalen skabte en international opmærksomhed som resulterede i at den opnåede en enorm succes.

Romanen blev forfattet i 1774 af polyhistoren Johann Wolfgang von Goethe som i løbet af sit 83 år lange liv opnåede at kunne kalde sig for digter, forfatter, humanist, videnskabsmand, teoretiker, maler og minister i hertugdømmet Weimar.

Romanen, som var en af Goethes første værker, var sammen med Götz von Berlichingen med til at give Goethe sin almene berømmelse og desuden anerkendelse indenfor Sturm-und-Drang bevægelsen. En bevægelse indenfor tysk litteratur som gjorde op med rationalismen ved at holde sig til litteraturværkets æstetiske love.

Romanens store betydning for sin samtid grundede bl.a. i dens modtagelse hos læserne – den røbede nemlig en generationskløft. Mange af de ældre læsere angreb romanen med beskyldninger om amoral og blasfemi, mens store dele af den nye generation tog bogen til sig og spejlede sin egen situation i den. Romanen førte endda til at flere mennesker tog livet af sig selv. Man snakkede endda om en såkaldt Werther-epidemi.

Romanen er opbygget af breve som den unge Werther sender til vennen Wilhelm. Igennem disse breve skildres den overfølsomme og næsten narcissistiske Werthers ulykkelige liv.

Werther tager på landet for at slappe af og finde den indre ro til kunstnerisk og litterær udfoldelse. På sit landlige ophold møder han den henrivende Lotte som han hurtigt forelsker sig i. For hver gang de mødes forelsker Werther sig mere og mere i hende og han udvikler til sidst et monomant forhold til hende. Deres indbyrdes forhold bliver meget tæt og de danner et stærkt følelsesmæssigt bånd. Dog er dette bånd ikke det samme for Lotte som for Werther – Lotte ser det blot som et venskab. Da Werther en dag får at vide at Lotte er forlovet med embedsmanden Albert som er i Schweiz for at ordne nogle arvemæssige sager, bryder Werther sammen. Hans brændende kærlighed vender sig stødt til en gennemborende ulykke og en jalousi overfor Albert. Werther giver dog alligevel ikke op. Da han er et varmt og godt menneske vælger han at møde Albert, og han ender med udvikle et tæt forhold til ham. Han besøger parret meget ofte, og stort set hver eneste dag går han tur i parken med Lotte.

Da de to forlovede en dag fortæller Werther at de har planer om at gifte sig, sætter elendigheden først for alvor ind. Werthers, i forvejen, spinkle håb om at blive kærester med Lotte, bliver nu tabt på jorden. Werthers fortrængte had til Albert slippes løs, og tanken om at myrde ham luftes endda for en stund.

Som en udvej fra fortvivlelsen skaffer Werthers nære ven Wilhelm et job i gesandtskabet. Werther tager smerteligt afsked med Lotte og rejser med gesandten.

Han føler sig ikke tilpas i det nye miljø, og ender da også med at blive afskediget efter en uheldig situation ved en middag.

Da Werther vender tilbage til Lotte, bliver smerten utålelig. Da smerten og ulykken ikke forsvandt ved at rejse væk fra Lotte, ser Werther kun een mulig udvej – døden. Efter lang overvejelse gør Werther til sidst alvor af sit høje ønske om gå i døden. Fire dage før han skulle holde juleaften med Lotte og Albert, skriver han et afskedsbrev til Lotte og skyder sig selv.

Denne dramatiske og samtidigt yderst deprimerende historie kommer til at fremstå som realistisk fordi den opbygget af breve, hvilket giver læseren en følelse af realisme og objektivisme.

Romanens udtryksmåder er utrolig dramatiske. Bl.a. følger beskrivelserne af vejret Werthers sindsstemning. Dvs. at når Werther er lykkelig er vejret godt og når han er ulykkelig er vejret elendigt. Hele historien kulminerer med et voldsomt stormvejr da Werther tager livet af sig selv.

Tilmed kulminerer Werthers beskrivelser af sin ulykke og elendighed i slutningen, hvor han nærmest opfatter sig selv som den lidende Kristus.

Werthers tilgang til livet er styret af hjertet i en grad så han ikke kan ty til fornuft eller anden form for terapi, når det går galt. Med hjælp fra sin ven Wilhelm, prøver han dog alligevel at glemme kærligheden ved at tage arbejde hos gesandtskabet. Den manglende godtagelse i det nye miljø kan ses som en klar afspejling af hans ulykkelige kærlighedsliv. Hverken i kærligheden eller i samfundet kan han finde fodfæste, og hvis ingen af disse behov er dækket, hvorfor så leve?

Werther kan også betragtes som en snæversynet narcissist som kun har plads til sig. Hans patologiske trang til at komme tættere på Lotte virker helt barnlig og kan sammenlignes med når et umodent og dårligt opdraget barn råber og skriger efter en is som det ved det ikke kan få.

Werthers snæversyn og egoisme ses tydeligt i hans forhold til Albert. Han kan ikke unde Albert et lykkeligt liv med Lotte, i stedet kan han kun være jaloux og når han har det værst, ønske Albert død.

Werther tænker heller ikke på den enorme sorg og skyldfølelse han vil påføre Lotte, ved at begå selvmord på grund af fraværet af hendes kærlighed.

Goethes beskrivelse af denne unge mands barnlighed og selvoptagethed leder ens tanker hen imod at Goethes ønske var at kritisere datidens ungdom.

Kritikken ligger også i at de unge udfordrer verden på en selvdestruktiv måde og de griber livets problemer og store spørgsmål forkert an.

Livet kan gribes an på flere måder: Een er at tage det første og det bedste, i stedet for at jage een bestemt ting. Dette er en livsfilosofi som ofte fører til at man tager valg som man vil fortryde resten af sit liv.

En anden måde at gribe livet an på er at gøre som Werther; På monoman vis at bestræbe sig efter at opnå een bestemt ting i livet. Denne livsfilosofi fungerer dog kun hvis det lykkes at få fat i det man ønsker at opnå. Werther er Goethes eksempel på et menneske som kun ønskede een ting i livet, men som ikke opnåede det, og derfor måtte lade livet som den eneste udvej.

Goethes hensigt med hele historien er altså at skabe en morale der siger at man bør vælge en midtervej, som hverken er radikal eller passiv, men som har elementer fra begge livsanskuelser. En morale der prædiker om at man må gøre konflikterne mere konstruktive så man kan angribe dem på fornuftig vis, og dermed få mest ud af livet.