Voksne mennesker kan godt tale om sex analyse og fortolkning

Voksne mennesker kan godt tale om sex

”Det var forkert af hende at lade os andre i stikken. Livet handler nu engang ikke bare om at jagte lykken. Livet handler også om forpligtigelser og at gøre det rigtige(s.13 l .133-135)” Således udtrykkes det morale budskab, som beskriver den konflikt der finder sted i forholdet mellem mor og datter i novellen. Katrine Marie Guldager beskriver i sin novelle ”Voksne mennesker kan godt tale om sex 2009” det indbyrdes forhold mellem moder og datter, som ødelægges af skilsmisse og fravær, da moderen vælger selvrealisering og egen lykke frem for familielivet.

Novellen er fortalt gennem en subjektiv 1. personsfortæller, som tager læseren i hånden fra starten af ”Nu er jeg ikke forfatter, men der er alligevel en lille historie fra mit eget liv, jeg gerne vil fortælle(s.11 l.1-2)”. Vi bliver som læser oplyst omkring, at det er en historie fra jeg-fortællerens eget liv, som vi får fortalt. Inden den egentlige historie folder sig ud, bliver vi præsenteret for et kort resume af hendes opvækst. Vi får af vide at vores hovedperson og jeg-fortæller, Louise, blev født i 1972, og boede med sine forældre i et bofælleskab i Birkerød lige indtil at hendes mor i 1977 ville skilles og rejse til Indien med sin nye kæreste. Vi får fortalt at moderens veninder var støttende omkring hendes beslutning ”frie fugle flyver, tamme har længsel(s.11 l .15-16)”. I resumeet lader vi os til sidst fortælle at moderen bliver katolik og hjælper til på børnehjem i Calcutta. Herefter skifter novellen brat til den egentlige livshistorie.

Handlingen udspilles på Rigshospitalet om morgenen i anledning af søsterens fødsel. Handlingen strækker sig over blot en time, hvor jeg-fortælleren fører en dialog med sin moder. Vores hovedperson har aftalt at mødes med sin mor ved informationen for at følges hen til fødestuen. Vi bliver indirekte oplyst om at moderen stadig lever og bor i Indien. ”Selvom hun har været i Danmark i en måned nu, er hun stadig meget solbrændt(s.11 l .25-26)”. Moderen er tilsyneladende udelukkende i Danmark for at overvære sin datters fødsel. Vi får et hint omkring at vores hovedperson, Louise, stadig er indebrændt på sin moder. ”Hendes lange fletning er den samme som dengang, hun forlod os(s.11 l.26-27)”. Hun benytter ordet, forlod, som gør at læseren får associationer om sorg og ensomhed. Dette er det første tegn vi ser på at der er en konflikt i forholdet mellem moder og datter. Der udfolder sig en dialog i novellen som, konstant bliver afbrudt af 1.personens tanker. ”hej mor, siger jeg og giver hende et lille klem(s.11 l.29)” Således hilser Jeg-fortælleren sin moder, til trods for at hun aldrig ser hende. Dette signalerer igen det ødelagte forhold, og den sorg som hovedpersonen føler. Lige fra starten af mødet bliver der anslået en akavet stemning, som i virkeligheden skyldes Louises frustrationer på sin moder, over at hun har været så fraværende. Stemningen er anspændt lige fra starten, og man fornemmer tydeligt det ødelagte forhold.

Det er tydeligt at vores jeg-fortæller er indebrændt og såret over at moderen ikke bare har skilt sig fra faderen, men samtidig har forladt sine børn ved at rejse til Indien. ”Min mor er en gåde for mig. Altså ud over at hun er en kilde til uro. Så sjovt var det heller ikke at være alene med min far og min søster(s.11 l.34-35)” Der bruges ironi, i den sidste sætning af citatet, hvilket blot styrker associationerne hos læseren omkring den indebrændte vrede vores hovedperson føler. Den akavede stemning understreges samtidig af at moderen og datteren undgår hinanden. ”Pludselig rejser min mor sig og siger, at hun har brug for en øl. Jeg går på toilettet.(s.11 l.40-41)” Dialogen fortsætter herefter, og det ødelagte familieforhold gør sig så småt til kende. ”Du skal komme og se huset en dag, siger jeg. Joh siger hun (s.12 l.46-47)” Normalt ville man forvente et svar fra moderen, som viste mere begejstring og glæde, men i stedet svarer hun blot ”joh” og signalerer at det ikke betyder noget specielt for hende. Sproget i novellen er generelt meget hverdagspræget, da det netop skal illustrerer, en helt almindelig kvinde, Louise, som fortæller historien. Sproget er skiftende mellem almindelig stil og talesprog. Sproget genspejler blot Louises karakter i en hverdagssituation. Det er primært moderen som fører dialogen i novellen og vi må formode at hun har noget på hjertet.

Moderen har indtil dette ikke vist nogen tegn på dårlig samvittighed. Men pludselig bekender hun sig til sin datter. Moderen fortæller hvordan hende og Karsten ikke kunne holde fingrene fra hinanden. ”Vi havde længe gået og flirtet med hinanden, kastet sultne blikke efter hinanden(s.12 l.74-75)” I citatet bliver der brugt personificering da deres blikke, bliver beskrevet som sultne. Dette styrker effekten, og vi føler nærmest at de to personer bliver nødt til at have hinanden. Moderen prøver at undskylde sin handling ved at fortælle at hun ikke kunne styre sig selv. Moderen prøver bevidst at søge en form for indirekte tilgivelse. Mens moderen fortæller kærlighedsscenariet mellem hende og Karsten læner hun sig ind over bordet. ”min mor læner sig ind over bordet, og jeg rykker mig automatisk væk(s.12 l .75-76)” Her illustreres tydeligt den manglende nærvær som moderen aldrig har vist. Vores hovedperson er ikke vant til at være så særlig tæt med hende, og rykker sig automatisk væk både fysisk og psykisk, når moderen kommer for tæt på. Moderen fortsætter i dialogen på at finde tilgivelse til at kurere den dårlige samvittighed og skyldfølelse som vokser i hende.

”Det var… stærkere end mig selv, ikke? På det tidspunkt havde jeg aldrig følt mig så forbundet med et andet menneske.(s.12 l.85-86)” Vi kan igen tydeligt se at moderen søger en form for tilgivelse for hendes handlinger. Moderen er så desperat efter tilgivelse, at hun endda indirekte spørger ved at sige ”ikke?”. Moderen forventer ikke et svar, men bruger det retoriske spørgsmål til at overbevise sin datter om at det ikke var moderens egen fejl, da hun ikke kunne gøre for det. Jeg-fortælleren er tavs, og får øje på et ældre ægtepar ”Jeg kom til at kigge på et ældre par, der sad i nærheden af os. De have ikke noget på bordet foran sig, ikke engang kaffe. Han holdt sine hænder i hendes, de kiggede næsten ikke på hinanden(s.12-13 l.88-90)”. Ægteparret er et symbol på ubetinget kærlighed. De har hverken kaffe eller kage på bordet, men de holder i hånden og har hinanden, og det er alt hvad de behøver. Det gamle ægtepar står naturligvis i kontrast til jeg –fortællerens forældres forhold, som gik i opløsning, og det er netop dette, som gør det mærkværdigt. Jeg-fortælleren får netop øje på det gamle ægtepar pga. den ubetingede kærlighed og fordi hun beundrer deres lange forhold. De er gamle men kærligheden er ung, og de behøver ikke kigge på hindanden for de ved, hvor de har hinanden. Jeg-fortælleren beundrer, at ægteparret stadig er sammen da hun ville ønske at hendes forældre også var blevet sammen.

Da moderen opfanger at hendes datter ikke reagerer, fortsætter hun jagten på tilgivelse. ”Et forhold uden passion er vel ikke noget forhold? Jeg måtte give lykken en chance(s.13 l.94-95)” igen benyttes personificering, og moderen prøver at skyde skylden på andre omkring sig og lykken står nu for skud. Det var lykken der skulle have en chance, og moderen kunne ikke gøre noget, påstår hun.

Moderen fornemmer tilsyneladende at hendes mission på tilgivelse ikke virker og skifter strategi. ”Jeg syntes ikke at jeg kunne tage hjem, før jeg havde gjort det, jeg var kommet for(…)Hvis du vidste, hvor mange børn jeg har taget mig af i alle de år.(s.13 l.102-104)” Igen prøver moderen at finde nye ofre som skal stå til ansvar for hendes fejl. Moderen er naiv efter at blive tilgivet og prøver alt andet end et simpelt ”undskyld”. Hovedpersonen giver endelig efter, men det er tydeligt at moderen ikke er tilgivet. Jeg-fortælleren får igen øje på det gamle par. ”Det ældre ægtepar, der sad over for os, rejste sig og begyndte at gå. Hun støttede sig til ham, lagde sit hoved til hvile på hans skulder.” Jeg-fortælleren iagttager igen parret nøje og misunder den intimitet de stadig har, og den kærlighed som de udstråler. Dialogen mellem moderen og datteren fortsætter, og Louise har lyst til at fortælle sin moder at hun ikke kan få børn med sin mand. Hun vælger at udelade det, hvilket tydeliggør det ødelagte forhold. Louise siger til sin mor, at hun hellere må se at komme hjemad hvortil hendes moder svarer ”Det er os kvinder, der må tage os af hus og hjem, har jeg ikke ret?. Dette er tydelig ironi i novellen, da moderen aldrig selv har været der til at tage sig af hus og hjem. Dette vækker frustrationerne hos jeg-fortælleren, som til sidst tænker ”Det var forkert af hende at tage til Indien, og det var forkert af hende at lade os andre i stikken. Livet handler nu engang ikke bare om at jagte lykken. Livet handler også om forpligtigelser og at gøre det rigtige(s.13 l .133-135)”

Det er tydeligt at forholdet mellem moder og datter, aldrig vil blive helt igen. Louise vil aldrig tilgive sin mor, for at have forladt hende og hendes familie. Man kan ikke bare flygte fra sit ansvar og sine pligter. Livet er ikke altid medgang, man møder også modgang, men det vælger om at gøre det rigtige.

Novellen omhandler en central konflikt, nemlig den familiekonflikt, som er opstået da moderen forlod dem. Novellen indeholder et indskrænket persongalleri, hvor vi blot primært bliver præsenteret for moderen og hovedpersonen, Louise. Derudover optræder andre små roller, såsom; faderen, moderens nye kæreste, Karsten, søster og jeg-fortællerens mand, Niels Peter.

Moderen og Louise er de centrale personer i teksten. Novellen bliver fortalt med af jeg-fortælleren, Louise, og vi har dermed en indre synsvinkel. Vi følger louises subjektive tanker, observationer og dialog med moderen. Louise blev forladt af sin mor da hun var 5år. Louise søger stadig kontakt hos sin moder, men vil aldrig tilgive hende. Moderen derimod er desperat efter tilgivelse og accept af datteren. Hun prøver at forsvare sine handlinger og forklare hvorfor hun handlede som hun gjorde. Til trods for at moderen forlod familien i jagt på lykke, fandt hun den aldrig, og er nu ulykkelig pga. familiekonflikten. Moderen prøver at kompensere for sine fortidige handlinger. Hun svigtede sine egne børn og prøver nu at kompensere ved at hjælpe andre fattige børn i Indien. Moderen føler stor skyldfølelse og er på jagt efter tilgivelse, hvilket er et af de primære temaer i novellen.

I teksten optræder adskillige temaer; skilsmisse, konsekvenser, tilgivelse, ansvar, sorg, kærlighed, sand lykke, og kvindefrigørelse. Novellen fokuserer blandt andet på skilsmisse og konsekvenserne som tema. Mange af de efterfølgende temaer er resultatet af en skilsmisse, da blandt andet kan forårsage mange problemer. Overordnet bliver der arbejdet med en generel problemstilling, som til sidst bliver besvaret af vores jeg-fortæller. Problemstillingen er, Skal vi gøre det rigtige og tage det ansvar vi har givet os selv, eller skal vi søge vores egen individuelle lykke?. I starten af teksten bliver en gammel talemåde nævnt; ”frie fugle flyver, tamme har længsel(s.11 l.15-16)” Dette betyder at man skal vælge den individuelle lykke over alt. Altså kommer egen lykke i første række, og familien bliver anden prioritet. Moderen vælger, efter denne talemåde, ikke at tage sit ansvar som forældre, men derimod at søge den individuelle lykke, og efterlade sit ansvar i Danmark. Det resulterer i at hun bliver ulykkelig, og jeg-fortællerens budskab er tydeligt . ”Livet handler nu engang ikke bare om at jagte lykken. Livet handler også om forpligtigelser og at gøre det rigtige(s.13 l .133-135)” Budskabet med novellen er derfor at man skal gøre det rigtige, passer sine pligter og stå ved sit ansvar som voksen.

I 1970’erne var kvinder og kvindefrigørelse i fokus. Katrine Marie Guldager er født i 1966, og selvom historien er fra 2009, kan forfatteren have inspiration fra den litteraturhistoriske periode som hun er opvokset i, nemlig Samfundskritik og skrifttematik som strækker sig fra år 1965-1980. I denne litteraturhistoriske periode var der særligt fokus på mennesker sociale vilkår, og især kvinders sociale vilkår. Dette er et tema som har stor indflydelse på novellen ”Voksne mennesker kan godt tale om sex”, da moderen netop forlader sit ansvar i jagten på egen lykke. Budskabet i novellen er som sagt at man skal gøre det rigtige, stå ved sit ansvar og sine pligter. Man skal ikke være egoistisk og kun søge egen lykke. Den mentalitet der fandt sted i den litteraturhistoriske periode ” Samfundskritik og skrifttematik” tager forfatteren tydeligvis afstand fra, da hun mener at man skal stå ved sit ansvar og sine pligter. Teksten kritiserer den datidige talemåde og morale ”frie fugle flyver, tamme har længsel(s.11 l.15-16)”. Novellen kan derudover perspektiveres til det nuværende danske familie liv. Flere og Flere danske familier går i opløsning fordi forældrene vil opnå realisering af deres drømme. Dette betyder at flere familier lever et kaotisk, hektisk liv, netop fordi forældrene prioriterer arbejde og drømme over familien. Novellen ”Voksne mennesker kan godt tale om sex” kan derudover perspektiveres til novellen ”Hjem” skrevet af Maja Lucas i 2007. I denne novelle er forældrene også skilt, hvilket har skabt en stor familiekonflikt. Moderen er i historien ude at rejse med sit arbejde, og har også prioriteret sine egne drømme over familielivet. Faderen mangler og er fraværende fra jeg-fortællerens liv. Jeg-fortælleren har ingen omsorgshed overfor andre, ingen motivation og intet overskud. Han er doven, træt og ligeglad, selv når det drejer sig om livet på sin onkel, som var nær døden i en badeulykke. Disse egenskaber som mangler hos visse unge, er resultatet af fraværende forældre. De to noveller ligner hinanden da de omhandler de samme hovedtemaer, Familiekonflikter, skilsmisse og fraværende forældre. I begge noveller står budskabet klart. Man skal tænke sig om før man tager store beslutninger, tænke på konsekvenserne. Man skal gøre det rigtige, tage ansvar og stå ved sine forpligtigelser. Livet handler nu engang ikke bare om jagten på lykken.