Under vejr med mig selv
Klaus Rifbjerg – Under vejr med mig selv
Med udgangspunkt i ”Bedsteforældre” og ”Børnehave”
Vi kender alle til barndommens og livets søde og ubehagelige minder, dog vil man helst mindes de gode, der har været med til, at gøre livet nemmere og godt. I Klaus Rifbjergs, digtsamling, ”Under vejr med mig selv”, som er en selvbiografi fra 1956, fortæller han om nogle af de ting, han minder mest igennem livet. Gode som dårlige. Nogle minder, der har været med til, at skabe ham, og som har været med til, at gøre ham til den person han er i dag. Vi hører om nogle højdepunkter i hans liv, store som små. Det er helt fra følelsen af at være nygift, til hans egen undfangelse, som han egentligt ikke selv har opdaget, men den er jo alligevel det grundlæggende for, at han er til.
Erindringsbillederne er fremkaldt af det voksne, skrivende jeg, men oplevet af barnet, og de to synsvinkler glider over i hinanden og forsøger undervejs i digtsamlingen at forbinde før og nu. Rifbjerg skriver med en stærkt sansende nerve over for sin omverden. Samtidig kendetegnes forfatterskabet af en rig erindringsevne, en metaforfyldt skrivestil og ofte uhøjtidelighed og humor. Han sætter fokus på eksistensen. Hvad er et liv? Og hvad kan man erfare ud fra livets hændelser? Klaus Rifbjergs erindrede oplevelser og erfaringer fra sin opvækst har været en tilsyneladende uudtømmelig kilde til inspiration i sin vekseldrift mellem erindring og fiktion.
Som en modernistisk digter mestrer Rifbjerg at skærpe læserens oplevelsesevne, så læseren selv oplever, blive involveret og spejlet i hans værker.
Fortællestilen er lidt gammeldags, hvor der er brugt mange flotte, fine og udenlandske ord, hvilket var fremme i tiden dengang. Igennem digtsamlingen, kommer han med en masse stemningsberetninger. Han sætter børnesproget op imod det videnskabelige voksensprog. Desuden sætter han også magien op imod de filosofiske udtryk og begreber fra biologiens verden. Rifbjergs fortællestil er meget enkelt, men dog stadig kompakt.
Jeg har valgt at tage udgangspunkt i de to digte ”Bedsteforældre” og ”Børnehave”.
I digtet ”Bedsteforældre” er der fire strofer og henholdsvis seks, fire, syv og fem vers. Digtet er uregelmæssigt, og der er ingen systematik i opbygningen, man kan betegne genren som knækprosa.
Digtet omhandler et besøg, måske det første, hos Rifbjergs bedsteforældre. Han beskriver situationen romantiserende og bruger det som et tilbageblik på et af barndommens faste holdepunkter. Fortælleren er gemt i det lille barn, som digtet omhandler. I strofe et, bliver vi kastet ind i handlingen med bedsteforældrene, der læner sig ned over Rifbjerg, som i digtet stadig kun er et spædt barn, som han beskriver sig selv ”Jeg er en rullepølse på gulvet”. Her bruger han rullepølsen som en association til sig selv. Han er stadig bare en lille klump kød, som hverken kan gå eller kravle. Han har altså stadig heller ikke dannet sig en identitet. Bedsteforældrene kigger på ham med glæde og fryd i øjnene og nyder synet af deres lille nye barnebarn: ”Saa skinner i på mig som julestjerner.” han bruger altså metaforen, julestjerne til at beskrive bedsteforældrenes skinnende og glade øjne. Han bruger metaforen med stjerner to gange i strofen. Han skriver i vers to: ”som tunge stjerner i mit firmament.” Her bruger han de tunge stjerner til at beskrive, hvor vigtige bedsteforældrene er for ham. Hvor vigtige bedsteforældrene er i hans firmament, i hans liv. Firmament kan betyde himmelhvælving, som igen kan symbolisere hans univers, hans himmel, og hans liv. Rifbjerg går også ind og sætter et voksenpræg på barnesindet: ”… der med udspekulerede pudsigheder…” Han pakker det på en måde lidt ind. For hvis han skulle have forenklet det helt, kunne han jo evt. have skrevet, at han med sjove hoveder kunne formå, at fange bedsteforældrenes opmærksomhed.
I strofe to, slår Rifbjerg faktisk temaet an. Man får et tydeligt indtryk af trygheden han i sin barndom har følt ved bedsteforældrene. I vers to-fire skriver han: ”en air a brystsukker og Eau de Cologne, flyver om jer som duer. I lever i gyngestolens blide rytme.” Vi har alle sammen duft-associationer. Det vil sige, at der er nogle specielle dufte, man forbinder med nogle specielle mennesker i ens liv. Duerne som han også omtaler, symboliserer fred og harmoni. Gyngestolens blide rytme symboliserer den ro og afslappethed man normalt forbinder med bedsteforældre og deres hjem.
Igen i strofe tre går Rifbjerg igen ind og beskriver den beskyttelse og tryghed man føler ved sine bedsteforældre og dem man elsker. ”At sidde hos farmor, er at hvile i en dobbeltpolstret sofa”, men i disse vers indbringer han også humor. Man kan nemlig også fortolke den dobbeltpolstrede sofa, men farmors bløde mave. Måske har hun været en dejlig, tyk og blød dame. Han har også i vers tre, leget med ordene, altså lavet et ordspil: ”Transportabel komfort”. Da jeg læste det første gang troede jeg faktisk der stod, komfortabel transport, men uanset hvordan du siger det, giver det den samme mening. Vers fem er for mig den vigtigste sætning i strofen, ”Det er en evig fødselsdag og juleaften.” Dette er en voksen, der beskriver et barns definition af bedsteforældre. Mange forbinder jo deres bedsteforældre med forkælelse, slik og gaver og som der står i strofen ”… og 5000 minder.”, man får mange dejlige, søde barndomsminder fra tiden med sine bedsteforældre, ikke bare få, men rigtig mange.
I fjerde og sidste strofe skriver Rifbjerg: ”Jeg er en lille aktie, i en fremmed fremtid, sat i en bank af tryghed, hos gamle folk, der snart skal dø.” her får man en fornemmelse af, at selvom han kun er en lille baby, har han stadig en virkelighedsfornemmelse for, hvad livet er og kommer til at bringe i fremtiden. Han associerer en ”voksen-ting” som aktier over på sig selv. Som om han allerede dengang vidste, at han var en lille ting, som kunne betale sig at investere i, fordi den en dag ville blive til noget stort. Den fremmede fremtid, modsiger dog dette lidt, da det kan betyde, at kursen eller skæbnen er ukendt. Han har også en realitetssans hvad angår død, hvilke mange børn heldigvis ikke får et forhold til, før senere i liver. Han ved, at hans bedsteforældre en dag, måske snart, skal dø, han ved de ikke er der for evigt. Men de er hans bank af tryghed, så længe de er der, så længe de er i live. Den fremmede fremtid, et flot ordspil, og banken af tryghed står i kontrast til hinanden. For en usikker fremtid er jo noget utrygt, men alligevel har han sin bank af tryghed at søge hen i.
Første vers i hver strofe slår noget tungt an, plus man hver gang bliver introduceret til en ny situation hjemme ved bedsteforældrene. Sidste vers i hver strofe undtaget strofe fire, angiver noget smukt og behageligt. De står alle i kontrast til det sidste vers i strofe fire, som angiver noget sørgeligt og bekræftende ubehageligt. Digtet er alt i alt meget sanseligt, og man kan snildt sætte sig ind i historien/situationen. Man kan sagtens sætte sig ind i den tryghed, Rifbjerg også har følt hos sine bedsteforældre.
I digtet ”Børnehave” er der fem og en strofer afslutningssætning med henholdsvis fem, ni, otte, elleve, otte og to vers. Og også dette digt er uregelmæssigt uden systematik i opbygningen. Digtet omhandler Rifbjergs tid i børnehave på godt og ondt.
I strofe et bliver vi kastet ind i en normal dag i børnehave. ”Det vanskelige fællesskabs byrde lægges i vore forkælede vantehænder.” Dette angiver en spændt stemning og er samtidig også en kontrast. For først omtaler han situationen som en byrde, mens han bagefter fortæller, at de er forkælede, og der bliver sørget godt for dem. Ordet Vantehænder er egentlig ikke et eksisterende ord, men alligevel får vi det søde billede af de små børn med vanter på hænderne hånd i hånd. Vantehænder er altså et selvopfundet og sammensat ord af Rifbjerg selv. ”Her gaar vi små knorte, verdens evigtsnublende nissehær, bag frøknens hoppende hale.” Ved at Rifbjerg går ind og bruger ord som knorte og nissehær, går han ind og beskriver børnenes udseende via objekter. Den evigtsnublende nissehær indeholder også meget billedsprog, for man bygger ligesom videre på billedet om de små børn med vanter der går hånd i hånd til, at de nu også står på en række to og to med huer på, der marcherende og usikre på benene prøver at følge med pædagogen med den svingende hestehale. Stemningen går i løbet af strofen fra at være spændt til at være sød og eventyragtig.
I strofe to møder vi igen Rifbjergs stærke humor og ironi. Og dagligdagens almindelige hændelser bliver pludselig morsomme. ”Guddommelige haand, bolsjehaand, din, Lone, i min…” og ”… mindet om den lykkelige snot, der svingede fra din næse, rytmisk for hvert aandedrag, som gyngen under et kunstfærdigt Schweizerur.” Her går Rifbjerg vitterligt ind og romantiserer noget utroligt klamt til noget smukt og guddommeligt. Det at den klamme bolsjehånd fra den søde Lone bliver til noget smukt, kan symbolisere den første barne-forelskelse.
I strofe tre skifter stemningen fra at være glad, spændt og sjov til at være alvorlig. Han går ind og omtaler Johannes Jørgensen, 1890’ernes største sjælelige digter, som også var en af de store kulturradikale kunstnere. Han levede fra år 1866 – 1956. ”Hvor sorg er ikke sjælen, vor knude er ikke den gordiske, men skobaandets, den går op af sig selv og vi formår ikke at binde.” Her går han ind og forbinder de voksnes problemer med barnets. Han går ind og sætter sjælens knude op imod skobåndets knude, hvilket virker ret ironisk. Med det går han ind og viser, hvor små og få problemer man har som lille barn. Man har endnu ikke oplevet virkelighedens stridspunkter og rigtig sorg. I strofen får man også en fornemmelse af hjælpeløshed. Han fortæller, at deres knude er skobåndets og ikke den gordiske, hvilket vil sige han går ind og sætter den uløselige knude op imod den ubindelige knude.
”Og mørket sænker sig, en lussing slukker i eet nu dagen, dens metalliske flagermusvinge lægger sig over ansigtet propert…” sådan starter Rifbjerg strofe fire. Han beskriver her situationen med at få en lussing i børnehaven som straf og opdragelse. Mørket han beskriver skaber en alvorlig og kedelig stemning. Den metalliske flagermusvinge kan være lyd association til, når hånden rammer ansigtet og flagermusvingen kan være aftrykket på kinden efter slaget. Det at Rifbjerg også går ind og skriver ”system Montessori” er en vidnesbyrd om visdom. Maria Montessori var en italiensk pædagog som har haft stor betydning for udviklingen af moderne vestlige børnehaver. Hun levede i perioden 1870 – 1952. Et af Montessoris hovedprincipper var at opdrage børnene til frihed. Det skaber en ret ironisk situation, for at få en syngende lussing opdrager bestemt ikke børnene til frihed men til begrænset adfærd og frygt. ”… med brillerne over næsen som et stankelben. Det pædagogiske smil.” Her giver Rifbjerg os et typisk billede af en pædagog med brillerne siddende nede på næsetippen. Han går også ind og vender noget positivt, som et smil til noget negativt. For i det han laver smil om til pædagogiske smil, giver det hele sætningen et negativt præg. Dette typiske pædagogiske smil står i kontrast til bedsteforældrenes smil. Bedsteforældrenes smil var noget varmt og positivt, som gav tryghed, hvorimod man væmmes ved pædagogens falske skumle smil.
I strofe fem fortæller Rifbjerg igen om det dårlige og ironiske i børnehaven. ”Institutionens havregrød, indkøbt i tapethandelen på hjørnet, lander i vores skælvende struber som døde vandmænd.” Det at han sammenligner havregrøden med konsistensen af tapetklister og døde vandmænd. Han giver den ellers ubehagelige situation en sjovt twist.
”Bagefter sund søvn på sunhedssenge med spartasko sover vi på kommando.” Sund søvn på sundhedssenge er i mine øjne et sjovt bogstavrim, der giver strofen et utroligt sarkastisk aftryk. For de sunde senge giver mig et indtryk af, at børnehaven skal have en flot og sund facade udadtil, men i virkeligheden bliver de med tvang nødt til at sove på de sikkert ubehagelige senge. Sparta sandalerne var noget man gik med tilbage i det gamle Grækenland. Det giver militære associationer, da ordene tvang og kommando minder mig om militæret.
Rifbjerg afslutter digtet ”Børnehaven sætter sit præg på mig i en uge.” Dette kan enten betyde, at digtet er en uges forløb i børnehaven, eller at det muligvis er hans første uge i børnehaven, og han har fået så mange indtryk af børnehaven, at den efter en uge ikke længere gør indtryk eller sætter sit præg på ham mere.
Et tema i digtet ”Børnehave” kan være omvæltning. Det at gå fra altid at være i centrum og få opmærksomhed til at være iblandt mange andre børn, der også kræver opmærksomhed, så det er meget begrænset med opmærksomhed til hvert enkelt barn.
Overgangen fra ”bedsteforældre” og ”børnehave” er det med, at Rifbjerg oplever en kæmpe omvæltningen i sit liv. Han går fra at være i centrum og fra at være et individ, til pludselig og skulle være en del af en flok og et fællesskab. Han går fra kvalitet med bedsteforældrene til kvantitet i forhold til børnehaven. Man kan sige, at det hele er en decentralisering af opmærksomhed. Ved bedsteforældrene fik han alt den kærlighed og tryghed, han overhovedet kunne klare, og i børnehaven er han pludselig blevet en form for indtægtskilde. Dem der tager sig af ham i børnehaven, gør det fordi de får penge for det og ikke pga. kærlighed til ham. Han går simpelthen fra at være en ener, til at være blandt mange.
Skriv et svar