Undskyld, undskyld, undskyld … uha, nu undskylder jeg allerede, inden kronikken er gået igang.

Russell Crowe undskylder for sin tankeløse tirade, om at kvindelige skuespillere skal affinde sig med deres alder, og ikke prøve at få roller, der er tiltænkt tyve år yngre skue-spillerinder. Thomas Blachmann går en anden vej og proklamerer, at han er gået fra at være “et dumt svin til kærligheden selv”, som trøst til de triste X Factor-deltagere, han lige har sendt ud af programmet.

Politisk ukorrekthed er anset som upassende i samfundet i dag, og fremtrædende per-soner og firmaer bliver konstant nød til at undskylde for deres udsagn og ageren. Denne tanke, og en kontroversiel Irma-reklame, danner grundlaget for Anna Sophia Hermansens blogindlæg Vi lever i en undskyldningskultur, der blev udgivet d. 25. maj 2011 i Berlingskes Blog. [Læs mere…]

Da en af cheferne i den svenske efterretningstjeneste myrdes på mystisk vis, tvinges det svenske sikkerhedspoliti Säpo til at sætte deres nyeste supervåben ind for at afklare sagen. Ikke et våben i klassisk forstand. Men i form af en ny eliteuddannet agent, som er hovedpersonen i Jan Guillous første roman i den berømte Hamilton-serie, der bærer titlen “Kodenavn Coq Rouge”. Romanen er udgivet i 1986. Her bliver Carl Hamilton rekrutteret af den visionære leder for Sveriges efterretningstjeneste DG, som sender Carl til Amerika for at gennemgå en femårig lang dobbelt uddannelse. Her studerer han officielt computerteknik, og deltager i al hemmelighed i en agentuddannelse med de amerikanske Navy SEALs. Uddannelsen, sammen med hans kommunistiske og noble baggrund, giver ham uovertrufne kompetencer i det svenske sikkerhedspoliti, og bidrager i stor grad til opklaringen af mordet.

[Læs mere…]

Tirsdag d. 3. november havde Danmarks Radio budt TV2 op til bal. I mid-ten af et hektisk kommunalvalg, der bød på en hæsblæsende stemmekrig blandt partierne og skænderier om borgmesterposter, stod diverse jour-nalister og reportere fra de danske tv-stationer i feltet og kæmpede om at vinde dette hårdnakkede slag om seerne.

DR stillede talstærkt op og sendte 103 rapportere og journalister til at dække samtlige 98 kommuner. Det virkede meget sandsynligt, at op til flere af disse ansatte ikke havde den store erfaring med at være on- air på landsdækkende live-tv. Her snakker vi om nyudklækkede elever fra jour-nalisthøjskolen, Kim Bildsøes personlige sekretær eller studerende fra det nærmeste institut for astronomisk kvantefysik, der lige hurtigt skal tjene til huslejen. Mange af rapporterne virkede usikre og sågar skræmt af at stå midt i kameras fokus, og mange virkede usikre på deres genmæle. Følelsen af pludselig at poppe op på millioner af tv-skærme rundt i landet må være nervepirrende og overvældende, hvilket også klart blev genspej-let i disse broadcasteres ansigter. [Læs mere…]

Denne novelleanalyse er skrevet af Mathias Schindler og omhandler teksten “Den blomstrende have”, som er skrevet af Naja Marie Aidt, og udgivet i 1993 af Gyldendal.

Man kan se, at det er en novelle, fordi der er få personer, den foregår i et relativt kort stykke tid og den starter i media res. Dette er alle mærkesager for noveller, og derfor er “Den blomstrende have” en novelle.

Thomas er novellens fortæller, hvor han beretter i første person. Han er bedste venner med Erik, som han bruger sin sommerferie sammen med. Han elsker at bruge tid sammen med Erik, fordi de har det rigtig sjovt sammen, og taler om alting. Han er fjorten år, og han siger om sig selv og Erik, at de er fulde af uro fra de slår øjnene op om morgenen. [Læs mere…]

Åh ja… computerspil. Den evige diskussion (i hvert fald i 00’erne), om hvorvidt computerspil er den moderne inkarnation af djævlen selv eller englen sendt fra himlen, som viser vores børn (og også os voksne), at verden er større end vores lille have, som vi ofte helst vil se vores børn lege i. Bo Kampmann Walther tager denne diskussion op i sin artikel “Computerspil er vor tids medie-sorteper”, en kronik bragt i Berlingske Tidende den 4. november 2006, hvor han kort tematiserer computerspil, og tager argumenter fra begge poler op (tweedjakken (som han navngiver tweedjakken, der mener computerspil er djævle selv, og “den omvendte kasket”, der mener computerspil er englen), men dog ikke ender i en entydig konklusion. Hans konklusion, som i mine øjne nok burde betegnes som en delkonklusion, munder ud i, at man ikke kan sige, at computer spil enten er gode eller dårlige, men at man må “undersøge mulighedsbetingelserne kritisk (red.)¹”. [Læs mere…]